Finn Gemynthe har som naturelsker i mange år arbejdet med projekter, der skulle skabe større engagement i naturen. Det har fået ham til i sin nye bog om naturtro at rejse nogle fundamentale spørgsmål om vores opfattelse af naturen. I dette interview uddyber han disse spørgsmål.

Af Erik Christensen

Hvorfor tror vi på alt muligt undtagen naturen? Hvorfor defineres alle mulige former for sindssyge med fine navne, mens vores naturlige sundhed er navnløs? Hvordan giver vi os selv noget fælles at tro på i en verden, der er splittet mellem gamle religioner og ny naturvidenskab?
    I bogen 'Naturtro: Gavn og glæde', som udkom på forlaget Hovedland sidste år, slår Finn Gemynthe til lyd for, at menneskets natur er langt bedre end sit rygte. Flere af de dominerende trosretninger og ideologier har ellers i århundreder opereret med en forestilling om, at mennesket er født med en ”arvesynd”. Men ifølge Gemynthe er læren om arvesynden et groft justitsmord på vores uskyldige natur, hvor kulturen giver naturen skylden for kulturens forbrydelser.
    Så god er vor medfødte natur, at den tilskynder os til at søge de bedst mulige livsbetingelser. Ikke blot for os selv, men også for vore medmennesker. Ikke blot for de nærmeste, men også for så mange mennesker som muligt jorden over.
    Finn Gemynthe er født i 1951 og har en mangesidet baggrund som selvlært grøn filosof, bibliotekar (mest arbejdsløs), forfatter til syv bøger, opfinder af et dobbelt affaldsstativ til kildesortering og teoretisk miljøaktivist. I mange år har han været tilknyttet Miljø- og EnergiCentret i Høje-Taastrup. Dertil er han sprognørd og har skrevet Dagens Ord for Gyldendals Røde Ordbøger siden 2013.
    I dette interview med Nyt Fokus fortæller Finn Gemynthe om nogle af hovedpointerne fra sin seneste bog.
 
Naturen i os er stærk
Hvad er din bogs budskab til miljøbevægelsen?
    ”Mange mennesker tvivler på, om vi mennesker er gode nok til at klare den store grønne omstilling. Er vi ikke nødt til at anstrenge os og hive os op med hårene? Jeg tror, at naturen i os er så stærk, at vi ikke behøver at overanstrenge os, men vi skal ligesom frigøre den indre natur, som findes i os. Den grønne omstilling skal ikke gøres til en kæmpepræstation. Der skal være plads til, at vi kan være på mange niveauer i forhold til hvad vi hver især magter. Vores indre natur vil gerne overleve og have en grøn verden. Måske er vi meget nærmere en miljøsejr, end vi forestiller os. De store religioner begynder også at være grønne. Og selv i USA er der en stærk miljøbevægelse.”
    ”Men det skal gøres med følelse og omtanke. Miljøbevægelsen har kæmpet i årtier uden at opnå afgørende gennembrud. Måske fordi folk har fået indtryk af, at de skal til at være asketer. At det kræver store ofre at blive miljøvenlig. At den store omstilling vil være ensbetydende med fattigdom, nøjsomhed og hårdt, slidsomt arbejde. På den måde skræmmer man folk væk, samtidig med at man måske kun forstærker kapløbet om de sidste ressourcer og de ’sidste gode tider’.”
    ”Dette var faktisk en vigtig pointe i min bog 'Rigdom uden arbejde'. Jeg ville beskrive, hvorledes det kun kunne gavne og glæde os, hvis vi indrettede vores samfund på en meget mere miljøvenlig vis. At rigdom ikke er forbrug, men formue i form af vedvarende værdier, tryghed og frihed. Og at teknologiens revolution for længst har muliggjort borgerløn til alle, og dermed at arbejde burde være en frivillig sag. På den måde kunne lysten atter komme til at drive værket, ligesom i naturen hvor hverken delfinen, løven eller svalen arbejder. For dem er fødeindsamling en behagelig syssel, en spændende sport, en leg fuld af belønning.”
    ”Naturtroen kan således opfattes som en holistisk udvidelse af en sådan livsbekræftende tankegang. Jo mere vi holder af naturen, desto hellere vil vi frede den. Også vores egen, indre natur.”
    ”Vi skal som mennesker være stolte af os selv, som naturen har skabt os. Jeg vil gerne pille mindreværdskomplekser og misantropi (menneskeforagt /red.) ud af mennesker. Der er så mange mennesker, der ødelægger deres eget liv ved at være misantropiske. Det er ikke naturligt. I stedet for at tale om arvesynden, burde man tale om arvegodheden. Mennesket er et mirakel, et avanceret væsen, en symbiose af 37 billioner celler. Det er flere celler, end der findes stjerner i hele Mælkevejen. De samarbejder med hinanden, således at vi kan leve dag for dag. Her ser man, at symbiose er meget vigtigere end ’kampen for tilværelsen’. Hvis det var det vigtigste, var vi jo ikke blevet andet end encellede væsner. Vi er naturens største mirakel på jorden.”
 
