Ubetinget basisindkomst vil sænke lønningerne, svække arbejderklassen og fagforeningerne og styrke arbejdsgiverne. Det mener Finn Sørensen, Enhedslisten, som i denne artikel også beskriver partiets alternative strategi til styrkelse af velfærdsstaten.
Af Finn Sørensen
Basisindkomst er det forkerte svar på reelle udfordringer, først og fremmest fordi en realisering af principperne bag basisindkomst vil bidrage til at svække arbejderklassen. Fra et socialistisk synspunkt er det uacceptabelt, fordi arbejderklassen har potentialet til ikke bare at forsvare velfærdsstaten, men at gøre op med det kapitalistiske system, som er den grundlæggende årsag til de udfordringer, samfundet står over for.
Udfordringerne for arbejdsmarkedet
Lad os se på nogle af de alvorligste udfordringer for arbejdsmarkedet i dag:
• Det brutale arbejdsmarked sygeliggør og invaliderer arbejderne. Det ekskluderer folk, som ikke er i stand til at arbejde 100 pct. Det blokerer vejen ind for de unge. Det samme formål har virksomhedernes indførelse af robotter og andre investeringer i ny teknologi, som mindsker behovet for menneskelig arbejdskraft.
• Væksten i deltidsarbejde, vikararbejde og andre usikre ansættelsesforhold i næsten alle dele af arbejdsmarkedet, fra byggeriet og rengøringssektoren til IT og akademiske jobs. Samtidig sker der et fald i indgåelse af overenskomster og medlemskab af fagforeninger i mange brancher.
• Ødelæggelsen af velfærdsstaten gennem såkaldte reformer, som efterlader de arbejdsløse, de syge og de handicappede med meget lille eller ingen indkomst. Samtidig lægges der voldsomt pres på dem for at tvinge dem ind på arbejdsmarkedet som billig arbejdskraft. Den egentlige hensigt med disse reformer er at sætte lønningerne under pres ved at ødelægge det sociale sikkerhedsnet og tage fra de fattige og give til de rige.
Jeg har noteret mig, at mange fortalere for basisindkomst stort set er enige i denne analyse. Det er også helt forståeligt, hvis opbakningen til en basisindkomst vokser blandt mennesker, som er ramt af reformer og dagligt oplever ydmygelser og mistillid fra det offentlige. Der er et voksende krav om større social sikkerhed, og specielt fra syge og handicappede et krav om fred til at blive rask, fred til at få et godt liv.
Selv om vi i Enhedslisten ikke støtter ideen om basisindkomst, så er vi enige i nogle af argumenterne, og vi vil gerne diskutere eksperimenter i den retning.
Vi er enige i, at vi skal bekæmpe de urimelige kontroller og sanktioner over for mennesker på kanten af eller uden for arbejdsmarkedet. Vi skal kæmpe imod bureaukratiet i den kommunale administration af arbejdsmarkedspolitikken, som ikke hjælper, men tværtimod skader de arbejdsløse og de syge og ofte fører dem længere bort fra arbejdsmarkedet. Som socialist og fagforeningsmand har jeg bekæmpet dette bureaukratiske og umenneskelige system hele mit liv, fordi det er en trussel mod menneskelig værdighed og en trussel mod solidariteten blandt arbejderne.
Basisindkomst vil svække arbejderklassen
Hvad er der galt med modellen for basisindkomst? Problemet er ikke, at det koster en masse penge. Problemet er heller ikke, at folk vil blive dovne og holde op med at arbejde. Det argument tror vi ikke på. Problemet er, at gennemførelsen af basisindkomst i en kapitalistisk økonomi vil svække arbejderklassen i forhold til arbejdsgiverne, og det vil i praksis støtte de neoliberale kræfter, som prøver at nedbryde velfærdsstaten.
Jeg vil konkretisere min kritik ved at diskutere Samfundstankens forslag om UBI-Now, hvilket står for ”Universal Basic Income-Now”. Jeg vil også forholde mig til Alternativets forslag om ”kontanthjælp uden modkrav”.
Forslaget om UBI-Now vil tildele alle voksne, rige og fattige, med eller uden job, et månedligt beløb fra staten på 18.000-25.000 kr. De 18.000 kr. svarer nogenlunde til den højeste dagpengesats og til førtidspensionen. Men det er også på niveau med mindstelønnen i industriens og detailhandlens overenskomster, bortset fra at der til disse lønninger skal lægges ca. 25 pct. i feriepenge, pension m.m. UBI-Nows forslag vil betyde, at staten betaler næsten hele lønnen for de laveste indkomster, og ca. halvdelen af en gennemsnitsindkomst i Danmark.
