Robin Attfield betragtes af mange som den ledende figur inden for miljøfilosofien i den engelsktalende del af verden uden for USA. Siden 1992 har han været professor i filosofi ved Cardiff Universitet i England. I dette interview fortæller han om nogle af kernepunkterne i sin miljøfilosofi.
Af Niels Henrik Hooge
Robin Attfield blev oprindeligt ansat som underviser ved Cardiff Universitet i 1968, hvor han i 1992 blev professor i filosofi. Han er også tidligere medlem af Rådet for det kongelige filosofiske institut. Hans forfatterskab strækker sig mere end 40 år tilbage og spænder over mange forskellige sider af den nyere tids filosofi. Blandt hans seneste og mest kendte værker er The Ethics of the Global Environment, udgivet i 1999, og Environmental Ethics: A Very Short Introduction fra 2018. Begge bøger er anmeldt andetsteds i dette nummer. Nyt Fokus har interviewet Robin Attfield om hovedpunkterne i hans miljøfilosofi.
Filosoffernes rolle i den grønne omstilling?
Robin Attfield, i løbet af din lange og imponerende karriere har du været involveret i næsten alle former for praktisk og teoretisk filosofi. Især har du i høj grad bidraget til opkomsten af miljøfilosofi. Ingen andre er derfor i en bedre position til at svare på følgende spørgsmål: Hvad er filosoffernes rolle i den grønne omstilling? Og hvilken indvirkning har miljø- og klimakrisen på filosofisk tænkning?
”Filosoffernes opgave – blandt meget andet – er at præsentere og forsvare holdbare etiske principper for nutidige og fremtidige generationer af levende væsner. Disse principper skal anvendes i forbindelse med problemstillinger som afbødning af og tilpasning til klimaforandringerne, naturbevarelse og social retfærdighed.”
I filosofihistorien siger man, at den såkaldte sproglige vending, altså den omstændighed at meget af filosofien i midten af sidste århundrede vendte sig mod sproget og tillagde det særlig stor betydning, har præget det meste af nyere tids filosofi. Kan man sige, at der nu er en miljøfilosofisk vending undervejs?
”Den sproglige vending drejede sig om metode. I modsætning hertil handler den tiltagende miljømæssige vending sig om indholdet af de fleste former for filosofi.”
Biocentreret konsekvensetik
Miljøetisk beskriver du dig selv som biocentreret konsekvensetiker. Dermed erstatter du ”biosfærisk”, et begreb brugt af den norske filosof Arne Næss, med ”biocentreret”, som er et vigtigt begreb inden for værditeori. Kan du uddybe nærmere, hvad det betyder?
”Biocentrister mener, at nulevende, og fremtidige væsener inden for en overskuelig fremtid, har moralsk status. Konsekvensetikere går ind for, at det er de forudsigelige følger af handlinger, egenskaber og sædvaner, der afgør, om disse er rigtige eller forkerte. Vi bør følge bestemte former for praksis og fremme bestemte karaktertræk snarere end at beregne konsekvenser i hvert enkelt tilfælde. Men det afgørende er den forudsigelige positive forskel, de gør. For at afgøre det, må vi reflektere over deres forventelige følger for nulevende og fremtidige væsener.”
I din miljøetik fremhæver du ideen om verdensborgeren som grundsten i et retfærdigt og bæredygtigt verdenssamfund. Dit begreb om verdensborgerskab er baseret på kosmopolitisme – forestillingen om at hele menneskeheden tilhører et moralsk samfund – fremfor kommunitarisme, der bekender sig til lokale fællesskaber. Du nævner også meta-etisk objektivisme – en form for moralsk universalisme, der forudsætter eksistensen af tværkulturelle sandheder, standarder og påbud – som et alternativ. Vil du uddybe det?
