Udsyn

Hjemmesider og inspiration ude i Verden

Af redaktionen

undefined

 

Stort bibliotek om bæredygtig omstilling
Det kan være svært at følge med i den voksende litteratur og de mange videoer og billeder om bæredygtig omstilling. Men der er hjælp at hente. Den tyske degrowth-bevægelse har åbnet et mediebibliotek, som kan vælges i en engelsk version. Biblioteket er omfattende og brugervenligt, og sigtet er bredere end degrowth. Man kan søge efter tema, sprog, medietype og publikationstidspunkt. Der er mange forskellige temaer – fra planetære grænser over byudvikling til det finansielle system, mentale infrastrukturer og det gode liv.


Syre – et nyt svensk grønt nyhedsmagasin
Ilt hedder syre på svensk. Der er behov ny ilt i samfundsdebatten! Syre er et magasin, der kommer en gang om ugen (690 svenske kr. om året). Magasinet præsenterer sig som et organ for et demokratisk, solidarisk og bæredygtigt samfund, der diskuterer vækstpolitikken, og det svenskerne kalder ”arbetslinjen”, i takt med at den økonomiske vækst bliver stadig mere destruktiv og umulig. Magasinet har også en side på Facebook.


Klimadebat.dk – Forum om energi og klima
Klimadebat.dk er nok Danmarks største hjemmeside om klima og energi. Hjemmesiden, som har eksisteret siden 2007, indeholder et væld af informationer om klimaændringer og energi i form af et stort antal artikler. Derudover er der også et omfattende debatforum. Om end hjemmesidens design kan forekomme at være af en lidt ældre dato – og siden ikke længere suppleres så hyppigt med nye artikler som tidligere – er klimadebat.dk fortsat hjemsted for en livlig debat og arkivet af artikler er en guldgrube at dykke ned i. Desuden er hjemmesiden vært for interessante klummer skrevet af folk som polarforsker Sebastian Mernild, juraprofessor Ellen Margrethe Basse og kunstneren Jens Galschiøt.


Tættere på klimapolitikken
På den engelsksprogede hjemmeside Climate Interactive er der flere værktøjer, som illustrerer de aktuelle klima- og energipolitiske forhold. The Climate Scoreboard er f.eks. en slags pointtavle, som løbende noterer de klimaløfter, som forskellige lande og storbyer afgiver. Samtidig beregner websiden, hvor langt det bringer Verden i forhold til 2-gradersmålsætningen. Beregningen sker på den anerkendte klimamodel C-ROADS.


Få indsigt med Baggrund
Fem idéhistorikere stiftede i 2012 den danske hjemmeside Baggrund. Hjemmesiden bringer artikler om et bredt udsnit af emner – fra transhumanisme og hackerkultur over modernitet til økonomi og miljø. Som antydet, kan emnerne måske virke en kende ”langhårede” – men har man tålmodighed til at stave sig gennem artiklerne, kan man blive klogere på mange interessante ting. Læs f.eks. artikler om deleøkonomi, gældsafhængighed, penge, modvækst og bæredygtighed.

NYHEDSBREV

Tilmeld dig nyhedsbrevet for Nyt Fokus og modtag en mail, når nye numre udkommer