Vi lever i verdens hårdest opdyrkede land. Under en procent af befolkningen ejer i dag to tredjedele af landet. Viben er fløjet, og landbrugets strukturudvikling har lagt hele landsbysamfund øde. Der er brug for et paradigmeskifte, så landbruget bliver et middel til at tjene bosætning, velfærd og miljø i landdistrikterne.

Af Kjeld Hansen

Se dig ud en sommerdag,
når de bønder tromler:
Land æfor og by æbag,
lærkesang og humler,
byg i skred og bær i blost,
barneleg om frønnet post,
rugens dræ med duft af most
i drift om brede gårde!
Tekst: Jeppe Aakjær, 1904

 

"Se dig ud en sommerdag" skrev digteren Jeppe Aakjær i 1904 og malede et smukt, solskinsfyldt billede af et Danmark med driftige gårde i frodige landskaber, med lærkesang foroven og humler og bærbuske i blomst forneden og børn i leg overalt.
     "Se dig ud en sommerdag" siger jeg i 2014, men forbered dig på et helt andet billede. Solen skinner stadig, men ellers er alt forandret. Ager og eng er omdannet til kilometerlange markblokke med byg og hvede – og intet andet – til svinefabrikkernes millioner af dyr. Lærken er fløjet, humler og bærbuske ryddet af vejen, og børn i barneleg er der stort set ingen af.
     Og helt galt ser det ud, hvis du tager til Lolland, Langeland, Sydvestjylland eller Nordjylland. Her i "den rådne banan" i Udkantsdanmark har landbrugets uhæmmede strukturudvikling lagt hele landsbysamfund øde. Tomme gårde, tomme skoler, tomme børnehaver og tomme kirker – landbrugets rationalisering har trukket et ødelæggende spor af affolkning og forfald gennem den danske provins.

Bananrepublik
Vi lever i verdens hårdest opdyrkede land. Ingen anden demokratisk nation har med åbne øjne tilladt en ganske lille minoritet blandt sine borgere at sætte sig så tungt på det samlede areal som i Danmark. Under en procent af befolkningen ejer i dag to tredjedele (62 pct.) af landet. Det er værre end i de værste bananrepublikker og i sig selv roden til rigtig megen dårligdom.
     Og kurven er ikke knækket – strukturudviklingen får lov at fortsætte med rasende hast, mens politikere og planlæggere vrider deres hjerner for at bortforklare de indlysende sammenhænge mellem nyliberaliseringerne af ejerskabet til jorden og lokalsamfundenes forfald.
     Næste afgørende skridt bliver, at de store internationale agroindustrier rykker ind. Kineserne har allerede købt de første minkfarme, japanerne er på vej ind i havdambrug, og den herskende regering lægger sidste hånd på en lovgivning, der vil åbne hele det sårbare danske landskab for udenlandske investorer.

Landbruget mister betydning
Lyder det dramatisk? Ja – og det er det. Lyder det overdrevet? Måske – men det er det ikke. Her er nogle tal:
     Helt frem til 1. august 1963 var Danmark stadig et landbrugsland, hvor landbrugsprodukter udgjorde hovedvægten af eksporten, men i tredje kvartal det år skiftede balancen. Industrivarer fik overtaget med 51 pct. mod landbrugsproduktionens 49 pct. I dag udgør primærlandbrugets produkter kun 10 pct. af den samlede eksport, og tallet falder stadig fra år til år.
     På samme måde har antallet af selvstændige ejerfamilier og ansatte lønarbejdere i landbruget udvist et ubrudt fald siden begyndelsen af 1950'erne, fra 200.000 (i 1960) til under 40.000 jordejere i dag. Antallet af heltidslandbrug er næsten halveret i de seneste ti år og udgør nu færre end 12.000 virksomheder.
     Og beskæftigelsen går samme vej – fra 300.000 beskæftigede (12,8 pct. af arbejdsstyrken) i den primære landbrugs- og gartneriproduktion i 1966 til 62.000 i 2012 (2,3 pct.). Alene fra 2001 til 2012 faldt beskæftigelsen med næsten 30 pct.

Drænet for følgejobs
Begrebet ”strukturudvikling” dækker også over, at der er blevet langt færre mejerier, slagterier og andre forædlingsvirksomheder – og dermed også langt færre jobs i følgeindustrierne til landbruget.
     Det samlede antal danske mejerier kulminerede i 1930’erne med knap 1800. Hvert sogn havde sit mejeri. Antallet faldt i 1940’erne til ca. 1600 og i 1950’erne til ca. 1400 mejerier. I løbet af 1960’erne lukkede man mejerier stadig hurtigere, så i 1975 var der blot 294 tilbage. I dag er der kun 34 selvstændige mejerier i landet, men branchen domineres fuldstændigt af en enkelt meget stor koncern, det svensk-dominerede Arla.
Antallet af jobs på mejerierne er faldet støt gennem tiden, og alene i de seneste ti år med knap 29 pct. fra 10.762 i 2001 til 7.694 i 2012.
     For slagterierne har udviklingen været tilsvarende negativ, både hvad angår antallet af virksomheder og beskæftigelsen. Alene siden 2001 er antallet af jobs på slagterierne faldet med 33 pct. fra 20.748 til 13.867.

