Vi har de sidste 100 år oplevet en utrolig vækst i den materielle levestandard. Mobiltelefoner og IT er eksempler på dette. Men det høje forbrug sætter kloden under pres. Bliver vi aldrig ”mætte” af forbruget? Og har vi et ansvar som enkeltpersoner?
Af Toke Haunstrup
Forestil dig, at du rejste tilbage i tiden og landede i en dansk by i starten af 1900-tallet. Du ville sandsynligvis blive chokeret over forskellen i materiel levestandard i forhold til nutiden. Folk boede i meget dårligere boliger og med meget mindre plads. Mange familier spiste, sov og opholdt sig i et eller to rum.
Elektricitet var stadig ukendt for de fleste og var ligesom telefonen primært forbeholdt borgerskabets familier i de større byer. Radio og fjernsyn lå endnu et godt stykke ude i fremtiden (se faktaboks sidst i artiklen).
Ferier var for mange et ukendt begreb. Man arbejdede stadigvæk om lørdagen og først i 1938 kom ferieloven, der gav arbejdere ret til to ugers ferie om året. I det hele taget var der ikke megen fritid, som vi kender det i dag, hvor vi bruger en stor del af tiden på forbrug og betalte forlystelser.
Op igennem første halvdel af det 20. århundrede steg velstanden langsomt i den vestlige verden, men først efter 2. verdenskrig – og især fra slutningen af 1950’erne – tog velstandsstigningen for alvor fart. Den er fortsat op til vor tid, om end med en aftagende vækst i de seneste årtier.
Bag den betydelige vækst i den materielle levefod gemmer sig imidlertid også en bagside i form af en lige så betydelig vækst i forbruget af energi og ressourcer knyttet til produktionen og brugen af de mange produkter.
Der er flere forklaringer på det 20. århundredes ”væksteventyr”. En vigtig forklaring er, at vi gennem produktivitetsforbedringer er blevet mere effektive til at producere varer og tjenester. Maskiner og automatisering har gjort, at der kommer flere varer ud per arbejdstime. Men en lige så vigtig forklaring er, at vi i dag har flyttet en stor del af produktionen til lande, hvor arbejdslønnen og arbejdsvilkårene er meget ringere end i de rige lande. Produkterne er billigere, hvis de produceres af en kineser, som måske får en tiendedel af, hvad en dansk arbejdstager får.
Men når der skal søges forklaringer på den stadige vækst i forbruget, er det også nødvendigt at studere dynamikkerne bag forbruget af varer og tjenester. Hvorfor bliver vi tilsyneladende aldrig ”mætte” af at forbruge mere? Og hvorfor er det ikke så nemt som enkeltindivid at ”stå af forbrugerræset" og mindske ens eget forbrug? Mobiltelefonen og sociale medier som Facebook og Instagram er eksempler på forbrugsområder, som nu er i vækst.
Social status som drivkraft
Historisk har en af de væsentligste drivkræfter bag væksten i forbruget været social status og det den franske sociolog Pierre Bourdieu kaldte distinktion. I bogen Distinction: A Social Critique of the Judgement of Taste, som udkom i 1984, viste Bourdieu, hvordan vores smag for kunst, kultur, varer og – i en bred forstand – livsstil afspejler ens socio-økonomiske og kulturelle baggrund og tilhør. For eksempel har arbejderklassen generelt en anden holdning og smag i forhold til eksempelvis mad og forbrug end dem, der kommer fra f.eks. de velstillede klasser. Klassetilhør afspejler sig i væremåde og livsstil.
Dertil kommer, at en vigtig drivkraft for relationen mellem klasserne er ”distinktion” – dvs. at adskille sig fra andre sociale klasser. Gennem livsstil og forbrug viser man sit klassetilhørsforhold. Samtidig har der historisk været en stræben blandt de mindre velstillede klasser efter at overtage de ”øvre klassers” (med Bourdieus ord de ”dominerende klassers”) forbrugsmønster. Men hver gang de lavere klasser nærmer sig de dominerende klassers forbrugsmønstre, rykker de dominerende klasser deres forbrug i nye retninger for at bevare distinktionen til de lavere klasser. Dette skaber en særlig dynamik bag forbruget. Mobiltelefonen, som engang var forbeholdt forretningsfolk og de rigeste familier, er et eksempel på et produkt, som længe var eftertragtet af andre grupper i samfundet.
Social status og distinktion har historisk spillet en vigtig rolle bag forbrugsvæksten, men er i dag mindre synlig i takt med, at klasseskel er blevet udvisket og at en række forbrugsvarer er blevet billigere. Et eksempel er Apples iPhone, som nok er en relativ dyr telefon, men som her i landet dog er inden for økonomisk rækkevidde for de fleste. I vores del af verden er computere og telefoner ikke længere så væsentlige markører for social distinktion.
Det er dog stadigvæk attraktivt og forbundet med social status at have den nyeste iPhone. Men hvor den sociale status tidligere var knyttet tæt op på klassetilhør, synes der nu at være tale om en mere generel higen efter status, der i høj grad formes af producenternes brands og markedsføring.
