Næsten halvdelen af verdens fordrevne er miljøflygtninge. Klimaændringer får tit skylden for ændringer i menneskers lokalmiljø, men meget ofte er hovedårsagen rovdrift på ressourcer fremmet af magtkonstellationer og politikker, som liberaliserer og ikke stiller ansvarlige til regnskab. FN's verdensmål har potentialer, men klimamål giver udfordringer.
Af Natalia Lehrmann
Næsten halvdelen af klodens 65 millioner fordrevne er ifølge FN miljøfordrevne. Det samlede antal miljøfordrevne er givetvis endnu større, for det fremgår ikke nødvendigvis af statistikkerne, når mennesker migrerer fordi deres land overtages for at øge storskala-udnyttelse af ressourcer (land grabbing).
Ikke desto mindre forbigår medier og politikere de konkrete miljømæssige og bagvedliggende økonomiske årsager til at mange må flygte trods de senere års fokus på flygtningekrisen.
Klimaflygtninge nævnes i 630 artikler på Infomedia – databasen over alle danske artikler – de seneste to år. I samme periode nævner kun to artikler ultrakort ordet ”miljøflygtning”. Blikket rettes altså ikke mod de ansvarlige aktører og globale politikker bag rovdrift på lokalsamfundenes miljø, der gør at mange ikke kan fortsætte deres levevis og må flytte. Miljø og klima ikke er det samme. Klimaændringer kan forværre lokale miljøforhold, men når fokus kun er på klima glemmes de resterende miljøproblemer.
Rovdrift og liberalisering bag krise i Syrien
Flere studier kobler konflikten i Syrien til tørken i 2006-2010, der anses som den mest alvorlige i landets historie. Den tvang omkring 1,5 millioner syrere til at forlade deres jord og migrere i årene op til krigsudbruddet og menes dermed at have været en væsentlig årsag til det arabiske forår i 2010. Mange embedsmænd og medier mv. har refereret til klimaændringer som årsag til tørken, men har samtidig glemt, at der i årtier er blevet drevet rovdrift på jord og vand, bl.a. for at producere varer til især Europa. Øget udbredelse af storskala-landbrug har også medført stigende ulighed i landet. Alt i alt har det betydet, at landet ikke var modstandsdygtigt mod klimaudsving.
Der blev udført omfattende reformer for liberalisering af landet i 2005. Det er tankevækkende, at det netop var året inden tørken tog fat. Med tørken stoppede man ikke eksporten, og Europa har et ansvar for overforbruget: I 2010 aftog EU hele 60 pct. af Syriens eksport og 40 pct. af landets fabriksproduktion af bl.a. bomuld og tekstiler. Landets bruttonationalprodukt (BNP) tredobledes i perioden 2000-2010, men som udtalt af en økonom fra Damaskus, der ønsker at være anonym, voksede uligheden samtidig: ”Forskellen mellem Syriens rige og fattige er vokset i takt med at økonomien er blevet liberaliseret.”
Klima som ansvarsfralæggelse
Den Damaskus-baserede vandekspert Francesca de Châtel har forsket i tørken og klimaændringernes rolle i det syriske oprør. Hun påpeger, at overdrevet fokus på regionens naturlige tendens til tørke og menneskeskabte klimaforandringer gør det muligt for magthavere at skyde skylden på eksterne faktorer frem for hovedproblemet: Langvarig dårlig forvaltning af ressourcer i Syrien. Andre deler hendes opfattelse. Gianluca Serra, der er biolog og har arbejdet ti år i Syrien for bl.a. et FN-projekt for rehabilitering af steppen, har forklaret, at han blev overhørt af regeringens administration, da han forsøgte at advare dem.
I årtierne op til tørken var der et overforbrug af vand, til trods for gentagne advarsler fra FN om at stoppe det. Steppen blev overgræsset og vandbeholdningen udtømt af kunstvanding. Mens tørken stod på blev statens støtteordninger til foder og olie til oppumpning af vand fjernet på grund af øget liberalisering af landets økonomi, fordi staten skulle nedbringe sit finansielle underskud.
