En kortere arbejdsuge kombineret med en ubetinget basisindkomst kan give de fortravlede mere tid, mens dem uden for eller på kanten af arbejdsmarkedet får bedre muligheder for et deltidsjob. Det vil skabe grundlag for flere sociale og økologiske samfundseksperimenter, skriver Erik Christensen, gennem mange år aktiv i den danske bevægelse for basisindkomst
Af Erik Christensen
At nedsætte den ugentlige arbejdstid til 30 timer er der fremført gode argumenter for – senest op til folketingsvalget i juni. Mange på arbejdsmarkedet føler sig stresset og ønsker en nedsat arbejdstid for at få en bedre balance mellem arbejds- og familieliv. I takt med at vi bliver rigere, ønsker flere at prioritere fritid frem for materiel velstand. Derudover vil en nedsat arbejdstid kunne reducere belastningen af miljøet.
Mange økonomiske spørgsmål er naturligvis blevet rejst i forbindelse med forslaget. Af nogle er det umiddelbart blevet affærdiget som urealistisk, mens andre har kaldt det realistisk, navnlig hvis det bliver indfaset langsomt over en årrække.
Arbejdstiden på det formelle arbejdsmarked har også betydning for dem, der er uden for eller på randen af arbejdsmarkedet, og der er grund til at rejse dette spørgsmål i forhold til fordelingen af tid og arbejde i hele samfundet. Nogle på arbejdsmarkedet føler, at de har for meget lønarbejde og for lidt tid, mens nogle uden for arbejdsmarkedet omvendt synes, at de har for meget tid, men mangler lønarbejde. Set i det perspektiv kan man i dag sige, at der findes to grupper: på den ene side penge-rige og tids-fattige familier på arbejdsmarkedet, og på den anden side penge-fattige og tids-rige familier uden for arbejdsmarkedet.
Begge grupper synes låst i nogle onde cirkler. De penge-rige, som er tids-fattige, har svært ved at konvertere penge til tid uden at tabe mange penge, fordi der eksisterer et stift overenskomstsystem. Omvendt har de tids-rige, der samtidig er penge-fattige, svært ved at konvertere deres tid til penge på grund af stive regler for dagpenge, kontanthjælp og førtidspension, og fordi store dele af arbejdsmarkedet kræver, at man er ansat på fuld tid.
Valgfrihed
Ideelt set vil en arbejdstidsnedsættelse være med til løse modsætningen mellem disse to grupper ved at skabe nye arbejdspladser og give de arbejdende mere fri tid. Et centralt spørgsmål er imidlertid, om en ny fælles standard for arbejdsmarkedet vil give tilstrækkelig mange en mere reel mulighed for et valg mellem arbejdstid og fritid. Arbejdsmarkedet vil stadig være præget af stivhed ved kun at have én fælles norm for arbejdstid, der ikke lægger op til mere individuelle valg.
Samtidig er det højst usikkert, hvor mange nye jobs en arbejdstidsnedsættelse vil kunne skabe, og om de ville være af en type, som er attraktive for dem uden for arbejdsmarkedet.
Der findes imidlertid en anden mekanisme end arbejdstidsnedsættelse på det formelle arbejdsmarked, som også kan konvertere penge til tid for de rige, og lave tid om til penge for de fattige – og med større individuel fleksibilitet. Det er en ubetinget basisindkomst. I det følgende beskrives denne mekanisme, og hvordan den kunne være med til at løse arbejdstidsproblemet?
Ubetinget basisindkomst
Ubetinget basisindkomst er en indkomst, som på fire måder adskiller sig fra de traditionelle overførselsindkomster:
1. Den er universel. Det betyder, at den gives til alle borgere i et samfund. Det kunne i første omgang være Danmark, senere EU. Man kan tænke sig, at børn kun får en halv basisindkomst, som administreres af forældrene.
2. Den er individuel. Den gives til hver enkelt person og ikke til familier. At den gives til enkeltpersoner betyder, at ingen længere er afhængig af f.eks. sin ægtefælle for at blive forsørget. Enhver er sikret sit eget individuelle forsørgelsesgrundlag.
3. Den er ubetinget. Den gives uafhængig af anden indkomst og formue, og den gives uden krav om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, aktivering og nyttejob. At den gives uafhængigt af anden indkomst betyder, at hvis man har indkomst fra lønarbejde eller egen virksomhed, bliver basisindkomsten ikke berørt, men vil stadig blive udbetalt ubeskåret. Derfor vil det altid kunne betale sig at arbejde for at supplere sin basisindkomst og få en højere samlet indtægt.
4. Den er tilstrækkelig høj til, at man kan leve af den på et beskedent niveau. Da vi har en defineret fattigdomsgrænse i Danmark, som i dag er på ca. 104.000 kr. om året, vil det være naturligt at lade den ubetingede basisindkomst have mindst samme størrelse.
Indkomst med stor effekt
Indførelsen af en ubetinget basisindkomst ville betyde afgørende ændringer for arbejdsmarkedets funktionsmåde. Man kunne umiddelbart tro, at det ville fjerne grundlaget for a-kasserne og fagbevægelsen. Det mener jeg er en forkert antagelse.