Mikrokoordinering
Men forbruget handler ikke kun om vores sociale position, men i høj grad også om praktiske rutiner – hverdagens praksisser – og at få dagligdagen til at hænge sammen. Her finder vi en anden dynamik, som er med til at gøre nye produkter og nyt forbrug til en integreret del af hverdagslivet og en simpel nødvendighed. Dette gælder i høj grad for mobiltelefonen.
En af de første anvendelser, som hurtigt vandt stor udbredelse og ændrede tidligere tiders vaner og praksis, var i forhold til planlægningen af det at mødes. Skulle man før mobiltelefonen aftale at mødes, f.eks. på en cafe i byen, måtte man på forhånd aftale tid og sted – og så i øvrigt satse på, at alle overholdt aftalen. Men med mobiltelefonen ændrede dette sig. Nogle beskriver måden vi i dag koordinerer møder og andre sociale aktiviteter som mikro-koordination. Aftaler ”mikrokoordineres” løbende ved hjælp af opkald og tekstbeskeder, nogle gange nærmest minut for minut. Ikke mindst blandt unge. Det kan derfor være et stort ”socialt handicap” ikke at have en mobil.
Eksemplet med mikrokoordinering viser, hvordan ny teknologi er med til ændre eksisterende praksisser. Det er der mange eksempler på i forhold til brugen af mobiltelefon, computere, tablets og internet i forbindelse med underholdning og kommunikation.
Den sociale navlestreng
Med sociale medier som Facebook, SnapChat, Twitter og Instagram er mobiltelefonen blevet en integreret del af måden, vi i dag holder kontakten til venner og bekendte. Det gælder især for unge, som er i en fase af livet, hvor skabelsen af en egen identitet er central og i høj grad sker i samspil med jævnaldrende. Gennem at følge vennerne og deres reaktioner på egne handlinger og udsagn, skabes ens egen selvforståelse og selvidentitet. Disse særlige omstændigheder – og den særlige intensitet, hvormed unge bruger de nye medier – har fået nogle til at tale om en decideret ”mobile youth culture”. Det vil sige en mobil ungdomskultur.
Mobiltelefonen indgår i unges frigørelsesproces fra deres forældre og socialisering ind i ”voksenverden”. Mobiltelefonen og de sociale medier tilbyder et frirum for at kommunikere med vennerne – vel at mærke uden de voksnes direkte overvågning og indblanding. Man kan sidde på sit værelse og kommunikere med vennerne via f.eks. Facebook uden at forældrene blander sig. Mobiltelefonen og de sociale medier er på mange måder blevet nutidens svar på byens gader, som i tidligere tider var stedet, hvor unge ”hang ud” med hinanden uden for forældrenes kontrol.
Unges kommunikation med jævnaldrende bygger på hyppige (men ofte kortvarige) udvekslinger via mobiltelefon og sociale medier. Mobiltelefonen og det mobile bredbånd har gjort det muligt at kommunikere med andre stort set uafhængigt af tid og sted. Dermed er en stor del af interaktionen mellem unge flyttet fra ansigt-til-ansigt møder til det ”virtuelle rum” på de sociale medier. Mobiltelefonen og internetforbindelsen er blevet en ”social navlestreng” og en forudsætning for unges sociale liv i dag.
Nogle taler endog om, at unge – og også mange voksne! – lider af ”Fear of Missing Out” (forkortet FoMo). Det vil sige frygten for at gå glip af noget, hvis vi ikke er online. En i bogstaveligt forstand kropslig uro og følelse af ”behov” for hele tiden at tjekke mobilen for nye beskeder.
Derfor bliver vi ikke ”mætte”
Unges brug af mobiltelefon og sociale medier er et eksempel på en generel forbrugsdynamik knyttet til nye teknologier. I begyndelsen, når nye produkter eller tjenester introduceres på markedet, opfattes de som unikke, særlige og luksuriøse – og er typisk forbeholdt de få. Men i takt med at flere og flere får adgang til dem, indarbejdes de i eksisterende praksisser eller helt nye opstår. Derved skifter de karakter fra at være luksus til at være simple nødvendigheder for at leve et ”normalt” liv.
Bilen, og de ændrede transportmønstre, er et andet eksempel på dette. Engang var det at have en bil en luksus forbeholdt de få, men i dag oplever mange familier det som nødvendigt at have to biler for at få hverdagen til at hænge sammen.
Denne forbrugsdynamik er – sammen med social distinktion – en vigtig del af forklaringen på, hvorfor vi tilsyneladende ikke bliver ”mætte” af forbruget, men kan fortsætte med at integrere flere og flere produkter i vores dagligdag.
