Claude Turmes har spillet en central rolle i udviklingen af EU’s politik for grøn energiomstilling. I dette interview kommenterer han energipolitikkens aktuelle status i EU og Danmark. Han ser mange udfordringer, men også grund til betinget optimisme. En ny grøn alliance kan bringe Europa tilbage i lederrollen i den grønne omstilling.
Af Niels Henrik Hooge
Claude Turmes er medlem af EU-parlamentet for Luxembourg og energipolitisk talsmand for gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance. Siden 1999 har han været ordfører for centrale lovgivningsinitiativer og anses for en nøgleperson inden for miljø- og energipolitik i Bruxelles. Tidligere i år blev han udpeget til ordfører for forvaltningen af energiunionen, der bl.a. tager sigte på at forstærke det regionale samarbejde mellem EU-medlemslandene. I 2016 blev han af det europæiske onlinemedie Euractiv rangeret som den femte mest indflydelsesrige person i europæisk energipolitik og det andet mest indflydelsesrige EU-parlamentsmedlem på energiområdet af VoteWatch Europe.
I dette interview taler Claude Turmes ud om sin nye bog om den europæiske energiomstilling, om energiunionen, EU-kommissionens ren energi-pakke, Magritte-lobbygruppen, EU’s handelssystem for CO2-kvoter, EURATOM, behovet for en grøn EU-energiforfatning, teknologineutrale udbud, det kommende danske energiforlig og mange andre emner.
Margritte-gruppen og de mørke år
Claude Turmes, i din beskrivelse af de sidste årtiers europæiske energi- og klimapolitik skelner du mellem ”oplysningstiden” og ”de mørke år”. Du hævder også, at vi lige nu befinder os i et afgørende tidspunkt for denne politik. Kan du uddybe det nærmere?
”Oplysningstiden var basalt set de første år af nullerne, da EU begyndte sin energieffektivitetspolitik, som i øvrigt blev understøttet kraftigt af den danske regering. Og vi lavede energi- og klimapakken i 2008. Der var megen opmærksomhed fra medierne, og det gav os den politiske styrke til at vedtage en meget ambitiøs EU-lovgivning for energieffektivitet og vedvarende energi (VE). Så begyndte vi at implementere denne lovgivning, og hvis man ser på statistikken, kan man konstatere, at der de næste fire år fandt en stor udrulning af VE sted i Europa.”
”Hvad vi ikke havde forudset var, at nogle af de store energiselskaber ikke var forberedte på denne udvikling. Det forhold, at de solgte mindre elektricitet, og den store udbredelse af VE baseret på bl.a. borgerinddragelse, overraskede dem fuldstændigt. De begyndte at tabe markedsandele og penge, hvad der forklarer opkomsten af ’de mørke år’.”
”Disse år begyndte på Magritte-museet i Bruxelles, hvor direktørerne for ti af de største europæiske energiselskaber mødtes og blev enige om tre ting: For det første, at VE er for dyr og de europæiske politikere bør holde op med at understøtte den. For det andet, at energieffektivitet underminerer vækst og jobsikkerhed. Og for det tredje ville de have penge til deres produktion af kul- og atomkraft, fordi de ikke kunne klare sig på de europæiske elektricitetsmarkeder.”
”De henvendte sig til hver eneste statsminister, de henvendte sig til den daværende EU-kommissionsformand, Barroso, og det lykkedes dem at gennemtvinge en meget, meget svag politisk aftale på statslederniveau i oktober 2014: 27 pct. energieffektivitet, 27 pct. VE og 40 pct. reduktion af drivhusgasudledninger i 2030. Så af hensyn til disse folk fra det gamle energi-establishment forsinkede vi udbredelsen af VE og energieffektivitet i Europa.”
Betinget grund til optimisme
I betragtning af denne forsinkelse og kravene i klimaaftalen fra Paris, vil EU-kommissionens ren energi-pakke være nok til at sikre en bæredygtig europæisk energiomstilling i tide?
”Det gode ved kommissionens forslag er, at det går videre end statslederne for energieffektivitet. Den forsvarer nu åbent minimum 30 pct. energieffektivitet og vover hermed at udfordre de 28 statsledere, der har foreslået 27 pct. Men for VE holder den sig til 27 pct., hvilket selvfølgelig ikke er godt nok. Inden slutningen af 2018 skal vi beslutte, om vi ønsker at være ambitiøse, når det drejer sig om afbødningen af klimaforandringerne, eller om vi blot vil tale om den uden at levere resultater.”