Oveni dette fandt der også en global, spekulationsdreven føde- og råvarekrise sted, hvor både prisen på olie og foder steg markant. Resultatet var, at kvægavlerne oplevede en stigning i prisen på foder på 75 pct. Konsekvensen var ifølge FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) at bestanden af kvæg på små- og mellemstore landbrug blev reduceret med op til 80 pct.
Investorer fra byerne havde spillet en væsentlig rolle i overgræsningen ved at lade tusindvis af kvæg græsse på steppen og dermed gøre kvægdrift til en storskala-industri, der forhindrede steppen i at gendannes. Ifølge den syriske økonom Aita hænger det sammen med, at præsident Bashar Assad havde åbnet op for en afregulering af landbrugssektoren, hvor store landmænd – mange af dem regeringens håndlangere – kunne opkøbe så meget jord og indvinde så meget vand, som de havde lyst til.
Ved blot at henvise til klimaforandringer som eneste årsag til tørker eller oversvømmelser, udebliver altså en kritik af liberalisering. Med andre ord bliver der ofte ikke stillet spørgsmål ved, hvordan fjernelse af lovgivning, der beskytter mod uhæmmede investeringer, skaber øgede muligheder for, at virksomheder kan investere i ressourcer og optage land på bekostning af mennesker og natur.
For at sikre social og miljømæssig beskyttelse verden over og komme til bunds i, hvilke magtkonstellationer og globale strukturer, der skaber problemerne, bør vi altså kigge nærmere på en række forhold omkring liberalisering. Vi bør se på årsager til liberalisering, baggrunden for landes gæld, der medvirker til internationalt pres for liberalisering, hvilke aktører, der presser på for at liberalisere og hvem liberaliseringerne gavner.
Når klimaændringer i stor stil udelukkende får skylden for miljøødelæggelser, som mennesker fordrives fra, risikerer vi, at regeringer og internationale institutioner blot henviser til klimaet, når der f.eks. har været tørke og prisudsving på råvarer, og dermed fralægger sig ansvaret for overudnyttelse af lokale ressourcer og finansiel spekulation.
Forfejlede klimamål øger beslaglæggelsen af land
Ændret landanvendelse er ifølge FN's Internationale Ressourcepanel den mest betydelige årsag til, at klodens jordoverflade ændrer sig og natur ødelægges. Øget inddragelse af natur og mere intensiv anvendelse af land bevirker, at mindre mængder kulstof bindes i jorden, hvorved mængden af drivhusgasser i atmosfæren øges. Derudover forværres klimaforandringernes konsekvenser i takt med miljøødelæggelser som erosion og dårligere jordkvalitet, der kan sænke optaget af vand og næringsstoffer mv. Regler for f.eks. handel, energi og landbrug fremmer optaget af land og udpining af jord. Det skaber profit til virksomheder og øger landes BNP, men har mange negative konsekvenser for lokalbefolkninger og miljøet, herunder klimaet. Også selvom det kaldes ”grøn vækst”.
Klimadagsordenen øger paradoksalt nok inddragelse og overudnyttelse af land ved at fremme investeringer i såkaldt ”grøn energi”, hvoraf øget produktion af bioenergi (dvs. biologisk materiale, som f.eks. træ, der afbrændes) anses som en væsentlig del af løsningen. Danmark og EU vil mindske klimabelastningen, især gennem øget forbrug og produktion af bioenergi, der anses som et teknisk fix. Men det har bidraget til stigende efterspørgsel på ressourcer og medført udbredelse af plantager til produktion af bioenergi på bekostning af skove og fødevareproduktion. Kort sagt øger bioenergi aftrykket på land og dermed både det samlede CO2-aftryk og det økologiske aftryk. Det er derfor en fejlagtig antagelse, at det er vedvarende energi. Øget og mere intensiv anvendelse af land har en betydelig klimaeffekt, og vi er dermed nødt til at anvende land i mindre skala og på anden vis end hidtil for at bekæmpe klimaforandringerne.