Ingen plads til naturen
Når landbruget optager 62 pct. af landarealet i Danmark, og byer og skove beslaglægger andre 24 pct., så siger det sig selv, at der ikke bliver meget plads tilovers til "naturen". Det er da også et af de allerstørste miljøproblemer, at Danmark er det hårdest udnyttede landbrugsland, ikke bare blandt EU's samlede 27 nationer, men formentlig i hele verden.
     Manglen på plads til natur i landskabet er simpelthen det mest påtrængende problem, strukturudviklingen har skabt. Til gengæld er det et problem, som lader sig løse, hvis den politiske vilje er til stede. Den, der ejer jorden, bestemmer jo over dens naturindhold.  
Selve den ekstremt effektive udnyttelse er det derimod noget vanskeligere at gå op imod. Konventionelt landbrug støtter sig kraftigt til brutale dyrkningsmetoder med bl.a. stigende anvendelse af sprøjtegifte for at kunne kontrollere ukrudt, svampe og uønskede insekter.
     Erhvervet råder generelt ikke længere over tilstrækkelig viden eller dygtighed, der gør det muligt at klare sig uden støtte af kemi. Kun syv procent af det danske landbrugsareal dyrkes i dag sprøjtefrit, og omlægningen til den økologiske driftsform har stået i stampe i en årrække.

På sprøjten
I dag (2012) sælges der årligt 5.900 tons aktive giftstoffer i form af sprøjtegifte, og heraf indkøber landbruget de 5.725 tons. Det betyder, at den danske landmand er ansvarlig for 96 pct. af den samlede miljøbelastning med sprøjtegifte.
     I 2004 vedtog Folketinget en pesticidhandlingsplan, der skulle få landbruget til at nedtrappe afhængigheden af de kemiske midler. Målet var at nå frem til, at hver mark i gennemsnit kun blev besprøjtet 1,7 gange årligt senest i 2009. Imidlertid er det gået helt anderledes. Sprøjtehyppigheden er steget med 91 pct. fra 2,07 i 2000 til 3,96 i 2012.
     Svagheden ved handlingsplanen har vist sig at være "frivillighedsprincippet". Det har været op til landbruget selv at gøre det fornødne for at nedbringe forbruget af kemiske midler, men erhvervet har helt åbenlyst ikke magtet opgaven.
Markerne på et moderne landbrug er i dag kemisk rensede for alt andet end byg, hvede eller majs, men det er uundgåeligt, at de kemiske midler også rammer flora og fauna uden for markerne og i vandløb og søer samt grundvandet.

Farvel til storken
Den manglende plads, den kemiske forurening med sprøjtemidler og gødningsstoffer (handelsgødning såvel som gylle) samt den hårdhændede mekaniske bearbejdning af dyrkningsjorden har haft katastrofale konsekvenser for en række bestande af dyr, fugle og insekter. Her er en håndfuld eksempler:
     Storkens forsvinden er velkendt for de fleste, og det dramatiske fald fra omkring 1200 par i 1940 til nul par i 2001 falder nøje sammen med den voldsomme "strukturudvikling" og ikke mindst intensiveringen af landbrugets dyrkningsmetoder.
Mere end halvdelen (53 pct.) af de planter og dyr, der er knyttet til agerlandet, er i fortsat tilbagegang. Tre af de mest typiske fuglearter ude på landet – kornværling, sanglærke og agerhøne – er reduceret med 55 pct., 61 pct. og 83 pct. siden midten af 1970'erne. Viben, der lever både på mark og eng, er gået tilbage med 74 pct.
     Et andet symptom på den negative udvikling er de vilde biers enorme tilbagegang. Hele tolv af de 29 danske arter af humlebier er på den røde liste over truede arter. Alle er afhængige af levesteder i agerlandskabet. Også sommerfuglene er i frit fald med tilbagegange større end 50 pct.
     Et lyspunkt udgør vandløbene. De har fået det markant bedre gennem de seneste 20 år. Fra at være åbne spildevandsrender, der flød med kloakvand, gyllesafter, okker og industriudslip har 62 pct. af de overvågede vandløb i dag (2012) en tilfredsstillende økologisk tilstand. Det betyder, at de lever op til kravene i EU's Vandrammedirektiv.
Forbedringerne skyldes helt overvejende effektiv spildevandsrensning på de kommunale renseanlæg og ved dambrugene.

