Mange taler om deleøkonomien som noget der gavner både miljø og økonomi. Men det er ikke alt det, som kaldes deleøkonomi, der bidrager til bæredygtig omstilling og mindre miljøbelastning.

Af Toke Haunstrup

Du kender det sikkert! Du har haft vennerne til middag og fik lavet al for meget mad – og nu ærgrer du dig over, at køleskabet bugner med rester, som du ikke selv kan nå spise... Her kunne svaret være en ny dansk app til smartphones, Sharefood, som gør det muligt at forære sine madrester bort til folk i lokalområdet – også selv om man ikke kender dem på forhånd. Med få klik kan du i appen angive, hvad du har i overskud af mad, og så kan andre app-brugere inden for en radius af 5 km se det og kontakte dig.
    Appen Sharefood er blot et af de seneste skud på stammen i et vidtforgrenet kompleks af internetbaserede løsninger, som i disse år vælter frem under betegnelsen deleøkonomi. Meget omtalt er de amerikanske tjenester Uber og Airbnb og – i mindre skala – den danske samkørsels-app GoMore og kjolebyttebutikkerne Resecond i Aarhus og København (se faktaboks sidst i artiklen).

Det nye sort
En søgning på artikel-databasen InfoMedia viser, at ordet ”deleøkonomi” første gang optræder i danske aviser og fagblade mv. i 2012. Men mens der i 2012 kun var 11 artikler, som brugte ordet, steg dette antal eksplosivt fra 2014 og frem. Således var der 509 artikler i 2014, og i 2015 var antallet helt oppe på 1.333 hits (og det alene for perioden januar-oktober). Deleøkonomi er med andre blevet det nye sort!
    Fortalerne for deleøkonomien fremhæver blandt andet, at nye løsninger til deling af varer og goder kan bidrage til at mindske forbrugets miljøbelastning. I stedet for at eksempelvis parcelhusejere alle skal have hver deres græsslåmaskine og buskrydder, kan hvert område deles om et mindre antal. Dermed spares ressourcer såvel som penge.
    Andre peger på mulighederne for at skabe nye former for arbejde baseret på direkte privat-til-privat formidling mellem folk, der skal have løst opgaver og folk, der kan løse disse. Eller mellem virksomheder og freelancearbejdere.
    Endelig fremhæves deleøkonomien som begyndelsen på en ny måde at tænke forbrug og mellemmenneskelige relationer på. Her tales om, at vi befinder os i overgangen fra en ”mig-økonomi”, hvor vi sætter os selv og vores egne behov i centrum, til en ”vi-økonomi” baseret på deling og tillidsfulde relationer mellem mennesker.
    Et eksempel på sidstnævnte udlægning af deleøkonomiens bredere potentiale kan læses i bogen Skal vi dele? af Claus Skytte, med-initiativtager til bl.a. bytte-appen Resecond.
    Deleøkonomien vil med andre ord gavne nærmest alt – set med fortalernes øjne. Der er dog også et stigende antal af kritiske røster, som sætter spørgsmålstegn ved, om deleøkonomien reelt bidrager til mindre miljøbelastning og nye muligheder på arbejdsmarkedet.

Deleøkonomi eller platformskapitalisme?
I udgangspunktet er det jo positivt at dele sine ressourcer med andre. Men i hvilket omfang handler deleøkonomi reelt om at dele med andre? Her er det værd at bemærke, at begrebet deleøkonomi på mange måder er misvisende. Sådan som det bruges i dag, dækker det i praksis over to ganske forskellige typer af løsninger.
    På den ene side løsninger, som enten er ”rene” byttehandler (f.eks. når folk bytter brugte ting med appen Resecond) eller hvor man forærer eller låner hinanden goder gratis eller evt. mod en begrænset medbetaling (f.eks. når man forærer sine madrester bort eller får et lift i bil fra Jylland til København mod at splejse om benzinen).
    På den anden side løsninger, som reelt bygger på køb og salg af ydelser eller goder på et internetbaseret marked, der forbinder private sælgere med private købere. Eksempler på sidstnævnte er de amerikanskejede Uber og Airbnb, og også f.eks. den danske hjemmeside Den Lille Tjeneste, hvor man kan finde folk til at løse praktiske opgaver i hjemmet mod betaling, f.eks. skifte et vandrør eller samle et IKEA-møbel.
    Hvor de fleste nok vil mene, at den første type af løsninger modsvarer det, man umiddelbart forstår ved ordet at dele, så er det straks vanskeligere at se, hvad den sidste type af løsninger har at gøre med deling som begreb. Tjenester som Uber og Airbnb udfordrer etablerede forretningsmodeller såvel som eksisterende vilkår for lønmodtagere. Dette har vi bl.a. set herhjemme med taxichaufførernes aktioner mod Uber, som de mener undergraver deres muligheder for at drive virksomhed under rimelige vilkår.
    Nogle ser de nye markeder for salg og køb af tjenesteydelser som en saltvandsindsprøjtning til økonomien og som en mulighed for at skabe et nyt jobmarked baseret på freelancearbejde. Fremtidsscenariet er en arbejdsstyrke bestående af ikke-organiserede mikroentreprenører uden klassiske lønmodtagerrettigheder.
    Heroverfor står kritikerne, som peger på, at disse tjenester undergraver etablerede løn- og arbejdsvilkår, skaber en ny sort (og ureguleret) økonomi, udfordrer velfærdsstatens grundlag og skaber et såkaldt ”prekariat” af løsarbejdere.
    Lige så snusfornuftigt ”ægte” deling og bytte af goder kan forekomme de fleste, lige så problematisk fremstår den sidste form for ”dele”-økonomi nok i manges øjne. Hverken Uber eller Airbnb handler først og fremmest om, at vi skal deles om ressourcerne. Denne form for deleøkonomi burde ifølge den tyske teknologi-blogger for Der Spiegel, Sascha Lobo, snarere betegnes som platforms-kapitalisme. Og som den engelske forsker i kreativitet og business, Sebastian Olma, skriver, så repræsenterer platformskapitalismen en ”mutation af det økonomiske system som følge af anvendelsen af digital teknologi”.
    Et første skridt til en bedre forståelse af, hvad deleøkonomi er, kunne derfor være en mere omhyggelig brug af begrebet. Og her kunne det være en stor hjælp, hvis begrebet reserveres for de løsninger og tjenester, som reelt består i at dele og bytte goder gratis eller eventuelt mod en mindre, kompenserende betaling. Det er denne type af deleøkonomi, som er det primære fokus for resten af denne artikel.

