Den britiske filosof Robin Attfields kortlægger i bogen "The Ethics of the Global Environment" perspektiver og retningslinjer for måden vi bør behandle det globale miljø. Bogen anmeldes her.
Af Niels Henrik Hooge
Den naturlige verden, der udgør vores fælles livsgrundlag, anerkender ikke landegrænser. I de senere år har det stået stadigt mere klart, at menneskeheden har udviklet sig til den stærkeste årsag til forandringer af miljøet, og det i en sådan grad, at man kan tale om en ny geologisk epoke, antropocænen, hvor menneskeheden indtager en dominerende rolle. Problemerne er nu så store, at fremtiden for alt liv på jorden står på spil. Følgelig er et globalt etisk system, der både gælder for enkeltpersoner, institutioner og nationer, en nødvendighed, der opleves som stadigt mere påtrængende, efterhånden som presset på biosfæren tager til. Det er rationalet bag den kendte britiske filosof Robin Attfields bog The Ethics of the Global Environment. Attfield kortlægger perspektiverne og retningslinjerne for den måde, hvorpå vi bør behandle det globale miljø, og han giver sit bud på de retfærdighedsprincipper, vi bør følge, for at sikre en rimelig byrdefordeling iblandt os selv og i forhold til vores efterkommere.
Grundlaget for hans miljøetik er den såkaldte biocentriske konsekventialisme, hvis mål er sikringen af alle levende væsners egen iboende værdi. Idet han her følger Aristoteles, definerer han denne værdi som muligheden for udvikling af de egenskaber, der er afgørende for deres særlige art, hvad enten der er tale om planters eller dyrs mulighed for vækst, reproduktion, mobilitet og evne til at opfatte og føle. Udvikling af egenskaber inkluderer desuden væsners kapacitet for praktisk fornuft og autonomi, som hos mennesker. I den forbindelse tager Attfield udgangspunkt i en skala, hvor de mere sofistikerede kapaciteter får forrang over de mindre, men kun i situationer hvor begge står på spil. Værd at notere sig er, at han ikke giver automatisk prioritet til medlemmer af de mest udviklede dyrearter – heller ikke til menneskene.
Med dette in mente defineres kriterier for rigtigt og forkert, samt de dermed forbundne forpligtelser. Og fordi det er en konsekventialistisk etik, fokuserer kriterierne på de forudsigelige resultater af bestemte praksisser eller – hvor sådanne ikke foreligger – på individuelle handlinger og bestemte former for politik. Konsekvenserne udmåles i forhold til alle de levende væsener, der har moralsk status. Resultatet bliver en multifacetteret global miljøetik, hvor de konsekvenser, der tages højde for, ikke er underlagt tidslige eller rumlige begrænsninger.
At bogen bekender sig til verdensborgerskab og en stærk international retsorden til forsvar for det globale miljø kommer derfor ikke som en overraskelse. Attfield foretrækker et universalistisk og globaliseret moralbegreb frem for et kommunitaristisk, hvor sidstnævnte bekender sig til de etiske grænser, der først og fremmest sættes af lokale fællesskaber: De miljøetiske forpligtelser påhviler alle overalt, hvis de er i stand til at leve op til dem, og ikke kun dem, der tilhører et bestemt samfund eller en særlig tradition.
Bogen, der er uden svage punkter, er oplagt læsning for alle miljøinteresserede.
Læs også interviewet med Robin Attfield andetsteds i dette nummer.
Robin Attfield
The Ethics of the Global Environment
288 sider
Vejl. pris £24.99
Edinburgh University Press, 2015
