Ny antologi belyser FN's verdensmål fra mange vinkler. Læs anmeldelsen.
Af Palle Bendsen, NOAH
Siden 1972 har vi kunnet nyde billedet af Jorden set fra rummet, fra Apollo 17. Vores blå planet set på baggrund af det sorte rum. Nyde og gyse. Nyde på grund af skønheden. Gyse, fordi billedet, der er tilvejebragt ved menneskers teknologiske formåen og tilstræbte kontrol, også peger på det ansvar, der følger med, hvis vi vil indse det.
FN’s 17 verdensmål er en anden slags satellitbilleder af Jorden. Det er 17 forestillede billeder af verden anno 2030. Sytten forskellige perspektiver på bæredygtighed. Forsøg på at tegne den slags verdensbilleder går lige så langt tilbage i historien som nogen har bygget imperier og har fået tegnet kort over dem, som kunne sømmes op på væggen til at nyde og få andre til at gyse.
I filmen Diktatoren, som skulle vække samtiden til kamp mod krig og fascisme, legede Chaplins diktator med globussen i en forfængelig dans, som kom til at illustrere noget universelt om den, der ønsker at gribe efter magten og kontrollen.
Bogen om de 17 mål giver et dansk perspektiv oveni det globale. En rigtig og vigtig ide al den stund Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen mente, at målene ikke ville betyde det store for Danmark, men mest var noget for udviklingslandene. Verdensmålene er akkurat for hele verden.
Men Løkke sagde jo bare det, som mange af hans lands-m/k synes at mene (nok færre k end m). Her går det godt, vi danskere er bedste i alle mulige førertrøjer – og bæredygtighed er noget, vi har opfundet. Rent bortset fra, at det er lyv, så er det karakteristisk, at ideer og forslag, som kommer fra græsrødderne, først må gå så frygtelig megen modstand igennem, før alle pludselig en dag tager det til sig og er tilpas med det. Tænk kommunale rensningsanlæg, vindkraft og nej til atomkraft.
Bogen handler om hele verden på 17 forskellige måder, og selv om den er på 500 sider, er det dybest set kun en folder, der burde husstandsomdeles. Siden Brundtlandrapporten har der måske ikke været et globalt satellitbillede, der har kunnet samle så bred opbakning, før denne samling af 17 mål.
Sidst i bogen har Jørgen Elmeskov, rigsstatistiker og bl.a. medlem af Klimarådet, et kapitel Tal slår hårdere end prosa – måling af bæredygtighed, som er ret vigtigt til at belyse resten af bogen – og dermed hele den nødvendige debat og de beslutninger og den aktivitet, som vi i Danmark og i alle andre lande skal i gang med.
”Skal vi tælle eller fortælle?”, spurgte RUC-forsker Lise Drewes Nielsen i 1997 i en kritisk kommentar til NOAHs arbejde med det miljømæssige råderum, som er en kvantificering af de ressourcer, der er til rådighed ”per verdensborger”. Hun slog til lyd for kvalitative metoder. Elmeskov giver sit svar i kapitlets overskrift og skriver senere: ”Målsætninger bakket op af tal står stærkere end rent kvalitative udsagn.” Og det har Elmeskov jo så fuldstændig ret i. Men han skriver lige bagefter: ”Talmæssig kvantificering rummer dog også risici.” Så er vi lige vidt. Lige så vidt som i 1997.
Denne anmelder savner i hvert fald tal i Connie Hedegaards ellers udmærkede kapitel om klimaindsatsen. Der er desværre nok en pointe i, at tal, der udfordrer herskende paradigmer som det med vækst, vækst og atter vækst, bliver strøget, når de når det politiske niveau. Det er i hvert fald klart, når man ser på Parisaftalen og den danske klimalov, som endte med en lov om et Klimaråd – begge dele uden drivhusgasbudgetternes vigtige miljømæssige råderum.
Arbejdet i FN-regi er immervæk imponerende, grundigt og kommer godt rundt om det meste af det, der skriger på at blive ændret, forbedret, bremset, startet, lavet om og revolutioneret. Når vi zoomer ud, er det rigtig flot. Når vi zoomer ind, som i denne bog, møder vi den djævel, der gemmer sig i detaljen – og ser sporene efter de politiske redaktører, som trækker de skarpeste tænder ud.
Læs den – og kom så!
Steen Hildebrandt (red.)
Bæredygtig global udvikling
- FN’s 17 verdensmål i dansk perspektiv
496 sider.
Vejl. pris 250 kr.
Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2016
