Begrebet bæredygtighed har rødder tilbage til 1700-tallet. Det er et omstridt begreb, og der er stor uenighed om, hvordan det skal tolkes. I denne artikel giver Finn Arler, professor ved Aalborg Universitet, et overblik over de forskellige faser i begrebets udvikling op til i dag.

Af Finn Arler

Gro Harlem Brundtland

Begrebet ”bæredygtighed” optræder første gang med den tyske betegnelse Nachhaltigkeit, der betyder vedholdenhed eller holdbarhed. Forstmanden Hans Carl von Carlowitz introducerede det i en bog om skovdrift først i 1700-årene. Carlowitz brugte også betegnelsen Konservierung, bevarelse, og på engelsk har conservation været brugt næsten synonymt med sustainability, som i dag er det engelske ord for bæredygtighed. Det er langtfra tilfældigt, at det begreb, der i 1977 på dansk fik navnet ”bæredygtighed”, første gang anvendes af en forstmand. Allerede før Carlowitz var forstfolk bevidste om skoven som begrænset ressource.

   To hundrede år senere, i 1910, skrev nok en forstmand, det amerikanske forstvæsens leder Gifford Pinchot, bogen The Fight for Conservation. Hans definition på bæredygtighed kan genkendes i mange senere formuleringer: ”Vores forpligtelse består i at bruge, hvad vi behøver, uden derved at fratage efterkommerne det, som de vil få behov for”. Bæredygtighed er en etisk forpligtelse. Umådeholden brug af ressourcer må ikke give kommende generationer dårligere livsmuligheder, end vi selv har haft.
 
Befolkningsvækst og ressourcemangel

Det var ikke kun i skovbruget, man i 1700-årene bekymrede sig for kommende generationers muligheder.  Man var også bekymret for, om man kunne producere tilstrækkeligt med fødevarer til den voksende befolkning i Europa, selv om landbrugsforskere havde øget hektarudbyttet
   Mest berømt er englænderen Thomas Malthus’ bog om befolkningsvækstens principper fra 1798. Kønsdriften er så stærk, skriver Malthus, at befolkningen vokser eksponentielt, hvis der ikke er ydre begrænsninger. Mængden af fødevarer vil også vokse med fornyelser i landbruget, men ikke lige så hurtigt. Det syntes derfor uundgåeligt, at hovedparten af befolkningen måtte leve på sultegrænsen.
    Senere generaliserede økonomen David Ricardo pointen til alle ressourcer. Befolkningspres og økonomisk vækst gør, at man må udnytte stadigt ringere ressourcer. Det fører til, at væksten uundgåeligt stopper. Geografen George Perkins Marsh og geologen Nathaniel Southgate Shaler søgte i anden halvdel af 1800-tallet empirisk at vise, at en voksende brug af begrænsede ressourcer bragte industrikulturen på konfliktkurs med det, der inspireret af den nye populationsøkologi snart blev betegnet som miljøets ”bæreevne”.
   Både Marsh og Shaler mente ganske vist, at mennesker ad teknologisk vej kan udvide ressourcemængden. Det samme understregede de amerikanske økologer – William Vogt og Fairfield Osborn m.fl. – der efter 2. Verdenskrig igen tog tråden op. De var dog alle skeptiske over for teknologiens muligheder og frygtede, at moderne teknologi blot udsatte og forstærkede det forventelige kollaps.
 
I = P x A x T

Vogt og Osborns budskaber druknede i en efterkrigstid præget af en uset velstandsstigning med olien som central ressource. Først sidst i 1960’erne blev debatten om miljøproblemer og begrænsede ressourcer genoptaget, med Vogts tidligere studerende Paul Ehrlich som central figur. Ehrlich skrev sammen med sin kone Anne og kollegaen John Holdren – i dag videnskabelig rådgiver for præsident Obama – en række bøger med stor gennemslagskraft.  
   Den første af disse, The Population Bomb fra 1968, forudså uundgåelige massedødsfald som følge af overbefolkning. Retorikken blev senere dæmpet. Kernebudskabet forblev dog en advarsel mod befolkningsvækst. Ikke mindst i kombination med et øget forbrug ved stigende indkomst. Uden radikal selvbegrænsning vil menneskearten underminere sit miljø- og ressourcegrundlag på samme måde som andre dyrepopulationer.
   Fra slutningen af 1960’erne og frem til FN’s første miljøkonference i Stockholm i 1972 dukkede en stribe rapporter og debatbøger op, hvor de stigende miljøproblemer blev analyseret og løsninger diskuteret. Flere – herunder den berømte rapport Grænser for vækst – tolkede krisen i stil med Ehrlich. Andre fokuserede i stedet på teknologi, samfundsform og værdisæt.
   En af de mest markante stemmer i debatten var plantefysiologen Barry Commoner. Han betragtede teknologisk fejludvikling som problemernes hovedårsag. Råstoffer blev brugt ekstremt ineffektivt. Affald hobede sig op forkerte steder. Ikke mindst de nye kemikalier – fra pesticider til plastik – var ligesom atomkraftens og de fossile brændslers restprodukter osv. miljøfremmede stoffer, der bredte sig som en pest i vore omgivelser. Renere teknologi var svaret på de voksende problemer.
   Selvom debatten til tider var hård, kunne Ehrlich og Commoner dog enes om formlen I = P x A x T, hvor de tre faktorer befolkning (P), velstand (A) og teknologi (T) alle medvirkede til voksende miljøbelastning (I), og om at man måtte tage fat om alle tre områder. Uenigheden gik på hvilken af faktorerne, der er mest afgørende.
 