Basisindkomst vil give alle en offentligt finansieret grundydelse, der udgør en fast grundindkomst uden betingelser. Den er uden tidsbegrænsning og erstatter alle nuværende indkomst-erstattende ydelser (kontanthjælp, dagpenge osv.) uanset årsagen til bortfaldet af indkomst.
Oven på dette offentlige tryghedssystem kan man så tænke sig et privat-finansieret og -organiseret arbejdsløshedskassesystem, hvor de private a-kasser og fagforeninger konkurrerer om at give service og rådgivning, indgåelse af overenskomster, forsikring ved arbejdsløshed, efteruddannelse, omskoling, sikring af arbejdsmiljø og lignende.
En stor fordel ved et sådant system ville være, at man sikrer en mere smidig og mere solidarisk sammenhæng mellem de forskellige dele af arbejderklassen. Det drejer sig om:
• Dem, der sjældent er arbejdsløse (kernen blandt de nuværende a-kassemedlemmer).
• Dem, der ofte er arbejdsløse og konstant lever med truslen om at blive smidt ud af a-kassesystemet.
• Dem, som befinder sig uden for a-kassesystemet. Det er bl.a. dem på kontanthjælp og sårbare grupper af deltidsansatte, som ikke formår at blive medlem af a-kassesystemet.
Mindre bureaukrati
Med en ubetinget basisindkomst vil alle mennesker for første gang have muligheden for helt frit at vælge, om de vil tage lønarbejde. Effekten vil være dobbelt. Nogle vil givetvis vælge at forlade arbejdsmarkedet for at få mere tid, fordi man nu er sikker på at have penge. Andre, som tidligere har haft svært ved at finde arbejde, vil omvendt træde ind på arbejdsmarkedet, fordi det er lettere at få et lønarbejde på f.eks. deltid, idet man nu har en garanteret indkomst uden regler om modregning i dagpenge og kontanthjælp.
De, der vil forlade arbejdsmarkedet for en tid, vil typisk være grupper, der ønsker orlov til uddannelse, tid til omsorg for familien, pleje eget helbred eller start af nyt arbejde eller virksomhed. Fordelen ved en ubetinget basisindkomst i forhold til de tidligere kendte orlovsordninger og iværksætter-støtteordninger er, at de ikke er knyttet til en bestemt aktivitet, som skal godkendes bureaukratisk, samt at de er tidsmæssigt ubegrænsede.
De, der ønsker at komme ind på arbejdsmarkedet, vil f.eks. være de modtagere af overførselsindkomst, som hidtil har haft svært ved at få et deltidsjob. Med en ubetinget basisindkomst vil det altid kunne betale sig at tage et lønarbejde, lige meget hvor beskedent det er.
Hvad bliver så nettoeffekten på beskæftigelsen? Set i forhold til basisindkomstens beskedne størrelse er der næppe grund til at forvente noget drastisk fald i beskæftigelsen, men det er sandsynligt, at lidt flere vil vælge at gå ud af arbejdsmarkedet end ind på det.
Med basisindkomst vil man samlet set få mere "flexicurity" på arbejdsmarkedet, fordi alle vil have en basisindkomst (security) og samtidig have nemmere ved at gå ud og ind af arbejdsmarkedet og bestemme, hvor meget de vil arbejde (flexibility). Dette, fordi man ikke vil være hæmmet af stive bureaukratiske regler.
Basisindkomst er ikke et alternativ til en reduktion af arbejdstiden igennem overenskomstsystemet, men et supplement. I et basisindkomstsamfund kan arbejdsmarkedets parter blive stimuleret til at skabe et meget mere differentieret overenskomstsystem end i dag. Man kunne tænke sig, at der ville opstå flere slags overenskomster, f.eks. både 8, 12, 16, 20, 24 og 30 timers overenskomster. Det vil øge muligheden for mere individuelt at vælge arbejdstid.
Uformelt arbejde
Den største betydning ved at indføre en ubetinget basisindkomst ville være ændringen af arbejdsbegrebet, fordi det uformelle arbejde – bl.a. husholdningsarbejdet, omsorgsarbejdet, det uformelle arbejde i nærmiljøet og politiske arbejde – nu bliver økonomisk værdsat. Det bliver ikke målt og aflønnet som det formelle lønarbejde, og man er samtidig sikret en indkomst selv om man prioriterer den slags arbejde.
En meget væsentlig del af arbejdet omkring sociale og økologiske eksperimenter har karakter af uformelt arbejde. Derfor kunne en ubetinget basisindkomst blive et vigtigt redskab til at fremme denne form for grøn omstilling.
Hvis ideen med arbejdstidsnedsættelse gennem overenskomstsystemet kombineres med en ide om en ubetinget basisindkomst, ville de to reformer samlet set kunne styrke hinanden. På den måde kunne vi få en meget større individuel fleksibilitet i valget af lønarbejde og fri tid i civilsamfundet, og vi kunne få stimuleret en økologisk iværksætterkultur både i civilsamfundet og på markedet.
Link til BIEN Danmark
