Det går bogstaveligt talt ad helvede til, men du kan vende udviklingen. Du har muligheden for og evnerne til at genopfinde 1990’ernes aktivisme.

Af Knud Vilby

Tænk at være 50 år yngre. Hvilke trusler, og hvilke muligheder. En verden truet af krige og klimaændringer, overforbrug og overbefolkning. Men også en verden, der måske er i færd med en omstilling, der er så stor, at begrebet verdenshistorisk ikke rækker.
   I 1992 vedtog et flertal i Folketinget at supplere målet om at give 1 procent af Danmarks bruttonationalindkomst (BNI) i udviklingsbistand med et nyt mål om at give 0,5 procent af BNI i miljøbistand. I Mellemfolkeligt Samvirke, som jeg dengang var formand for, følte vi, at vi havde været med til at skabe historie. Vi tænkte stort og fik ”systemet” til at tænke med. Det nyttede, og det gav perspektiv.
   Den nye bistandsform blev udviklet over 10 år, inden Anders Fogh Rasmussen (V) slagtede den sammen med nedskæringer i den fattigdomsorienterede bistand og omstilling til krigsøkonomi. Det understregede, at man aldrig kan stole meget på politiske systemer. Havde Danmark fastholdt målsætningen fra 1990’erne, kunne vi i dag være rollemodel i den store kamp for global omstilling. Det ville ikke have kostet mere, end vi i dag bruger internationalt, når vi tager krigene med. Men perspektivet ville være helt anderledes.

Hellere kæmpe for end imod
Jeg har været imod rigtig mange ting i mit liv. Erfaringerne siger mig dog, at det er bedre at kæmpe for noget, der gør en positiv forskel, end imod noget, man vil undgå. Det giver også større glæder.
   Udviklingen af vedvarende energi og økologisk jordbrug synes i dag at være selvfølgeligheder, men sådan har det ikke altid været. I sin bog fra 2009 om det såkaldte vindkrafteventyr nævner Uffe Geertsen den tilsvining, som atomkraft-kritikere blev udsat for i 1970’erne. Det var en ”religiøs bølge sat i gang af barfodsgængere og andre biodynamikere og hjemmefødere”, og nogle frygtede både sabotage og terror fra den kant.
   Men vindkrafteventyret gik i gang med folkelig bevidsthed og i kraft af enkeltpersoner. Der blev stillet enkeltmøller og klynger af møller op. Det siden så forkætrede Tvind-system byggede en meget stor mølle, som gav ny viden om det mulige og umulige.
   I dag er det storindustri. Det har et omfang og et perspektiv, som virkelig er et eventyr.
   Tilsvarende med økologien. Latterliggjort og bagatelliseret. Beskyldt for at være baseret på manglende viden. Gjort til religiøsitet. Og nu – måske – den eneste del af dansk landbrug, der for alvor har et fremtidsperspektiv.

Klimaændringer den store udfordring
Det ser stadig mere tvivlsomt ud med hensyn til at nå at begrænse klimaændringerne til en gennemsnitlig varmestigning på 2 grader. Det bliver værre. Barnelærdommen fortalte om helvede som et ekstremt varmt sted. Og det går bogstavelig talt ad helvede til. Alt for meget trækker i den forkerte retning. Alligevel er en gigantisk omstilling på vej. Den ses lejlighedsvis i en overordnet erkendelse og hele tiden i spændende lokale initiativer. Alle helt utilstrækkelige. Tilsammen måske nok til at dreje verden i en ny retning.
   I Danmark går det lige nu i den gale retning. Vi har stort set droppet miljø- og klimabistand. Vi skærer i den udviklingsbistand, der via uddannelses- og sundhedsaktiviteter kan være med til at bringe fødselstallet ned i de fattigste lande. Det skal der naturligvis laves om på.
  Aktivistisk udenrigspolitik betyder i dag, at vi som lilleput-nation tager aktivt del i næsten alle de krige, vi kan få øje på. V-regeringens ambition er, at vi skal bruge næsten tre gange så meget på militært forsvar (og angreb) som på civile internationale indsatser.
   I 1990’erne brugte vi lige så meget på civile indsatser som på militær. Aktivistisk betød dengang aktivisme i FN og andre internationale organisationer, hvor man helt officielt hyldede den bløde sikkerhedspolitik. Man troede på, at man med aktivistiske indsatser kunne være med til at bekæmpe fattigdom, redde miljø, kæmpe mod klimaforandringer og arbejde for fred. Hvis jeg var ung, ville jeg arbejde for, at sådan en dansk aktivistisk virkelighed genopstår.

En virkelig aktivistisk udenrigspolitik
En virkelig aktivistisk udenrigspolitik er i dag en international indsats, der handler om at fremme bæredygtig fødevareproduktion, sikre omsorg og beskyttelse af rent vand, styrke pigers og kvinders uddannelse og rettigheder, reducere energiforbrug og styrke decentral energirigtig produktion, fremme industriomstilling og arbejde for fredsinitiativer, som også kan reducere flygtningepresset.
   Sandheden er, at udenrigspolitikken (og anden politik) nu handler om vores levevis på en truet klode. Risikerer vi, at verden går op i flammer, hvis vi flytter vægten væk fra F-16-flyene og aktiv krigsdeltagelse til fordel for langsigtet bæredygtighed? Jeg tror det ikke. Så vidt jeg kan se, har vi snarere hældt benzin end smidt grus på de flammende bål.
   Vi kan ikke redde hele verden. Men ved at skabe større forståelse for sammenhæng og samspil, kan vi være med til at lave den enorme omstilling, der giver håb for os alle og ikke mindst for de næste generationer.
   Mit råd til dig, kære unge miljøaktivist, er derfor: Tænk bæredygtigt. Tænk decentralt. Tænk i det nødvendige, og vær aktiv. Vær tro mod visionen: Kompostanlæg og vindmølleaktier retfærdiggør ikke ferier i Thailand. Synd lidt, og vær glad: Men prøv trods alt at gøre det nogenlunde visionært og bæredygtigt.
   Fordi det er så stort og bredt, er der handlemuligheder inden for alle mulige forskellige fagligheder. Der er mange sejre, der skal vindes.

God fredelig og positiv kamp!

Kærlig hilsen, Knud

Denne tekst er forkortet. Brevet kan i sin helhed læses på Knud Vilbys hjemmeside.

Foto: Socialpolitisk Forening