Det er snart de færreste byudviklingsprojekter, der ikke har visioner om at være bæredygtige. Men ofte omsættes visionerne ikke til praksis. Vi er derfor nødt til at forstå, hvad der sker mellem vision og realitet, hvis projekterne skal bidrage til en bæredygtig omstilling.

Af Anne Katrine B. Harders

Det er ingen hemmelighed, at byerne i dag kæmper med en række udfordringer i forhold til manglende bæredygtighed. Det vidner de trafikale problemer om, hvor især den private biltrafik bidrager til trængsel, forurening, ulykker og CO2-udledning. Men alt imens vi kan blive enige om, at vi gerne vil komme disse problemer til livs, så er det straks sværere at blive enige om hvordan.
     Carlsberg Byen i København er et af de byudviklingsprojekter, der fra start har haft ambitiøse visioner om bæredygtighed og om at sætte nye standarder for den bæredygtige byudvikling, både nationalt og internationalt. Men hvad sker der med de bæredygtige visioner, når skåltalerne er klinget af og realiteterne rammer?
     Det har jeg undersøgt i mit ph.d.-projekt, hvor processen omkring valget af parkeringsløsning i Carlsberg Byen har udgjort et eksempel på nogle af de mange dilemmaer og konflikter, bæredygtig byudvikling og omstilling rummer.

Bæredygtighed – et elastisk begreb
Første udfordring er bæredygtighedsbegrebet, der efterhånden er blevet brugt og misbrugt i et utal af sammenhænge. For at komme nærmere en definition på bæredygtighed, gør mange brug af det, vi kan kalde den ”trebenede model”, hvor bæredygtigheden beskrives ud fra miljømæssige, sociale og økonomiske aspekter. Men sikrer denne definition en fælles forståelse af bæredygtighed?
     Gennem min forskning har jeg erfaret, hvordan de tre aspekter fortolkes vidt forskelligt afhængigt af hvem man spørger og hvornår. Det gælder ikke kun i Carlsberg-projektet, men beslutningen omkring områdets parkeringsnorm er et illustrativt eksempel. Parkeringsnormen angiver, hvor mange parkeringspladser der skal være i forhold til antallet af beboere.
     Mens nogle anser det for miljømæssigt bæredygtigt at begrænse parkeringen, fordi biltrafikken er ubæredygtig, anser andre det som mere bæredygtigt med megen parkering for at minimere den forurening, der er knyttet til at folk kører rundt for at finde en parkeringsplads. Den sociale bæredygtighed handler for nogle om ikke at afvise bilejere, mens den for andre handler om at give plads til bylivet og menneskene frem for bilerne. Og mens den økonomiske bæredygtighed for nogle betyder økonomisk lighed mellem mennesker, så handler den for andre om at gøre en god forretning.
     Den elastiske betydning muliggør, at vi kan blive enige om overordnede, bæredygtige visioner, mens den konkrete tolkning af bæredygtighed kan pege i vidt forskellige og ofte modsatte retninger. Problemet opstår altså først, når byudviklingsprojektet skal realiseres og beslutningerne skal tages. Og hvad betyder bæredygtig byudvikling så?

Bæredygtig omstilling handler om forandring
Jeg har ikke selv lavet en definition på, hvad bæredygtighed er, eller hvordan den bæredygtige by ser ud. I stedet vil jeg argumentere for, at bæredygtighedsbegrebet ikke har nogen mening, hvis det ikke forstås som netop bæredygtig omstilling. Med andre ord må bæredygtig byudvikling handle om omstillingen væk fra det ubæredygtige. Projekterne skal dermed bidrage til en udvikling, der kan lette de udfordringer vi oplever i byen frem for at forstærke dem.
     Det undrede mig derfor, da jeg begyndte at undersøge Carlsberg-projektet, hvorfor antallet af parkeringspladser var væsentlig større end i de områder, der fungerede som inspiration for projektet – og ikke mindst, hvorfor parkeringsløsningen var mere omfattende end angivet i projektets oprindelige masterplan.

Det daglige arbejde
Mange af de beslutninger, der har betydning for et byudviklingsprojekts endelige udformning, bliver taget gennem en ofte lang og kompleks proces. I Carlsberg-projektet var både politikere, bygherre, embedsmænd, arkitekter (som stod bag masterplanen) og rådgivere involveret i beslutningen omkring parkeringsnormen. Det betyder, at der er mange forskellige interesser i spil. I den ene ende stod Carlsberg, der som bygherre ønskede en høj parkeringsnorm, mens daværende teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune stod i den anden og gerne så en væsentlig lavere norm.
     Forskellige argumenter var i spil; bygherren fandt, at salget af byggeriet krævede en høj parkeringsnorm, også selv om dette skulle føre til markante økonomiske investeringer og begrænse muligheden for f.eks. regnvandshåndtering. For Københavns Kommune afhang interesser og argumenter af forvaltning og politisk parti. I den ene forvaltning lagde de vægt på de negative trafikale konsekvenser, som en høj parkeringsnorm kunne bidrage til, mens det for en anden var vigtigere at efterkomme bygherrens krav. For arkitekten var det afgørende at begrænse bilinfrastrukturen, så den ikke kvalte ideerne om livet i byrummet og de tætte gader.
     I sidste ende blev beslutningen om parkeringsnormen taget af bygherren og overborgmesteren for lukkede døre.
     I processen handlede parterne med forskelligt udgangspunkt og med valuta af forskellig værdi. Det er nemmere for bygherren end for embedsmanden at skabe offentlig debat gennem medierne. Det er nemmere at omsætte ingeniørens beregninger til økonomi end arkitektens ønske om et godt byliv med magiske byrum. De beslutninger, der tages, er altså i høj grad baseret på netop de situationer og relationer, de tages i, og hver af parterne har en interesse, som de er nødt til at forfølge. Problemet er, at interesserne ofte tilgodeses på bekostning af visionen om bæredygtighed.

Bæredygtig byudvikling kalder på nye processer
Byudvikling er kompleks – det kan vi ikke ændre på. Men vi er nødt til at forstå, hvordan vi navigerer i den komplekse proces. Carlsberg-projektet viser, hvordan gode intentioner er svære at oversætte i det daglige arbejde. Her er det vigtigere, at bygherren kan sælge lejligheder, end at tage hensyn til trængslen i København som helhed.
     Man kan sige, at infrastruktur i det daglige arbejde må udvikles og tilpasses det forventede behov, mens beslutningen om at forandre infrastrukturen i en mere bæredygtig retning foregår på et andet strategisk og politisk niveau. Derfor bliver udfordringer såsom biltrafik og trængsel forsøgt håndteret, snarere end løst. Men netop denne håndtering betyder, at biltrafikken muliggøres, og for mange derfor fortsat er det bedste alternativ – også selv om det har konsekvenser både på kort og lang sigt. Her er der altså ikke tale om en omstilling væk fra det ubæredygtige.
     Det er nødvendigt, i langt højere grad end det sker nu, at sikre, at de langsigtede visioner om bæredygtig omstilling oversættes til det daglige arbejde. Visionerne om bæredygtighed sikrer ikke den bæredygtige omstilling alene.