Bæredygtig udvikling

Den fattigste del af verden så med skepsis på 1970’ernes debat om voksende miljøproblemer. Her tolkede man det som et nyt forsøg på at forhindre de fattige lande i at få del i den økonomiske udvikling. Debatten kørte derfor i to adskilte spor. På den ene side miljø- og ressourcedebatten, hvor økonomisk vækst og velstand var på anklagebænken som faktoren A i formlen I = P x A x T, på den anden side en udviklingsdebat med krav om udbredelse af økonomisk vækst.
   I 1980 publicerede den internationale naturbeskyttelsesforening IUCN, FN og Verdensnaturfonden en fælles World Conservation Strategy, der forsøgte at kombinere de to dagsordener. Betegnelsen bæredygtig udvikling optrådte her for første gang. Inspireret af Pinchot tilstræbtes ”det størst mulige bæredygtige udbytte for nuværende generationer” uden at ødelægge ”potentialet til at imødekomme kommende generationers behov og bestræbelser”. Man krævede økonomisk udvikling i fattige lande, mens rige lande måtte effektivisere brugen af ressourcer.
  Denne dagsorden blev gentaget i Brundtland-kommissionens rapport Vores fælles fremtid fra 1987. Rapportens berømte definition af bæredygtig udvikling som en ”udvikling, der opfylder nuværende behov uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare” er tydeligt inspireret af både World Conservation Strategy og Pinchot. Det blev understreget, at ”behov” ikke alene er basale behov, men også ”legitime forhåbninger om forbedret livskvalitet” på et niveau “som alle kan have rimelige forventninger om at opnå”.
   Med Brundtland-rapporten fulgte et skift i tolkningen af den økonomisk vækst. Rapporten anbefalede vækstrater på 5-6 pct. i de fattigste lande, mens de rigeste lande burde fastholde vækstrater på 3-4 pct. for at aftage produkter fra de nye vækstøkonomier. Rapporten antog, at videnskabelig og teknologisk udvikling både kan øge ressourcegrundlaget og muliggøre en ændret vækstkvalitet med færre ressourcer og mindre miljøbelastning.  
 
Økonomisk vækst som del af bæredygtighed

Den økonomiske vækst trådte efter Brundtland-rapporten ikke blot ned fra anklagebænken, men blev en del af definitionen på bæredygtighed. Bæredygtighed skulle ikke blot ses i en miljømæssig dimension – vi må ikke ødelægge kommende generationers livsbetingelser – men også en social – vi skal forbedre de dårligst stilledes levevilkår – og en økonomisk – vi skal sikre fortsat økonomisk vækst.
   Pointen om at bæredygtigheden har tre dimensioner vandt så småt indpas i virksomhedskredse i begyndelsen af 1990’erne, inden John Elkingtons bog Cannibals with forks i 1997 endeligt stadfæstede treenigheden af hensyn til Planet, People og Profit. Hensyn der kunne opgøres i virksomheders regnskaber med en tredobbelt bundlinje. Det nye slagord var økologisk modernisering: vi kan fortsat få mere, hvis vi effektiviserer og dematerialiserer med renere teknologi. Og omstillingen skal ske i en kombination af offentlig regulering og virksomhedsansvar – uden behov for store samfundsomvæltninger.
   Tilsvarende pointer indgik allerede på 1970’ernes palet.  Ud over Barry Commoner kan nævnes den amerikanske energiforsker Amory Lovins, som i 1977 udgav bogen Soft Energy Paths, hvori han anbefalede bundpropper frem for større vandvarmere, når vandet i badekarret skal holdes varmt – svarende til den danske ingeniør Jørgen S. Nørgaards næsten samtidige anbefalinger i bogen Husholdninger og energi.
   Lovins har siden bl.a. været medforfatter til bøger med sigende titler som Factor Four – Doubling Wealth, Halving Ressource Use fra 1998 og Natural Capitalism fra 1999. Hans Rocky Mountain Institute og den britiske milliardær og Virgin-stifter, Richard Bransons, Carbon War Room indgik sidste år en strategisk alliance om at anvende markedet til samtidig at standse klimaændringer og skabe økonomisk vækst.
 