Samfundstanken erklærer åbent, at formålet med deres forslag er at bane vejen for en drastisk sænkning af lønninger og at sikre virksomhedsejerne en eksplosiv vækst i profitter og formuer. De forventer en reduktion i lønningerne på 40-80 pct. Filosofien bag modellen er, at sænkning af lønningerne vil fremme eksport og derved gøre Danmark rigere.
Den model er helt uacceptabel, også selvom den samtidig indeholder en øget beskatning af kapitalejerne.
Jeg er nemlig enig i, at virkningen vil blive en drastisk reduktion af lønningerne på hele arbejdsmarkedet. Det vil forhindre kollektive overenskomstforhandlinger og kollektive aftaler. Det vil lede til en eksplosiv vækst i arbejdsgivernes andel af overskuddet, dvs. profitten. Som en konsekvens vil det styrke kapitalisternes magtposition i forhold til arbejderne. Det vil føre til en voldsom vækst i ulighed.
Samfundstanken sammenligner deres forslag med Hartz-reformerne i Tyskland (se faktaboks), og det er en rimelig sammenligning. Selv om UBI-Now foreslår et langt større statstilskud til lønningerne end Grundsicherung (grundsikringen) i Hartz-reformerne, så er det samme princip. Staten, dvs. skatteyderne, støtter indkomsten for alle arbejdere med det uundgåelige resultat, at lønningerne vil falde og arbejdsgiveren scorer en kæmpe profit pr. løntime. Det var det, der skete med Hartz-reformerne. Ved hjælp af dem blev Tyskland europamester i løndumping, hvorved de eksporterede krisen i den tyske industri til andre europæiske lande, især til sydeuropæiske lande som Grækenland.
En UBI-Now i Danmark ville have den samme virkning, indtil andre lande tager konkurrencen op med tilsvarende lønsænkninger med det resultat at arbejderne endnu en gang må betale prisen. Vi har brug for solidaritet blandt arbejdere på tværs af grænserne og for fælles kamp for bedre lønninger og arbejdsbetingelser. Vi har ikke brug for mere konkurrence, selv ikke hvis konkurrencen bliver støttet af staten ved at den betaler halvdelen af lønnen eller mere.
I særlige tilfælde er vi enige i, at staten skal støtte lønningerne, f.eks. er der i Danmark en model for løntilskud, som skal hjælpe arbejdsløse med at få et arbejde. Men her bliver der stillet betingelser til arbejdsgiveren. Virksomheden skal betale den almindelige løn, og det skal sikres at statsstøttede jobs ikke fortrænger almindelige jobs. Vi mener ikke, at kravene til løntilskud er skrappe nok, men det må være absolut minimum for at samfundet kan yde tilskud til lønningerne.
Ud over en voldsom forøgelse af uligheden, vil statsstøtte til lønningerne i det omfang som UBI-Now foreslår i praksis sætte det kollektive overenskomstsystem ud af kraft og dermed svække fagforeningerne og arbejderklassen. Arbejderklassen vil aldrig bakke op om en model, hvor de selv – som skatteydere – skal betale halvdelen eller mere af deres egen løn, mens arbejdsgiveren scorer en kæmpe profit.
Kritik af Alternativets forslag
Hvad så med Alternativets model? Som Alternativet selv hævder, så er deres forslag ikke en egentlig basisindkomst. Det er et forslag om at forenkle systemet med forskellige sociale ydelser og arbejdsløshedsunderstøttelsen, så der kun bliver én social ydelse, kontanthjælp uden modkrav.
En anden del af forslaget er at fjerne den indbyrdes økonomiske afhængighed af samlevende par, som i dag betyder, at en person ikke får nogen ydelse, hvis partneren har en lønindkomst. Det er et forslag, som Enhedslisten altid har støttet, og vi ønsker også at fjerne den indbyrdes afhængighed blandt gifte par. Økonomisk afhængighed af den slags har ingen berettigelse i et moderne samfund, som kæmper for ligeret for mænd og kvinder.
Vi har heller ingen problemer med den første del af forslaget om at gøre kontanthjælpen fri for modkrav. Vi er enige i at kontrol og sanktioner skal væk, og i at det skal være muligt at arbejde frivilligt med alle slags socialt arbejde. Det er dog en betingelse, at frivilligt arbejde ikke fortrænger ordinære job til sædvanlige, overenskomstmæssige lønninger og arbejdsvilkår.
