Privatisering af vandforsyning og fjernvarmerør garanterer ikke nogen effektivisering, men vil skabe nye problemer. Regeringens plan om at spare syv milliarder kroner hos forsyningsvirksomhederne er derfor som fugle på taget, skriver professor emeritus Ole Jess Olsen i denne kommentar.

Af Ole Jess Olsen

I regeringens Helhedsplan for et stærkere Danmark (2025-planen) indgår syv milliarder kr., der skal høstes ved effektivisering af borgernes forsyning med vand, fjernvarme, elektricitet, gas og affaldsforbrænding. Tallet er hentet i en konsulentrapport fra McKinsey & Company. I første omgang blev McKinseys rapport ikke offentliggjort, hvilket førte til en hidsig debat om privatisering af kommunale og forbrugerejede selskaber som et væsentligt bidrag til at høste gevinsterne. Siden har regeringen valgt at offentliggøre rapporten, hvilket den burde have gjort fra starten.

Rapporten handler ikke ret meget om privatisering. Den gennemgår beregnede effektiviseringspotentialer for de enkelte forsyningssektorer, hvoraf en del opnås ved bedre regulering og resten nås ved øget sammenlægning og samarbejde. Dette fokus er helt i overensstemmelse med erfaringerne fra de sidste 30 års reorganisering af forsyningssektorerne, der overvejende er såkaldte ”naturlige monopoler”. Det kan ikke betale sig at lægge konkurrerende vandledninger eller fjernvarmerør til at forsyne de samme borgere.

Hvis et offentligt ejet naturligt monopol privatiseres, kan det godt være, at driften effektiviseres. Men man kan være ret sikker på, at det privatejede monopol vil score de mulige gevinster til skade for forbrugerne. Det vigtige er derfor at sikre en regulering, der tvinger forsyningsselskaberne til at effektivisere og til at give forbrugerne andel i gevinsten.

Der er næppe tvivl om, at der kan effektiviseres mange steder i de danske forsyningsvirksomheder. Der forekommer også uhensigtsmæssig sammenblanding af interesser – kommunen optræder både som virksomhedsejer og tilsynsmyndighed. Men at stikke et tal ud på syv mia. kr., som bygger på modeløvelser og påpegning af uhensigtsmæssig organisation, er og bliver fugle på taget.

En del af den samlede energipolitik
Før liberaliseringen af elsektoren i 2000 fremkom flere optimistiske rapporter om effektiviseringspotentialet, som langt fra altid blev indfriet. Når modellerne skulle omsættes til virkelighedens verden, opstod en række problemer i form af mangelfuldt datagrundlag, uvedkommende politiske hensyn, mulighed for branchen for at afbøde reguleringens virkninger mv. Den meget udskældte ”hvile i sig selv” regulering blev erstattet med såkaldt ”incitament-regulering”. I første omgang endte øvelsen som en fiasko, hvor flere forsyningsselskaber fik mulighed for at opkræve højere afgifter, end de ville være bekendt. Rapporten giver nye bud på incitament-regulering, som kan være fornuftige nok, men som i virkelighedens verden aldrig vil komme i nærheden af at skaffe det beregnede potentiale.

Som bidrag til effektivisering udpeger rapporten forskellige politiske bindinger af forsyningsselskaberne som for eksempel fjernvarmeselskabernes pligt til at bruge naturgasfyret kraftvarme. Hvis denne binding bliver ophævet, vil selskabernes ”uprofessionelle” bestyrelser næppe have problemer med at vælge varmekedler, der kan fyre med afgiftsfri biomasse, som det billigste investeringsalternativ. Men det rejser det mere overordnede spørgsmål om forholdet til den fremtidige energipolitik. En elforsyning med stigende mængde vind har brug for (samfundsøkonomisk) fornuftige balanceringsalternativer. Kraftvarmen udgør i dag et vigtigt bidrag og elforbrugende varmekedler og varmepumper har potentialet til at gøre det, men forhindres af et uhensigtsmæssigt indrettet afgiftssystem.

Det lovede guld i McKinsey-rapporten kan blive svært at skaffe og dens mange forslag til effektiviseringer er ikke tilpasset den overordnede energi- og klimapolitik. Men selv om meget få af rapportens forslag skulle blive gennemført, har den bidraget til at rejse en nyttig diskussion om indretningen af vores energi- og vandforsyning.