Gennem vores pensionsopsparinger er vi medejere af store virksomheder, som påvirker hele verden. Hidtil har vi været passive tilskuere til forvaltningen af vores kapital. Men måske krav om frasalg af investeringer i fossile brændsler og internettets nye muligheder peger frem mod økonomisk demokrati?
Sussanne Blegaa
Kapitalisterne går ikke længere med høj hat og ryger store cigarer. Kapitalisterne, det er dig og mig og de over to millioner andre danskere, som hvert år betaler ind til pensionsordninger. I 2012 var husholdningernes pensionsformue var 3.600 milliarder kroner eller 1½ gange Danmarks BNP. Og formuerne vokser hastigt. Danske lønmodtagere betaler en tiendedel af lønnen til pensionsopsparinger. Pensionssektoren er en af de største aktører på det finansielle marked herhjemme, og lønmodtagerne er dermed medejere af store børsnoterede virksomheder verden over.
Den skizofrene pensionsopsparer
Vi er borgere og vi er pensionsopsparere. Vi har holdninger, og langt de fleste af os stemmer til folketingsvalg på et parti, som repræsenterer vores værdier. Personligt mener jeg f.eks., at klimaudfordringen er alvorlig og kræver hurtig omstilling til et samfund uden fossile brændsler. Jeg mener også, at tobaksrygning skal begrænses mest muligt af hensyn til folkesundheden. Det er holdninger, som er med til at afgøre, hvilket parti jeg stemmer på. Men mit pensionsselskab har investeret 360 millioner kr. i store kulmineselskaber og 40 millioner kr. i Canadian Natural Resources, som udvinder tjæresand. Det har også 263 millioner kr. i British American Tobacco. For ikke at nævne de beløb, som er investeret i våbenfremstilling.
Min pensionsformue fremmer åbenbart helt andre værdier end dem, jeg prøver at fremme med mit kryds på valgdagen. Der er en kløft mellem min rolle som vælger og min rolle som pensionsopsparer og kapitalejer. Men indtil for nylig har jeg været lykkeligt uvidende om denne skizofreni. Jeg har tænkt, at pensionsopsparingen bare skal give mig en god indtægt efter arbejdslivet. Pensionskassen var bestemt gennem overenskomsten, det skulle jeg heller ikke bekymre mig om. Den årlige indkaldelse til generalforsamling røg direkte i papirkurven, jeg havde helt ærligt mere spændende ting at tage mig til.
Sådan forholder det sig måske også for en del af de 99 pct. af medlemmerne i pensionskassen, som ikke deltager i de årlige generalforsamlinger. Folk, som sikkert følger med i valgkampen op til folketingsvalg og ville føle sig som uansvarlige borgere, hvis de ikke satte deres kryds på valgdagen. Men i virkeligheden påvirker virksomhederne, som de har investeret deres pensionsformuer i, samfundet på mindst lige så afgørende vis, som de folkevalgte politikere gør.
Kapital giver magt, indflydelse og ansvar. Men pensionsopsparerne, som ejer en meget stor del af kapitalen, har ikke grebet den magt og taget det ansvar.
Skyldes det manglende muligheder, manglende interesse eller direkte uvidenhed om kapitalens indflydelse på samfundet?
Klimatruslen aktiverer pensionsopsparere – men forgæves
I år skete der imidlertid noget nyt. De hidtil meget usexede pensionskasser slog igennem i de store medier. DR rapporterede i bedste sendetid live fra en pensionskasses generalforsamling. En gruppe pensionsopsparere ville ikke længere acceptere pensionskassernes investeringer i mineselskaber, som udvinder kul. De havde i syv forskellige pensionskasser fremsat forslag om at frasælge aktiverne i kulminer. Forslaget blev nedstemt i fire af kasserne, men vedtaget i tre: arkitekternes, magistrenes og ingeniørernes pensionskasser. I ingeniørernes pensionskasse, DIP, blev forslaget dog senere nedstemt ved en urafstemning. I de to andre pensionskasser har bestyrelserne taget den noget usædvanlige beslutning at nægte at følge generalforsamlingernes opfordring med den begrundelse, at det alene er bestyrelsen, der tilrettelægger investeringsstrategien.
Hvem har magten over pensionskapitalen?
