Tanken om at ubetinget basisindkomst – eller borgerløn – kan være et alternativ til den neoliberale økonomi er ikke ganske ny. For fyrre år siden gennemførtes flere eksperimenter. Erfaringerne herfra var positive og kan inspirere udformningen af nye forsøg.

Af Erik Christensen

De sidste 25 år har været præget af en række store neoliberale reformeksperimenter. På arbejdsmarkedsområdet af et aktiveringsparadigme, hvor man skal arbejde på særlige forringede vilkår for sin offentlige understøttelse, og på det offentlige serviceområde hersker en tankegang præget af ”new public management” og målingstyranni.
     Nu ses dog flere tegn på, at modstanden imod disse styringsredskaber er blevet stor, samtidig med at der er kommet forskellige negative evalueringer af deres effekter. Derfor står vi måske overfor et vendepunkt med øget tilslutning til at helt andre eksperimenter må igangsættes for at finde mere holdbare reformer af velfærdsstaten.
     I de sidste år har man i flere lande set en stigende interesse for ideen om en ubetinget basisindkomst. Den repræsenterer en helt anden filosofi om menneskers motivation for at arbejde og bidrage til samfundet. Aktiveringsfilosofien bygger på et negativt menneskesyn om at mennesker kun vil arbejde og bidrage til samfundet, hvis de tvinges til det. Modsat hertil bygger ubetinget basisindkomst på forestillingen om, at hvis mennesker på forhånd er sikret en fast og ubetinget indkomst, som er høj nok til at man kan leve for den, vil langt de fleste også føle sig forpligtet til at bidrage til samfundet igennem lønarbejde eller andet mere uformelt arbejde.
     I en række lande er der blevet planlagt forskellige forsøg med basisindkomst. Mest omfattende bliver det i Finland, hvor den finske regering planlægger at påbegynde forsøg i 2017. Men også i Holland og Frankrig har forskellige byer og regioner lignende planer om basisindkomstforsøg.

En gammel ide
Ideen med en ubetinget basisindkomst er gammel. I de sidste 100 år er ideen især dukket op i forbindelse med økonomiske og politiske kriser. Efter 1. Verdenskrig hos filosoffen Bertrand Russel, i 1930’erne var der en stærk ”social credit”-bevægelse i Canada og i England, og efter 2. Verdenskrig formulerede engelske Lady Juliet Rhys-Williams en plan for en social dividende. Siden kom ideen atter rigtig på dagsordenen midt i 1970’erne da en økonomisk krise igen meldte sig. I Danmark introducerede bogen ”Oprør fra Midten” tanken om ”borgerløn” i 1978.
     Hvad der ikke er kendt af mange er, at der i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne blev udført en række eksperimenter med basisindkomst i USA og Canada. Det udsprang af den amerikanske præsident Lyndon B. Johnsons berømte tale om ”War on Poverty” i 1964 og hans senere Heineman-kommission om ændring af velfærdspolitikken. Her foreslog man at erstatte de traditionelle velfærdsinstrumenter i form af minimumslønninger og arbejdsløshedsforsikring med en form for negativ indkomstskat. På det grundlag igangsatte man mellem 1970 og 1980 en række eksperimenter med negativ indkomstskat i en række stater.

Mincome-forsøget
I Manitoba provinsen i Canada lavede man i perioden 1974 til 1978 forsøget ”Mincome”, en forkortelse af ”Minimal Income”, i byen Dauphin og i provinshovedstaden Winnipeg. Man brugte på daværende tidspunkt betegnelsen ”Guaranteed Annual Income” som begreb for en basisindkomst.
     Alle indbyggere i Dauphin – i alt 8.885 i 1974, hvoraf 3.165 boede i landområder – blev garanteret en årlig indkomst på $ 19.500 (i 2014-dollars) for en fire-personers husholdning i tre år. Det svarede til 60 pct. af den canadiske lavindkomstgrænse, eller nogenlunde hvad de kunne modtage i forskellige former for social understøttelse på daværende tidspunkt. Mincome blev administreret som en negativ indkomstskat, dvs. de personer, som slet ikke havde nogen indkomst, modtog hele mincome-beløbet. Al anden indtægt blev reduceret med 50 pct., så for hver yderligere dollar en person tjente, blev mincome-beløbet reduceret med 50 cent. Det betød, at dem, der slet ikke modtog noget direkte tilskud, fik mincome-beløbet som en skatterabat. I løbet af forsøget modtog ca. 18 pct. eller 2.128 personer dele af eller hele mincome-beløbet på et eller andet tidspunkt.
     Forsøget startede med at alle deltagere i eksperimentet blev introduceret til ideen og bedt om at oplyse deres indkomst. Derefter skulle deltagerene indberette deres indkomst hver måned, hvorefter mincome-understøttelsen blev sendt pr. check. Mincome betød dermed færre bureaukratiske vurderinger.

