Menneske-centrerede religioner udgør en af de historiske forudsætninger for klimakrisens udvikling. Økocentrisk religion, spiritualitet og filosofi kan måske blive en af hovednøglerne til dens afvikling.

Af Jens-André P. Herbener

Hvad er årsagerne til den globale klimakrise i dag? Mange vil fremhæve den skyhøje udledning af drivhusgasser, den kolossale forbrugerisme, den galopperende befolkningstilvækst og lignende. Af samme grund mener de, at man bør koncentrere kræfterne om at bekæmpe dette.
   Jeg er enig i, at der bør sættes ind her. Men vi kan næppe nøjes med det. Ifølge min nye bog Naturen er hellig – Klimakatastrofe og religion vil det ikke være andet end symptombehandling. Vores handlinger har nemlig rødder i vores værdier og i videre forstand i vores menneskesyn, natursyn og verdenssyn. Ændrer vi ikke dem, vil vi ikke få fat om nældens rod, og så vil problemerne formentlig fortsætte.
   For at finde spirerne til den globale klimakrise skal vi et godt stykke tilbage i historien. I Naturen er hellig beskriver jeg tre store økologiske syndefald.

Første økologiske syndefald
Det første økologiske syndefald indtræffer allerede med agerbrugsrevolutionen for 11.000 år siden. Indtil da havde menneskeheden, Homo sapiens, levet næsten udelukkende som nomadiske jægere og samlere; det vil sige i ca. 95 pct. af dets historie.
   Her adskilte menneskene sig ikke synderligt fra andre dyr, og deres tryk på naturen var som regel ganske begrænset. Det skyldtes ikke blot, at de var meget få, men også at de som nomader næsten intet akkumulerede. Dertil kom, at mange af dem antageligt mente, at kilder, planter, træer, dyr, bjerge og deslige var bolig for guder og ånder. Derfor opfattede de dem som hellige, og det, der er helligt, er ofte genstand for respekt og beskyttelse. Fænomenet kaldes animisme og er formentlig historiens suverænt mest udbredte religionsform.
   Med agerbrugets opfindelse indledte mennesket dets første (veldokumenterede) målrettede ødelæggelse af vild natur. Det var en forudsætning for dyrkningen af jorden. For det andet medførte agerbruget en domesticering af en række vilde dyr og planter. For det tredje førte det overskud af fødevarer, der ofte blev resultat heraf, til yderligere befolkningstilvækst og befolkningstæthed. For det fjerde blev menneskene mere og mere bofaste, først i landsbyer og sidenhen i byer. Endelig opstod med tiden privat ejendomsret i moderne forstand.
   Med agerbruget begyndte menneskene kort sagt at indtage en særstilling blandt dyrene. Her blev de første afgørende skridt taget til deres ophøjelse til Jordens herre.

