Vi skal arbejde mere og længere. Sådan er det bare! Forslag om at sænke arbejdstiden fejes hurtigt af bordet. Men der er altid mere end én vej frem, og en af dem er at skabe større fleksibilitet for den enkelte ved hjælp af en plus- og minustidsordning i overenskomsterne.

Af Nils Enrum

Det er aparte, at Enhedslisten og Alternativet foreslår den ugentlige arbejdstid sat ned til 30 timer. Den økonomisk-politiske fortælling, som i de seneste 10-20 år har været aldeles dominerende, er nemlig, at arbejdsudbuddet, antallet af beskæftigede og jobsøgende og deres potentielle produktion, må og skal øges. Der er intet alternativ! Vi skal arbejde flere timer på et år og flere år på et liv. Vi skal starte skolegangen som 5-årige, skynde os gennem skolen og få studierne overstået i hurtigere fremdrift, straks i job, blive på arbejdsmarkedet længst muligt, sige nej til efterløn, og ja til senere pension. St. Bededag lever endnu, men på den hviler en rød laser-plet fra Finansministeriets kikkertsigte.

Fritidsskræmslet Kraka
Efter Alternativets lancering af forslaget om at reducere arbejdstiden, og altså at reducere Danmarks udbud af arbejdskraft, blev det aparte mål om en 30 timers arbejdsuge forsøgt kanøflet af ”Danmarks uafhængige tænketank”, Kraka. Ifølge Kraka, der er finansieret af bl.a. Mærsk og lobbyvirksomheden Landbrug og Fødevarer, er der tale om et ”indgreb” som er ”uden historiske fortilfælde”. Kraka regner på det og når den skræmmende konklusion, at Danmark ville blive fattigere end EU-gennemsnittet. ”Det anslås, at en reduktion i arbejdstiden fra 37 til 30 timer vil medføre en reduktion i BNP på ca. 14 pct. eller omkring 270 mia. kr.”

Teksten henviser til den økonomiske model ADAM og gør sig umage for at fremstå objektivt og upolitisk. Men det er kun Kraka, som taler om et ”indgreb” – sådan lige bum! Alle andre, inklusive forslagsstillerne, henviser til, at det er arbejdsmarkedets parter, der må aftale det.

Tid eller penge?
I 1953 gik der 48 timer på en dansk arbejdsuge, og man havde to ugers ferie om året. I perioden 1953-2004 er ferien øget til 6 uger, og 1960-1990 er arbejdsugen skruet ned fra 48 til 37 timer. Bruttonationalproduktet (BNP) er i samme periode flerdoblet (renset for inflation). Det kunststykke skyldes blandt andet en kraftigt stigende arbejdsproduktivitet, som er den mængde varer og serviceydelser, der kan produceres på en arbejdstime. Hvis normal-arbejdsugen var holdt fast på 48 timer og ferien stadig to uger, kunne BNP være meget højere end det faktiske niveau i dag. Vi ville være rigere på varer og serviceydelser, men fattigere på tid.

Arbejdsproduktiviteten stiger stadig år efter år (om end ikke så stærkt som for 50 år siden). Der er derfor også i dag flere veje frem, som vi skal vælge blandt. F.eks.: (a) mere forbrug + uændret arbejdstid og (b) mindre arbejdstid + uændret forbrug. Eller en tredje vej mellem de to yderløsninger.

Fritid er svær at beskatte
Hvis arbejdsproduktiviteten vokser hurtigere i nogle erhverv end i andre, kommer logikken i det neutrale valg mellem tid og penge under pres. Hvis alle erhverv skal have samme arbejdstidsregler, vil produktionen i erhverv med en langsom produktivitetsvækst blive relativt dyrere. Nogle økonomer advarer om, at kortere arbejdstid vil kræve et "konstant stigende skattetryk". Det er fordi de antager, at arbejdsproduktiviteten i den offentlige sektor vil vokse langsommere end i den private sektor. Hvis f.eks. eleverne og deres forældre oversætter folkeskolens service til, hvor meget tid lærerne kan tilbringe sammen med dem, så vil en arbejdstidsforkortelse medføre enten en serviceforringelse eller at der ansættes flere lærere og betales mere i skat til deres løn.

På den anden side minder den private sektor og den offentlige sektor stadigt mere om hinanden, og robotter og digitale løsninger øger også produktiviteten i undervisning og i sundhedsydelser. Ifølge Finansministeriets beregninger vil en arbejdstidsnedsættelse være neutral for de offentlige kasser, hvis man fastholder antallet af ansatte og accepterer, at det samlede antal arbejdstimer følger med ned (jf. Information 19. marts 2014).

Fast eller flydende arbejdstid
Vi taler om en "normalarbejdstid" på p.t. 37 timer om ugen og fastlagt ved overenskomst mellem arbejdsmarkedets parter. I den individuelle, faktiske arbejdstid er der samtidig stor variation. Nogle har mere end ét job, andre arbejder på deltid, der er fleks-ordninger, overarbejde udbetales eller afspadseres, nogle har ingen fast arbejdstid osv. Arbejdsmarkedet er mindre homogent og mere individualiseret end tidligere. Alligevel er det praktisk med en fælles arbejdstidsnorm, der som en slags standardkontrakt gør det nemmere at planlægge og træffe aftaler om job og løn – og at kontrollere, at aftalerne bliver overholdt.

Med den fælles standard som ramme kan vi forfølge vores individuelle ønsker om arbejdstid og fritid. I praksis har mange dog ikke reel mulighed for at vælge en anden arbejdstid end den gængse. Det skyldes ikke kun jobbet eller arbejdsgiveren, men også firkantede regler om forsikring, pension, dagpenge, kontanthjælp og lignende.

Plustid og minustid
At "melde sig helt ud" og lave ingenting er ikke længere legitimt. Den ensrettede optagethed af arbejdsudbuddet påvirker arbejdstidsdebatten og har haft held til at begrænse fleksibiliteten og den enkeltes muligheder for at vælge sin arbejdstid.

Arbejdsmarkedskommissionen anbefalede i 2007 at begrænse arbejdsmarkedets parters ret til at bestemme arbejdstiden ved at bandlyse kortere arbejdstid ved ”kommende offentlige og private overenskomstfornyelser”. Til gengæld skulle det gøres let for den enkelte at skrue op for arbejdstiden, realiseret som "plustids-ordningen", som giver offentligt ansatte mulighed for at arbejde op til 5 timer mere end de 37 og få forholdsmæssigt mere i løn (dvs. samme timeløn). Minustid har man ikke ret til.

En mulig skabelon
Plustidsordningen kunne måske være en brugbar skabelon for en arbejdstidsmodel, som kombinerer en fælles norm med individuel valgfrihed og fleksibilitet. Hvis den blev udbygget med ret til minustid også, ville den enkelte uden større ståhej kunne tilvælge både højere og lavere arbejdstid (inden for en øvre og nedre grænse). Der ville stadig være masser af udfordringer og spørgsmål at undersøge og diskutere, men det kunne være en start. Og det ville være et konkret politisk mål, der kunne komme inden for rækkevidde, efterhånden som flere i samfundets cockpit indser, at andre størrelser end arbejdsudbuddet fortjener opmærksomhed.

Læs også artiklen: Ønsket om længere arbejdstid er forduftet

 

Foto: Tanel Teemusk (Creative Commons License)