Ny bog af engelske Guy Standing beskriver, hvordan økonomiens aktiver i den moderne kapitalisme er koncentreret på hænderne af en lille, rig elite. Bogen knytter også en forbindelse til fremkomsten af det nye ”prekariat” og skitserer omridset af en ny omfordeling.

Af Erik Christensen

Den engelske professor i økonomi og arbejdsmarkedsforhold Guy Standing, der i de seneste år er blevet kendt for sine analyser af den nye klasse, prekariatet, har for nylig udgivet bogen The Corruption of Capitalism: Why Rentiers Thrive And Work Does Not Pay. Med prekariatet menes fremkomsten af en ny klasse af ufrivilligt løstansatte, som ofte må leve for en lille og usikker indkomst.
     Standing fokuserede i sin tidligere analyse af prekariatet især på afreguleringen af arbejdsmarkederne siden begyndelsen af 1980’erne som følge af fleksibiliseringen af lønarbejdet. I sin nye bog udvider han nu analysen til hele den nye kapitalisme, som i den ene ende har produceret en ekstremt lille rig elite og i den anden ende en ny prekariatsklasse. Hans hovedtese er, at det 20. århundredes velfærdsstatslige indkomstfordelingssystem, som man havde fra 1945 til midt i 1970’erne, er blevet radikalt forandret.

Hvad er rentierkapitalisme?
Standing betegner den moderne kapitalisme som en rentierkapitalisme. Det sker med henvisning til et berømt citat fra den klassiske engelske økonom John Maynard Keynes’ bog General Theory fra 1936, hvor han betegnede rentieren som ”den funktionsløse investor”, der har opnået en indkomst udelukkende ved ejerskab af kapital og ved at udnytte dens værdi som en knap ressource. Keynes forventede at rentier-elementet i kapitalismen ville forsvinde i fremtiden. Firs år efter må man imidlertid konkludere, at det langtfra er gået som Keynes forudså.
     En rentier er i dag en person, som modtager indkomst fra besiddelse af aktiver i modsætning til at få indkomst fra lønarbejde. Man kan modtage renteindtægt fra alle former for ejerskab og kontrol af aktiver, som er knappe af naturlige eller kunstigt skabte årsager. Det drejer sig om jord, ejendom, mineralressourcer, intellektuel ejendom, indkomst fra regeringssubsidier eller forskellige former for finansielle transaktioner og investeringer.
     Sammenbruddet af velfærdsstatens indkomstfordelingssystem, og fremvæksten af et nyt indkomstfordelingssystem under rentierkapitalismen, viser sig ifølge Standing ved fremkomsten af nogle nye økonomiske sammenhænge i rentierkapitalismen.
     Tidligere førte højere produktivitet til højere lønninger i det velfærdsstatslige indkomstfordelingssystem. I USA er reallønnen imidlertid stagneret over de seneste tre årtier trods stødt stigende produktivitet.
     For det andet var en stigende beskæftigelse normalt forbundet med voksende lønninger. I dag stagnerer eller falder lønningerne, når beskæftigelsen stiger.
     Dernæst plejede statens skatteprovenu at stige, når beskæftigelsen steg. I dag falder skatteprovenuet, når beskæftigelsen stiger, i eksempelvis England, fordi en stigende andel i beskæftigelse ikke tjener tilstrækkelig til at betale skat.
     I dag fører stigende virksomhedsprofitter ikke til højere gennemsnitlige lønninger, fordi profitterne er koncentreret på få firmaer, som ikke beskæftiger mange mennesker. Der er altså en svækket forbindelse mellem profitter, beskæftigelse og lønninger.
     Endelig er gennemsnitsreallønnen stagneret i det meste af Europa, mens arbejdsomkostningerne pr. produceret enhed er steget.
     Væksten i profitter og ulighed ligner den, som skete tidligt i det 20. århundrede, da finanskapitalen dominerende, men nu med den forskel, at den gang steg reallønnen også i USA. Nu falder den, og det er ikke, hvad man skulle forvente i et frit marked. Og vigtigere er, at der har været stigende lønforskelle inden for virksomhederne og mellem virksomhederne. Det afspejler den stigende dominans af en lille gruppe store virksomheder, idet få virksomheder har været i stand til at udtrække en væsentlig del af renteindtægterne.
     De store tabere er især prekariatet, som arbejder i kortids- og deltidsjob og ingen beskyttelse har. De mærker det særlig hårdt, fordi deres indkomst består af pengeløn, og de må udføre meget uformelt arbejde for at få et lønarbejde (”work-for-labour”).