Andet økologiske syndefald
Det næste økologiske syndefald indtraf med monoteismens gennembrud for 2500-2000 år siden. De fleste forbinder denne religionsform med troen på én, sand gud. Det er også centralt, men monoteisme er meget andet end det.
   For det første forlener monoteisme agerbrugets sætten mennesket i centrum – kaldt antropocentrisme – med guddommelig legitimitet. Det er kulturelt langtfra uden betydning. Frem for at være en menneskelig aktivitet, der står til forhandling, bliver agerbruget nu dikteret af en universel og almægtig guddom.
   Vi ser det allerede i Første Mosebog i Det Gamle Testamente. Ifølge kapitel 1 er mennesket, som det eneste væsen, skabt i Guds billede. Dermed angives, at det er væsensforskelligt fra resten af skabningerne. Der står endvidere, at mennesket skal herske over alle dyr, underlægge sig jorden og udbrede sig over den. Ifølge kapitel 3 uddrives mennesket af Edens have til et liv eksplicit som agerbruger. Ifølge kapitel 9 har Gud givet alle dyr og planter til menneskene, hvortil kommer, at dyrene skal nære ”frygt og rædsel” for os.
   I talrige jæger-samler-kulturer forholdt det sig omvendt: Mange dyr blev opfattet som gudevæsner, hvoraf nogle stod over menneskene i magt og betydning. Desuden blev dyr og mennesker ofte opfattet som meget nære slægtninge, f.eks. med dyr som menneskenes søskende, forældre, forfædre eller lignende. Men med agerbruget og dets religiøse retfærdiggørelse i Bibelen bliver en række vilde dyr altså forvandlet til menneskets ejendom. Et klart skel og hierarki opstår med mennesket i toppen.
   For det andet indfører Det Gamle Testamente en dualisme mellem verden og det guddommelige. Ganske vist har Gud skabt verden, der også gentagne gange beskrives som god. Men skaberguden er selv væsensforskellig og adskilt fra skaberværket. Desuden indeholder helligskriftet forbud mod den dyrkelse af guder og ånder i kosmos, som man ser i talrige jæger-samler-religioner og tidlige agerbrugsreligioner. Verden er med andre ord ikke længere hellig i sig selv; det er kun Gud, og han er oftest radikalt forskellig fra verden.
   Også i Det Nye Testamente finder man en antropocentrisme og dualisme mellem verden og det guddommelige. Dels omfatter næstekærligheden og frelsen kun menneskene. Dels er det ”himmerige” eller ”Guds rige”, som helligskriftet forkynder som noget centralt, som regel ikke en del af denne verden. For eksempel siger Jesus: ”Mit rige er ikke af denne verden” (Johannesevangeliet 18,36), og Paulus istemmer: ”Vort borgerskab er i himlene” (Filipperbrevet 3,20).
   Nogen vil måske indvende, at Bibelen er en ældgammel bog, så hvilken rolle spiller disse tanker i dag? Sagen er, at Bibelen er kristendommens helligskrift, og kristendommen har været den mest ekspansive religion i historien. Dels i kraft af missionsvirksomhed fra kirkens begyndelse, dels i kraft af kristne europæeres kolonisation af størstedelen af Jorden siden 1400-tallet, er dens menneske- og natursyn blevet bragt ud til alle verdenshjørner. I dag er kristendom den største religion på Jorden. Den næststørste religion, islam, har i vidt omfang videreført de bibelske religioners antropocentrisme og dualisme.
   Det mekaniske verdensbillede, der begyndte at tone frem med den moderne videnskabs fremkomst i 1600-1700-tallets oplysningstid, er ofte blevet anset for et opgør med et kristent. Det var det også på flere områder. Men på andre kan det snarere betragtes som dets ultimative konsekvens: Den af-helligelse af naturen, som de store kirker havde været katalysator for, nåede her sin kulmination. Naturen opfattes nu som et sjælløst objekt, der bør undersøges og udnyttes, og det har mennesket en soleklar ret, for ikke at sige pligt, til at gøre.

Tredje økologiske syndefald
Den industrielle revolution, der begyndte i England i slutningen af 1700-tallet, repræsenterer historiens tredje økologiske syndefald. Her blev de store kirkers og oplysningstidens antropocentriske (menneske-centrerede) natursyn kombineret med opfindelsen af højeffektivt maskineri. Denne cocktail var ren dynamit, for den satte scenen for en rovdrift på naturen uden historisk fortilfælde. Sammen med fremkomsten af kapitalisme, forbrugerisme, vaccine og antibiotika var menneskets ophøjelse til verdenshersker omsider fuldbragt.

Udvikling fører til afvikling
Denne spektakulære udvikling skal ses i lyset af en parallel, modsatrettet afvikling. For det første har den globale udbredelse af agerbrug, industri, kapitalisme, kristendom og islam resulteret i udryddelsen eller marginaliseringen af indfødte folk verden over. For 11.000 år siden udgjorde de den samlede menneskehed. I dag er de reduceret til et par procent.
   Ganske vist har indfødte indtil moderne tid ikke været bevidst optaget af økologi og naturbevarelse, og man kan blandt dem også finde eksempler på ødelæggelse af skove og lokal udryddelse af arter. På den anden side kommer man ikke uden om, at deres livsformer traditionelt er langt mere skånsomme mod naturen end moderne agerbrugs- og industrikulturer. For eksempel er deres forbrug afgørende mindre, både hvad angår materielle goder og energi, og deres udledning af drivhusgasser er minimal eller ikke-eksisterende. Derudover indeholder deres animistiske religioner ofte mekanismer, der knytter forskellige restriktioner og tabuer til omgangen med naturen. Ikke overraskende er der fortsat i dag en klar overlapning mellem indfødtes territorier og så de områder i verden, hvor der er størst biodiversitet. Endelig har de gerne et uovertruffen kendskab til den natur, som de bebor og lever af.
   For det andet er der i takt med, at menneskearten har bredt sig mere og mere, blevet mindre og mindre plads til det enkelte menneske. Indtil for 11.000 år siden havde hvert menneske mange kvadratkilometer til rådighed til at samle, jage og slappe af på – og ofte en ganske overskuelig arbejdsdag. I dag er utallige lænket til samlebånd det meste af dagen, og når de vender hjem, er det til burhønelignende lejligheder i megabyernes højhuse.
   For det tredje har der aldrig i menneskehedens historie eksisteret en kulturform, der er lige så destruktiv som vores. Ifølge WWF Verdensnaturfondens Living Planet Report fra 2014 har vi siden 1970 udryddet over halvdelen af antallet af Jordens vilde dyr. Endvidere ligger udryddelsen af arter mere end 1000 gange over det normale, hvilket markerer den sjette masseuddøen af planter og dyr. Den femte indtraf som følge af et gigantisk asteroidenedslag for 65 millioner år siden.
Økologisk er menneskene i dag med andre ord et masseødelæggelsesvåben, og vort samfund er i værste fald en selvmordskult i stort format. Det lyder alarmistisk, men faktisk er der højtstående klimaforskere, der mener, at vi risikerer at udrydde os selv, helt eller delvist, hvis vi fortsætter den nuværende klimakurs.

