Interview: Valget af Trump kan nok forsinke – men ikke standse – indfrielsen af FN’s verdensmål, mener Mogens Lykketoft. Klodens politikere må dog indse vigtigheden af at bekæmpe uligheden inden for og imellem landene. En kamp, som vanskeliggøres af øget protektionisme og mindre frihandel.
Af Toke Haunstrup
Det var mens Mogens Lykketoft var formand for De Forenede Nationers generalforsamling, at FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling blev vedtaget. Det skete på et topmøde i New York den 25. september 2015 med deltagelse af verdens regeringsledere, heriblandt vores egen statsminister Lars Løkke Rasmussen, som endog fik æren af at lede mødet, da Danmark havde formandsposten i FN.
At der kunne opnås enighed mellem alle klodens lande om verdensmålene var historisk skelsættende. Men der er sket meget siden efteråret 2015. I USA har vi nu en præsident, som er fortaler for en protektionistisk Amerika først politik, og som ikke synes at kere sig om den globale ulighed, klimaforandringer og global bæredygtighed i det hele taget. I Europa har det engelske Brexit, flygtningestrømme og tendenser til højredrejning mere eller mindre passiviseret et EU, som synes at have mere end nok i at løse sine egne problemer. Hvor efterlader det os i forhold til mulighederne for at realisere en global bæredygtig udvikling gennem FN’s verdensmål?
Med sin førstehåndserfaring fra FN, virker Lykketoft til at være den helt rette til at besvare dette spørgsmål. Nyt Fokus har derfor sat Lykketoft stævne på hans kontor på Christiansborg. Det blev til en snak om Kinas nye rolle i verdenssamfundet, koblingen mellem ulighed og klimaændringer og betydningen af frihandelsaftaler.
Enigheden mellem Kina og USA er brudt
Lykketoft indleder samtalen med at konstatere, at vi i de seneste år har været vidner til et historisk unikt parløb mellem klodens største magter, USA og Kina, som var afgørende for opnåelsen af flere vigtige, globale aftaler. En enighed, som valget af Trump nu har bragt i fare.
”Både klimaaftalen og verdensmålene blev i virkeligheden drevet frem af en enighed mellem Kina og USA om, at det var påtrængende vigtigt. I Kina, fordi kineserne har nået en forståelse af, at ’ja, vi har tredivedoblet vores nationalprodukt på 37 år’… Men samtidig er den økonomiske model, som den har været praktiseret i Kina, jo et billede på, hvad der ikke er bæredygtigt. Det er en langsom kvælning, hvis man fortsætter. Det forstår de selv. Derfor er de blevet en drivende kraft i de globale aftaler. Obama havde den samme forståelse.”
Trump har annonceret at ville fokusere mere på USA’s egne interesse og gå efter en isolationistisk politik. Hvor efterlader det resten af verden og ikke mindst Kina, som vel bliver klodens nye stormagt?
”Det er jo i virkeligheden noget af det overraskende for mange, at Kina nu er blevet world champion for klimamål og bæredygtighed. For det er de jo! Og de vil også vide at omsætte det i interessevaretagelse. De vil få en mere fremtrædende plads i FN, hvis USA vælger at indtage en mere kontrær rolle. Men jeg mener ikke, at man skal føle sig skræmt af det. Man skal bare forstå, at ethvert vakuum bliver udfyldt, hvis verdens største magt stepper ned på en række vigtige positioner. Så er der jo andre, der går ind og overtager pladsen. Og der er Kina jo førstekandidat. Også fordi Europa er så indadvendt og optaget af sin manglende evne til at løse egne problemer med Brexit, interne spændinger i Euroområdet, autoritære tendenser i Ungarn og Polen osv. Det europæiske projekt er meget skrøbeligt lige nu. I den forstand er Brexit ensidigt skadeligt, for den vil æde al opmærksomheden fra andre opgaver.”
Ulighed og klima hænger sammen
Lykketoft fremhæver, at en af de særligt vigtige detaljer ved verdensmålene er deres sammenknytning af kampen mod ulighed og klimaforandringer.
”Verdensmålene er udtryk for en politisk og moralsk forståelse, som er revolutionerende, fordi verdens regeringer faktisk siger, at ekstrem global fattigdom ikke kan udryddes, hvis vi ikke i langt højere grad kobler indsatsen direkte med mindre ulighed inden for landene og mindre ulighed mellem landene – og vi kan ikke gøre dette uden at koble det til indsatsen mod klimaforandringerne. Hvis vi ser væk fra de to dimensioner, så vil vi ikke nå målet.”
”Der er en foruroligende vækst i uligheden globalt, og det er åbenbart, at hvis man ikke bremser klimaforandringerne, så er det overvældende sandsynligt, at ressourcerne, vi skulle mobilisere til alt det andet – udrydde fattigdom, sult, skabe uddannelse og sundhed til alle verdens mennesker – ikke vil være der. De bliver opslugt af omkostningerne ved at havene stiger, ørkenerne spredes, gletsjerne smelter, hundredvis af millioner af mennesker der skal flytte sig væk fra der, hvor de bor, med nye konflikter i kølvandet, som vil aflede opmærksomheden og stjæle ressourcerne fra det, vi har besluttet os for at gøre i den samlede sum af verdensmålene. Og derfor er sammenhængen så stærk, og derfor var det så vigtigt, at den blev drevet frem af verdens to største økonomier.”
Halter indsatsen mod ulighed efter klimaet?
Lykketoft vurderer, at der på tværs af lande og sektorer – blandt borgere, i erhvervslivet, hos regeringerne mv. – er udbredt enighed om, at de menneskeskabte klimaændringer er et presserende problem, som kræver handling. Blandt andet derfor vurderer han, at Trump ikke på lang sigt vil kunne bremse klimaindsatsen.
