Hvordan kan vi vide, om udviklingen er bæredygtig? Det økologiske fodspor er et bud på en målestok for bæredygtighed. Hvor godt måler den? Hvorfor er vores fodspor så stort, at jordkloden ikke kan rumme det? Kan det gode liv kombineres med et mindre fodspor?

Af Sussanne Blegaa

Vi læser om øer så store som Afrika af plastikaffald i verdenshavene, om torskebestande der overfiskes, om stigende mængder af CO₂ i atmosfæren, om dyre- og plantearter der forsvinder, om udtømning af knappe ressourcer. Man bliver nemt overvældet og handlingslammet af strømmen af vidt forskellige informationer om, hvor galt det går. Det ville være rart med et enkelt mål, som kunne skabe overblik. Et bæredygtighedstermometer, som man lige kunne stikke ned i Jorden for at se, om den har feber?
    Det økologiske fodspor er netop tænkt som dette bæredygtighedstermometer. Et bud på et overordnet mål, en indikator, et enkelt tal for, hvordan det går med naturens bæreevne, det miljømæssige aspekt af bæredygtigheden. Det økologiske fodspor er groft sagt summen af de arealer, der skal til, for at producere alle de fornyelige ressourcer, vi bruger på et år. Hvis vi overforbruger, så det samlede areal bliver større end jordkloden, så falder Jordens bæreevne, dvs. evnen til at producere fornyelige ressourcer bliver mindre.

Vi bruger halvanden jordklode
Hele menneskeheden brugte i 2012 tilsammen halvanden jordklode, og det ville kræve godt tre jordkloder, hvis alle skulle bruge lige så meget som en dansker.

 

Billeder i medierne af flere jordkloder som tegn på vores overforbrug er baseret på beregninger af det økologiske fodspor. Billederne egner sig godt til kommunikation, men er de retvisende, og hvad fortæller de egentligt? Vi kan trods alt ikke fylde mere end den jordklode, vi nu har.
    Stort set alt, hvad vi foretager os, bidrager til det økologiske fodspor. Vores bolig optager plads, cykler og biler kræver veje. Når vi spiser en sildemad har det krævet plads til et stykke af en rugmark, et bageri og et fiskerigt havområde. Vores møbler er lavet af træ fra en skov. Alle aktiviteter beslaglægger hver en lille del af planetens areal. Summen af arealerne er størrelsen af vores fodspor. Det er nok ikke overraskende, at størrelsen på vores fodspor er forskellige.
    Det økologiske fodspor er sammensat af seks komponenter, se Tabel 1. De fire er umiddelbart forståelige. Det er det bebyggede areal, skovene, landbrugsjorden og græsningsarealerne. Det er muligt at måle størrelsen af arealerne.

Tabel 1 og 2 har data for henholdsvis Danmark, EU og hele verden. Man kan se om forbruget overstiger ressourcerne ved at sammenligne det økologiske fodspors størrelse med biokapaciteten. Det er det areal, som angiver, hvor meget der er til rådighed, mens fodsporet er udtryk for, hvor meget vi faktisk bruger. Biokapaciteten af den femte komponent, fiskeriarealerne, er et mål for størrelsen af havområder med en produktion af biomasse og dermed af fisk.