”Den gode nyhed er, at Donald Trump med hans idiotiske klimapolitik genopliver en diskussion, der mere eller mindre var forsvundet fra den politiske scene. Og for nyligt har vi fået en pro-europæisk præsident i Frankrig, Emmanuel Macron, der har valgt en pro-klima og pro-VE energiminister, Nicolas Hulot. Det bringer ny dynamik til alliancen mellem Tyskland, Frankrig, Benelux-landene og de skandinaviske lande for at gøre en indsats for at modvirke klimaforandringerne.”
Indtil videre har EU’s CO2-kvotehandelssystem (ETS) ikke været et effektivt instrument. Har det efter din mening en fremtid?
”ETS er vigtigt, fordi det fastsætter en kulstofpris og sætter et loft (over udledningerne /red.). Klimaforandringerne er et mængdeproblem: Hvis for meget CO2 udledes til atmosfæren er det eneste, man kan gøre, at lægge en barriere over udledningerne. Det dårlige ved ETS er, at selvom det har fungeret på det bureaukratiske niveau, er der for mange smuthuller. Prisen er simpelthen for lav – 37 kr. pr. tons CO2. Kulkraftværkerne, som vi i 2008 mere eller mindre havde politisk besluttet at fase ud, er kørt videre på højt tryk de sidste ti år. Det vi har brug for, er at finde en løsning, som er bedre end det, markedet kan tilbyde, som f.eks. en maksimum ydelsesstandard på 550 gr. pr. kWh, og få forhandlet en kulstofminimumspris på plads.”
Det langsigtede perspektiv
Hvis støtte til VE skifter fra feed-in-tariffer (fast støtte pr. leveret mængde af energi) til auktioner, er teknologineutralitet så en god eller dårlig ide?
”Hvis vi tager Danmark som eksempel, ville der så nogensinde have været havvindmølleparker med teknologineutral licitation? Nej, fordi de første havvindmøller var meget dyrere. Den anden grund er, at teknologineutrale udbud forudsætter, at der ikke vil være problemer med ledningsnettet. Og den tredje er, at vi har brug for komplementaritet mellem de forskellige energikilder. Med teknologineutrale udbud har regeringen ingen mulighed for at planlægge, og investorerne har ingen anelse om, hvad de skal satse på.”
Du nævner, at lobbyister fra den konventionelle energisektor blokerer eller forhindrer den grønne energiomstilling. En af konsekvenserne er, at alle fremskridt bliver ”stop and go”. Er tiden kommet til at forbedre EU’s energipolitiske rammebetingelser på det forfatningsmæssige niveau, så langtidsperspektivet kommer til at dominere de politiske beslutninger? Sidste år fremsatte den østrigske regering et forslag til en protokol, der skal tilknyttes Lissabontraktaten som anneks, så den bliver en del af EU’s forfatningsmæssige grundlag. Er efter din mening en grøn energiomstillingstraktat vejen frem?
”I den bedste af alle verdener, ja, men her i Danmark ved I jo, at en forfatningsændring forudsætter en folkeafstemning, og den er ikke let at vinde i det nuværende klima. Når det så er sagt, er ideen om, at vi er nødt til at slå fast i vores lovgivning og traktater, at vi hurtigt skal nå frem til et energisystem baseret på hundrede pct. VE, ekstremt nyttig. Vi har brug for det på grund af klimaforandringerne og fordi det langsigtede perspektiv handler om investeringer. Jo mere stop and go politik, man har, desto mere stiger omkostningerne på grund af risikoen for bankerne, hvad der gør udbredelsen af VE dyrere. Så fordi det er svært at få en traktatreform, og fordi lovgivningen i dag ikke er god nok til at garantere investeringssikkerhed, forsøger jeg for øjeblikket som ordfører for forvaltningen af energiunionen at få fastsat meget ambitiøse, langsigtede klima- og energiplaner for 2030 og 2050. Sigtet er at vi udfaser kulstof (fossile brændstoffer /red.) i 2050, hvilket betyder hundrede pct. VE i 2050. Det betyder også, at vi får et VE-energisystem meget tidligere, lidt som det den danske venstrefløj og andre arbejder for lige for øjeblikket.”
Favorisering af atomkraft
Som du nævner i din bog, har det engelske atomkraftprojekt Hinkley Point C genoplivet ideen om, at atomkraft ikke reguleres af EU’s indre marked. Dette er baseret på en fortolkning af EURATOM-traktaten, der tillader massiv statsstøtte. Bør EURATOM-traktaten reformeres eller afvikles?
