Hvad skal der til for at uddanne og danne den næste generation til bæredygtig omstilling? Det spørgsmål er udgangspunkt for Den Grønne Friskole på Amager ved København. Karen MacLean er medinitiativtager til friskolen og fortæller i NOAHs nye bog "Livet efter væksten" om skolens grundlag og aktiviteter. Her bringes en forkortet udgave af artiklen.

Af Karen MacLean

Hvordan uddanner vi børn til en usikker fremtid, hvor nogle af de vigtigste kvaliteter vil være hittepåsomhed, mod, og viljen og evnen til at arbejde sammen med andre? For med eller uden grøn omstilling vil klodens næste årtier uvægerligt være præget af klimamæssige forandringer, geopolitisk ustabilitet og de udfordringer på det økonomiske og sociale plan, som følger heraf.
     På Den Grønne Friskole tror vi på, at der skal vilje og mod til at effektuere en bare tilnærmelsesvis grøn og bæredygtig omstilling, og at fundamentet for den omstilling lægges i uddannelsen af den generation, der skal implementere den. Vi tvivler på nytten af dommedags-scenarier, løftede pegefingre og tårepersere om nuttede dyr i fjerne egne. Derfor starter vi et helt andet sted, i naturen selv, som er både vores oprindelse og kilden til glæde og overlevelse.
     Arbejdet med børnene i naturen og nærmiljøet udgør en af grundstenene i vores skole. De andre er håndens arbejde, bevægelse, kunstnerisk udfoldelse og en skolekultur baseret på livsberigende kommunikation. I det følgende vil jeg først beskrive en række af disse grundsten; hvad vi gør og hvorfor. Til slut vil jeg træde et skridt tilbage og forklare, hvordan vores tilgang forbereder den næste generation på at indgå proaktivt i en bæredygtig omstilling.

Vi er i naturen
Eleverne på vores skole tilbringer en stor del af deres skoletimer ude. De har udeskole et par dage om ugen, hvor de besøger nærmiljøet – bygget, dyrket og fritvoksende – og har undervisning og fri leg ude. I efteråret 2014, hvor vores bygning ikke var klar, havde vi base i Prags Have, en byhave på Amager. Her plantede vi børnenes egne planter – urter og tomatplanter – samt spiselige stauder. Vi samlede frø, talte om ukrudt og nytteplanter, og hvad man kan spise og ikke spise. For de planter vi selv satte i jorden, overvejede vi sol- og vindforholdene; stillede de skyggesøgende så de fik mindre sol, og beregnede hvor meget plads de fik behov for, når de voksede til. Og vi besøgte nærområdet, for at undersøge, hvad der voksede, og hvor, og om det kunne spises.
     Nu hvor vi er flyttet ind og har fået vores egen skolehave, fortsætter vi med at udforske øens mange naturområder – strand, fælled, mark og skov – for at undersøge plante- og dyreliv. Vi går på opdagelse i overgangen mellem natur og by, og ser på om de samme planter og dyr findes dér. Vi diskuterer dyrenes og planternes egne behov og logikker, samt anlægger et menneskeligt perspektiv – hvad kan vi spise, hvad betyder disse dyr og planter for bymiljøet og randområderne?
     Her fortæller vi ikke om naturen (naturen er smuk, værdifuld, ved at blive ødelagt) og vi viser den heller ikke frem som skuestykke (se de smukke blomster/den stakkels isbjørn). I stedet byder vi børnene indenfor i naturen, hvor de oplever naturens kredsløb, og derved deres plads i den. De oplever at være en del af naturen ved at sanse den, påvirke den, og forstå den indefra.
     Naturen er således heller ikke en event: Nogle gange har vi udeskole selvom indholdet af undervisningen ikke har noget med naturen eller udelivet at gøre. Vi ”går i butikker” på engelsk eller ”smækker bogstaver” i dansk udendørs. Pointen er at uderummet er ligeså velegnet til at lære eller opholde sig i som inderummet, og på den måde blødes de roller som vores kultur tildeler ”naturen” op – et sted man tager hen til ved særlige lejligheder, noget man redder, eller noget man bare kører igennem på vej et andet sted hen. Uderummets og naturens betydning afmystificeres, og der åbnes op for at hver enkelt selv bestemmer nye brugs- og væremuligheder i og med naturen.