Rentierkapitalismens fem løgne
Standing mener, at rentierkapitalismen bygger på fem løgne. Den første løgn siger, at den globale kapitalisme baserer sig på frie markeder. Set i forhold til den institutionelle struktur med intellektuelle ejendomsretsregler, udvikling af globale risiko-forsikringssystemer og plutokratiets (rigmandsvældets) evne til at hente renteindkomster i ”crony capitalism” (venskabskapitalisme), er nutidens kapitalisme det mest ufrie system i historien. Standing gør samtidig op med dem, der taler om post-kapitalismen. Kapitalismen er tværtimod på vej til en udvidet varegørelse af ideer, viden og information.
     Den anden løgn er, at man i forsvaret for de intellektuelle ejendomsrettigheder siger, at de opmuntrer og belønner folk, der tager en risiko. Heroverfor påpeger Standing, at mange patenterede opfindelser bygger på offentlig støttet forskning, og at reglerne for modtagelse af livslange rentegevinster fra patenter strider imod det frie markeds logik.
     Den tredje løgn om rentierkapitalismen er, at den institutionelle struktur for den globale kapitalisme gavner den økonomiske vækst. Men ifølge forskningen er der ingen evidens for denne påstand. Den har snarere hindret væksten og gjort den mindre bæredygtig.
     Den fjerde løgn er påstanden om, at profitten afspejler den ledelsesmæssige effektivitet og fungerer som en belønning for risikotagning. Stigningen i andelen af indkomsten, der går til profitten, afspejler snarere væksten i de statslige subsidier og øget ulighed. Det har ikke noget at gøre med større ledelsesmæssig effektivitet og forøget risiko ved investering.
     Den femte løgn om rentierkapitalismen hænger sammen med tendensen til at indkomsten fra formelt arbejde (labour) falder for mennesker i og omkring prekariatet, mens renteindtægterne stiger hurtigt. Det betyder, at påstanden om at lønarbejde er den bedste vej ud af fattigdommen i rentierkapitalismen er falsk.

Prekariatets revolte og en ny omfordeling
Det kapitalistiske rentiersystem er uretfærdigt, men også ustabilt, hvorfor Standing ser forskellige omrids af en igangværende revolte.
     Hvem bliver ledere af denne revolte? For Standing at se kan det ikke blive andet end den nye klasse, prekariatet, fordi den er den mest udsatte gruppe under rentierkapitalismen. Den har forandringspotentialet på grund af sin strukturelle placering og voksende størrelse, og fordi den har alt at vinde og intet at tabe (f.eks. karriere). Nogle mener, at den gamle arbejderklasse stadig er den aktør, som kan omstyrte eller ændre kapitalismen. Standing ser den som svækket og tilbageskuende. Den er bundet til lønarbejds-ideologien (”labourismen”) og holder fast ved det 19. århundredes løsninger, som ikke passer til det 21. århundredes problemer.
     Hvor arbejderbevægelsens kamp oprindelig angik kontrollen med produktionsmidlerne, ser Standing den af prekariatet ledede kamp for et nyt indkomstfordelingssystem som meget bredere. Det centrale er at reducere den ulige fordeling af de centrale aktiver og ressourcer, fjerne den indkomstmæssige usikkerhed og fremme en bæredygtig udvikling.
     For det første er det centralt at skabe en institutionel struktur, der fjerner nogle renteindtægter, reducerer andre og omfordeler de sidste til nye demokratiske fonde. For det andet er det centralt at genskabe de forskellige fælleder (commons) i forskellige offentlige organisationsformer og sikre at renteindtægterne fra disse tilfalder fællesskabet. Fællederne er grundlaget for det nye indkomstfordelingssystem.
     Efter Standings opfattelse bør der være to piller i det nye indkomstfordelingssystem: En uafhængig, demokratisk styret og klart gennemskuelig statslig investeringsfond samt et udviklet basisindkomstssystem.
     Forbilledet for en sådan fond er den statslige fond, man kender i Alaska (Alaska Permanent Fund) og den norske oliefond (Statens Pensjonsfond Utland), hvor man opsamler renteindkomster fra naturressourcer, og i Alaska uddeler dividender til alle borgere hvert år. Indtægterne til en sådan fond vil komme fra forskellige kilder, f.eks. 10 pct. af profitten fra udvindingen af naturressourcer, jordskatter, afgifter på intellektuel ejendomsret og møntningsgevinsten, når nationalbanken (staten) overtager pengeskabelsen.
     Den anden pille i det nye indkomstfordelingssystem er et basisindkomstssystem, der bør indrettes som et socialt dividende system, hvor den uafhængige statslige investeringsfond løbende udbetaler dividender af den indsamlede formue til samtlige borgere. For at undgå politiske manipulationer, skal dividendesystemet overvåges af en uafhængig kommission, der udpeges demokratisk.
     Der kan stilles flere kritiske spørgsmål både til Standings analyse og politiske strategi. Er det i en skandinavisk sammenhæng ikke nødvendigt at få dele af fagbevægelsen overbevist om basisindkomst-projektet for at det kan lykkes? Må man i Danmark ikke starte med en mere traditionel skattefinansieret basisindkomstmodel og gøre tanken om skabelsen af en statslig investeringsfond med udbetaling af social dividende til et mere langsigtet projekt?
     Hvad der gør Standings nye bog til noget særligt er, at den leverer en helhedsanalyse af kapitalismen samtidig med at den fremlægger et radikalt demokratisk reformprogram. Det normale blandt mange kapitalismekritikere er, at man giver en god teoretisk analyse uden at den forbindes med en gennemarbejdet reformstrategi.

Foto: stanjourdan, Creative Commons