En presset dansk svinesektor vil blive udsat for mere af det, der har medført dens økonomiske, sociale og bæredygtige uduelighed. Det sørger danske politikere for gennem den handelspolitik, der føres i EU. Producenter konkurrerer hinanden ihjel og store koncerner vinder frem. Men der er alternativer: i NOAH kalder vi det madsuverænitet.

Af Nanna Langevad Clifforth

Det er den samme historie om og om igen: økonomiske problemer, sociale problemer, miljøproblemer, problemer med dyrevelfærd og sundhedsproblemer. Ja, det handler om den danske svinesektor. For det første er dansk svineproduktion ikke en god forretning. Rentabiliteten er -0,22 kr./kg (tal for 2013), og mange landmænd er i dag dybt forgældede. Bedrifterne vokser og færre ejer mere. Mindre end 1 pct. af befolkningen ejer over 60 pct. af jorden i Danmark – et ejerforhold og en adgang til ressourcer, man ikke typisk forbinder med et demokratisk nordeuropæisk land. Samtidig er svineproduktionen ansvarlig for betydelige miljøproblemer som vand- og luftforurening og drivhusgasemissioner. Oveni kan lægges massive problemer med dyrevelfærd og udbredelsen af farlige stafylokok-bakterier (MRSA).
    Der er efterhånden ingen tvivl om, at den danske svinesektor er uholdbar både miljømæssigt, økonomisk og socialt. Årsagerne til mange af de ovenstående problemer skal findes i de underliggende strukturer: intensivering og effektivisering, storskala-produktion og en eksportorienteret og -afhængig produktion målrettet et ureguleret globalt marked.
    Det perspektivløse svar til udfordrede landmænd har kørt på repeat: Vi skal have færre og større bedrifter, omkostningseffektivitet gennem yderligere miljøbelastning og mere global konkurrence. Dette betyder økonomisk og social deroute – ikke kun for de enkelte landmænd, men for landområderne som helhed og den overordnede samfundsudvikling.

Dobbeltmoral
Lobbyorganisationen Landbrug og Fødevarer er udmærket klar over dette og udviser derfor gang på gang dobbeltmoral i sin støtte til frihandel. Her tvinges, på den ene side, udviklingslande til at fjerne initiativer, der sikrer deres egen produktion og giver fødevaresikkerhed. På den anden side argumenterer Landbrug og Fødevarer konstant for, at dansk svineproduktion skal beholde sine eksportkreditter og landbrugsstøtte.
Man kunne tro, at det var på tide at prøve en anden strategi for at skabe en sund og bæredygtig produktion. Det er der desværre intet, der tyder på med de igangværende forhandlinger mellem EU og USA om en omfattende aftale om handel og investeringer (Transatlantic Trade and Investment Partnership, TTIP) og den lignende aftale mellem EU og Canada (The Comprehensive Economic Trade Agreement, CETA).
    Den danske og europæiske svinesektor er i dag beskyttet af told og tariffer, hvilket betyder, at Nordamerikanske producenter af svinekød har svær adgang til det europæiske marked. USA's eksport er i dag begrænset til højst 82.312 ton/år, og varerne belægges med told på op til godt 7.000 kr./ton.
    Før CETA (som endnu ikke er trådt i kraft) var situationen lignende for Canada, men Canada har gennem CETA opnået en toldfri slutkvote på 75.000 ton/år. Baseret på Canadas opnåede kvote gennem CETA, forventes USA ligeledes at opnå en toldfri kvote. Det betyder, at USA og Canada vil få betydelig lettere adgang til det europæiske marked, og at danske producenter vil blive hårdt presset.
    Omkostningsniveauet i den danske svinesektor er henholdsvis 14 pct. og 19 pct. højere end i USA og Canada, og en langt højere rentabilitet i USA betyder, at det ikke vil være et problem at øge produktiviteten og udfylde de nye kvoter.
    Dansk produktion vil ikke kun blive udfordret, hvis TTIP afskaffer told og kvoter. De ”økonomiske gevinster” ved TTIP skal i høj grad komme i stand ved at fjerne ikke-toldmæssige handelshindringer – det man også kan kalde demokratisk vedtaget lovgivning, der beskytter mennesker og miljø.

