Hver fjerde voksne dansker bor i dag alene. Resultatet er et større ressourceforbrug. Dansk undersøgelse kaster lys på årsagerne til de mange aleneboende og spørger, om det er muligt at tænke i nye og mindre ressourcekrævende boformer.
Af Toke Haunstrup
Energiforbruget i danske husholdninger har stort set været konstant siden starten af 1990’erne. Mange års fokus på energibesparelser har altså ikke ført til et fald i det samlede energiforbrug. Det viser de årlige energistatistikker fra Energistyrelsen.
Men hvorfor falder forbruget ikke? Det er der flere forklaringer på. Den primære er, at i takt med øget energieffektivitet af boliger og apparater øges også størrelsen af det samlede forbrug. Ganske vist er energiforbruget til opvarmning af en kvadratmeter bolig faldet siden 1990 som følge af, at vi har fået efterisoleret, men parallelt hermed er det samlede antal boligkvadratmetre vokset. Et større areal skal holdes opvarmet, hvilket rundt regnet har ophævet effektivitetsgevinsten.
Siden 1990 er det opvarmede boligareal i Danmark vokset med 22 pct. Noget af stigningen skyldes, at befolkningstallet over perioden er steget med 10 pct. Vigtigere er det dog, at vi i dag bygger større boliger, og at der bor færre personer i de enkelte boliger. Ifølge tal fra Danmarks Statistik, havde vi i 2015 i gennemsnit 52 kvadratmeter bolig per person (børn som voksne), og det gennemsnitlige antal personer i en husstand var blot 2,1 personer.
Husstandsstørrelsen er faldet betydeligt siden midten af sidste århundrede. I 1990 var det 2,3 personer per husstand, mens det i 1955 var helt oppe på 3,1. Med faldende husstandsstørrelse stiger energiforbruget per person, fordi vi er færre om at dele de opvarmede kvadratmeter og husholdningens elektriske apparater. Også det materielle ressourceforbrug (fx byggematerialer) stiger som følge af, at vi er færre personer i boligerne.
Flere bor alene
En vigtig drivkraft bag den faldende husstandsstørrelse har været en markant stigning i andelen af aleneboende danskere – dvs. mennesker, som bor alene. I 2016 udgjorde aleneboende 22 pct. af den voksne danske befolkning ifølge Danmarks Statistik.
Især fra midten af 1900-tallet steg andelen af aleneboende (se graf). Mens kun ca. 5 pct. boede alene i 1960, voksede andelen støt over de følgende årtier for med 23 pct. at nå sit hidtidige maksimum i 2007. Siden da har tallet ligget nogenlunde konstant. Hvis man hertil lægger forældre, der bor alene med børn, udgjorde andelen af aleneboende 26 pct. af den voksne befolkning i 2016. Det vil sige, at hver fjerde voksne dansker i dag bor alene – heraf en mindre del med hjemmeboende børn.
Grafen viser udviklingen fra 1960 til 2016 i den danske befolknings fordeling på forskellige størrelser af husholdninger. Bemærk, at husholdninger med 2 eller flere personer også omfatter eneforældre med et eller flere hjemmeboende børn. Kilde: Danmarks Statistik (Statistisk Tiårsoversigt 1986, 1991 & 2000 samt Statistikbanken).
Demografer og sociologer peger på flere forklaringer bag stigningen. Flere ser det i sammenhæng med, at vi siden 1960’erne har set en tendens til, at folk indgår i faste parforhold i en højere alder kombineret med en øget hyppighed af par, der går fra hinanden (fx skilsmisse). Det betyder, at mange i dag oplever en eller flere perioder af deres liv, hvor de bor alene.
Andre peger på, at stigningen skal ses i sammenhæng med at tidligere tiders traditioner og normer er blevet løsnet. For eksempel er det ikke et særsyn i dag at være fraskilt eneforælder – noget, som tidligere var uhyre sjældent og forbundet med stor skam. Derudover tales der om en øget individualisering, ligesom stigende velstand åbenlyst også har spillet en stor rolle. Folk har simpelthen råd til at bo alene i dag!
Danske aleneboende
På baggrund af interview med personer, som bor alene, har jeg undersøgt, hvilken betydning de aleneboende tillægger deres bolig, og hvilke tanker de gør sig om muligheden for på et senere tidspunkt at flytte sammen med en partner.
Et fællestræk for de interviewede var, at de fremhævede oplevelsen af uafhængighed af andre som vigtig for dem, og at de så hjemmet som et sted, hvor de kunne ”være sig selv”. Uafhængigheden kan have mange ansigter. Eksempelvis havde flere af de ældre kvindelige aleneboende dårlige erfaringer fra tidligere samliv med mænd, hvor de havde oplevet at skulle stå for en stor del af det praktiske arbejde i hjemmet og i det hele taget måtte afpasse dagens rutiner med mandens. De værdsatte dermed den personlige frihed ved at bo alene.
Ingen af de interviewede havde dog helt afskrevet muligheden for at finde ”den eneste ene” at flytte sammen med. Men denne forestilling fulgtes i reglen med en erkendelse af, at det langt fra var sikkert, at det ville lykkes. Eller at et fremtidigt samliv ville holde over længere tid, når først det udsættes for "hverdagens test" i form af at bo sammen. Især blandt de yngre syntes der at herske en opfattelse af, at nærværet og samhørigheden i et samliv kan trues af hverdagens rutiner og af at man begynder at "tage hinanden for givet".
