Antallet af borgerrettede klimaprojekter vokser i takt med erkendelsen af verdenssamfundets manglende evne til at håndtere klimaforandringerne. Dansk forskning undersøger betydningen af at borgerne selv tager initiativet eller har stor indflydelse.

Af Jens Hoff

Fra klimalandsbyen Studsgård

Denne artikel handler om borgerdrevne klimaprojekter, som finder sted på lokalt niveau i Danmark, og hvor borgerne spiller en større eller mindre rolle i arbejdet med at forebygge klimaforandringer – ofte i et samarbejde mellem borgere og offentlige myndigheder, typisk kommuner. Projekterne dækker forskellige typer fællesskaber, fra familier over institutioner til boligforeninger og hele landsbyer.

Er borgerdrevne projekter relevante?

Men hvorfor overhovedet beskæftige sig med i en global målestok små, borgerdrevne klimaprojekter, hvor atmosfæren måske spares for nogle få hundrede tons CO2? Er det ikke betydningsløst og i værste tilfælde spild af tid?
   For at besvare disse spørgsmål er det nyttigt at se på udviklingen i den globale klimapolitik i de seneste 10 år. Her står to ting i stigende grad klart. For det første er håbet om at holde den globale temperaturstigning under de famøse 2 grader celsius svindende. Ifølge det internationale klimapanel IPCC’s rapport Climate Change 2014 Synthesis Report, vil det således kræve, at de globale CO2-udledninger reduceres mellem 41 og 72 pct. inden 2050. For det andet er det blevet klart, at de globale institutioner som FN mv. ikke har evnet at løse denne opgave. Mest tydeligt blev dette udstillet under klimatopmødet COP15 i København i 2009, hvor det, der skulle have været en afløser for Kyotoprotokollen, endte med den tynde Københavner-erklæring.
   Skuffelsen efter København synes imidlertid at have flyttet fokus hos politiske beslutningstagere, kommuner, regioner, miljøorganisationer og borgere i retning af det lokale og i retning af borgernes egne muligheder for at gøre noget ved de truende klimaforandringer. Tænkningen synes at være, at hvis problemerne ikke kan løses oppefra-og-ned, må man i stedet forsøge at løse dem nedefra-og-op. Og hvis ingen andre vil byde ind, er det på tide, at vi, borgerne, selv tager affære.

Det lokales genkomst

Udviklingen har været omtalt som en ”reorientering mod det lokale”. Re-orientering, fordi nødvendigheden af at lokale myndigheder og fællesskaber spiller en rolle i miljø- og klimapolitikken allerede blev erkendt af FN i forbindelse med topmødet i Rio i 1992. Dette blev startskuddet til de mange lokal agenda 21-initiativer, som fulgte i mange lande i årene derefter. Lokal agenda 21-arbejdet er dog mere eller mindre forsvundet i dag. Det er derfor på sin plads at tale om den nye bølge af borgerinitiativer som en form for genoplivning eller ”modernisering” af det tidligere arbejde.
   Det lokale og borgernes egen indsats i forhold til klimaforandringer er tydeligt opprioriteret af f.eks. både EU og den forrige danske regering. Sidstnævnte indregnede f.eks. et ”borgerbidrag” på ca. 6 pct. i de 40 pct., som CO2-udledningerne skal reduceres med i 2020. Og vender man blikket mod den kommunale sektor i
Danmark er billedet helt entydigt, at klimapolitikken i høj grad ses som noget borgerne spiller en væsentlig rolle i. 

Studie af danske projekter

I det tværdisciplinære forskningsprojekt CIDEA (Citizen Driven Environmental Action), som løb over perioden 2010-14, har vi analyseret en række borgerdrevne klimaprojekter med henblik på at finde ud af, hvordan borgere engagerer sig i aktiviteter, der kan reducere deres CO2-fodspor – og hvilke typer af projekter, der fungerer bedst i forhold til at skabe et vedvarende engagement og en reel reduktion. Analysen er foretaget i tæt samarbejde med projekterne selv og med de kommuner, som projekterne er lokaliseret i.
   I alt undersøgte vi 12 projekter fra otte forskellige kommuner samt enkelte projekter, som går på tværs af en række kommuner. I denne artikel beskrives tre af projekterne, som illustrerer noget af spændvidden.
   Selv om det har været et formål at reducere udledningen af CO2 i alle projekterne, har det ikke været det eneste formål. Og for nogle måske ikke engang det vigtigste formål. Styrkelse af den lokale sammenhængskraft, jobskabelse og øget beskatningsgrundlag og forbedring af det lokale demokrati har også været på dagsordenen med forskellig intensitet i de forskellige projekter. Spørgsmålet er så, om sådanne parametre også skal indgå i vurderingen af projekters potentiale eller ej?
   Vi vil argumentere for, at spørgsmålet om potentiale både bør inddrage projekternes evne til at bidrage til CO2-reduktioner såvel som deres evne til at forbedre det lokale demokrati.