Sneglelæring
Denne væren i naturen danner grundlaget for en proaktiv og videbegærlig udforskning, der er essentielt faglig. Både fordi den støtter udviklingen af børnenes faglige viden og kunnen på området natur og teknik, og fordi vi knytter bl.a. dansk- og matematik¬kundskaber til læringsforløbene i vores udeskole.
     Vores model for læringsforløbene er australske forsker Beverly Derewiankas snegl, en cyklisk model i flere faser, der tager udgangspunkt i børnenes forforståelse, fælles oplevelser og eksperimenteren med det faglige stof. I disse faser vækkes børnenes nysgerrighed og undren, og der skabes grobund for det fagsprog og den faglige viden, de tilegner sig i processen. Fagtekster og formel faglig viden tager vi først i brug, når børnenes eget grundlag er lagt, og derefter bearbejder børnene den nye viden ved at producere skrift eller tale, der opsamler og evaluerer. Et snegleforløb strækker sig over to til flere uger og indbefatter altid mindst én udedag om ugen.
     På det faglige plan indbygger vores projekter også læring om læringsprocesser, evaluering og børnenes egen læring. Læring starter altid, hvor hvert barn er, og drives af barnets egen lyst og nysgerrighed og formes undervejs af barnets forforståelse, sanselige møder med nye oplevelser, og bearbejdning sammen med kammeraterne og de voksne. Derfor forbliver læringsprocessen unik, personligt relevant og – som barnet vokser til – stadig mere reflekterende og bevidst.

Følelsesmæssig læring og systemisk forståelse
Sideløbende med denne faglige udvikling, finder en endnu vigtigere proces sted. Børnenes holistiske, realistiske og konstruktive natursyn starter nemlig med den følelsesmæssige binding, der opstår, når de hygger sig, føler sig på hjemmebane, og dermed åbne. Al denne væren i og arbejden med naturen er præget af sanselige oplevelser; morgenfrosten der nipper i tæerne og rimer græsset til, duften af muldjord og æbler friske fra træet, smagen af skovsyre og en gulerod, der lige har set dagens lys. Og den er præget af følelsesmæssige reaktioner og interaktioner – hør, en fugl, hvor den fløjter smukt; eller se, vores vandpytter fra i går er iset til; åh nej, en død mus; og gå væk! lille hveps – der dag for dag knytter børnene tættere til deres nærmiljø i en sanselig dialog, som ikke kan måles, kun mærkes af børnene selv.
     Dette element af børns læring om naturen er essentiel for deres dannelse som aktører i en bæredygtig omstilling; børnene skal opleve sig selv som en del af naturens kredsløb og føle sig tæt knyttet til den natur, de kender godt. Når børnenes daglige praksis knytter dem så tæt til naturen og dens kredsløb, lægges desuden et solidt sanseligt og oplevet fundament for at tilegne sig den systemtænkning, som vi mener, er et væsentligt redskab i den bæredygtige omstilling.

Hændernes arbejde
På Den Grønne Friskole arbejder vi hele tiden med hænderne. Vi syr og reparerer, tegner og binder hæfter, og slår masser af søm i. Jo flere materialer, børn har prøvet at håndtere – træ, ler, voks, uldfilt, voksfarver, akvarelfarver, bivoks, bomulds- og silkestoffer, metal og plast – og jo flere projekter de har forsøgt sig med – sæbekassevogn, regnvandsopsamler, kompostering, tegnehæfte, strikketøj, reparere en cykel – desto mere kompetente føler de sig til at give sig i kast med stort set hvilket som helst projekt og prøve sig frem.
     Faglig viden påbegyndes, fastholdes og udvikles via skrift og tale, men især via håndgribelige, fysiske processer og produkter. Viden om spiselige planter og frugter i nærmiljøet og fra skolehaven forankres ved at vi spiser dem, koger frugtgrød og sælger vores frugtgrød på høstmarkedet. Regning integreres i dette projekt ved at børnene selv prissætter og sælger deres varer, og for de yngste er der læring i at skrive etiketter.
     Materiale- og ressourcelære og forståelse af genbrug og upcycling fastholdes ved faktisk at affaldssortere og bruge materialerne. Projekt ”Nyt liv i gamle klude” indbefattede bl.a., at vi byggede vores egne væve, rev gamle T-shirts og stofrester i strimler og vævede siddepuder til at tage med på tur. Vi strikkede af garn og stofrester, og vi klippede gammelt tøj op og syede det sammen på nye måder. Et orienteringsløb om bomuldens rejse fra mark til dansk butik gav børnene en håndgribelig fornemmelse af, hvor meget arbejde og hvor mange kilometer der ligger i en T-shirt.
     Gennem vores undervisningsform søger vi at sikre, at børn føler sig handlingsdygtige og har selvtillid til at handle på verden. Det sker både via projektforløbene, der tager udgangspunkt i handlinger og udforskning, snarere end i passivt modtaget viden, samt i de mange håndværksmæssige aktiviteter.

Dans, sang og papir
Kreativitet og kunstnerisk udfoldelse er en yderligere grundsten på skolen. Hvert projekt har et eller flere æstetiske indslag. I et forløb om frø malede vi spirer og planter, og de yngste koreograferede en dans om, hvordan frø spredes (vind, vand, pels og afføring). Vi mener, at kreativitet indgår i alle livets gøremål – fra parforhold til forældreskab, fritidsaktiviteter og erhvervsarbejde – og at en praksis, der giver rutine og fortrolighed med alle faser af den kreative proces, er nyttig for fremtidens borgere.
     I lighed med vores fokus på bevægelse, sætter vi dog også kreativitet og kunstneriske aktiviteter i højsædet på grund af den glæde denne praksis bringer. Der er en nydelse i at danse til man glinser af sved, og en kollektiv rus ved at få en teater- eller sangforestilling til at gå op i en højere enhed. Der er daglige velvære for os mennesker i at skabe – sammen og hver for sig.

