Kapitalismen og globaliseringen er i færd med at ødelægge vores planet, uden at det nuværende politiske system magter at forhindre det. Er løsningen at finde inden for det eksisterende system? Eller er 68-oprørets slagord ”Vær realist, kræv det umulige!” atter blevet aktuelt?
Af Mathias Hein Jessen
Soyez réalistes, demandez l’impossible! Sådan lød et af slagordene fra 68-oprøret, som igen er blevet utrolig relevant. For måske er det netop i dag, at det mest realistiske er at kræve det umulige. Vi lever i en tid, hvor kapitalismen og globaliseringen er kraftigt i gang med at ødelægge vores planet. Og det virker ikke til, at det eksisterende politiske system for alvor kan gøre noget for at adressere dette ud over at vedtage kvoter og resolutioner, der i bedste fald blot bremser klimaforandringerne en smule.
Den slovenske filosof Slavoj Žižek har flere gange bemærket, at det i dag er lettere at forestille sig en invasion fra rummet end et andet økonomisk system end kapitalismen. Det samme kan vi sige generelt om, hvordan vores politiske og økonomiske system fungerer. Det er svært, hvis ikke umuligt, at forestille sig noget andet end det bestående.
På den måde er vi i sandhed nået til ”historiens afslutning”, som den amerikanske politolog Francis Fukuyama proklamerede det. Vi kan måske nok blive enige om, at der er visse problemer med, hvordan tingene fungerer, men ikke at der er brug for radikale ændringer for i fuldt omfang at gøre noget ved det. Foreslår man, at der er noget grundlæggende galt med det kapitalistiske system, eller at det repræsentative, nationale, liberale demokrati ikke kan håndtere de aktuelle problemer, kan man i værste fald blive anklaget for at være totalitær, og i bedste fald for at tænke utopisk og urealistisk.
Efter finanskrisen var der en spirende tro på, at der endelig var kommet et uigendriveligt bevis på uholdbarheden i systemet, ledsaget af protestbevægelser fra Grækenland og Occupy til Los Indignados og Democracia Real Ya! i Spanien. For ikke at nævne bevægelserne i Det Arabiske Forår. Der var tendenser i retning af en mere omfattende mistillid til det bestående økonomiske og politiske system, men de grundlæggende forandringer udeblev. En væsentlig del af forklaringen på dette er, at der i den dominerende opfattelse af kapitalismen som det eneste realistiske økonomiske system og det liberale, nationale, repræsentative demokrati som den eneste rigtige styreform, ligger en implicit en forståelse af, at kapitalismen kan fungere uden, eller med et minimum af, fattigdom og ulighed til glæde og fremskridt for alle. Og at det politiske system, på trods af sine mangler, er det mest hensigtsmæssige til at løse de politiske problemer, vi står over for. Spørgsmålet er imidlertid, hvor realistisk det egentlig er? Særligt i forhold til klimaforandringerne?
Hvem tænker realistisk?
Den tyske filosof G.W.F. Hegel skrev i 1808 et kort skrift med titlen ”Hvem tænker abstrakt?”. Her brugte han et eksempel med en forbryder for at forklare, at det egentlig er dem, som vil forklare forbryderen ud fra dennes omstændigheder, opvækst, miljø, socioøkonomiske situation osv., som tænker konkret. Også selv om de almindeligvis bliver anklaget for at tænke abstrakt. Ifølge Hegel er det i virkeligheden dem, som kun tænker på den konkrete forbrydelse, som tænker abstrakt, netop fordi de abstraherer fra alle disse ting og bruger den abstrakte kategori ”forbryder” på den komplekse sag.
Den simple pointe er, at det måske er dem, som hævder at tænke konkret, som i virkeligheden tænker abstrakt, og omvendt. På samme måde kan man i vores kontekst her sige, at de, som hævder at være realister, i virkeligheden er dem, som er de urealistiske. Hvor realistisk er det, at vi kan fortsætte i det samme spor som hidtil?
Finanskrisen sætter stadig sine tydelige spor, særligt i Sydeuropa, hvor arbejdsløsheden er enorm og hvor især unge mennesker har mistet troen på det politiske system. Et tydeligere eksempel er måske netop klimaet og den globale opvarmning. På et eller andet tidspunkt stopper mulighederne for at ”vækste” rent fysisk, i hvert fald i én forståelse af ordet vækst, og jordens ressourcer vil være udpint, hvis ikke vi lærer at leve og vokse på en anden og mere bæredygtig måde. Global opvarmning, øget vandstand, klimaforandringer og klimakatastrofer bliver i stigende grad en del af hverdagen, vel at mærke særligt for dem, som i forvejen ikke har meget.