Men vi synes, at det er en forkert strategi at erstatte arbejdsløshedsunderstøttelse, sygedagpenge og pension med kontanthjælp, den laveste af alle sociale ydelser i Danmark. Konsekvensen vil være, at arbejdsløse, syge og mennesker med handikap skal søge om tillæg til kontanthjælpen for at bevare den nuværende understøttelse. En anden konsekvens vil være, at disse mennesker i endnu højere grad selv skal spare op for at sikre sig økonomisk ved arbejdsløshed, sygdom og invaliditet. Det vil bidrage til øget ulighed og yderligere svækkelse af velfærdsstaten. Det vil også være et tilbageskridt i forhold til ydelser som førtidspension, efterløn og sygedagpenge, hvor der ikke er noget krav om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Selvom A-kassesystemet har været udsat for mange forringelser, så har vi stadig et stærkt A-kassesystem, som har stor betydning for sammenholdet i arbejderklassen. Men konsekvensen af en basisindkomst vil blive afskaffelsen af dette system, og at staten vil tage over med yderligere stramninger til følge.
Enhedslistens strategi for styrkelse af velfærdssamfundet
Det største problem er ikke, at vi har forskellige former for sociale ydelser. Der ligger gode grunde bag de fleste forskelle, og de har forskellige formål relateret til den enkelte situation. Det største problem er, at et massivt flertal i folketinget, med Venstre og Socialdemokraterne i spidsen, gennem de sidste tyve år har gennemført alvorlige stramninger af adgangen til disse ydelser og forringelser af købekraften. Derfor vil vi komme til at se en dramatisk vækst i antallet af virkeligt fattige.
I denne situation mener vi, at den rigtige strategi vil være at forsvare de forskellige sociale ydelser mod angreb og mobilisere folk og fagforeninger omkring det. Det er en langt mere realistisk strategi end at prøve at vinde tilslutning til en ubetinget basisindkomst, som i den politiske virkelighed vil blive en støtte til de kræfter, som ønsker at skære ned på velfærd og arbejdstagerrettigheder.
Men vi skal også udvikle en offensiv strategi. De centrale elementer skal være en bred kamp for deling af arbejdet ved etablering af en 30 timers arbejdsuge uden lønreduktion, retten til tidlig tilbagetrækning efter et vist antal år på arbejdsmarkedet, jobrotation kædet sammen med uddannelse, udvidelse af barsel til mænd, orlovsordninger og andre former for deling af arbejdet. Et andet vigtigt mål er at give plads på arbejdsmarkedet til de mennesker, som ikke kan arbejde 100 pct.
Disse mål kan føre til den nødvendige mobilisering og revitalisering af den vigtigste massebevægelse, fagbevægelsen, og det er en forudsætning for reelle samfundsændringer.
En offensiv strategi skal også indebære en konsekvent kamp for et reelt velfærdssamfund, som bygger på universelle rettigheder til uddannelse, sundhed og velfærd. Men den kamp kan kun blive offensiv, hvis vi kræver omfordeling af skattebyrden. De ti pct. rigeste og de store virksomheder skal simpelthen bidrage mere til samfundet, og hvorfor skulle vi ikke være i stand til at samle de 90 pct. af befolkningen om dette mål?
Vi er imidlertid åbne over for eksperimenter omkring principperne for en ubetinget basisindkomst. Jeg kan ikke forestille mig, at ubetinget basisindkomst bliver en del af Enhedslistens strategi, men vi er ikke bange for at prøve noget nyt, der kan trække i den rigtige retning.
Vi er også sikre på, at eksperimenter med ubetingede ydelser vil dementere påstandene om, at folk kun reagerer på økonomiske incitamenter og at de ikke vil bidrage, hvis de får penge uden modkrav.
Samtidig vil sådanne eksperimenter åbne en vigtig diskussion om en udvidelse af arbejdsbegrebet. Man kan bidrage til samfundet på mange måder, og det skal man også, for uden bidrag fra alle i forhold til, hvad den enkelte kan bidrage med, så vil der ikke være noget samfund. Men man kan bidrage med meget andet end lønarbejde. Hvis tilhængerne af basisindkomst vil angribe diskussionen fra den vinkel, så tror jeg, at det vil være konstruktivt.
FAKTABOKS
Hartz-reformerne i Tyskland
Hartz-reformerne er et sæt omfattende reformer af det tyske arbejdsmarked, som blev gennemført i 2005. Reformerne indebar bl.a. en samling og omlægning af arbejdsløshedsunderstøttelsen for langtidsledige og sociale ydelser til en ny ydelse, som lå på et lavere niveau end den tidligere sociale ydelse. Det er muligt at have en vis arbejdsindkomst ved siden af den sociale ydelse, som modregnes helt eller delvis i ydelsen. Det er også muligt at tage lavtlønnede deltidsjobs, hvor staten støtter ved at fritage for betaling af skat og socialforsikringsbidrag. En konsekvens er, at de tyske lønninger er faldet meget, bl.a. fordi staten supplerer med sociale ydelser. De øgede statslige udgifter til subsidiering af de laveste lønninger er en vigtig baggrund for at et bredt flertal i Forbundsdagen siden indførte en lovfastsat mindsteløn.
Foto: Dorin Popa, Creative Commons