Laveste fællesnævner
En af de største barrierer for amerikansk eksport af svinekød til EU er EU's forbud mod væksthormonet ractopamin, som ifølge kilder citeret i New York Times anvendes i 60-80 pct. af den amerikanske produktion. Desuden har EU højere krav til dyrevelfærd. Både hormonforbud og standarder for dyrevelfærd kan komme under pres gennem TTIP. Samtidig lægger USA ikke skjul på, at man gerne ser store indrømmelser på landbrugsområdet – indrømmelser, som EU har vist sig villig til at give for til gengæld at få adgang til f.eks. offentlige indkøb i USA.
    En stor del af TTIP er et (de)reguleringssamarbejde, som bl.a. vil kunne komme til udtryk gennem gensidig anerkendelse af hinandens standarder, hvorved amerikansk ractopamin-svinekød kan blive tilladt på det europæiske marked. Det kan igen føre til krav fra EU-landmænd om også at kunne bruge ractopamin for at kunne konkurrere. Dermed vil det europæiske forbud forsvinde.
    Man kan også forestille sig en direkte harmonisering af reglerne, hvor laveste fællesnævner vil vinde for ikke at hindre handlen. Alt i alt vil dansk produktion komme under pres.
     Ovenstående gælder ikke kun den danske svinesektor, men for hele Europas landbrug, viser en rapport april 2016 fra Friends of the Earth om TTIP's betydning for EU's landmænd.

Perspektivløs udvikling
Logikken bag TTIP er "endnu større og endnu billigere", altså videre ad den vej, udviklingen i den danske svinesektor har bevist ikke fungerer. Store producenter skal blive større på et ureguleret marked, hvor dårlige arbejds- og miljøvilkår vinder. I bedste fald er det perspektivløst, og i værste fald vil det forværre situationen og lede til mere af det, der i dag kendetegner en socialt, miljømæssigt og økonomisk udfordret og ubæredygtig dansk svinesektor.
    Det kan derfor undre, at debatten om TTIP ikke er større i Danmark. Det skyldes bl.a., at landbrugets interesseorganisationer og ministeriet ikke undersøger konsekvenserne, men støtter aftalen med løse argumenter og forudindtagede holdninger. Det ville derfor være på sin plads, at disse institutioner i det mindste analyserer aftalens konsekvenser. TTIP udstiller i hvor høj grad, vi har brug for at gøre tingene anderledes i stedet for at fortsætte med mere af det samme.

Madsuverænitet
Det fødevaresystem, den danske svineproduktion er en del af, er ikke med til at brødføde verden. Det system producerer hovedsagligt foder for at levere animalske produkter til velhavende forbrugere på et globalt marked. Dette gøres med enorme sociale, økonomiske og miljømæssige konsekvenser.
    I NOAH har vi en vision, hvor mad er en rettighed og ikke en vare, der spekuleres i. Hvor madsystemer skaber lokale økonomier under ansvarlige sociale og miljømæssige forhold, og hvor mad ikke er et biprodukt i et forsøg på at skabe profit.
    Det er vigtigt at være bevidst om, at det i dag – modsat industriens propaganda – er små lokale producenter, der producerer størstedelen af klodens mad og endda med de færreste ressourcer og den mindste miljøbelastning.
    Madsuverænitet er folkeslagenes ret til at producere sund og kulturelt passende mad, produceret gennem bæredygtige og økologiske metoder, og deres ret til definere deres egne mad- og landbrugssystemer. Det sætter dem, der producerer og forbruger, i centrum.
    Madsuverænitet prioriterer lokale økonomier og markeder og styrker landmanden og det familiedrevne landbrug i at producere med miljømæssige, sociale og økonomisk bæredygtige metoder.
    Madsuverænitet fremmer gennemsigtig handel i korte produktionskæder, garanterer en retfærdig indkomst og sikrer, at retten til jord og andre ressourcer er i hænderne på alle og især dem, der producerer.
    Mad er en basal menneskerettighed, hvilket kræver jordreformer og lokalt, fælles ejerskab over ressourcerne. Det kalder vi madsuverænitet

Rapporter og briefinger, som ligger til grund for denne artikel, kan findes på noah.dk/publikationer/

Foto: Eneas De Troya (Creative Commons)