En stor del af lønmodtagerne er tvungne medlemmer af en bestemt pensionskasse eller et bestemt pensionsselskab. For nogle er det en del af overenskomsten, for andre er det ansættelsesstedet, der har valgt et bestemt kommercielt pensionsselskab. I nogle selskaber har pensionsopspareren ingen indflydelse overhovedet eller kun indirekte gennem fagforeningerne. Der er dog også pensionskasser, hvor medlemmerne indkaldes til årlige generalforsamlinger og selv vælger en del af bestyrelsesmedlemmerne. Men når bestyrelser så afslår at følge generalforsamlingernes beslutninger, er der i realiteten ringe mulighed for indflydelse for de danske pensionsopsparere.
Det er formelt set bestyrelserne i pensions- og opsparingsfonde, og i praksis i høj grad en lille gruppe af investeringschefer, der i dag besidder den politiske kontrol med den dominerende del af erhvervslivet. Det er Klaus Riskær Pedersens vurdering i bogen ”Socialkapitalisme”, som udkom i 2014. Han kalder denne epoke i kapitalismen for ”den institutionaliserede kapitalisme”. Kapitalen forvaltes af institutioner og ikke længere af enkelte private borgere.
Hovedformålet for investeringscheferne i pensionsselskaberne er at optimere det økonomiske afkast af opsparernes investeringer. I de enkelte virksomheder, som opsparernes penge er anbragt i, forfølger de ansatte ledere det samme mål. I finansverdenen siger man, at de fokuserer på at optimere ”shareholder value”, dvs. at skabe kortsigtet merværdi for dets aktionærer. På virksomhedernes generalforsamlinger er pensionskasserne sjældent særligt aktive. Pensionsopsparernes formue forvaltes derfor, ifølge Klaus Riskær Pedersen, af ledelseslag både i pensionsselskaber og i virksomheder, hvor der hverken er politiske eller moralske overvejelser, der reelt rækker ud over det rent forretningsmæssige.
Ejerne af pensionskapitalen, vi pensionskapitalister, har dermed ingen indflydelse på det erhvervsliv, som vi ejer en stor del af.
Økonomisk demokrati
For længe siden, omkring 1970, udarbejdede fagbevægelsen og Socialdemokratiet en plan for at overføre en del af ejendomsretten i virksomhederne til arbejderklassen. Ambitionen var at udstrække demokratiet til erhvervslivet ved at en del af arbejdernes løn skulle blive i virksomhederne som en slags aktiekapital. Arbejderne ville dermed få del i virksomhedens overskud, men også få indflydelse på virksomhedens udvikling i forhold til deres indskudte kapital. Sideløbende skulle arbejderne også indbetale til en central fond, som skulle investere i erhvervslivet ud fra en vurdering af, hvor kapitalen gjorde mest nytte.
I en fælles pjece skrev LO og Socialdemokratiet: ”Kapitalen er magt i samfundet. Den giver beslutningsret i den enkelte virksomhed, og sin ejer giver den personlig frihed, anseelse og en privilegeret stilling i de fleste af livets forhold.”
Forslaget om økonomisk demokrati mødte stor modstand fra partierne både til højre og til venstre for socialdemokratiet og blev aldrig til noget. Venstrefløjen var bange for, at arbejderklassen ville udvikle sig til småkapitalister og få et modsætningsfyldt forhold til emner som forurening og fyringer. Arbejdsgiverne anså forslaget for et indgreb i deres ejendoms- og ledelsesret, og de borgerlige anså det for begyndelsen til en socialistisk samfundsudvikling.
I dag har lønmodtagerne faktisk fået aktier i virksomhederne, men på en anden måde end den Socialdemokratiet og fagbevægelsen foreslog for næsten 50 år siden. Det er sket indirekte gennem pensionsopsparingerne. Det har givet de danske lønmodtagere en personlig frihed og en privilegeret stilling i pensionisttilværelsen, sådan som Socialdemokratiet og fagbevægelsen ønskede. Men det har ikke givet lønmodtagerne indflydelse på virksomhederne.
Pensionssystemet som vej til økonomisk demokrati?
Den nye bevægelse blandt pensionsopsparere for en klimaansvarlig investeringsstrategi er båret af et engagement for at afværge en kommende klimakatastrofe og ikke motiveret af et generelt ønske om at skaffe ejerne af pensionskapital større indflydelse på forvaltning af deres kapital.
Det er derimod et centralt anliggende i Klaus Riskær Pedersens bog ”Socialkapitalisme”. Han forudser, at vi pensionsopsparere ”som de ultimative ejere til disse pensionskapitaler vil kræve vores ret til selv at udøve den politiske indflydelse, der automatisk følger med ejerskabet af de store børsnoterede selskaber”. Stemmeretten på generalforsamlingerne i de virksomheder, som pensionsformuen er investeret i, skal ikke længere ligge hos pensionskassernes investeringsafdelinger. ”Der vil opstå et borgerkrav om, at borgeren selv kan udnytte sin egen stemmeret og i netværk med andre borgere af samme holdning skal kunne give fuldmagter til at påvirke den måde, de store selskaber bliver drevet på”.
