Historien om vækstdebatten er en historie om traditioner for alternativer og et bredt venstrefløjsprojekt, der slog fejl. Få her et overblik over den danske venstrefløjs vækstdebat i 1970'erne, som mundede ud i en konsensus om bæredygtig udvikling i slutningen af 1980'erne.
Af Asger Hougaard
Efter finanskrisen er vækst i højere grad kommet på dagsordenen, og vækstkritik er i dag en central del af debatter om samfund, klima og miljø. Umiddelbart skulle man tro, at debatten er ny, men den har stærke rødder i det 20. århundredes traditioner for vækstkritik. Denne artikel er skrevet på baggrund af en undersøgelse af venstrefløjens vækstdiskurser i perioden 1969-1989, sådan som de kom til udtryk i arbejderpartierne (Socialdemokratiet, Danmarks Kommunistiske Parti, SF, Venstresocialisterne, Kommunistisk Arbejderparti og Enhedslisten), fagbevægelsen (LO, Dansk Metalarbejderforbund og det daværende SiD) og miljøbevægelsen (NOAH).
Overordnet set havde vækstdebatten i 1970'erne og 1980'erne to hovedelementer: 1) hvorvidt vækst var ønskelig og 2) om fortsat vækst var mulig. Centralt for fagbevægelsen og størstedelen af venstrefløjen i perioden var målet om fuld beskæftigelse, selvom der også var dele af venstrefløjen, der stillede spørgsmål ved den klassiske industriarbejdsuge og arbejdstiden.
Folkelige traditioner for alternativer
Hos dele af venstrefløjen voksede erkendelsen af, at menneskets påvirkning af det naturlige miljø kunne have katastrofale konsekvenser, ud af frygten for atomkrig. Økologisk krise og atomkrig kunne i visse tilfælde konkurrere om pladsen som det mest realistiske scenarie for verdens undergang. Det var dog især de stigende forureningsproblemer og konsekvenserne af efterkrigstidens vækstsamfund, der dannede grundlag for vækstkritikkens popularisering i 1960’erne og 1970’erne. Kritikken af vækstsamfundet var dengang, som i dag, ikke noget nyt. Længe før de danske hippier spiste brune ris og plantede gulerødder, kunne man støde på alternative idéer om produktion og forbrug.
Et godt eksempel på ældre traditioner og deres kobling til vækstdebatten i 1970'erne ses i kronikken Kommunistisk drift af dansk bondejord, der blev bragt i Politiken i 1906. Kronikken beskriver et besøg på et kollektivt landbrug og peger på flere tendenser, som vi i dag forbinder med 1960'erne og 1970'erne eller dele af nutidens alternative miljøbevægelse: Ligestilling, vegetarianisme, kollektivisme, nøgenhed, lavt forbrug, afholdenhed og eksperimenter med ejerformer.
Kronikken fra 1906 blev genoptrykt som et kuriosum i et af miljøbevægelsen NOAHs blade i 1976 sammen med en opfordring til at mødes om at starte af et nyt kollektiv. Formanden for det kollektive landbrug, som kronikken fra 1906 omhandlede, var morfar til en af de senere beboere og initiativtagere til kollektivet Sættedammen i Hillerød.
Historien om ”alternativ produktion” er en historie med rødder, som går væsentligt længere tilbage i historien end til ’68-oprøret og det, der af miljøhistorikere er blevet kaldt ”den nye miljøbevidsthed” i 1960'erne og 1970'erne. Området er meget lidt belyst og gemmer på en skattekiste af tanker om en grønnere verden.
Det var ikke kun alternative folk, der var medvirkende til at skabe grobund for alternativer til vækstsamfundets produktion og forbrug. Det mangelsamfund, som mange ældre generationer har (og havde) oplevet, var afgørende for at forme den danske vækstdebat fra 1960'erne og frem. Ud over at der eksisterede en tradition for alternativer, er der stærke indikationer på, at den personlige eller generationsmæssige historie påvirkede synet på vækst hos de generationer, der voksede op efter anden verdenskrig. To tendenser kan kobles til 68'ernes forældre- og bedsteforældregenerationer. De to tendenser udfoldede sig med visse overlap og var til tider gensidigt forstærkende: 1) Sparementalitet, som udgik fra tidligere tiders mangelsituationer, samt 2) et ønske om vækst i produktionen for at undgå mangelsituationer. Sparementaliteten gav grobund og praktiske erfaringer i forhold til bæredygtighed, mens frygten for mangelsituationer medførte et ønske om øget vækst.