Livets naturlove og menneskets oprør
Du taler om livets naturlove? Hvorledes definerer du dem?
    ”Dem kan man koge ned til urkraften og urdriften. Urkraften kalder jeg så sympati. Sympatien er for primitive dyr helt selvcentreret, det kalder jeg faunisme. De højere dyr har en lidt mere udadvendt sympati, og mennesket kan udvikle sympati for hele naturen. For det har vi et udmærket begreb ved navn altruisme (at sætte andres interesser frem for sine egne /red.). Faunisme og altruisme kan sagtens samarbejde på bedste vis.”
    ”Urdriften kalder jeg så lysten. Og urkraften og urdriften – sympatien og lysten – supplerer hinanden. Det er det, jeg forstår ved gavn og glæde. Sympatien gavner og lysten glæder, og også lidt omvendt. Men vi er blevet så kloge, da vi fik en bevidsthed. Det er den bevidsthed, som gør oprør imod livets naturlove.”

Hvorledes skal man forstå menneskets oprør mod og ubalance med naturen?
    ”Da bevidstheden for alvor begyndte at fungere, gjorde den sikkert mennesker vanvittige på en eller anden måde. De begyndte at frygte guder, som de troede stod bag lyn og torden. Man underkastede sig og ville formilde de onde kræfter. Jeg tror, at frygt har betydet enormt meget for at gøre den menneskelige bevidsthed skræmt og selvundertrykkende og ofte fjendtlig over for andre stammer.”
    ”Bevidstheden kan jo gøre de mest fantastiske ting, og det bliver nærmest et kunststykke at hæve sig over naturen. Helt galt blev det, da vi som bønder kom til at opfatte naturen som en fjende, der truede afgrøderne, samtidig med livet blev mere hårdt og slidsomt. Der skal meget til at få bygget pyramiderne. Det har kun kunnet ske ved en enorm blanding af frygt og overtro hos de almindelige mennesker, og storhedsvanvid hos faraonerne.”
 
Forholdet mellem natur og kultur
Du siger, at forestillingen om arvesynden er et groft justitsmord i forhold til den uskyldige natur. Du siger, at det især er kulturen, der er årsag til den naturødelæggelsen. Hvordan skelner du mellem natur og kultur?
    ”Den gode kultur lægger sig op af naturen, fordi den accepterer urkraften og urdriften, og at vi har den medfødte sympati og lystsøgning. Den gode kultur lader sig rive med af urkraften og urdriften. Det gjorde den f.eks. i 1700-tallet. Man hører det i Mozarts musik, som er den mest naturlige musik, der er skrevet. ’Musik må ikke såre øret’, som han sagde.”
    ”Den fundamentale modsætning hertil er Det Tredje Rige, nazismen og Hitler. Den lægger størst mulig afstand til urkraften og urdriften. Her var det antipati og ulyst, der drev værket.”
    ”Det betyder, at naturen kan vendes og drejes og danne baggrund for både en god kultur og en destruktiv kultur.”

Har du ikke en tilbøjelighed til udelukkende at se den gode natur?
    ”Jo, det er nok rigtigt. Naturen er også fuld af trusler og sygdomme. Den kan være farlig. Men jeg synes, at den slags dækkes vældigt godt i nyhedsmedierne. Vi ville gøre dårlig brug af vores hjerne, hvis vi blev hængende i de ubehagelige, dårlige sider af naturen, hvor det hele drejer sig om kampen for overlevelse. Er det ikke vigtigere at tænke over, hvor vi vil hen, end hvor vi ikke vil hen?”
    ”Tænk bare på neo-darwinismen i samfundstænkningen. Konkurrencen. Hvor man kan se nogle træk i naturen, som man så overfører på samfundet. Neo-darwinismen er virkelig en dominerende kraft. Den skriver jeg en hel del om. Den kan man ikke afvise. Men jeg synes, man kører den alt for langt ud, når man ligefrem vil have den til at dominere vores samfundsopbygning. At alle mennesker skal sættes op imod hinanden i en evig kamp.”
 