Klimaforandringerne vor tids kardinalproblem
Under alle vilkår er klimaforandringerne vor tids kardinalproblem nummer et, og de er i alt væsentligt menneskeskabte. Når det har vist sig overordentligt vanskeligt at ændre tingene, hænger det i mine øjne sammen med, at vi har et menneske- og natursyn, som de fleste ikke sætter spørgsmålstegn ved, men tværtimod opfatter som en naturgiven selvfølge: Mennesket er naturens konge. Naturen er et objekt, der frem for alt skal tjene menneskene. Det kan ikke være anderledes.
   Jo, det kan det, og det har det været i langt størstedelen af Homo sapiens’ historie. Dette specifikke natur- og menneskesyn er først opstået sent i et verdenshistorisk perspektiv. Og her bærer det voldsomt ekspansive agerbrug og den voldsomt ekspansive monoteisme efter meget at dømme en stor del af skylden.
   Men hvis fremkomsten af antropocentrisk og dualistisk religion udgør én af de historiske hovedårsager til klimakrisens udvikling, så vil økocentrisk religion måske kunne blive én af hovednøglerne til dens afvikling?

Grøn religion, spiritualitet og filosofi
Faktisk er kampen for et ændret menneske- og natursyn allerede i fuld gang. Således breder grøn religion, spiritualitet og filosofi sig verden over i disse år. Det gør sig gældende på især følgende områder:
   For det første skal nævnes miljøbevidste tilhængere af de store religioner, bl.a. kristne og muslimske teologer, der arbejder på en økologisk reformation af deres religioner indefra. For eksempel mener de, at deres helligskrifter – ret forstået i lyset af klimakrisen – pålægger menneskene at være ansvarsfulde forvaltere af ”skaberværket”. Dertil kommer, at en del arbejder med naturbevarelsesprojekter og deltager i miljøaktivisme.
   For det andet skal nævnes neopaganisme, der er blandt de hurtigst voksende religioner i verden, f.eks. Wicca, neodruider og asadyrkere. De fleste af dem betragter naturen som bolig for guder og ånder – eller som én stor gud(inde) – og bl.a. derfor skal naturen behandles med respekt og tilbageholdenhed.
   Endelig skal nævnes spirituelle og filosofiske bevægelser og strømninger som f.eks. dybdeøkologi, der sætter alle levende væsner på lige fod; gaianisme, der opfatter Jorden som en levende organisme; såkaldt radikale miljøgrupper, der prioriterer naturen over alt andet; økofeminister, der kæder ødelæggelse af naturen sammen med kvindeundertrykkelse; soul surfere, der på havet oplever en sammensmeltning med det guddommelige; og subkulturer, der dyrker blockbuster film som Avatar og Ringenes herre.

Økocentrisk revolution
Et brændende spørgsmål er under alle omstændigheder, om vi i fremtiden kommer uden om en økocentrisk revolution af vores samfund. Foretager vi en økologisk omlægning af vores energiproduktion, men viderefører den herskende vækstideologi, forbrugerisme og befolkningstilvækst, ja, så vil vi givetvis fortsætte med at save den gren over, som vi sidder på. Det tager blot lidt længere tid.
   Men vi vil næppe kunne omkalfatre vores vækstbesættelse, overforbrug og det høje befolkningstal i verden uden at ændre vores menneske- og natursyn. Grundlæggende. Her tilbyder den voksende udbredelse af religion, spiritualitet og filosofi, der sætter naturen i centrum, væsentlige alternativer til status quo. Kort sagt et måske afgørende nyt fokus.

Læs videre
Harari, Yuval Noah (2015): Sapiens: En kort historie om menneskeheden. København: Lindhardt og Ringhof.

Ponting, Clive (2007): A New Green History of the World: The Environment and the Collapse of Great Civilizations. New York: Penguin Books.