Cirkulær økonomi

Effektivisering er ikke i sig selv tilstrækkeligt. Ressourcerne skal recirkuleres, som begreberne vugge-til-vugge og cirkulær økonomi peger på. Disse begreber blev introduceret i 1980’erne af den schweiziske arkitekt Walter Stahel. Inspirationen var især hentet i den britiske økonom Kenneth Bouldings idéer fra 1960’erne om det lukkede rumskib Jorden, hvor alt skal genanvendes.
   Begge begreber har fået ny luft de seneste år. Det ene bl.a. i kraft af William McDonough og Michael Braungarts cradle-to-cradle-bevægelse. Det andet med hjælp fra især den ressourcestærke Ellen MacArthur Foundation, der siden 2010 har arbejdet for at bringe cirkulær økonomi på dagsordenen overalt.  
En central tanke er den, at biologiske ressourcer må holdes fri for gift og forurening, så de igen kan indgå i økologiske kredsløb. Ressourcer som metaller må fastholdes i tekniske kredsløb uden tab. Samme pointer indgår i den såkaldt industrielle økologi, en samlebetegnelse for den indsats for øko-effektivisering og livscyklus-tænkning, som opstod efter Brundtland-rapporten.
 
Kan alt substitueres?

Blandt debattørerne i 1970’erne var også økonomer som Nobelpristageren Robert Solow med endnu større forventninger til teknologien. Han mente, at vi med teknologisk udvikling til stadighed kan skaffe nye ressourcer. Solows råd var derfor at opbruge de ressourcer, vi for tiden er afhængige af. Alt kan og vil blive substitueret.
   Senere økonomer har sjældent været helt så optimistiske, men har stadig accepteret idéen om substitution. Bæredygtighed er synonymt med reel opsparing – med Verdensbank-økonomen Kirk Hamiltons udtryk fra 1994. Som minimum må man opretholde den samlede kapital, målt i økonomisk værdi, uanset der er tale om naturlig, teknisk eller human kapital. Biologiske arter, som ingen vil betale for, kan erstattes af populære motorveje. Opbrugte ressourcer opvejes af forbedret teknologisk formåen.
Visse ressourcer, kritiske goder som rent vand, ozonlaget eller centrale økosystem-tjenester kan dog vanskeligt udskiftes. Den såkaldt økologiske økonomis fader, Herman Daly, har af samme grund argumenteret for en kritisk bundlinje. Unikke goder som biodiversitet, fredede områder og bygninger, demokrati og social retfærdighed kan vi overleve uden. Men vil vi give dem videre til efterkommerne, må vi enten holde dem ude af de økonomiske vurderinger eller håbe på at privatpersoner køber dem.
 
Vækst, nedvækst eller a-vækst?

Tro på økonomisk vækst har længe haft stor indflydelse på bæredygtighedsdebatten, omend aldrig uimodsagt. Forestillingen er også dristig. Befolkningsvækst og fortsat økonomisk vækst som forudsat i Brundtland-rapporten vil øge miljø- og ressourcebelastningen så meget, at teknologien ved århundredets slutning skal begrænse belastningen fra hver produceret enhed til 1/100 i forhold til 1987.
   I en rapport, som en britisk bæredygtighedskommission med Tim Jackson som pennefører udarbejdede i 2009, beskrives sådanne forhåbninger som utroværdige. Den opfattelse af velstand, der ligger bag, er problematisk. Jackson kræver, i lighed med mange andre, rigdomsbegrebet genfortolket, så det ikke er synonymt med privat konsum.
   Sådanne idéer diskuteres også i tilknytning til begrebet décroissance eller degrowth, bl.a. inspireret af forfattere fra de tidlige 1970’ere som Ivan Illich, E.F. Schumacher og Nicolas Georgescu-Roegen. På dansk oversættes det bedst som afvækst eller nedvækst. Pointen er, at hvis vækst på længere sigt hverken er mulig eller attråværdig, må man tænke i nye baner.
   Reelt er der snarere tale om a-vækst end om nedvækst: fokus må forskydes fra økonomiske nøgletal til andre parametre for samfundets trivsel. I Bhutan opgør man eksempelvis nu sin rigdom i et bruttolykkeindeks. Heri indgår den økonomiske vækst dog som én blandt mange parametre. Om ønsket om økonomisk vækst helt kan og bør fordrives, det er af gode grunde fortsat omstridt.  
 
Læs mere

Finn Arler, Mette Mosgaard & Henrik Riisgaard (red.): Bæredygtighed. Værdier, regler og metoder. Aalborg Universitetsforlag, 2015

Foto af Gro Harlem Brundtland: Harry Wad (Creative Commons License)