Carbonfodsporet
Verdens overforbrug af Jordkloder i 2012 skyldes alene den sidste komponent i det økologiske fodspor, carbonfodsporet. Tabel 1 viser, at det udgør over halvdelen af fodsporet. Carbonfodsporet er anderledes end de andre komponenter. Det er ikke et udtryk for noget, vi forbruger, men det er et affaldsprodukt. Det er et mål for, hvor mange ton CO₂, vi udleder i atmosfæren, og passer derfor egentlig ikke ind i arealberegningerne.
    Det er der mange andre alvorlige miljøbelastninger, der heller ikke gør, f.eks. tab af biodiversitet, plastikforurening og udledning af fosfor til oceanerne. Det er måske også derfor, at de ikke er medtaget i det økologiske fodspor. Men folkene bag det økologiske fodspor har sikkert – og med rette – tænkt, at klimaproblemet er så alvorligt, at det ikke kan udelades af et mål for bæredygtig udvikling.
    Udfordringen har så været at omsætte noget, der regnes i ton, til et areal. Her har det været oplagt at bruge det faktum, at skove absorberer CO₂ gennem fotosyntesen. Hvis man måler den årlige tilvækst af træ i en skov og kombinerer det med beregninger på fotosyntesen, kan man finde ud af, hvor meget CO₂, der årligt optages i en bestemt skov. For danske skove ligger tallet på ca. 7 ton CO₂ pr. ha.
    Forskellige typer skove optager imidlertid ikke lige meget CO₂. Det afhænger også af bl.a. skovens alder. Faktisk blev verdens carbonfodspor opjusteret med 16 pct. ved den årlige revision af data i 2016, fordi forskerne fandt ud af, at de hidtil havde overvurderet skoves gennemsnitlige evne til at absorbere CO₂. Nu regner man med et globalt gennemsnit på 2,7 ton CO₂ pr. global ha, se faktaboksen Hvad er en global ha og biokapacitet? (sidst i artiklen).
    Af Tabel 1 kan man udlede, at næsten hele Jordens biologisk produktive areal skulle være dækket af skov, hvis CO₂-udledningen i 2012 skulle absorberes. I dag er kun 42 pct. i skov, og skovarealet aftager hele tiden i takt med at behovet for landbrugsjord stiger. Det gør det dels fordi befolkningen vokser, dels fordi folk spiser mere kød, som kræver store landbrugsarealer til dyrkning af foder, f.eks. soja i Sydamerika. Det er urealistisk at forestille sig, at klimaproblemerne skulle kunne klares ved at øge skovarealet væsentligt. Det er der ikke plads til på Jorden.

Gør fisk Danmark bæredygtigt?
Danskernes fodspor er kun lidt større end en gennemsnitlig europæers, se Tabel 2. For et par år siden blev det meget omtalt, at en danskers fodspor var det fjerdestørste i verden, men nye revideringer af data giver os kun en plads som nummer 32, i øvrigt sammen med Kasakhstan.
    Der har tidligere været brugt fejlagtige data for Danmarks udenrigshandel, så vores eksport af landbrugsvarer blev stærkt undervurderet. Fodsporet opgøres nemlig efter indbyggernes forbrug og ikke deres produktion. Vi spiser ikke selv alle de svin, der produceres i Danmark, 90 pct. eksporteres. Tyskere, englændere, polakker og kinesere spiser en stor del af vores svineproduktion. Så der indgår arealer af dansk landbrugsjord i tyskernes fodspor, og i øvrigt også sydamerikanske landbrugsarealer, som leverer soya til de danske svin.
    I et enkelt land som Danmark er der i modsætning til verden som helhed plads til store ubalancer på de enkelte poster mellem forbrug og biokapacitet. Danmark kan kompensere for små skovarealer med store landbrugsarealer og store mængder fisk i havene. Det gør vi ved at bytte med udlandet gennem eksport og import. Vi importerer store mængder træ fra skovene i bl.a. Sverige og de Baltiske lande. Et enkelt eksemplar af de store søndagsaviser kræver alene fem kvadratmeter skov i Sverige. Til gengæld eksporterer vi mange landbrugsvarer, og vi er Europas største eksportør af fisk og skaldyr. Vi eksporterer også megen CO₂ til den globale atmosfære, men her er der ikke tale om nogen byttehandel.
    En sammenligning af Danmarks fodspor med biokapaciteten viser, at Danmark til forskel fra de fleste europæiske lande næsten har plads til befolkningens fodspor. Det er fordi vores frugtbare landbrugsjord og fiskerige havområder bidrager så stærkt til vores biokapacitet, at der også bliver plads til carbonfodsporet. Betyder det, at Danmark er næsten bæredygtigt? Kan fiskerigdommen i vores farvande gøre udledning af CO₂ til atmosfæren bæredygtig?