Klimafamilier i Ballerup

Umiddelbart efter klimatopmødet i København iværksatte Ballerup Kommune en plan, der skulle reducere kommunens samlede CO2-udslip med 25 pct. i 2015 (sammenlignet med 2006). Fem procentpoint af denne reduktion skulle komme fra borgerne, hvilket betød at borgerne skulle reducere deres individuelle CO2-fodspor med 26 pct. i perioden 2009 til 2015.
   For at imødegå denne udfordring igangsatte kommunen ”klimafamilieprojektet”, som løb i tre år og involverede 20 familier. Familierne skulle fungere som rollemodeller for en mere klimavenlig livsstil og herigennem kommunikere et budskab om bæredygtighed og forandring til andre borgere i kommunen.
   For det første skulle de hver dag i en seks måneders periode udfylde et skema vedrørende deres transport, forbrug af vand, varme og el, forbrug af forskellige madvarer samt deres genbrug. Alt dette kunne så omregnes til kg CO2. For det andet fik de en kasse med forskelligt udstyr, som kunne anvendes til CO2-reducerende aktiviteter (bl.a. en brusebads-timer og forskelligt cykeludstyr).
   Projektet var meget succesfuldt, idet familierne reducerede deres CO2-fodspor med 20-25 pct. i gennemsnit over den treårige periode. To faktorer synes særligt afgørende for projektets succes: Dels familiernes tidlige involvering i projektet og at de i stort omfang bestemte projektets retning, dels at projektet lykkedes med at gøre flere familier til gode formidlere af succesen med at reducere deres CO2-fodspor. Familierne organiserede events sammen med kommunen og optrådte i forskellige sammenhænge sammen med borgmesteren, der gerne ville associeres med de klimavenlige borgere.

MinKlimaplan

Det største potentiale for at reducere energiforbruget i private husholdninger anslås at ligge i bedre isolering og udskiftning af boligers varmekilde. Skal husholdningernes energiforbrug reduceres væsentligt, må især boligejerne overbevises om det fornuftige i sådanne investeringer.
   Middelfart Kommune etablerede i 2009 projektet MinKlimaplan, som tilbød et gratis energitjek af boligen, hvis mindst ti husejere i samme område gik sammen om det. Boligejerne fik besøg af en energirådgiver fra det lokale energiselskab, en repræsentant fra kommunen og to håndværkere, som vurderede huset.    
   Energirådgiveren sendte derefter en energirapport til hver enkelt boligejer, og håndværkerne sendte et tilbud på de anbefalinger, som blev foreslået i energirapporten. For at fremme boligejernes lyst til at foretage renoveringen, blev de tilbudt en rabat på 15 pct. på renoveringsarbejdet på betingelse af, at arbejdet blev foretaget nogenlunde samtidig hos en række af boligejerne.  
MinKlimaplan var imidlertid langsom om at komme i gang. Et stort problem syntes at være omkostningen ved energirådgivningen, som kommunen skulle betale. Projektet blev derfor erstattet af det såkaldte ”ESCO-light” projekt i 2011 (ESCO står for Energy Service Company). Her samarbejdede kommunen med det lokale energiselskab om at uddanne lokale håndværkere i energirådgivning. Efter uddannelsen kunne håndværkerne levere den nødvendige energirådgivning til boligejerne, og hvis boligejerne besluttede sig for at iværksætte renoveringen, kunne håndværkerne hjælpe dem med at sælge deres energibesparelser til energiselskabet.
   Formålet med projektet har været at skabe en win-win situation for alle parter, hvilket i høj grad er lykkedes. Boligejerne får både gratis og kvalificeret energirådgivning såvel som tilskud, hvis de igangsætter arbejdet (energibesparelsen), håndværkerne har fået en øget viden om energirenoveringer og energiselskaberne har fået outsourcet opgaven med at skabe energibesparelser i private husholdninger. Desuden opnår kommunen CO2-reduktioner og øgede skatteindtægter, idet der er blevet skabt flere job i byggebranchen lokalt.  
 
