Med det seneste infrastrukturforlig er det nok engang slået fast, at motorveje, inklusive ’hærværksprojekter’ som Kattegat- og Egholmsforbindelserne, har forrang fremfor kollektiv transport og cyklisme. Men – som artikler i dette nummer af Nyt Fokus også viser – der er andre måder at tænke mobilitet på.
Af redaktionen
I 1980’erne og -90’erne talte man om “den jyske trafikmafia” med politikere fra V, K og S, som tog sig betalt for støtten til Storebæltsforbindelsen med motorveje i Jylland, uanset trafiktætheden i f.eks. Vendsyssel, der fik to motorveje, var en brøkdel af tætheden omkring Storkøbenhavn. Det gør man ikke længere. I dag synes tæt ved alle politikere at være forenet i prioriteringen af privatbilisme fremfor kollektiv transport. Og det selv om trafikkens klimabelastning er blevet så meget mere tydelig. Infrastrukturforliget fra juni 2021 viser, at det fortsat er vejlobbyen, der styrer. ”Mr. Transport”, DI’s netop afgåede direktør for transportbranchen, modtog en glad videohilsen fra ikke mindre end syv nuværende og tidligere trafikministre.
I dette nummer stiller vi skarpt på den førte transport- og trafikpolitik, som har sit eget liv uanset hvilken farve regeringen har. I første artikel beskriver Ivan Lund Pedersen fra NOAH’s transportgruppe det reelt institutionaliserede samarbejde til fordel for privatbilismen mellem vej- og trafiklobbyens organisationer og selskaber og transportministeriets embedsmænd. Resultatet af denne bias kan aflæses i årtiers tilsidesættelse af klima-, miljø- og naturhensyn. Både i artiklen og den efterfølgende grafik er elementerne i en alternativ trafikplanlægning skitseret.
I den følgende artikel trækker Toke Haunstrup tre eksempler frem fra Infrastrukturforliget på de indbyggede skævheder i transportpolitikken: Herningmotorvejen og underprioriteringen af henholdsvis cyklisme og nærtransport. Herefter dykker John Holten-Andersen og Jens Kruhøffer ned i to af de værste eksempler på ”hærværksprojekter”: Kattegat- og Egholmforbindelserne, som forliget også fremmer.
At vejstøj – som i øvrigt også frembringes af el-biler ved mere end 30-40 km/t – er ubehagelig, har vi længe vidst, men nu dokumenterer forskning, at den også er meget skadelig og f.eks. er med til at fremme demens. Det fremgår af Amanda Marie Hohols artikel. Niels Wellendorf beskriver efterfølgende den kollektive transports trængsler, hvor tilbuddet, bortset fra i storbyer, snart kun henvender sig til såkaldte ”tvangskunder”, altså dem uden bil. Flyvning, den mest skadelige transportform overhovedet, får efterfølgende et par ord med på vejen af Poul Kattler.
I de fire følgende artikler er der fokus på alternativer til de nuværende transportmønstre. Fra Roskilde kommune beskriver Jakob Skovgaard Villien og Marie Vang Nielsen fokus på børn og unge i trafikplanlægningen for at påvirke deres adfærd i bæredygtig retning. Jin Xue afviser både storbyen og øko-landsbyen som vejen frem, men tegner et alternativ i form af spredte byer som løsning. Niels Aagaard foreslår udviklingen af en drejebog for omstilling af transportsektoren, og Niels-Henrik Hooge peger på, at en bæredygtig trafikpolitik, der kan realisere 70 pct. CO2-reduktion fordrer en konsekvent borgerinddragelse og etablering af bilfrie zoner. Som det lyder: ”Retten til at bestemme over sit nærmiljø kan implementeres overalt og i princippet gælde for alle, uanset hvor de bor”.
Til sidst i nummeret beskriver Gunni og Ole Busck de groteske forhold for trafikanter i København.