Dette skriver sig ind i en moderne, romantisk forestilling om parforholdet som baseret på en vedvarende og intens, gensidig hengivenhed. En opfattelse, som hører den moderne tid til, og som adskiller sig fra tidligere tiders traditionsbundne ideal om parforholdet som først og fremmest grundet på en gensidig forpligtethed mellem to mennesker. Altså et samliv gennem ”tykt og tyndt” og ”til døden jer skiller”. Ægteskabet var her den faste ramme om parforholdet.
I dag er parforhold langt mere sårbare i forhold til at bryde op som følge af samlevernes personlige udvikling over tid eller problemer knyttet til at opbygge og fastholde et fælles hverdagsliv med de praktiske, identitetsmæssige og følelsesmæssige udfordringer, dette indebærer.
Bo hver for sig
Flere af de aleneboende taler faktisk om, at de ville foretrække et forhold, hvor de og deres partner bor hver for sig. Inden for samlivsforskningen kaldes dette living apart together (dvs. at ”bo sammen hver for sig”). Fænomenet er relativt udbredt i Sverige, hvor det tilmed har fået sit eget ord, ”särbo”, som kan oversættes til særbo på dansk. Det særlige ved særboforholdet er, at det for så vidt anses for at være et fast og længerevarende forhold af parret selv, men at de ikke har planer om at flytte sammen.
De interviewede aleneboende, som allerede var i et forhold, så det som en særlig kvalitet, at de kunne kombinere kvaliteterne ved at have en tæt og længerevarende relation til en anden med at bevare muligheden for at trække sig tilbage og ”være sig selv”. Herved fastholdes en individuel frihed og plads til et selvstændigt hverdagsliv med egne rutiner og venner, samtidig med at man også opbygger en tæt og vedvarende relation til et andet menneske.
Undersøgelser peger på et stigende antal særboforhold, om end statistikken på området er usikker. Skulle fremtiden byde på en betydelig stigning, vil det udgøre endnu et bidrag til at øge det samlede ressourcetræk knyttet til boligen.
Venner vigtigere end parforhold?
Mange af de aleneboende taler om, at vennerne har stor betydning for dem. Dette er måske meget logisk set i lyset af, at mange af dem ikke er i faste forhold. Men samtidig kan det også afspejle, at der i vores samtid finder et generelt skifte sted i tyngdepunktet for det sociale liv, hvor vægten gradvist flyttes fra familien og parforholdet og over til vennerne og relationerne uden for familien.
Omfanget af dette skifte er omdiskuteret i sociologien, men en del tyder på, at flere og flere i dag opfatter vennerne, snarere end partneren, som det blivende og faste holdepunkt i tilværelsen. Sat på spidsen, så oplever mange en hyppigere udskiftning af partnere end af deres (nærmeste) venner.
Flere af de interviewede aleneboende talte i den forbindelse om, at et samliv kunne være en trussel mod deres egne venskaber. Dette gælder eksempelvis Henry (pseudonym), som er i begyndelsen af 50’erne, og som gennem flere år har været på førtidspension pga. følgevirkningerne af en blodprop i hjernen. Kort tid efter blodproppen gik hans daværende kæreste gennem syv år fra ham. I den svære tid var det derfor primært hans venner, som støttede ham. Deres hjælp var uvurderlig for Henry.
Da interviewet fandt sted, havde Henry gennem længere tid haft en ny kæreste, men han var skeptisk over for ideen om at flytte sammen med hende. Han er bange for, at hun ikke vil gå godt i spænd med hans venner: ”Jeg omgiver mig ikke med vanvittigt mange mennesker, men… Men helt sikkert nogle specielle mennesker – men som jeg er rigtig glade for – også for alt det, de har udvist over for mig.” Flytter han sammen med kæresten, vil det være vanskeligere at have venner på besøg og i det hele taget vedligeholde relationerne, frygter Henry.
Nye boligformer
Få vil begræde den frigørelse fra traditionen, som fandt sted fra midten af sidste århundrede, og som bl.a. har medvirket til, at det ikke længere er forbundet med skam og social udstødelse at bryde ud af et ægteskab. Bagsiden af medaljen har så blot været det stigende boligforbrug, som flere aleneboende har ført med sig.
Kunne en løsning være at tænke i nye boligformer, som er attraktive for aleneboende, og samtidig tilbyder mere ressourceeffektive løsninger?
Et eksempel kunne være, at stort set alle de interviewede aleneboende savner socialt samvær i forbindelse med aftensmåltidet. Det føles sært at sidde alene hjemme og spise. Flere har da også leget med tanken om, at det kunne være rart, hvis man havde nogen at dele måltidet med. For eksempel naboer. Her kunne måske ligge en mulighed for at nytænke boligformen ved at skabe fysiske og praktiske rammer for, at beboerne i en bebyggelse kan spise sammen. Det kunne reducere ressourcebehovet knyttet til madlavning – f.eks. mindre madspild – og samtidig gøre det muligt at designe lejligheder til aleneboende med mindre køkkenareal.
Kollektive løsninger som denne minder selvfølgelig meget om klassiske kollektiver og bofællesskaber, som stort set alle interviewede afviste som en mulighed, fordi de ikke ønskede at indgå i meget forpligtende fællesskaber. Her kunne der måske udtænkes mellemløsninger, som finder et balancepunkt mellem kollektivets tætte og gensidigt forpligtende fællesskab og den individuelle livsform knyttet til at være aleneboende.
Foto: Michał, Creative Commons