Videnskabelige undersøgelser
Forsøget var ikke blot politisk, men også et videnskabeligt eksperiment, der blev fulgt af forskere, som skulle undersøge ændringer i arbejdsmotivation, sundhed, skolegang, uddannelse og administrative forhold.
     Et ni-siders spørgeskema om deltagernes ”fællesskabsoplevelse” blev sendt til alle voksne midtvejs i eksperimentet. Det indeholdt spørgsmål om folks erfaringer med lokalsamfundet og med mincome-eksperimentet i sig selv. Spørgeskemaet blev bevaret af 407 husstande, hvilket var ca. 65 pct. af de tilmeldte voksne på det tidspunkt.
     På grund af ændringer i de politiske magtforhold både på lokalt og nationalt plan blev forsøget lukket i 1979, og de indsamlede data blev ikke analyseret, men arkiveret til eventuelt senere brug. På grund af ændringerne i de politiske og økonomiske konjunkturer blev forsøget glemt.
     Først i 2011 tog den canadiske økonom fra Manitoba University, Evelyn Forget, sagen op igen og åbnede arkivet med de indsamlede data. I stedet for umiddelbart at dem direkte, hvilket krævede en digitalisering, valgte hun en anden strategi. Hun brugte allerede registrerede data om sundhedsydelser, som de canadiske myndigheder havde indsamlet siden 1974. Ved at bruge disse data for indbyggerne i Dauphin i forsøgsperioden, og sammenholde dem med andre nærliggende byer i den fire-årige periode, kunne hun vurdere, hvilke sundhedsmæssige effekter Mincome-forsøget havde haft.
     Sidenhen har en amerikansk sociolog fra University of Wisconsin-Madicon, David Calnitsky, behandlet de oprindelige data og lavet en rapport om de samfundsmæssige erfaringer fra forsøget.

Positive virkninger
Forgets analyse, som beskrives i rapporten The Town With No Poverty (fra 2011), viser tydelige sundhedsmæssige virkninger af mincome-ydelsen. Antallet af hospitalsindlæggelser faldt i forsøgsperioden i forhold til sammenligningsgruppen, især indlæggelser som følge af ulykker, skader og psykiske sygdomme. Lægekontakt pga. psykisk sygdom faldt også. Hvad angår deltagelsen på arbejdsmarkedet (arbejdsfrekvensen) skete der en lille reduktion blandt de voksne med fuldtidsarbejde. Gifte kvinder kom senere tilbage fra barsel, og større børn trådte ind i arbejdsstyrken senere og med færre arbejdstimer, fordi de tog et års ekstra skolegang og i højere grad valgte at gå på high school. Det viste sig, at børnene var dem, der blev påvirket mest. De blev som sagt længere i skolen, de fik deres første barn senere og fik i det hele taget færre børn end sammenligningsgrupperne.
     Evelyn Forgets mener, at de vigtigste konklusioner af hendes studie er, at Guaranteed Annual Income (som i mincome-forsøget) gør mennesker bedre i stand til at tage beslutninger og lære af egne fejltagelser. Med andre ord det modsatte af den barnliggørelse eller umyndiggørelse, som kritikerne ellers have forudset.

Socialt acceptabelt
David Calnitskys senere analyse bekræfter Evelyn Forgets konklusion. Han gav meget symbolsk sin rapport, som udkom i år, titlen More Normal than Welfare, hvilket skal forstås på den måde, at modtagerne af mincome opfattede det som mere normalt at modtage mincome end den traditionelle, behovsprægede velfærdsunderstøttelse, som var designet for ”de fattige”. Af deltagerne opfattede 70 pct. det som socialt acceptabelt at modtage mincome. De, der ikke direkte modtog en mincome-ydelse, men kun fik skatterabatten opfattede den som en forsikring imod arbejdsløshed og andre risici. De, der periodevis modtog et mincome-beløb, opfattede det som et vigtigt supplement til deres indkomst. Endelig opfattede de, der mere permanent modtog mincome, den som en nødvendig eksistenssikring. Centralt var det, at programmet blev lanceret som en universalistisk ordning for alle borgere i Dauphin, hvilket betød at den svækkede den sociale stigmatisering, som er karakteristisk for de traditionelle velfærdsydelser.
     Når man nu i en række europæiske lande skal tage endelig stilling til en række nye basisindkomsteksperimenter, er det vigtigt at man ikke anlægger en snæver økonomisk betragtning – både når man skal tage stilling til eksperimenternes form og når man skal evaluere dem. Mincome-eksperimentet viser, at en ubetinget basisindkomst har positive effekter for mange livsforhold.

Læs mere
Læs også artiklerne Mincome-forsøget i Canada af Michael Husen (2015) og A Global Look at Basic Income Pilots and Policies af Karsten Lieberkind (2016).

Foto: Russel Shaw Higgs, Creative Commons