Ubetinget basisindkomst (borgerløn) fremhæves som alternativ løsning til at sikre et socialt bæredygtigt samfund. Fortalere peger desuden på, at en fast og ubetinget indkomst kan fremme mindre ressourcekrævende livsformer. For eksempel ved at gøre det muligt at veksle arbejdstid til mere fritid. Basisindkomst er temaet for dette nummer, hvor vi bringer en række artikler om ideens muligheder og udfordringer.
Af redaktionen
I de sidste år er interessen for ubetinget basisindkomst (UBI) eksploderet. Det kan aflæses på forskellige måder. Man kan se det i interessen på nettet og de mange aktiviteter verden over. Spørgsmålet bliver også taget op af erhvervsledere, ligesom en begyndende interesse i fagbevægelsen kan anes. Noget af det mest omtalte har været planlagte eksperimenter med forskellige former for basisindkomst i Finland, Holland og Canada.
I Danmark er flere begyndt at lytte til ideen. For blot få år siden blev begrebet borgerløn brugt som et skældsord i den almindelige debat. Det har ændret sig radikalt. Nu bliver det i en række sammenhænge brugt som et positivt ord, og stadig flere ser det som en seriøs mulighed for at reformulere velfærdspolitikken. Det ses konkret i Alternativets politik om at opfatte kontanthjælpen som en ”basisydelse uden modkrav”.
At borgerløn rigtig er kommet på den politiske dagsorden blev symbolsk markeret den 22.-23. september 2016, da BIEN Danmark i samarbejde med Alternativet afholdt en stor international konference i Fællessalen på Christiansborg: Nordic Conference on Basic Income Pilots. Her kunne over 100 deltagere høre danske og udenlandske oplæg. Fra Danmark bl.a. oplæg fra en af fædrene til den danske borgerlønsdebat, Niels I Meyer, og folketingsmedlem for Enhedslisten, Finn Sørensen.
Når vi i dette nummer af Nyt Fokus har valgt at bringe Finn Sørensens kritiske indlæg, og Søren Ekelunds svar herpå med afsæt i det konkrete forslag UBI-Now, samt diskussionen mellem Niels I. Meyer og Erik Christensen fra BIEN Danmark, skyldes det, at vi gerne vil oplyse om argumenterne for borgerløn og betænkelighederne imod.
Erik Christensen fremdrager med artiklen om Mincome-eksperimentet fra Canada i 1970’erne nogle glemte erfaringer omkring hvilke positive effekter (sundhed, uddannelse, mindsket fattigdom) dette lokale basisindkomst-eksperiment medførte. I dag er der behov for en videreudvikling af velfærdsstaten. Aktiveringsfilosofien bygger på et negativt menneskesyn om, at mennesker kun vil arbejde og bidrage til samfundet, hvis de tvinges til det. Modsat hertil bygger ubetinget basisindkomst på forestillingen om, at hvis mennesker på forhånd er sikret en fast og ubetinget indkomst, som er høj nok til at man kan leve for den, vil langt de fleste også føle sig forpligtet til at bidrage til samfundet igennem lønarbejde eller andet mere uformelt arbejde.
Dele af venstrefløjen og mange fagforeninger er imidlertid betænkelige, hvilket afspejles i Finn Sørensens indlæg. Han argumenterer for, at ubetinget basisindkomst vil styrke kapitalisternes magtposition i forhold til arbejderne og føre til øget ulighed. Samtidig vil det medføre en svækkelse af fagforeningerne og arbejderklassen. Ligeledes kan nogle, som har behov for særlig hjælp, blive klemt økonomisk ved indførelse af en ubetinget basisindkomst, mener Finn Sørensen.
Derudover rejser Niels I. Meyer det principielle spørgsmål om en ubetinget basisindkomst i det hele taget er foreneligt med det kapitalistiske system. Et sådant standpunkt fører, ifølge Erik Christensen, imidlertid til en unødvendig udsigtsløshed og handlingslammelse. Venstrefløjen og fagbevægelsen risikerer at stå tilbage med et traditionelt forsvar for velfærdsstaten og uden et visionært reformalternativ.
Vi håber, at artiklerne i dette temanummer kan bidrage til en nuanceret debat om muligheder og udfordringer knyttet til ubetinget basisindkomst som strategi til at fremme en bæredygtig samfundsudvikling.