EU vil øge mængden af såkaldt vedvarende energi til 20 pct., og ifølge medlemslandenes nationale handlingsplaner for vedvarende energi vil 54 pct. af den vedvarende energi i 2020 komme fra bioenergi. Bioenergi udgør omkring 70 pct. af den energi, Danmark klassificerer som vedvarende, og det forventes at stige væsentligt. Resultatet er øget globalt optag af land.
Vi må se helhedsorienteret på forbruget af land og at Europas landfodaftryk allerede er alt for stort. EU's forbrug af landbrugsprodukter optager 43 pct. mere landbrugsland end hvad der er tilgængeligt i regionen. Og Danmark fremstår som klimaduks, fordi udledninger i udlandet i forbindelse med produktion af varer til Danmark ikke fremgår af de officielle tal. Hvis de gjorde, ville ikke mindst forbruget af bioenergi betyde, at vi ville være blandt de største klimasyndere med stigende frem for faldende klimabelastning. Vi er blevet vildledt til at opfatte Danmark som foregangsland. Vi burde i stedet fokusere på at nedbringe vores aftryk frem for at øge det gennem bl.a. stigende forbrug af bioenergi og fortsat udpining af jorden i Danmark og udlandet.
”Grøn vækst”-dagsordenen ignorerer, at verden har begrænsede ressourcer, og at vi skal stoppe med at mindske mængden af organisk materiale og diversiteten af planter og dyr. Det vil både bidrage til at sikre et stabilt klima, jordens frugtbarhed og dermed menneskers livsvilkår. Vi står over for den største masseudryddelse af dyre- og plantearter siden dinosaurernes uddøen. Jordens overflade er mere og mere udpint og faktum er, at den omfattende globale efterspørgsel på ressourcer har medført, at manges lokalmiljø er under pres. Det betyder, at de får forringet eller mister det land, de bygger deres eksistens på, så de decideret må migrere for at overleve. Forskellige beregninger peger på, at der i 2050 vil være mellem 25 millioner og 1 milliard miljøflygtninge.
Koncentration af ejerskab skaber migration
Siden 2000 er 2 pct. af verdens landbrugsareal blevet overtaget af udenlandske investorer og næsten 9 pct. af Afrikas samlede landområde har fået nye ejere. Ofte er fællesforvaltet jord blevet konverteret til privat ejendom. Halvtreds millioner hektar land er blevet overtaget af store firmaer (land grabs) fra 2005-2015 og en tredjedel af de handler med landbrugsjord, som databasen Land Matrix har dokumenteret, involverer land, som småbønder tidligere har benyttet sig af. De største handler – dvs. dem der svarer til ca. 200 fodboldbaner per handel – koncentreres i lande med svag politisk styring. I selv samme lande er andelen af mennesker, der sulter og er underernærede, meget høj. Skal vi stoppe migration, handler det derfor i høj grad om at ændre de tendenser, der skaber ulighed, og ændre de lokale og globale strukturer, der gør, at store, udenlandske firmaer kan overtage lokales ressourcer.
Mere end 50 pct. af områderne, hvor de store handler med land er foregået, var allerede landbrugsland. I disse områder er befolkningstætheden relativ høj. Det skaber øget konkurrence om landarealerne, og medfører at mange af de lokale mister deres levebrød og at der opstår flere konflikter om jorden Næsten halvdelen af de store handler foregår i Afrika og koncentreres typisk langs de vigtigste floder. Det er derfor også en kamp om vand – hvad vi også har set i Syrien. Ud over at mindske CO2-aftrykket, må vi altså også rette fokus mod, hvordan vi minimerer efterspørgslen på ressourcer og undgår at land og natur verden over degraderes og inddrages.
Udvandede ressourcemål og manglende regulering
EU og politikerne har et ansvar. Det er fatalt at EU har udvandet sit forsøg på en ressourcestrategi, der sætter konkrete mål for nedsættelse af EU’s ressourceforbrug. I 2015 droppede EU sin ambitiøse Roadmap to ressource efficiency som en del af sin cirkulære økonomipakke. Europa-Kommissionens arbejde for en mere cirkulær økonomi giver dog nogle muligheder for at forbedre ressourceeffektiviteten.