Folk flygter
Strukturudviklingen har også haft gennemgribende indvirkning på hele samfundsudviklingen.
     Siden begyndelsen af 1950'erne er der foregået en vandring fra landdistrikterne mod byerne. Karlene og pigerne, der ofte arbejdede for usle lønninger og under elendige forhold, kunne ikke hurtigt nok komme ind til byerne for at få jobs med ordnede forhold i de fremvoksende industrier. Samtidig medførte den hastigt fremskridende mekanisering af erhvervet, at der skete et brat fald i behovet for manuel arbejdskraft.
     Men også i dag søger unge væk fra landbruget, til trods for at arbejdsforhold og lønninger er blevet forbedret. Det kan skyldes, at selve arbejdet er blevet langt mere monotont og uinspirerende. Hvilken ung kvinde eller mand har lyst til at fodre svin fra morgen til aften dag ud og dag ind – eller til at hænge og pløje på en traktor otte timer om dagen i flere uger?
     I stedet importeres unge udlændinge i bundter fra fattige landsbysamfund i de baltiske randstater, Rumænien eller Ukraine, ofte under dække af prisbillige "praktikant"-ordninger. Man regner med, at hver fjerde landbrugsmedhjælper i dag er udlænding.
     I sig selv er der intet odiøst i denne udveksling af arbejdskraft, men de unge østeuropæere bidrager ikke på nogen måde til at skabe liv i landdistrikterne.
Den største udfordring for fremtidens Danmark er at få stoppet afvandringen fra landdistrikterne, ellers knækker samfundet midt over. Der skal simpelthen flere familier ud at bo på landet, hvis ikke hele landsdele som Lolland, Langeland og store dele af Sønderjylland og Vestjylland skal ende med at ligge øde hen.
     Hvis ikke det meget snart lykkes at tæmme landbrugserhvervet og gøre det til samfundets tjener – og ikke herre – så vil agroindustrien inden næste århundredeskifte have tømt det meste af provinsens landdistrikter for indbyggere. Så vil der ikke være meget andet liv derude end millioner af svin mellem de endeløse markblokke med monokulturer til svinefoder.

Støtte til velfærd
Helt afgørende er det at få gennemført et paradigmeskifte, så landbrugserhvervets fremgang ophører med at være et mål i sig selv, men omformuleres som et middel til at fremme bosætning, velfærd og miljø i landdistrikterne. Det går den vej, men uhyre langsomt.
     Landdistrikterne udgør 90 pct. af det udvidede EU, og fokus i de 27 medlemslande er på at skabe vækst og nye arbejdspladser – men man kæmper med det paradoks, at den traditionelle EU-landbrugsstøtte snarere end at fremme bosætning og arbejdspladser på landet bidrager til afviklingen af disse.
Pr. 1. august i år havde EU-landene mulighed for at overføre op til 15 pct. af den samlede nationale EU-landbrugsstøtte til fælles udviklingsformål i landdistrikterne. For Danmarks vedkommende er den samlede støtte på 7,2 mia. kr., så det ville betyde knap 1,1 mia. kroner årligt til udvikling og velfærd i landdistrikterne. Men sådan gik det ikke.
     Regeringen valgte kun at afsætte fem procent af støtten til udvikling af landdistrikterne, og frem mod 2020 vil tallet gradvist stige til syv procent. Det svarer i gennemsnit til knap 430 millioner kroner årligt. Beløbet er ikke imponerende, men her er der trods alt en mulighed for at "få noget for pengene" til gavn for fællesskabet.
Men stoppe flugten fra Udkantsdanmark? Næppe.
     Der skal langt mere radikale midler til som eksempelvis opkøb af store kriseramte svinelandbrug med henblik på en ny jordfordeling. Det siger sig selv, at erstatter man en enkelt gård på 800 hektar med 10 gårde på 80 hektar, ja – så erstatter man også en enkelt familie med et par børn med 10 familier med børn. Den form for genbosætning af landdistrikterne vil virkelig batte noget for at puste liv i både børnehaver og skoler, men også for øget beskæftigelse, flere skatteindtægter og alle de andre positive følgevirkninger, der kan revitalisere landdistrikterne.
Endelig er der det demokratiske aspekt, der gerne skulle adskille Danmark fra de værste bananrepublikker.
     Begrundelsen for en demokratisk jordfordeling blev formuleret ganske fyndigt allerede i 2003 i partiet Venstres principprogram:
     "Den private ejendomsret er grundpillen i et frit samfund. Privat ejendomsret er den vigtigste garanti for såvel økonomisk som politisk frihed. Når ejendomsretten er fordelt på mange private ejere, har ingen enkeltperson magt til at bestemme over andre. Liberale ønsker derfor en spredning af den private ejendomsret."

Litteratur

Hansen, Kjeld (2008): Det Tabte Land. Den store fortælling om magten over det danske landskab. Gads Forlag. Udsolgt men kan fås som E-bog.

Sådan ligger landet. Tal om landbruget 2013. Udgivet af Dyrenes Beskyttelse og Danmarks Naturfredningsforening. Kan findes på hjemmesiden www.dn.dk

Fakta om erhvervet 2013. Rapport udgivet af Landbrug & Fødevarer. Kan findes på hjemmesiden www.lf.dk