Burgerens fodspor
Det økologiske fodspor kan også bruges til at vurdere, hvor bæredygtige de valg er, som vi foretager hver dag, f.eks. når vi køber ind til aftensmaden: Skal vi købe lokalt producerede grøntsager? Er det mest bæredygtigt at spise oksekød eller svinekød?
    Al fødevareproduktion er baseret på fotosyntesen, som producerer plantemateriale både på land og i havet. Solens energi, CO₂ og vand indgår i fotosyntesen og er derfor grundlaget for alt liv på Jorden. Vi kan spise planterne direkte, det første led i fødekæden, eller give dem som foder til dyr, andet led i fødekæden, hvis vi vil have kød.
    En voksen dansker skal årligt spise mad med et energiindhold på ca. 4.000 MJ. Et areal på en kvadratmeter i Danmark modtager 3.600 MJ solenergi om året. Næsten lige så meget som en dansker har brug for at spise.
    Men da fotosyntesen er meget ineffektiv, den opfanger kun 1 pct. af solens energi, så kan der højst blive produceret 36 MJ/m². Planter vokser heller ikke hele året, og vi spiser ikke alt på planter, så faktisk er der kun et udbytte på 10 MJ hvede fra en kvadratmeter. Hvis det er repræsentativt for andre planter, så vil en vegetar, som kun spiser fra første led i fødekæden, skulle bruge mindst 400 m² landbrugsjord for at dække sit fødevarebehov. Men en amerikaner bruger 12.000 m², størrelsen af næsten to fodboldbaner, til at dække alene sit årlige kødforbrug.
    Amerikanerne spiser mange burgere, tre om ugen i gennemsnit, og når man spiser kød, så går man op til næste trin i fødekæden. En gammel tommelfingerregel siger, at kun 10 pct. af energien går videre fra et led i fødekæden til det næste. De 90 pct. af energien afgiver dyret dels som varme til omgivelserne og dels gennem afføringen. Det kræver derfor 10 MJ planteenergi at producere 1 MJ kød.
    Nye undersøgelser viser imidlertid, at den gamle tommelfingerregel ikke helt holder stik. Tabet ved omdannelse af planteføde til kød varierer faktisk voldsomt afhængig af, om kødet kommer fra en drøvtygger som koen eller fra kyllinger og grise. De tilgængelige data er ikke entydige, men nye data for USA viser, at amerikansk oksekød kræver 160 gange så stort et areal som hvede og kartofler, mens kylling og svin kun kræver seks gange mere – for den samme mængde energi. Oksekødet i en enkelt Big Mac har et energiindhold på omkring 1,7 MJ og beslaglægger omkring 60 m², mens et lige så energirigt måltid kylling eller svinekød kun kræver omkring 3 m². Oksekødet giver i øvrigt anledning til fem gange så meget drivhusgas som svin og kylling og 11 gange større vandforbrug.

Hvad det økologiske fodspor ikke fortæller om bæredygtighed
Vi skal måle på udviklingen, så vi ved, om det går den rigtige vej. Det er en forudsætning for at kunne handle bæredygtigt. Vi skal vide, hvor meget CO₂, vi udleder, og vi skal vide om det er mest bæredygtigt at spise bøf eller svinekød eller kylling.
    Den indikator, vi bruger, bestemmer også, hvilken viden, vi får, og hvilken vi ikke får. Indikatoren bygger på en forenklet model af en kompliceret virkelighed. Enhver model forenkler, men en god model medtager de væsentligste forhold fra virkeligheden og udelader de mindre betydningsfulde. Bruttonationalproduktet (BNP) bruges f.eks. ofte som et mål for, hvor godt det går i samfundet, men BNP måler kun den økonomiske aktivitet, ikke børns trivsel eller herlighedsværdierne langs kysterne. Meget af det vigtigste for borgernes livskvalitet måles ikke af BNP.
    Tilsvarende retter det økologiske fodspor opmærksomhed mod, hvordan vi forvalter jordens fornyelige ressourcer, herunder i høj grad klimaet. Men den model, som målestokken er baseret på, har udeladt mange andre aspekter af bæredygtighed.
    Fodsporet måler f.eks. ikke udtømning af knappe metaller. Det måler ikke fosforudledning i oceanerne, som forårsager iltmangel og efterfølgende massedød af maritimt liv. Fodsporet måler ikke forurening af hverken jord, luft eller vand. Det måler heller ikke tabet i biodiversitet, dvs. tabet i antallet af forskellige dyr og planter. I arealberegningerne er der faktisk slet ikke indregnet, at der skal være plads til andet end menneskers aktiviteter.
    Måske er det slet ikke muligt at måle miljøaspektet af bæredygtighed med en enkelt målestok. Et eksempel på dette er Living Planet Report, som WWF sammen med Global Footprint Network udgiver hvert andet år. Her kombineres det økologiske fodspor med indikatorer for bl.a. befolkningens forbrug af ferskvand og størrelsen af populationer af forskellige fugle, dyr og fisk (relateret til biodiversitet).