Natur, tro og religion
Du kalder din bog naturtro. Hvad betyder naturtro? Normalt betyder det noget, der ligner naturen. Men du vil jo gerne have en tro på naturen. Det er vist et hjemmelavet begreb?
    ”Ja det er det. Jeg har ikke hørt andre bruge det på den måde. Det er en kombination af naturvidenskab og så tro eller religion. For at bruge et billede synes jeg, at de to tankesæt befinder sig på hver sin bjergtop uden kontakt med hinanden. De snakker hver deres sprog, og de kan slet ikke kommunikere. Jeg synes, at man skulle søge ned i dalen og finde en fælles plads, hvor alle kan mødes. Hvis vi skal undgå det globale økologiske ragnarok, som truer os, så tror jeg, at troen på naturen bliver en afgørende faktor for at få folk til at enes om at bevæge sig i den rigtige retning.”

Hvad lægger du i trosbegrebet? Tro kan være meget. Det er et enormt fleksibelt ord, og du gør ikke så meget ud af det ord?
    ”Nej, for det er så dejligt stort i forvejen. Det dækker meget. Katten tror også på naturen. Tro kan bare være, at vi bruger vores sanser. Det er den mest basale form, mens den mest avancerede form for tro er der, hvor vi har opbygget en hel religion og giver det en guddommelig mening.”
    ”Videnskabsmændene tror i virkeligheden også, når de anstiller et eller andet eksperiment. Så kommer der nogle andre videnskabsmænd, der anstiller nogle andre beregninger og tror på noget andet. Det er mit budskab, at vi skal bevæge os i en troende retning i forhold til naturen, hvor vi forholder os realistisk og optimistisk til naturen. Tror på at den har værdi i sig selv og i en vis forstand er hellig.”

Men du bruger ikke ordet hellig i din bog. Hvorfor er du gået helt uden om alt det med religion?
    ”Jeg har i stedet brugt mirakuløst og fabelagtigt. Men når jeg ikke har brugt hellig og ikke er gået meget ind i religion som sådan, skyldes det, at én religion ikke skal fremhæves frem for en anden. Der skal være plads til alle religioner. De esoteriske religioner befinder sig i en helt anden sfære. Jeg afviser ikke, at der kan findes et eller andet overnaturligt væsen, en gud eller flere. Man kan godt sige, at virkeligheden, som vi kender den, er guddommelig. Det er vigtigt, at vi får en samlende tro, som kan forene os, hvis vi skal redde verden og menneskene.”
 
De fraværende ideologier
Men i din bog er der også utroligt lidt om økonomi, penge og ejendomsret. Hvorfor?  
    ”Det er nok af samme grund. Ligesom jeg ikke går ind i det med religionerne, så går jeg heller ikke ind i det med de politiske ideologier. Naturen er et så stort område, så hvis jeg begyndte at forvilde mig ind i disse store kulturlige emner, ville bogen vokse så meget, at jeg ikke kunne se mig ud af det. Så ville der let ske det, at hvis jeg begyndte at foretrække den ene ideologi frem for den anden, ligesom med religionerne, så ville man straks støde en masse mennesker fra sig.”
    ”Det er det jeg forsøger at gå uden om, fordi jeg ser naturtro som en fælles platform. Der skal være plads til folk, der tilslutter sig forskellige ideologier og forskellige religioner. Det skal ikke være sådan, at nogle skræmmes væk på forhånd. Tryk avler modtryk. Hvis jeg i denne bog indtog et stærkt ideologisk eller religiøst standpunkt og trykkede for meget på nogen, så ville der være en del, som ville løbe skrigende væk, og måske ligefrem blive modstandere af den fælles naturtro.”
 

Tidligere udgivelser af Finn Gemynthe Madsen
Kattens …, Høsts forlag, 1981. (Novelle for børn)
Lykkelige Lucifer, Høsts forlag, 1983. (Roman for børn)
Arbejdets nar, Vindrose, 1988. (Satirisk roman a la Scherfig om en arbejdsnarkoman)
Den fjerde verden, Gyldendal, 1993. (Øko-science–fiction for unge/voksne)
Rigdom uden arbejde, Chr. Ejlers’ Forlag, 1998. (Satirisk debatbog)
Novellen Didriks dyd, i antologien Velfærd på vildspor, redigeret af Erik Christensen, Frydenlund, 2004.
Homers nordiske rødder, Forlaget Bindslev, 2012. (Skrevet af Felice Vinci og oversat til dansk af Finn Gemynthe)

Foto: Thomas Krag