Øget ressourceforbrug
Forbrugsvæksten har dog en bagside. Den stigende brug af mobiltelefoner og elektronik generelt har øget energi- og ressourceforbruget. I dag sluger informations- og kommunikationsteknologi (IKT), dvs. mobiltelefoner, computere, DVD-afspillere, internet-routere mv., omkring en tredjedel af husholdningernes samlede elforbrug. Væksten i elforbruget til IKT er den vigtigste forklaring på, at husholdningernes elforbrug ikke er faldet siden starten af 1990’erne. Elbesparelser inden for køleskabe, frysere, belysning mv. er blevet ”spist op” af det øgede forbrug af IKT.
Forbrug af betydelige mængder af ressourcer er desuden knyttet til produktionen af IKT-udstyr, ligesom internettet i sig selv bruger store mængder af ressourcer (bl.a. energi til at drive store datacentre).
Mindre IKT?
Kunne mindre brug af IKT være svaret på udfordringen med et øget ressourceforbrug? Kunne unge f.eks. bruge deres mobiltelefon, computer og sociale medier mindre? Dette indgik som et af spørgsmålene i det nyligt afsluttede EU-projekt useITsmartly, hvor fokus var på unges brug af IKT og mulighederne for at få unge til at ændre vaner i en mindre miljøbelastende retning.
På spørgsmålet om de kunne forestille sig at bruge de nye medier mindre, var alle afvisende. Eksempelvis svarede en 16-årig efterskoleelev: ”Uh, social kontakt, det er sådan noget svært noget. Hvis man ikke har det, så har man – sådan du ved – kun de venner man er i rum med.” Eller som en 17-årig gymnasieelev svarede: ”Min hverdag ville være mærkelig uden det, tror jeg. Det er en kæmpe del af den, jeg kunne slet ikke forestille mig, at det ikke var der.”
For de unge er mobiltelefonen, og andet IKT, blevet en uadskillelig del af hverdagen (ligesom det også er tilfældet for de fleste voksne). Eller som en 24-årig plastmagerlærling sagde: ”Men det er også svært, fordi ens mobiltelefon nu, kontra for ti år siden da jeg fik min første telefon, meget mere er hele dit liv. Det er faktisk en meget personlige ting, og jeg tror ikke man tænker så meget over alle de ting, man rent faktisk bruger den til. Det er jo alt lige fra stopur til kogning af æg til at tjekke, hvordan vejret er, så det er en integreret del af din hverdag.”
Individuelt eller kollektivt ansvar?
I midten af 1990’erne blev en stor del af miljøindsatsen individualiseret gennem en øget fokusering på den enkelte forbrugers ansvar for at vælge miljørigtigt. Den ”politiske forbruger” blev et nyt begreb. Tidligere havde miljøkritikken især rettet sig mod producenterne og mod politikernes ansvar for at indrette love og reguleringer, der kunne dæmme op for miljøproblemerne. Men med ideen om den politiske forbruger kom økologiske varer, fairtrade og forbrugernes individuelle valg og værdier i centrum.
Denne tankegang er imidlertid blevet kritisereret for at lægge et alt for stort ansvar på den enkelte forbrugers skuldre og overse det forhold, at de praksisser, som forbruget er en del af, er kollektivt skabte. Derfor er det ikke noget simpelt valg at droppe flyrejsen, bilen, mobiltelefonen og internettet, selv om det ville gøre miljøet en tjeneste. Disse produkter og forbrug er alle blevet indlejret i nye måder at holde ferie, transportere sig og kommunikere på. De er for de fleste blevet ”socialt uundværlige”.
Det stigende forbrug er et resultat af praksisser, som hele tiden skabes og forandres gennem kollektive processer og fremkomsten af nye produkter og teknologier. Derfor må svaret på at skabe en mere ressourceeffektiv økonomi med et mindre ressourcetungt forbrug også søges gennem kollektive og politiske tiltag. Verdens redning er for stor en byrde at bære for den enkelte – ung som gammel.
Læs videre
Yderligere dynamikker bag forbrugsvæksten er beskrevet i Inge Røpkes kapitel Forbrug er benzin til vækstmotoren i bogen Modvækst – omstilling til fremtiden (NOAH Modvækst & Hovedland, 2011).
FAKTABOKS: De moderne teknologiers indtog i danske hjem
Elektricitet: Først fra omkring 1910 tog udbredelsen af el for alvor fart. I 1920 havde 80-90% af husstande i byerne fået indlagt strøm.
Telefonen: Det første telefonselskab etableredes allerede i 1880, men udbredelsen af telefonen til de danske husstande gik noget langsommere end for strøm. I 1920 var der 14 indbyggere per telefonabonnement og helt op til midten af århundredet var partstelefoner, hvor flere husstande deltes om én telefonlinje, almindelige.
Radio: I 1925 etableredes Statsradiofonien (det senere Danmarks Radio) og blot 15 år senere havde næsten alle danske husstande en radio.
Fjernsyn: I 1960 startede Danmarks Radio med landsdækkende tv og allerede tre år efter havde halvdelen af danske husholdninger et tv-apparat.
Foto: Verkeorg (Creative Commons)