Kan man leve både godt og bæredygtigt?
Bæredygtighed handler ikke kun om at leve inden for naturens bæreevne. Det handler også om, at alle mennesker skal have mulighed for at leve et godt liv. Kan de to ting forenes? Kan man leve et godt liv uden lange flyrejser, mange bøffer og et stort forbrug af elektroniske gadgets?
    FN har udviklet et mål for menneskers velfærd, Human Development Index (HDI). Igen en indikator som bygger på en stærkt forenklet model af virkeligheden. HDI måler en befolknings velfærd ud fra indkomstniveau, uddannelsesniveau og livslængde. HDI ligger mellem 0 og 1, og FN vurderer, at en befolkning har en rimelig velfærdsstandard, når HDI er større end 0,7.
    Hvis den globale befolkning skal leve godt, samtidig med at dens økologiske fodspor ikke overskrider klodens biokapacitet, så skal alles HDI være større end 0,7 og fodsporet på højst 1,6 globale ha/person.
    Danmark klarer fint velfærdskriteriet med en HDI på 0,9, mens fodsporet er godt tre gange for stort. Mange afrikanske lande klarer at komme under et fodspor på 1,6 globale ha, men HDI ligger under 0,7. Næsten ingen lande kombinerer i dag velfærd med et bæredygtigt fodspor.
    Skal man tro de to målestokke, HDI og det økologiske fodspor, så er den altoverskyggende udfordring de kommende år at finde ud af, hvordan man kan kombinere det gode liv med det miljømæssigt bæredygtige liv.

Læs videre
Hjemmesiden for Global Footprint Network.
Rapporten Living Planet Report 2014 fra WWF.

FAKTABOKS: Hvad er en global ha og biokapacitet?
En ha er 10.000 m².
    Når man sammenligner, hvor store arealer der er til rådighed for en person i f.eks. Zambia med det, der er til rådighed for en dansker, så kan man ikke umiddelbart sammenligne antal ha. Det skyldes, at en kornmark i Danmark måske producerer langt mere biomasse end den i Zambia, fordi jordens frugtbarhed er forskellig.  Lige store arealer har ikke samme værdi. Derfor omregner man arealer i forskellige områder til globale ha.
    En global ha er et mål for størrelsen af den gennemsnitlige produktion af biomasse på en ha i de områder på Jorden, hvor der findes en produktion af biomasse, der kan udnyttes. Ørkener medregnes f.eks. ikke. Hvis en ha af Danmarks landbrugsjord f.eks. giver tre gange større produktion end den gennemsnitlige biomasseproduktion på en ha i hele verden, så er en ha i Danmark lig med tre globale ha.
    Jorden har 12 milliarder globale ha. Det kaldes Jordens biokapacitet.
    Danmarks landoverflade er på 4,3 millioner ha, men svarer til hele 25 mio. globale ha, som er Danmarks biokapacitet. Forskellen skyldes at den danske jord er meget frugtbar og at biomasseproduktionen (fiskeriet) i de danske have medregnes.

FAKTABOKS: Det økologiske fodspor
Det økologiske fodspor af en befolkning er det areal, målt i globale ha, der er nødvendigt for at frembringe de fornyelige ressourcer, som befolkningen bruger, og bortskaffe den CO₂, som forbruget udleder.
Det økologiske fodspor består af følgende komponenter:

• Landbrugsjord til afgrøder
• Landbrugsjord til afgrøder
• Græsningsarealer
• Skovarealer
• Carbonfodsporet, som er arealet af de skove, som ville være nødvendige, hvis al CO₂ fra befolkningens aktiviteter skulle absorberes af skovene
• Fiskeriarealer er baseret på vurderinger af den størst mulige bæredygtige fangst. Vægten af denne fangst bliver omregnet til hvor megen biomasseproduktion, den kræver, og derefter til globale ha.
• Bebyggede arealer, huse, veje, industrielle arealer.

 

Foto: Colm Britton (Creative Commons)