”Efter min mening er meta-etisk objektivisme et grundvilkår for, at vi kan tage vores etiske liv seriøst, snarere end det er et alternativ til et eller andet normativt ståsted. Meta-etisk objektivisme hænger sammen med ideen om den globale borger, kosmopolitten, som afviser de etiske grænser, der sættes af kommunitarismen. Oplyste globale borgere har det med at følge etiske principper, der ikke skelner mellem kulturer og generationer. Faktisk er læserne af dette interview alle globale borgere i kraft af deres fælles evner og rettigheder, uanset om de anerkender det eller ej.”
Mere eller mindre frihed?
I den offentlige debat verserer det argument, at skærpede krav til begrænsning af vores aktiviteters negative miljøpåvirkninger truer vestlige værdier og det liberale, åbne samfund, fordi følgen er mindre frihed. Er det korrekt, og forlanger miljøetikken efter din mening for mange ofre af den enkelte borger?
”Visse friheder, såsom friheden til ofte at flyve, vil retmæssigt blive begrænset af etiske principper, som tager miljø- og klimapåvirkningerne i betragtning. Men de personer, som accepterer disse principper, ville næppe se det som et tab. Frihedsproblemer opstår, når principperne bliver til lovgivning. De negative konsekvenser af tvang betyder, at ikke alle fornuftige principper om, hvad der moralsk er rigtigt, bør have juridisk gyldighed. På den anden side må visse principper lovfæstes for at undgå miljøkatastrofer. Sådanne frihedsbegrænsninger har historiske fortilfælde: De kan minde om de frihedstab, slaveejerne oplevede, da slaveriet blev forbudt ved lov.”
Miljø- og klimaretfærdighed
I forbindelse med miljø- og særligt klimaretfærdighed, ser du så en konflikt mellem økonomisk udvikling, særligt i de fattigste lande, og effektiv afbødning af klimakrisen? I givet fald, hvordan løser man denne konflikt? Er princippet om sammentrækning og konvergens, hvor man først reducerer udledningen af drivhusgasser til et sikkert niveau, og hvert land derefter bringer udledningen pr. indbygger ned på et niveau, der er lige for alle lande, det rigtige grundlag for en retfærdig fordeling af udledningsrettighederne?
”Nogle af vejene til økonomisk udvikling kan kollidere med klimaafbødning. Men virkelig bæredygtig udvikling gør det ikke, eftersom bæredygtighed implicerer langsigtet holdbarhed og ikke fører til katastrofer. Så klimapolitikkerne bør undersøges nøje, herunder deres forenelighed med afbødning og tilpasning. Principperne om sammentrækning og konvergens må også tage højde for historiske udledninger. Historiske forurenere kan ikke forlange de samme rettigheder som ofrene for deres forurening, som om forureningen ikke havde nogen betydning. De internationale aftaler bør derfor modificere principperne om sammentrækning og konvergens, så de tager højde for det.”
Det leder os videre til endnu et aspekt i din miljøetik: Du reflekterer over det at tage beslutninger i situationer, der ikke er ideelle. Med det hastige tab af biodiversitet og den stadigt mindre chance for at holde de menneskeskabte klimaforandringer på et acceptabelt niveau, er det vanskeligt at bestride, at den generelle situation bliver mindre ideel for hver dag, der går. Så man kan argumentere for, at miljøfilosofi i stigende grad bliver til en nødretsfilosofi. I den sammenhæng kunne et af de grundlæggende spørgsmål være: Findes der en forkert måde, hvorpå man kan indfri Parisaftalens målsætning om at begrænse stigningen i den globale gennemsnitstemperatur til 2 °C og om muligt til 1,5 °C over førindustrielt niveau? Og findes der en rigtig måde ikke at gøre det på?