I løbet af 1970'erne blev det mere udbredt for venstrefløjens aktører at forholde sig kritisk til vækstsamfundet. Her var 1972 et skelsættende år for vækstdebatten. Det år afholdt FN Stockholm-konferencen, der var FN's første miljøkonference, og som blev forløberen til de nutidige klimakonferencer. Det var også året, hvor den private tænketank Rom-klubben udgav deres rapport Grænser for vækst, som satte klodens fysiske grænser for vækst på dagsordenen.
Det er et fællestræk for de danske arbejderpartier i 1970'erne, at det erklærede overordnede formål med produktion, og dermed vækst, var at opfylde befolkningens og arbejderklassens behov. Fælles for venstrefløjens miljødiskurser var, at de havde mennesket i centrum og betonede kontrol og planlægning. Et andet fællestræk var ønsket om at forene økologi og økonomi. Økologi begyndte at få mere plads i partiernes officielle dokumenter op gennem 1970'erne, og der blev forskellige steder på venstrefløjen udviklet diskurser, der forsøgte at ophæve modsætningsforholdet til økonomi. Denne tendens fortsatte op gennem 1980'erne og er også tydelig i 1980'ernes debat om bæredygtig udvikling.
Konsensus om bæredygtig udvikling
Begrebet bæredygtig udvikling blev populariseret efter udgivelsen af Brundtland-kommissionens rapport Vor fælles fremtid i 1987. Kommissionen er opkaldt efter dens formand, som var den tidligere socialdemokratiske, norske statsminister Gro Harlem Brundtland. Rapporten fik stor betydning for den danske venstrefløj og kan ses som et svar på 1970'ernes vækstdebat, der i høj grad var en international debat.
Før rapporten udkom havde den danske venstrefløj udviklet et syn på vækst, der i høj grad minder om bæredygtig udvikling. Fra Venstresocialisterne (VS) og Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) til Socialdemokratiet og LO eksisterede der forsøg på at forene økonomi og økologi. Brundtland-kommissionens anbefalinger om en bæredygtig udvikling appellerede til tilhængere af vækst, der samtidig betonede miljømæssige og sociale hensyn, såvel som modstandere af vækst. Inden for de mest vækstkritiske opfattelser, der eksempelvis kom til udtryk i NOAH, var der også tilslutning til bæredygtig udvikling.
Bæredygtig udvikling bør i høj grad ses som en videreudvikling af venstrefløjens syn på vækst, der startede med meget få eller ingen miljømæssige hensyn, men gradvist indarbejdede hensynet til miljøet op gennem 1960'erne, 1970'erne og 1980'erne. Det er derfor ikke overraskende, at de danske venstrefløjspartier tog godt imod rapporten. Det er dog vigtigt at understrege, at tilslutningen til bæredygtig udvikling ikke indebar enighed om hvad begrebet betød.
Bæredygtig udvikling kan ses som et forsøg på et miljømæssigt socialdemokratisk ”klassekompromis”, der skulle ophæve skellet mellem miljø og udvikling. Det internationale socialdemokratiske engagement gennem politikudvikling og lobbyarbejde i FN-sammenhæng var en del af en tendens, som også var kommet til udtryk i andre FN-rapporter. Bæredygtig udvikling som begreb var i høj grad påvirket af socialdemokratisk involvering, men det modvirkede ikke at begrebet også fik tilslutning i DKP i slutningen af 1980'erne. Det skyldtes dels fornyelse i DKP og Sovjetunionen, samt den sovjetiske støtte til Brundtland-rapporten, dels det element af ”fælles løsninger” på verdens problemer, som DKP var tilhængere af, især i en nedrustningspolitisk sammenhæng.
Da Enhedslisten blev dannet i 1989 skete det på baggrund af en samlende bevægelse på den yderste venstrefløj. Det første punkt af de 12 punkter, der lå til grund for indsamling af underskrifter til Enhedslistens opstilling, handlede om vækst. ”Global ansvarlighed – aktiv dansk miljøpolitik og brud med den blinde vækst”, lød det. Danmark skulle ifølge Enhedslisten arbejde for at følge Brundtland-rapportens anvisninger. Vejen, der skulle følges, hed ”bæredygtig udvikling”, og der skulle brydes med ”blind økonomisk vækst”.
Enhedslisten ville ikke afskaffe vækst, men ændre dens karakter. Den skulle bruges anderledes, og så skulle den være grøn: ”Grundlæggende omlægning af produktion, transport og forbrug i Danmark i retning af grøn vækst, kollektiv trafik, økologisk landbrug, alternativ energi og halvering af energiforbruget inden år 2020.”
I SF blev bæredygtig udvikling ligeledes dominerende. Det fremgår eksempelvis af SF’s princip- og handlingsprogram fra 1991: ”Økonomisk vækst i traditionel forstand vil ikke længere være muligt. Opgaven i 90erne bliver derfor en grundlæggende omstilling af produktion, vaner og forbrug for at sikre en økologisk bæredygtig udvikling”.
