Aktiv i omstillingen

Bidrag aktivt til den bæredygtige omstilling ved at engagere dig i netværk og lokale grupper. Landet over findes der mange muligheder – her præsenterer vi et lille udpluk!

Af Karina H. B. Jensen

undefinedI 1987 kom bæredygtighed for alvor på dagsordenen med FN’s udgivelse af Brundtland-rapporten, som bl.a. slog fast, at bæredygtig udvikling skulle sikre fremtidige generationer samme livsmuligheder som de nutidige generationers. Nu er den første af de “fremtidige generationer” vokset op – lige midt i et yndigt forbrugssamfund! Både VHS- og kassettebånd, Nokia 3210, iPhone 3G og mange andre materielle goder er strømmet igennem 80’er-generationens liv. Hver ting hurtigt glemt i skæret af alt det nye, der hele tiden tager over.
     Men noget er ved at ændre sig. Myriader af bæredygtige fællesskaber og initiativer skyder op som reaktion på de miljø- og klimamæssige konsekvenser af vores overforbrug. Der er et ønske om at ruske op i de nuværende samfundsmæssige rammer sammen med andre ligesindede. En skov af unge og handlekraftige mennesker har derfor meldt sig på banen for at gøre en forskel. De venter ikke på politikerne. De er gået i gang – og du er også velkommen.
     Hvis du gerne vil fremme det aktivistiske aspekt af miljø- og klimadagsordenen, så er det værd at kontakte miljøbevægelsen NOAHs ungeafdeling Ungdom NOAH. De arbejder både tværtematisk og aktivistisk med miljøspørgsmålene (se også omtale under Nyt om NOAH).
     UngEnergi er VedvarendeEnergis ungdomsafdeling. Lokalgrupperne laver alt fra konferencer, klimalaboratorier, bæredygtig jul til ung-til-ung formidling, hvor de inspirerer andre unge til bæredygtig omstilling. Der er også mulighed for at blive frivillig hos Ung Energi på dit gymnasium ved at starte en miljø- og klimagruppe, der skal arbejde med at gøre skolen mere bæredygtig. UngEnergis forandringsagenter har mulighed for at hjælpe dig og gruppen godt i gang.
     Hvis du finder den tværfaglige og systemiske tilgang til omstillingen vigtig, så kan engagement hos Omstilling Nu være en mulighed. Omstilling Nu er et tværfagligt netværk og en projektplatform, som arbejder ud fra det perspektiv, at de økonomiske, miljømæssige og sociale kriser er forbundne og skal løses sammen. Omstillingscaféer, en årlig international konference, sommerhøjskolekursus og flere andre arbejdsgrupper er noget af det, der er mulighed for at involvere sig i.
     Har du i stedet interesse for ung-til-ung formidling, så kan du overveje at blive frivillig klimaambassadør hos Klimaambassaden. Klimaambassaden er tænketanken CONCITO’s kontaktflade til børn og unge, og de tilbyder en bred vifte af undervisningsaktiviteter til folkeskolens udskoling og gymnasier, hvor klimaambassadører tager ud og holder oplæg. Sideløbende udvikler de andre spændende projekter, man kan engagere sig i, som f.eks. projektet GRO SELV, som har fokus på ”det gode unge bæredygtige liv”.
     Listen med muligheder for selv at være aktiv i omstillingen vokser hele tiden og andre muligheder, der er værd nævne, er: Gode Penge, Stop Spild af Mad, WeFood, Byttemarkeder, Reparationscaféer, Skraldecaféer, Zero Waste Week Denmark, Fødevarefællesskaber, Smag på Aarhus, Food Maker, Cykling uden alder samt de mange forskellige byhaver.

Foto: Inge-Merete Hougaard

Karina H. B. Jensen er medlem af redaktionen for Nyt Fokus og selv aktiv i NOAH.

NYHEDSBREV

Tilmeld dig nyhedsbrevet for Nyt Fokus og modtag en mail, når nye numre udkommer