IKEA er ikke ene om at sætte bæredygtighed på dagsorden. I denne artikel giver vi ordet til bæredygtighedsdirektøren for Novozymes, Claus Stig Pedersen, som fortæller om arbejdet med at gøre bæredygtighed til en del af virksomhedens kerne.
Af Steen Hildebrandt
Mange virksomheder ved ikke, at de har en god historie at fortælle verden. Og mange virksomheder er ikke klar over deres egen betydning for verden. Alt for mange virksomheder ser ikke, at de hænger sammen med den øvrige verden, dvs. at de påvirker verden, og verden dem. Sådan siger bæredygtighedsdirektøren Claus Stig Pedersen fra den danske virksomhed Novozymes. Han har skrevet ph.d.-afhandling om integration af bæredygtighed i ledelse og drift af virksomheder, og ordene falder under en samtale på Novozymes danske hovedkontor i Bagsværd nord for København.
Et nyt virksomhedsparadigme
I gamle dage – i det gamle virksomhedsparadigme – var en virksomhed sig selv nok. Den var sat i verden for at klare sig selv og tjene så mange penge på så kort tid som muligt. Når det kommer til virksomhedens omgivelser i en bredere forstand, så har forståelsen for den enkelte virksomheds betydning for og sammenhæng med omgivelserne været – og er fortsat mange steder – meget ringe. Det har haft næsten ubeskriveligt store og negative konsekvenser for kloden. Konsekvenser, som verden nu er i færd med at rette op på.
Men meget er ved at ændre sig – drastisk og hurtigt. Novozymes er ikke bare med her, men er ifølge bæredygtighedsdirektøren blandt verdens førende, når det drejer sig om at have bæredygtighed som en del af virksomhedens kerne. ”I Novozymes er bæredygtighed ikke bare noget, man vurderer, føler eller tror, at man skal til at interessere sig for. Det er en del af virksomhedens strategiske identitet. Det er en del af virksomhedens DNA.”
Tredobbelt bundlinje
Novozymes blev etableret som selvstændig virksomhed i år 2000 ved en opsplitning af Novo Nordisk i en farmaceutisk virksomhed og enzymvirksomheden Novozymes. Sidstnævnte omsætter i dag for ca. 13 milliarder danske kroner om året og producerer et bredt spektrum af industrielle enzymer, mikroorganismer og biofarmaceutiske ingredienser. Disse forskellige produkter bliver anvendt til fødevareproduktion, bioenergi, landbrugsproduktion, tekniske produkter og forskellige husholdningsprodukter.
Virksomheden arbejder med en såkaldt tredobbelt bundlinje og er hele tiden optaget af at forbedre både de økonomiske, de miljømæssige og de sociale præstationer. Claus Stig Pedersen fortæller, at Novozymes har en global mission: ”Novozymes ser sig selv som virksomhed på kloden også om 100 år. Der er store opgaver, der skal løses på kloden, hvis mennesker og dyr fortsat skal kunne leve og have det godt.”
Bæredygtighed som del af forretningen
Novozymes har udviklet mere end 700 forskellige produkter og koncepter, som anvendes i mere end 30 industrier i mere end 130 lande. Virksomheden vokser i snit 5-10 pct. om året og ansætter årligt godt 500 nye medarbejdere rundt om i verden til at udføre forsknings-, udviklings- og salgsopgaver. ”Det at tjene penge skal drive bæredygtigheden”, siger Claus Stig Pedersen. ”Kun en minoritet af virksomheder vil betale for at være med til at realisere bæredygtighed. Bæredygtighed skal hjælpe den eksisterende forretning. Men vi skal også gå ud over det, således at vi bruger bæredygtighed til at udvikle selve forretningen med. Bæredygtighed skal blive en del af strategien, en del af forretningen.”