”Ja, der er forkerte måder at indfri Parisaftalen på: Én ville være at henrette forurenere. Og selvom det er korrekt, og endda nødvendigt, at forsøge at indfri målene med moralske midler, kunne det være rigtigt at mislykkes med at gøre det, hvis f.eks. magtfulde lande eller virksomheder forhindrer det, så længe de, der er villige til at gøre en indsats, gør alt, hvad de kan. Selvom en begrænsning af den globale opvarmning til 1,6 eller 1,7 °C over førindustrielt niveau kan betegnes som en fiasko, vil det stadig give håb om et blomstrende liv for de fleste levende væsener og for fremtidige generationer, hvad business-as-usual ikke gør.”
Forsigtighedsprincippet
Du har stor fokus på forsigtighedsprincippet i din miljøetik. Som bekendt drejer forsigtighedsprincippet sig om at undgå skade, der enten er uoprettelig eller så alvorlig, at der kun med stort besvær kan rådes bod på den. Hvor vigtigt er dette princip og hvordan manifesterer det sig bedst? Kan risikovilje undertiden retfærdiggøres, særligt hvor passivitet kan få katastrofale følger?
”Forsigtighedsprincippet er langt fra et fundamentalt princip, men vigtigt i situationer, hvor der ikke hersker videnskabelig enighed, og der er grund til at tro, at alvorlig eller uoprettelig skade kan ske, hvis der ikke bliver handlet. I sådanne situationer giver princippet i sin stærkeste form mulighed for forebyggende handling, for hvis man først venter på enighed, vil det ofte være for sent. For eksempel blev der indstiftet et forbud mod de ozonnedbrydende CFC-gasser på et tidspunkt, hvor det antarktiske ozonhul var blevet opdaget, men ikke det arktiske. Det giver også god mening at adressere klimaforandringerne, selvom nogle folk er skeptiske, fordi der er grund til at antage, at klimaforandringers uoprettelighed udgør en alvorlig risiko. Forsigtighedsprincippet er heller ikke uforeneligt med risikovilje. Dets efterlevelse kræver ofte handling, når passivitet kan forårsage alvorlig skade.”
Hvordan skal forurenerne betale?
Det er et centralt element i al miljø- og klimaretfærdighed, at forurenerne betaler for den skade, de forvolder. Men hvis forureneren-betaler-princippet ikke er en del af gældende ret, kan forurenerne normalt ikke holdes ansvarlige senere. Er der efter din mening situationer, hvor indførelse af lovgivning med tilbagevirkende kraft kan retfærdiggøres, særligt når det drejer sig om forureneren-betaler-princippet?
”Lovgivning med tilbagevirkende kraft kan retfærdiggøres, hvis de indtrufne skader er betydelige og kunne forudses af skadevolderne. En sådan praksis kan fungere som en advarsel om ikke at drage fordel af naturødelæggelse. Imidlertid fejler forureneren-betaler-princippet, når forurenerne er døde eller ude af stand til at betale. Der er også eksempler på, at erstatning burde betales ikke kun af forurenerne selv, men også af dem, der drager fordel af forureningen, men som ikke er omfattet af princippet.”
Mange, om ikke de fleste, vestlige lande er i overvejende grad sekulariserede. Dette gælder dog ikke overalt i verden. Dit forfatterskab berører ofte religiøse spørgsmål. Bidrager religiøs tænkning med et særligt perspektiv til naturbeskyttelse og bæredygtig udvikling? Hvilken rolle kan religion spille i den grønne omstilling?
Dette spørgsmål kræver et længere og mere detaljeret svar, end jeg kan give her. Jeg vil i stedet henvise til kapitlet Miljø og Religion i bogen Environmental Ethics: A Very Short Introduction (anmeldt andetsteds i dette nummer). Bogen er kortfattet og let tilgængelig. Kapitlet besvarer spørgsmålet mere eller mindre.
Læs mere
Læs mere om Robin Attfield og hans mange udgivelser på Wikipedia eller på hjemmesiden for Cardiff Universitet, hvor Attfield er ansat. Læs også anmeldelserne i dette nummer af bøgerne The Ethics of the Global Environment og Environmental Ethics: A Very Short Introduction.