Opgør med dominansmodellen
At gøre op med dominansmodellen er den vanskeligste del af skolens projekt, fordi den fordrer ændringer i handlingsmønstre, der ligger dybt hos lærere og forældre. Ikke desto mindre er den på mange måder den vigtigste, fordi målsætningen er at skabe en skolekultur, hvor dominans ikke er omdrejningspunktet i sociale interaktioner. I stedet ønsker vi at skabe kontakt, indsigt i behov og ønsker både hos os selv og andre, og at honorere disse i den udstrækning, det er muligt.
     Derfor er denne del af projektet også den mest radikale, og på mange måder den del, der har potentiale til at betyde allermest for vores målsætning om at klæde børn på til den bæredygtige omstilling. Menneskenes hidtidige tilgang til naturen og forsøg på at imødegå globale klimaændringer er præget af vores dominerende tilgang til naturen, hvor alt (og alle) reduceres til midler i menneskehedens forvoksede overlevelsesprojekt.
     Der er her tale om en revision af vores allesammens arbejdsmodel for, hvordan vi forholder os til hinanden og til kloden; en revision der har ligheder med permakulturens etik om ikke at favorisere menneskeheden på bekostning af resten af planetens beboere, og heller ikke nogen individer på bekostning af andre. Det er vigtigt for os at søge en balance mellem det faktum, at det er de voksne, der bestemmer og sætter rammerne, og faktisk har noget at lære børnene, men at dette ikke berettiger til tvang og skældud.
     Heri ligger både kimen til børnenes egen proaktive fremtid og til et mere omsorgsfuldt, ligeværdigt og demokratisk samfund. Skolen bliver et mikrokosmos, der former børnenes relationer, redskaber og forventninger, som så efterfølgende vil være med til at (om)forme samfundet.

Opfindsomhed, mod og samarbejdslyst
Dominansmodellen er dog ikke den eneste model, som vi søger at rokke lidt ved. Vi søger også at ændre selve undervisningens form og herved revidere børnenes arbejdsmodeller. Det første led i at åbne op for evnen til at se verden anderledes er at rokke ved arbejdsmodellerne: Ved barnets forståelse af sig selv i relation til andre og til verden; dets oplevelse af sin krop og sin formåen; dets syn på egne og andres talenter osv.
     For at kunne handle i verden i stedet for at afvente, at andre griber tøjlerne, er børn nødt til at have tillid til, at de kan påvirke den. Både at de personligt har magten, og at verden kan påvirkes. Denne tillid erhverves i et komplekst samspil af kognitive, sociale og sanselige faktorer. Indskrives et menneskebarn i en kontekst, hvor det kontinuerligt handler på verden i store og små ting, så får det over tid en oplevelse af at være i stand til at påvirke verden.

Banens længde
For at skabe et mærkbart andet resultat for vores elever er det nødvendigt også at ændre undervisningens tidshorisonter. På den ene side set er det vigtigt at skabe mening, glæde og sammenhæng i nuet. Børn skal have et hverdagsliv, der er præget af fornøjelse, fjant, fysisk udfoldelse og fantasi uden grænser.
     På den anden side fokuserer vi ikke ensidigt på den korte bane, men sætter mange mål, italesætter processen og evaluerer på den efterfølgende. Den slags læring hører til den dybe, lange læring; den der består af et sammensurium af sanselige, følelsesmæssige og kognitive indtryk, og som skabes via den daglige praksis.
     Det, vi vil med vores skole, er at have øje for og prioritere den lange, dybe læring – emotionelt, kognitivt, sanseligt og måske endda spirituelt – og at bruge både indhold og form til dette. Vi bruger læringsaktiviteter, der spiller på mere end én streng. Samtidig sætter vi ikke dagligdagens trivsel og glæde på spil. Glæden er i hvert øjeblik vigtigere, end den læring vi kan måle og bevise. For er børnene glade og trygge, står sindet åbent, og er der en overflod af viden, oplevelse, sansning og nærvær til rådighed, så lærer børn.

Denne artikel kan læses i sin fulde længde i NOAHs nye antologi Livet efter Væksten, som udkom i slutningen af 2016. Se også anmeldelse af antologien andetsteds i dette nummer.

FAKTABOKS: Den Grønne Friskole
Den Grønne Friskole er grundlagt af Karen MacLean og Phie Ambo. Skolen åbnede i august 2014, har i dag 99 børn fordelt på 0.-7. klasse og vokser stadig med en børnehaveklasse om året. Undervisningen er aldersintegreret, projektbaseret og med en høj grad af udeskole. Musiske, boglige og praktiske fag vægtes lige højt i undervisningen.