Udvanding af miljødebatten
Venstrefløjens tilslutning til bæredygtig udvikling kan både ses som en succeshistorie og som et projekt, der slog fejl. Lige meget hvad efterlader historien os med spørgsmålet: Hvis venstrefløjen over en bred kam tilsluttede sig Brundtland-rapportens anbefalinger, hvorfor udeblev et mere fast samarbejde så?
Det store dyr i åbenbaringen skal i høj grad findes i Socialdemokratiets og senere SF’s omfavnelse af neoliberalismen, men også den udvanding af sproget, som kendetegner miljødebatten dengang og i dag. Frem for at skabe klare definitioner og en platform for en grøn omstilling, så blev selve begrebet ”bæredygtig udvikling” en ny kampplads. Centralt i en analyse af miljødebatten er den magt, der ligger i sproget. Der findes talrige definitioner på og brug af begrebet bæredygtig udvikling. Og selvom det uden tvivl har været en medvirkende faktor til begrebets popularisering, så har det også været brugt til spin og greenwashing.
Kampen om miljødebattens sprog var ikke noget, der ankom med 1980’ernes debat. Der var allerede i 1960’erne sket et skifte, hvor der i højere grad end tidligere var kommet vælgerstemmer i grøn politik. Denne tendens fortsatte i 1980’erne. ”Begrebet grønt er imidlertid stærkt på vej til at blive tømt for indhold. Selv de Konservative har meldt sig under de grønne faner (...). Det er der stemmer i”, skrev Søren Kolstrup fra VS i 1987 – samme år som Brundtland-rapporten udkom.
Da ”bæredygtig udvikling” spredtes i kølvandet på Brundtland-rapporten, skete det ikke isoleret fra andre politisk-økonomiske udviklinger. Centralt i den politisk-økonomiske udvikling i perioden står neoliberalismens indtog i stater rundt om i verden. Det rejser spørgsmålet om hvorvidt Brundtland-rapportens anbefalinger er forenelige med neoliberalismen? Det er de ikke, hvis man eksempelvis benytter den britiske geograf David Harveys definition. Gro Harlem Brundtlands eget politiske virke er et godt eksempel på, at bæredygtig udviklings-diskursen ikke førte til et brud med neoliberalismen. Det burde ellers have været en logisk konsekvens, hvis rapportens anbefalinger skulle opfyldes. Neoliberalismen vandt over den bæredygtige udvikling.
Vi skal genfinde fremtiden i fortiden
Som den amerikanske sociolog Kari Marie Norgaard har vist i sin bog Living in denial, så er der ikke en direkte sammenhæng mellem det at vide noget om klimaforandringer, og det at kræve at de ansvarlige beslutningstagere gennemfører en radikal forandring. Der skal andre ting til, og her er viden om at man kan tænke anderledes, og har gjort det tidligere, et af de mange værktøjer vi skal bruge, hvis vi vil ændre vores samfund. Forskningen i vækst har indtil videre primært fokuseret på, om vækst er en god eller en dårlig idé, og der findes meget få undersøgelser af, hvad folk har tænkt om vækst.
Tidligere traditioner for vækstkritik var i høj grad afhængige af generationsbestemte erfaringer. Erfaringer, der går endnu længere tilbage end '68-oprøret, og som eksisterede blandt landboere, byboere, traditionsbundne folk og alternativt tænkende i starten af 1900-tallet, hvor der fandtes erfaringer med kollektivbrug og økologi. Hvis vi skal lave en grøn omstilling, kan vi lære meget af at genfinde kulturelle erfaringer fra tidligere tider. Det er vigtigt at få slået fast, at sprøjtede fødevarer, industriel overproduktion og sort energi ikke er en fastlåst historisk udvikling, og at udviklingen kunne være gået i en anden retning. Det gælder både fortiden og i dag.
Samtidig er historien om vækstdebatten en historie om et sted, hvor venstrefløjens kommunister, socialister, socialdemokrater, miljøaktivister og fagforeningsfolk kom relativt tæt på et interessefællesskab om en grøn omstilling på trods af strategiske og analytiske uenigheder. En omstilling, som så desværre ikke blev til noget på grund af omfavnelsen af neoliberalismen og en udvanding af de begreber, man kunne mødes om. Det er vigtige erkendelser, hvis man ønsker at opbygge bredere, systemforandrende alliancer i dag.
Illustration øverst på siden: I 1970 udgav NOAH bogen ”Nogle oplysninger om den jord, vi sammen lever på”. Bogen viser, at allerede helt fra starten udgjorde vækstkritik og tankerne om grænser for vækst en central del af NOAHs tankegods. Her et aftryk fra bogens 8. oplag fra 1980.