Klimalandsbyen Studsgård

Studsgård er en landsby 10 km fra Herning. Der bor omkring 250 familier og landsbyen har en meget aktiv, grøn borgerforening. Landsbyen startede i 2008 et samarbejde med Herning kommune med henblik på at blive en ”klimalandsby”. Samtidig vedtog borgerforeningen en målsætning om at reducere Studsgårds CO2-udledning med 25 pct. i 2012 (i forhold til 2007). Herning kommune støttede (og støtter stadig) landsbyen med en ”grøn koordinator”, som har hjulpet landsbyboerne med at starte forskellige grønne initiativer.  
Disse initiativer har indtil nu været aktiviteter som klimavenlige middage en gang om ugen, grundig sortering af affald, energirådgivning, åbning af en genbrugsbutik, træplantning og etablering af et vindmøllelaug.
   Eftersom Studsgård havde sat et konkret mål for CO2-reduktion, har både landsbyen og Herning kommune omhyggeligt prøvet at måle effekten af de forskellige initiativer. Disse beregninger viser en samlet reduktion på ca. 220 tons i perioden fra 2009 til 2012. Dette svarer til ca. et ton pr. familie. Tager man i betragtning at en dansker i gennemsnit udleder mindst 6 ton CO2 pr. år, lever reduktionen dog ikke op til målsætningen om 25 pct., men er nærmere 10-12 pct.
 
Sparer det CO2?

De undersøgte projekter i CIDEA har alle haft et overordnet mål om at reducere borgernes CO2-fodspor, men flere af dem er ret vage, når det kommer til at opgøre de faktiske reduktioner. Undtagelserne er Klimafamilieprojektet og Klimalandsbyen, hvor der blev fastsat klare reduktionsmål og lagt mange kræfter i at måle reduktionerne.
   De vage opgørelser kan bl.a. afspejle, at projekterne har haft forskellige ting i fokus. I f.eks. MinKlimaplan lå lokal jobskabelse og skattegrundlag højt på den kommunale dagsorden, og i et projekt med involvering af såkaldte ”klimaambassadører” (se foto) stod empowerment (”myndiggørelse”) og at løfte kvinder med etnisk baggrund ind på arbejdsmarkedet centralt.
   Hullerne i opgørelserne gør det vanskeligt at sammenligne projekternes effektivitet. En første lære er derfor, at hvis der ikke fastsættes en konkret målsætning for reduktion, så bliver måling af fremskridt nedprioriteret. Med konkrete reduktionsmål gøres der i reglen betydelige anstrengelser for at måle fremskridt, og dette bliver i sig selv en motiverende faktor.

Borgerengagement virker

Størst entusiasme og engagement skabtes i de projekter, som engagerede familier eller en hel landsby. Disse projekter synes samtidig at være dem, muligvis sammen med MinKlimaplan i Middelfart, som resulterede i de største CO2-reduktioner pr. person.
   I forhold til det demokratiske aspekt har vi evalueret projekterne med udgangspunkt i syv demokratiske kriterier (bl.a. brug af lokal viden, konfliktreducerende effekt, læring, ejerskab og empowerment). Evalueringen viser, at de projekter, hvor borgerne har stor indflydelse på både planlægningen af projektet og dag-til-dag aktiviteterne, scorer højest på de syv kriterier. Dette gælder særligt Klimafamilier og Klimalandsbyen.
 
Fokus på borgerne

”If we wait for governments, it will be too late, if we act as individuals it will be too little, but if we act as communities, maybe it will be enough.” Sådan har Ben Brangwyn fra det engelske Transition Network udtalt. Og selvom sandheden i dette citat desværre nok er tvivlsom, har vores analyse demonstreret, at både når det drejer sig om effektivitet (CO2-reduktioner) og demokratiske aspekter, er de borgerdrevne, fællesskabsbaserede projekter i stand til at levere bedre resultater end andre typer af projekter. Dette gælder også for projekter, som er etableret på initiativ af offentlige myndigheder, men hvor borgerne har betydelig indflydelse.
   Selvom det kan synes nemmere for politiske beslutningstagere at arbejde gennem medierne (f.eks. informationskampagner) eller gennem beskatning/subsidier, er der grænser for, hvor meget der kan opnås ad den vej. Der er således et presserende behov for en politik, der kombinerer individbaseret fokus med et fokus på sociale grupper og fællesskaber.
   CIDEA-projektet viser, at der ud over de målbare effekter af sådanne projekter også er en række mindre håndgribelige positive resultater såsom styrkelse af det lokale fællesskab, skabelse af en fælles identitet, forbedrede relationer mellem det pågældende fællesskab og kommunen, længere levetid af projekterne og øget legitimitet til indsatsen. Endvidere synes lokale fællesskabsbaserede projekter at have en evne til at skabe nye sociale normer, som kan bidrage til at skabe nye og mere klimavenlige adfærds- og forbrugsmønstre.
 
Læs mere

Jens Hoff og Quentin Gausset: Community Governance and Citizen-Driven  Initiatives in Climate Change Mitigation. Routledge/Earthscan, 2015.
Jens Hoff og Bjarne W. Strobel: A Municipal ’Climate Revolution? The Shaping of Municipal Climate Change Policies. The Journal of Transdisciplinary Environmental Studies, 12 (1), s. 4-16 (2013).