”Selv i det republikansk styrede Texas bliver der allerede i dag investeret mere i vedvarende energi end i andre energiformer. Det er klart, at Trump vil være et forsinkende element, men jeg tror delstaterne og de store byers engagement, også i USA, er uforandret.”
Så der er udbredt opbakning til indsatsen mod klimaforandringerne, men ses den samme konsensus i forhold til bekæmpelsen af den globale ulighed og uligheden inden for landene? Fx i USA?
”Jeg tror ikke, at man skal forvente sig noget som helst positivt på den front af de milliardærer og generaler, som nu har etableret sig i Washington,” lyder svaret med henvisning til den nye administration omkring Trump. Lykketoft fortsætter: ”En forudsætning for at kampen mod fattigdom og ulighed lykkes er, at de fattigste lande får flere penge i kassen. Og det vil sige, at kampen mod global skattesnyd og skatteflugt er en fuldstændig central forudsætning for finansieringen af den del af indsatsen, som staterne og det offentlige skal stå for.”
”Det går for langsomt, men der er fremskridt på den front – bl.a. i et makkerskab med OECD, som har lavet et regelsæt omkring gensidig oplysningspligt mv., som flere og flere lande tilslutter sig. Det er et meget interessant eksempel på, hvordan tingene spiller sammen. Så der sker noget…. Og i virkeligheden burde det understøttes meget mere af, at de rige lande dels levede op til deres forpligtelser i forhold til udviklingsbistand, dels i højere grad leverede deres udviklingsbistand som støtte til opbygning af institutioner, som kan bekæmpe korruption og indkræve skat.”
Lykketoft fremhæver, at bekæmpelse af korruption og skattesnyd ville yde langt større bidrag til udviklingslandene end den traditionelle udviklingsbistand. Ifølge OECD har den hidtidige indsats mod skattesnyd bidraget med 100 milliarder ekstra dollars i de offentlige kasser i de lande, som er med i initiativet.
Frihandel mindsker global ulighed
For Lykketoft er Trump og Brexit udtryk for bevægelser i tiden, som på sigt vil bringe kampen mod ulighed på politikernes dagsorden som noget, de er nødt til at forholde sig til.
Strømningerne bag Brexit og valget af Trump kan tolkes som en kritik af uligheden inden for nationerne. Men FN’s verdensmål handler også om at bekæmpe den globale ulighed, og her synes det vel ikke lige så oplagt at tale om en global konsensus som tilfældet er i forhold til klimaindsatsen?
”Det er rigtigt. Lige nu oplever vi vel det modsatte med Trumps handelskrigserklæringer. Det er jo et forsøg på at rulle en udvikling tilbage, som i et eller andet omfang har gavnet de fattigere lande gennem markedsåbning. Men på det helt overordnede plan, der ser jeg det sådan, at vestens samlede politiske establishment bliver nødt til at forstå, at store uligheder i verden er farlige af sikkerhedspolitiske årsager. Vi skal tilbage til en forståelse af, at det ikke kun handler om at være godgørende… Det mener jeg også, at man skal være. Men mindre global ulighed er faktisk også en sikkerhedspolitisk investering, som er vigtigere end den militære oprustning, som man nu taler så meget om.”
Du mener, at frihandlen historisk har understøttet fattigdomsbekæmpelsen. Men er der ikke også nogle begrænsninger i forhold til frihandel?
”Jeg tror, at diskussionen om frihandel er udtryk for, at det bedste nogle gange kan være det godes værste fjende. At dét at kræve, at man kan lave internationale aftaler, der på en fuldstændig fyldestgørende måde tilgodeser alle spørgsmål om miljø, arbejdsmiljø osv., let bliver til, at så bliver der ikke nogen aftaler. Eller – og det er jo det nye perspektiv efter Trump – at så bliver de væsentligste frihandelsaftaler nogen, der laves under kinesisk lederskab, hvor de her temaer vil spille en endnu mindre rolle.”
Så du ser bl.a. venstrefløjens modstand mod TTIP og andre aftaler som noget, der i det større billede underminerer en udvikling, der ellers kunne komme mange mennesker til gavn?
”Jeg er helt sikker på, at hvis modbilledet er et isolationistisk, protektionistisk Amerika, så vil det på alle tænkelige strækninger – socialt, økonomisk, velfærdsmæssigt – være langt mere skadeligt end hvis vi havde fået en transatlantisk frihandelsaftale.”
Men hvordan kan frihandelsaftaler på tværs af Atlanterhavet eller Stillehavet afhjælpe problemet med fattigdom og globale ulighed? Det kan jo godt være, at vi kan øge vores velstand en lille smule ved at handle mere med hinanden, men hvad med resten af verden?
”Jamen det er jo det virkelig grundlæggende problem ved at udviklingen de sidste mange år har været bilateral eller bestået i grupper af rige lande, der lavede frihandelsaftaler med hinanden, mens dét som var Verdenshandelsorganisationen WTO’s grundpræmis var, at vi skulle lave en global åbning af handlen, som ville være til gavn for de fattigste lande. Og den dagsorden er blevet svigtet totalt, det er rigtigt. Og det er meget bekymrende,” siger Lykketoft, der slutter med at konkludere: ”Jeg synes, at man skal kigge kritisk på indholdet af frihandelsaftaler, men resultatet af at aftalerne på tværs af Atlanten og Stillehavet nu skrottes kan meget vel blive noget, der er meget dårligere.”
Foto: Nyt Fokus