Teoretisk miljøpotentiale
Hvis vi deles om de materielle goder, vil det kræve færre ressourcer og mindre energi at producere nye. Det lyder jo i sig selv logisk nok. Men hvor meget batter deleøkonomi reelt i miljømæssige termer?
    Det har det franske institut IDDRI (Institut for bæredygtig udvikling og internationale relationer) undersøgt rapporten The sharing economy: make it sustainable fra 2014. Her når IDDRI bl.a. frem til, at ”delbare” goder og produkter udgør omkring en fjerdedel af de franske husholdningers forbrugsudgifter og en tredjedel af husholdningernes affald. På baggrund heraf vurderer IDDRI, at hvis mulighederne for at dele goder blev udnyttet optimalt, ville de franske hjem kunne spare op til 7 pct. på husholdningsbudgettet og reducere affaldsmængden med 20 pct.

Omfordeling og fællesgørelse
Deleøkonomi kan bidrage til mindre miljøbelastning fra vareforbruget på især to måder: Den første handler om at forlænge den tid, et produkt bliver brugt, inden det smides ud. Dette kan ske ved at produkter, som man ikke længere selv kan/skal/vil bruge, overdrages til andre, som kan bruge dem i stedet. Herved undgår den nye ejer at købe et helt nyt produkt. Denne form for deleøkonomi, som IDDRI betegner som omfordeling (på engelsk ”redistribution”), er dog på ingen måde en ny opfindelse. Gennem umindelige tider har mennesker foræret brugte ting bort eller solgt dem videre via loppemarkeder o. lign. Det nye er imidlertid, at det er blevet enklere at forære eller bytte brugte ting væk. Internetbaserede løsninger såsom apps gør det muligt at kommunikere hurtigt og effektivt med fremmede inden for såvel som uden for ens lokalområde.
    Den anden måde, hvorpå deleøkonomi kan bidrage til mindre miljøbelastning, er ved at sikre en mere effektiv udnyttelse af produkters tekniske potentiale. Her er det klassiske eksempel bilen, som for de fleste bilejeres vedkommende reelt kun bliver brugt i højst 10 pct. af døgnets timer. Resten af tiden står bilen blot stille derhjemme eller i byen. Med deleordninger eller billeje kan brugen intensiveres betydeligt samtidig med at deling kan betyde, at færre har brug for at have deres egen bil. Denne form for deling betegner IDDRI ”mutualization”, som vi på dansk kan kalde fællesgørelse.
    Fællesgørelse er heller ikke i sig selv en ny ting (tænk f.eks. på bøgerne på et bibliotek). Men også her bidrager de digitale teknologier med nye muligheder for effektivt og hurtigt at skabe kontakt mellem ”udlånere” og ”lånere”. Og samtidig, hvilket nok er mindst lige så vigtigt, tilbyder de formaliserede rammer for deling af goderne – selv mellem fremmede. Herved adskiller det sig fra tidligere tider, hvor deling hovedsageligt fandt sted mellem folk, der kendte hinanden på forhånd – dvs. uformelle relationer knyttet til familie, venner eller naboskab.
    En tredje form for deling, som IDDRI behandler som en selvstændig kategori, er samkørsel. Det vil sige når folk kører sammen i stedet for i hver deres bil. Herhjemme er appen GoMore et velkendt eksempel på dette, om end hjemmesiden Samkørsel har eksisteret i længere tid.