”Det, der gælder for en grøn energiomstillingstraktat, gælder også for EURATOM-traktaten: Det er meget svært at få en reform, fordi det skal ske i enighed mellem EU-medlemslandene. Men spørgsmålet om, hvorfor 20-25 pct. af elektronerne i det indre europæiske elektricitetsmarked kommer fra atomkraft, bliver ikke tacklet af konkurrencekommissær Margrethe Vestager. Det er et meget relevant spørgsmål, som man burde stille til hende.”
”Hvad der er så forbløffende for mig er, at vi har kommissær, en indflydelsesrig politiker, en meget intelligent person, der er fra Danmark – og i løbet af hendes første år i embedet har der været mere beskyttelse af atomkraft end i meget lang tid. Så spørg kommissær Vestager, start en diskussion i Danmark – er det en god ide, at hun beskytter den europæiske atomkraftindustris interesser mod danske interesser? For jo længere man holder atomkraftværkerne i gang, desto færre vindmøller fra Vestas og Siemens vil der være.”
Den danske energiaftale
Senere i år forventes Folketinget at indlede forhandlinger om en energiaftale for 2020-2030. Ud over at argumentere for en udfasning af støtten til ”modne” vedvarende energikilder, indikerer anbefalingerne fra regeringens energikommission, at den fremtidige danske energi- og klimapolitik i stigende grad vil blive bestemt på det europæiske niveau. Ikke desto mindre har næsten ingen af de danske politiske partier udviklet EU-orienterede platforme for energi- og klimapolitikken. Efter din mening, hvilke nøglekomponenter bør en sådan platform indeholde?
”Det første, jeg vil understrege, er, at uden danske politikere, ville EU ikke have været i stand til at lave nogle af de bedste love i verden om VE og energieffektivitet. Jeg føler meget stor taknemlighed over for Danmark og den danske befolkning, ikke mindst på grund af den rolle, Svend Auken spillede i halvfemserne i begyndelsen af nullerne, og senere Martin Lidegaard og Bent Bendtsen. Men i dag opfører den danske regering sig i Bruxelles, som om Danmark næsten ikke har nogen VE- og energieffektivitetsindustri overhovedet. Den er ofte på den forkerte side af tingene og tanken om at fjerne al støtte til on- og offshore vindkraft og solceller, fordi de opfattes som modne teknologier, er den største jobdræber, nogen dansk regering kan finde på. Det vil skade dansk økonomi og danske virksomheder som Vestas og Siemens danske afdelinger samt de virksomheder, der er afhængige af dem.”
”Det, der er brug for, er, at Folketinget afhjælper fejltagelserne i energikommissionens anbefalinger. Jeg er ret sikker på, at et flertal i Folketinget vil lave en aftale, der er meget bedre end det, regeringen foreslår. Regeringen er jo en mindretalsregering, der indtager en radikal anti-VE-holdning.”
Grønne alliancer
Dette er måske et forsimplende spørgsmål, men er der rent politisk en fremtid for den grønne energiomstilling? Vil politikkerne på det europæiske niveau fremme denne omstilling? Eller vil de stå i vejen, således at vi, som vi har set det i andre tilfælde, hovedsageligt vil være afhængige nye forretningsmodeller, teknologisk udvikling og industriel innovation? Til syvende og sidst, vil energiomstillingen efter din mening være top-down, bottom-up eller måske begge dele?
”Jeg tror, at den vil være begge dele. Min motivation for at skrive bogen om energiomstillingen som en chance for Europa var at vise, at det var progressive alliancer, progressive flertal i EU-parlamentet, sammen med progressive regeringer, der skabte den succeshistorie, som gjorde Europa til en global stormagt indenfor VE og energieffektivitet. Det skete ikke i erhvervslivet alene, men blev drevet frem af politikudvikling i Bruxelles. Men på det nationale niveau udsættes vi for lobbyisme, og nogle gange vinder lobbyisterne.”
”Det skete i 2014, da nationale virksomheder henvendte sig til alle statsministrene. Så egentligt kan man sige, at det ikke var EU eller eurokraterne i Bruxelles, der gav efter for denne dårlige indflydelse. For det er den, vi skal have brudt i en ny alliance. Det er nu, vi skal sige: ’Hør her, vi er nødt til at intensivere vores bestræbelser. Vi kan opnå resultater, og hvis gør det, skaber vi jobs i Europa. Og vi genopretter forbindelsen til borgerne, fordi de ønsker, at Europa bevæger verden i forhold til klimaforandringerne, og de ønsker at besejre det, som Trump står.’”
”Jeg synes, at det er en særdeles god fortælling, der kan bringe Europa tilbage til at have en mere prominent og positiv rolle.”
Læs anmeldelse af Claude Turmes nye bog om energiomstillingen i EU.