Når det kommer til klimaforandringer, virker det mest realistisk at gøre det umulige, nemlig noget der rækker ud over de bestående politiske og økonomiske forhold. Det er urealistisk, at vi kan fortsætte i samme spor, for det vil føre til planetens undergang.
Alligevel sker der ikke noget (afgørende). Svaret er nemlig aldrig at prøve noget andet, men derimod at forsætte lige lidt længere i samme spor, måske med et par få justeringer. Alt andet er jo utopisk og urealistisk, får man at vide. Der er en grund til, at verden er indrettet som den er, netop fordi det er det mest fornuftige og realistiske. Vi må fortsætte med det samme, vi må følge de spilleregler og de strukturer, der allerede er, og indrette os efter dem. ”Sådan er det jo”, som Margrethe Vestager så berømt sagde det. ”Der er intet alternativ”, som en anden Margrethe, nemlig Thatcher, sagde det. Alle andre forslag er ukonkrete, flyvske, utopiske og urealistiske, lyder det.
Altid næsten
Som allerede antydet bygger en sådan antagelse på en forestilling om, at det er muligt at korrigere det nuværende system inden for de realistiske rammer, så det kan fungere med et minimum af fattigdom og ulighed og uden voldsomme kriser – både økonomiske, personlige og klimamæssige. Og svaret på at undgå den fattigdom, ulighed og de kriser, vi ser i dag, er netop altid mere af det samme. Også selv om der i høj grad kan argumenteres for, at disse er resultatet af selvsamme system.
Dette indebærer en forestilling om det, den danske filosof Henrik Jøker Bjerre har kaldt et ”altid-næsten”. Vi ved godt, at vores system skaber ulighed, elendighed og fattigdom, og vi vil gerne frem til en tilstand uden. Men for at komme derhen må vi lige køre lidt videre med det samme system, som skaber mange af problemerne.
Denne logik bliver fremragende illustreret i sæson 3 og 4 af den amerikanske tv-serie The Wire, hvor vi følger politikeren Thomas ”Tommy” Carcettis kamp for at blive borgmester i Baltimore. Carcetti er en idealist, som tror på, at han kan få stoppet den narkotika-kriminalitet, der hærger byen. Han er også klar over, at for virkelig at gøre noget ved problemerne, skal der ske grundlæggende og strukturelle forandringer i den måde politiet arbejder på. I stedet for at bruge ressourcerne på at arrestere sælgerne på gaden eller mellemmændene, så må politiet lave grundigere efterforskninger for at ramme bagmændene og leverandørerne, såvel som generelt at ændre betingelserne for de fattige, stofmisbrugerne og alle dem, som ryger ud i den kriminelle løbebane. Dette kræver radikale ændringer i politiets arbejdsmetoder.
Problemet er bare, at når man flytter ressourcerne over på længevarende operationer og dermed væk fra gadeanholdelser, så stiger kriminaliteten på kort sigt i statistikkerne. Og det er naturligvis et kæmpe problem for politikeren Carcetti, der gik til valg på at bekæmpe kriminalitet og ønsker at blive genvalgt. Den idealistiske politiker er dermed tvunget til at se ”realiteterne” i øjnene og få statistikkerne til at se pæne ud, hvilket betyder, at man fortsætter med at gøre det man altid har gjort. For at kunne ændre afgørende ved tingene er Carcetti nødt til at blive genvalgt – og for at blive genvalgt, er han nødt til at gøre det man altid har gjort. Han bliver med andre ord nødt til at fortsætte med at gøre alt det, der ikke løser problemerne, for at kunne løse problemerne.
For at operere i det politiske system er man nødt til at handle realistisk og gøre det mulige. På den måde illustrerer ”altid-næsten” logikken vores aktuelle politiske og økonomiske problemer. Vi ved godt, at måden vi gør tingene på er uholdbar i det lange løb, men vi skal bare lige fortsætte lidt endnu for at løse problemerne, hvilket resulterer i, at intet bliver gjort. Men sådan er det jo, og der er åbenbart intet alternativ.
Det mest konkrete og det mest realistiske er at fortsætte i det samme spor, alt andet er urealistisk og utopisk, får vi at vide. Men spørgsmålet er, om det i vores givne situation ikke er et radikalt krav om noget andet, et radikalt krav om det umulige, der er det mest konkrete og det mest realistiske?