Virksomheden skal ikke bare have en bæredygtighedsstrategi. Bæredygtighed skal være en del af virksomhedens formål. ”Vi har i Novozymes tænkt i disse baner i alle årene, og nu er vi ved at have medvind på dette område. Da vi fornylig havde besøg af vore 100 største investorer, blev disse præsenteret for vores tanker og initiativer på bæredygtighedsfeltet. Og det var der stor interesse for og god respons på.”
Fokus på dialog og samarbejde
Det har været en lang og meget interessant rejse for Novozymes at arbejde med bæredygtighed som en integreret del af forretningen. Gennem virksomhedens bæredygtighedsarbejde har man bl.a. åbnet døre på højt niveau og fået taletid hos nogen af verdens største virksomheder såsom Walmart, Procter & Gamble og Unilever. ”Når vi opfordrer vore kunder til at tænke langt og stort sammen med os, i forhold de udfordringer verden og virksomheder står overfor, oplever vi at dette værdsættes af kunderne. Viden er et hovedaktiv for os, og det vil vi gerne dele med vores kunder, således at de får den størst mulige succes på markedet med den teknologi vi udvikler og sælger til dem.”
"Bæredygtighed skal hjælpe den eksisterende forretning. Men vi skal også gå ud over det, således at vi bruger bæredygtighed til at udvikle selve forretningen med"
”I år, 2015, har vi arbejdet med og vedtaget en ny strategi. Vi er optaget af biologiske løsninger, af bedre liv for mennesker og dyr i en meget presset verden. Ordet ’together’ er en del af vores nye strategi, og vi vil være med til at flytte meget større sten i verden – sammen med andre. Vi taler om
'partnering for impact’, dvs. et samarbejde med andre interesserede, andre virksomheder, politikere, kunder, myndigheder, græsrødder, organisationer, f.eks. FN, mm. Vi kan kun se bæredygtighed blive skabt ad den vej. Sagt på en anden måde: Vi skal som virksomhed løse flest mulige problemer, og vi skal tjene penge for at kunne løse endnu flere problemer.”
”Jeg tror, der er mange flere heldige og betydningsfulde virksomheder i verden, end de selv har forstået. De skal spørge: Hvad er vores rolle i samfundet? Hvad er vores samfundsmæssige værdiskabelse? Vi taler om ’Profit from Purpose’. Vi skal tjene penge ved at gøre det rigtige for verden – og hvordan gør vi det? Det er spørgsmålet.”
FN’s bæredygtige udviklingsmål
”Vi er lige nu meget optaget af FN’s forslag til SDG, Sustainable Development Goals (FN’s bæredygtige udviklingsmål /red.). Disse bæredygtighedsmål vil sætte en retning på verdens bæredygtighedsprioriteringer, f.eks. hvad angår investeringer, finansiering, politiske prioriteringer m.m., og dermed også repræsentere nye forretningsmuligheder for en virksomhed som Novozymes.”
”Vi vil som virksomhed forbinde os med FN-målene, og de eksisterende FN-forslag til bæredygtighedsmål har givet input til og er blevet en del af vores nye virksomhedsstrategi. Det, verden kalder på, og indholdet i vores strategi hænger sammen. Vi vil måle os selv i forhold til disse FN-mål. Og vi vil gøre det konkret og f.eks. på den måde, at vi vil benytte målene til at styrke vores egen innovationspolitik. På den baggrund kan vi få nogle helt andre og meget mere interessante samtaler med vore interessenter og samarbejdspartnere.”
”Alle de eksternaliteter (forurening mv. /red.), der i dag ikke er prissat, er vi i virkeligheden ved at internalisere, f.eks. CO2 og vand. Det at tænke på virksomhedens rolle i samfundet er for mange en helt ny tænkning. Det er det, der for os er det afgørende. Det, jeg taler om her, er i virkeligheden en del af det nye industrielle paradigme. Det er en anden holdning til og forståelse af kunderne, det er en eksplicit formulering af virksomhedens betydning for planeten – og planetens betydning for virksomheden.”