Landbruget har et ansvar. Industriel landbrugsproduktion indebærer, at jorden taber organisk materiale og dermed binder mindre kulstof, så klimabelastningen øges og jorden bliver mindre frugtbar og er dårligere i stand til at binde vand og næringsstoffer. Resultatet er mindre produktion af fødevarer, mindre dyre- og planteliv, mere udvaskning, mere udledning af drivhusgasser og øget behov for optag af land.
Investorerne har et ansvar. Ud over at tale om klimamål, energiomstilling, klimatilpasning eller global klimaretfærdighed, bør vi også gøre noget konkret ved drivkræfterne bag den betydelige rovdrift på ressourcer, jord og vand, der lokalt medfører drastiske forandringer i menneskers livsvilkår og mindsker naturens modstandsdygtighed mod klimaudsving. Virksomheder og regeringer skal stilles til ansvar for overudnyttelse af lokalområder og de lokale skader det medfører.
Finansiel spekulation i råvareindeksfonde er steget fra cirka 13 milliarder dollar i 2006 til 260 milliarder dollar i 2011 og har bidraget til omfattende spekulation i land. Spekulationsboblen hænger bl.a. sammen med deregulering, dvs. at beskyttende lovgivning er blevet fjernet i Europa såvel som på globalt plan. Regeringer har gennem deregulering – dvs. opbakning til frihandel – og forskellige politikker stimuleret privat kapital til at øge investeringer i råvarer og jord. Men investeringer i råvarer og land bør reguleres, så efterspørgslen på råvarer nedsættes globalt og det i højere omfang sikres, at investorers rettigheder ikke går forud for lokales rettigheder til jord, vand og mad. I stedet for at understøtte store investorer er det småbønder, som skal understøttes, så de kan brødføde sig selv og deres lokalsamfund.
Desværre er den finansielle regulering blevet udvandet i EU. Et modspil, der kan give lidt håb, kunne være FN's forslag om en menneskerettighedstraktat, der kan stille virksomhederne mere konkret til ansvar for deres investeringer i lokalsamfund.
Verdensmål med potentialer, men uden krav til virksomheder
FN's mål for bæredygtig udvikling giver håb i forhold til at kræve handling blandt regeringer. Mål nr. 12, der lægger op til, at stater arbejder for bæredygtige produktions- og forbrugssystemer, er en stor mulighed for at understøtte Europas omstilling til et bæredygtigt og retfærdigt ressourceforbrug, som sikrer tilstrækkelige ressourcer til alle. Med andre ord: ressource-retfærdighed.
FN's mål nr. 7 og 13 fokuserer på, at vi skal sikre, at alle har adgang til pålidelig, bæredygtig og moderne energi til en overkommelig pris samt bekæmpe klimaforandringer og deres konsekvenser. Som beskrevet i denne artikel, skal vi dog være påpasselige over for metoderne, der benyttes, og at det ikke underminerer mål nr. 12 om at sikre bæredygtige forbrugs- og produktionsformer og nr. 16 om at vi skal støtte fredelige og inkluderende samfund.
Derudover opfordrer mål nr. 12 blot til, at virksomheder er mere bæredygtige, men lægger ikke op til, at der stilles deciderede krav til dem. Der står, at vi skal opmuntre virksomheder til at arbejde bæredygtigt, og at dette især gælder de store og multinationale virksomheder. Samtidig peger man på, at virksomhederne skal opfordres til at indarbejde bæredygtighedsinformation i deres årsrapporter. En smule Corporate Social Responsibility-pynt er dog ikke tilstrækkeligt til at sikre strukturelle ændringer, der bl.a. kan fremme mål nr. 15 om, at vi skal beskytte, genoprette og støtte bæredygtig brug af økosystemer på land, fremme bæredygtigt skovbrug, bekæmpe ørkendannelse, standse udpining af jorden og tab af biodiversitet.
Så længe vi fortsætter med at give investorer og virksomheder frie tøjler – ikke mindst gennem liberalisering – og ikke sætter ambitiøse mål for reduktion af ressourceforbruget og inddragelsen og udnyttelsen af land, vil vi ikke gribe fat om roden til klima- og miljøproblemerne, der gør at mennesker må migrere.
Foto: David Mark