Hvornår er det smart at dele?
Hvor meget det gavner miljøet at dele et produkt afhænger i høj grad af, i hvilken fase af produktets levetid den primære miljø- og ressourcebelastning ligger. Miljøgevinsten er størst for produkter, hvor den primære belastning ligger i produktionen og/eller bortskaffelsen af produktet – snarere end i selve brugen af produktet. Det gælder f.eks. mobiltelefoner, barnevogne, børnecykler, tøj, bøger mv.
    Hvis den primære belastning derimod ligger i selve brugsfasen, er det mindre oplagt, at deling vil være til gavn for miljøet. Et eksempel er biler, hvor langt den største del af miljøbelastningen kommer fra selve kørslen med bilen. Her kan man risikere, at miljøgevinsten ved at dele bilen (fællesgørelsen) i sidste ende bliver spist op af øget bilkørsel. Eksempelvis hvis delebilsordningen betyder, at flere bruger bil i stedet for tog og bus.

Langsigtet potentiale?
Herhjemme har også tænketanken CONCITO undersøgt deleøkonomien. I rapporten Deleøkonomiens klimapotentiale konkluderer CONCITO, at deleøkonomien i dag har en højst begrænset klimaeffekt målt i forhold til udledningen af drivhusgasser. Det tilføjes dog, at ”deleøkonomiens største klimapotentiale kan ligge i dens adfærdsforandrende potentiale. Fysiske og virtuelle deleforretninger viser forbrugerne, at der er andre måder at forbruge på end ved at eje al ting selv. Heri kan deleøkonomien medvirke i en transformativ proces mod andre og mere bæredygtige forbrugsmønstre.”
    Samtidig peger CONCITO, ligesom rapporten fra det franske IDDRI, på en ganske særlig problematik: Reboundeffekten. Bag det kryptiske navn gemmer sig det forhold, at økonomiske besparelser fra øget effektivitet ofte omsættes i et øget forbrug, som i sig selv helt eller delvist ophæver effektivitetsgevinsten. Det centrale spørgsmål er derfor, i hvilket omfang de økonomiske besparelser, som forbrugerne opnår ved at dele varer og goder, i sidste ende vil blive brugt på mere forbrug, f.eks. en ekstra flyrejse. I så fald kan en stor del af miljøgevinsten ved deleøkonomien gå tabt.
    Som professor i økologisk økonomi ved Aalborg Universitet Inge Røpke siger i forbindelse med CONCITO’s undersøgelse: ”Hvis bytte- og deleaktiviteter stimulerer os til at sige, at vi kan klare os med mindre, så er det rigtig godt. Hvis de omvendt stimulerer til at udvide forbrugsmulighederne, så er det ikke godt.”

Bidrag til bæredygtig omstilling?
Der er altså ingen simpel sag at vurdere, om deleøkonomien vil understøtte en bæredygtig udvikling ved at bidrage til mindre ressourceforbrug og miljøbelastning. Der er bestemt et potentiale for en mere effektiv udnyttelse af ressourcer gennem deling, men det er ikke ligegyldigt, hvilke goder der deles – og reboundeffekten kan i sidste ende annullere miljøgevinsten. Der er derfor behov for en aktiv politik og regulering på området, så det positive potentiale kan udnyttes bedst muligt.
    Samtidig kan det tænkes, at deleøkonomi kan understøtte realiseringen af nye og mere bæredygtige modeller for samfund, økonomi og hverdagsliv. Hvis eksempelvis de økonomiske besparelser fra delingen af goder og ydelser kunne omsættes til kortere arbejdstid – i stedet for flere flyrejser eller andre former for øget forbrug – kunne deleøkonomien på samme tid bidrage til en mindre miljøbelastning og mere fritid. Selv når vi skelner mellem ægte deleøkonomi og "platformskapitalisme", er der således behov for at tænke deleøkonomien ind i en større sammenhæng, hvis det skal bidrage til en reel bæredygtig omstilling.

FAKTABOKS

Eksempler på danske og udenlandske tjenester
Uber: Amerikansk tjeneste, som muliggør bestilling og betaling af uformel taxikørsel via internettet.
Airbnb: Amerikansk tjeneste, som tilbyder online markedsplads for udlejning og bookning af overnatning hos private.
Couchsurfing: Internetbaseret socialt netværk, som skaber kontakt mellem rejsende og frivillige værter. Gratis overnatning (i modsætning til Airbnb).
Blablacar: Fransk-startet tjeneste, som formidler kontakt mellem bilister og folk, der gerne vil have et lift. Kun betaling for udgift (i modsætning til f.eks. det danske GoMore, som kan have karakter af egentlig betaling for transport som ydelse).
Resecond: Dansk app, som formidler kontakt mellem folk, der gerne vil bytte brugte ting med hinanden.
Afhent.dk: Annoncering af brugte ting til gratis afhentning.
By-del.dk: Gratis lån og deling af udstyr inden for køkken, bolig, have mv.

Foto: Emily Leclerc (Creative Commons License)