I og med at pensionskapitalen har mulighed for en betydelig indflydelse på de børsnoterede virksomheder, vil indflydelsen blive flyttet tilbage til de ultimative ejere, konstaterer han. Klaus Riskær Pedersen mener, at denne form for demokratisering af kapitalen vil fjerne borgernes splittelse mellem på den ene side rollen som vælger ved folketingsvalg og på den anden side rollen som kapitalejer. Han tror, at når lønmodtagerne forlader deres rolle som passive tilskuere til forvaltningen af deres egen kapital, så vil det fremme fokus på social værdiskabelse og miljøbevidst adfærd i erhvervslivet.
Internettet gør økonomisk demokrati muligt
I modsætning til forslaget om økonomisk demokrati, hvor lønmodtagerne ville få kapital i de virksomheder, de selv var ansatte i, så har dagens pensionsopsparere aktier i virksomheder over hele verden. Og det er ikke ligetil at møde op til generalforsamlinger over hele verden.
Pensionskasserne har heller ikke mulighed for at gøre det selv, men forvalter deres investeringer via kommercielle firmaer, såkaldte porteføljeforvaltere. Disse følger visse internationalt accepterede regler for screening af virksomheder i forhold til bl.a. produktion af ulovlige våben, børnearbejde eller voldsom forurening. Graden af involvering er dog i praksis ret begrænset.
Klaus Riskær Pedersen forestiller sig imidlertid, at internettet og dets sociale fora kan give nye værktøjer, så det enkelte pensionsmedlem kan få indflydelse på virksomhedernes generalforsamlinger. Der kan etableres netværk af pensionsopsparere, som kan samordne deres holdninger til f.eks. klima, miljø og våbenproduktion og opnå fuldmagt til at stemme på generalforsamlingerne.
Opsparerne vil kunne udnytte mulighederne for at rejse egne punkter på dagsordenen i de børsnoterede virksomheder, hvor de er indirekte aktionærer. I EU-lovgivningen kan f.eks. 10 pct. af aktionærerne kræve en ekstraordinær generalforsamling. I Danmark ville private pensionsopsparere i ATP således være mange nok til selv at kunne indkalde til ekstraordinære generalforsamlinger i stort set enhver dansk børsnoteret virksomhed.
Det nye netværksdemokrati kan udfordre virksomhederne indefra i takt med at de private pensionsopsparere, og dermed småaktionærer, gør brug af internettets sociale værktøjer. De egentlige ejere af virksomhederne vil få indflydelse, og andre målsætninger end det klassiske gevinstmotiv vil blive påtvunget erhvervslivet. Det er Klaus Riskær Pedersens vision.
Leder økonomisk demokrati til bæredygtig omstilling?
Det er en konstant udfordring for hver ny generation at udvikle og udbrede demokratiet til flere områder af samfundslivet. Den spirende bevægelse blandt pensionsopsparerne for øget indflydelse kan være afsættet til en fremtidig styrkelse af demokratiet.
Det er i sig selv godt at styrke demokratiet. Men vil dette også fremme en omstilling til et mere bæredygtigt samfund?
I 1970’erne var der på venstrefløjen bekymring for, at indførelse af økonomisk demokrati ville få arbejderne til at se gennem fingre med virksomhedens forurening, hvis alternativet var fyringer. I de senere år har vi set, at socialdemokraterne har nedsat grønne afgifter af hensyn til virksomhedernes konkurrenceevne. Årets generalforsamlinger i en del pensionskasser resulterede i både vedtagelse og forkastelse af forslag til at afvikle investeringer i kul. Men det forårsagede alle steder engagerede debatter. Hvis lønmodtagerne får indflydelse på virksomhederne gennem deres pensionsformuer, vil de så tage større hensyn til en bæredygtig udvikling end de nuværende formueforvaltere?
Måske nye muligheder for indflydelse netop kan medvirke til øget bevidsthed og debat om disse forhold. Som Lars Pehrson, direktør i Merkur Andelskasse, udtrykte det i sidste nummer af Nyt Fokus: ”Hvis folk får oplevelse af, at det ikke er så kompliceret, så tør de godt være med. Det har jeg oplevet mange gange, men det er et langt sejt træk. Bevidsthed og gennemsigtighed, det er det, der driver det.”
Foto (demonstration): Simon Leuf / www.gree-blog.org (Creative Commons License)
