For blot få år siden talte alle om stigende energipriser og behovet for hurtig omstilling til vedvarende energi. Siden da er der blevet ganske stille omkring disse spørgsmål. Hvor blev diskussionen af? Og skal vi fortsat bekymre os om energiknaphed og olien, som rinder ud?

Af Toke Haunstrup

I sommeren 2008 flød medierne over med historier om oliepriser, der steg med raketfart. Næsten dagligt var der reportager med bekymrede bilister fra landets benzinstationer, og økonomer frygtede, at de stigende priser skulle ramme økonomien. Olieprisernes himmelflugt var da også en vigtig del af baggrunden for den finansielle krise, som for alvor tog fart med Lehman Brothers’ konkursbegæring i september samme år. Forinden nåede olieprisen at toppe med 147 dollar pr. tønde.
     For de fleste var det en stor overraskelse, at oliepriserne kunne stige så drastisk, som de gjorde i 2007-08. En gruppe forskere var dog ikke overraskede. De havde gennem mange år advaret om, at den globalt voksende olieudvinding snart ville toppe og derpå aftage, fordi de lettest tilgængelige olieforekomster ville være udtømt. Denne forudsete udvikling havde fået navnet "peak oil", fordi kurven for olieproduktionen ligner en spids bjergtop. I kombination med en vækstøkonomi baseret på et stadigt stigende energiforbrug, ville dette resultere i kraftigt voksende oliepriser. Sådan lød analysen, og sådan gik det da også i 2008.
     Det forventede peak oil udgjorde samtidig et vægtigt argument for omstilling til vedvarende energi, og forestillingen om at ”olieæraen” var ved at rinde ud, syntes i det hele taget udbredt i tiden omkring 2008. De seneste 3-4 år har olieprisen imidlertid ligget nogenlunde stabilt omkring 100 dollar pr. tønde, og spørgsmålet om peak oil - og den deraf følgende nødvendighed af at stille om til vedvarende energi – er så godt som forsvundet fra den offentlige debat. Hvad er årsagen til dette? Og betyder det, at vi ikke længere skal bekymre os om olien, og de fossile brændstoffer generelt, som en begrænset ressource, der slipper op?

Skiferolie og skifergas

En af årsagerne til det vigende fokus på peak oil er de seneste års vækst i produktionen af såkaldt ”ukonventionelle fossile brændstoffer”. Her er det især skifergas og skiferolie, som er fremherskende – ikke mindst i USA, hvor disse i et vist omfang har ændret spillereglerne og er udråbt til en ”game changer”, der kan gøre USA uafhængig af import af udenlandsk olie og gas. Men også andre steder i verden er der fokus på mulighederne for at udvinde skifergas og -olie, eksempelvis herhjemme i Nordjylland og Nordsjælland.
     Skiferolie og -gas udvindes fra felter, hvor olien og gassen er vanskeligere tilgængelig end i konventionelle felter. Takket være de stigende oliepriser og udviklingen af nye teknikker til at bore horisontalt og såkaldt hydraulisk frakturering (”fracking”), er det blevet mere attraktivt for producenterne at udvinde disse forekomster. USA dominerer den globale produktion af skifergas og -olie.
Blandt olieanalytikere er der store forventninger til potentialet for udvindingen af skifergas og -olie. Der er dog også skeptikere, som har advaret om, at de enorme investeringer i etableringen af nye felter udgør en investeringsboble, som kan briste ligesom tidligere investeringsbobler.
     De seneste analyser viser faktisk tegn på, at udvindingen af gas eller olie fra den enkelte boring (brønd) aftager hurtigere end tilfældet er for konventionelle felter. I rapporten Drill, Baby, Drill fra 2013, når den amerikanske analytiker David Hughes frem til, at produktionen af skifergas aftager med 79-85 pct. efter tre års produktion. For skiferolie ser det endnu værre ud med et fald på 81-90 pct. efter blot to år.
Hertil kommer nylige nedskrivninger af de ellers så høje forventninger til reservernes størrelse. Således kunne Los Angeles Times den 20. maj i år berette, at den amerikanske Energy Information Administration (EIA) nedskrev sin tidligere vurdering af de eksisterende skiferolie-reserver i Monterey med hele 96%. Fra 15,4 milliarder tønder olie til blot 600 millioner tønder. Til sammenligning er det årlige, globale forbrug af olie på 32 milliarder tønder olie. Med den nye vurdering kan Monterey-reserven altså kun dække 8 dage af det globale olieforbrug.
     Tidligere er det blevet vurderet, at Monterey-feltet udgjorde omkring to tredjedele af de samlede, teknisk tilgængelige skiferoliereserver i USA. Ifølge lederen af EIA, Adam Sieminski, skyldes nedskrivningen ”industriens vanskeligheder med at producere fra området”.

Kul på kedlerne – og klimaet

Fra et klimamæssigt perspektiv er det et lyspunkt, at de ellers meget omtalte reserver af skifergas og skiferolie ser ud til at være kraftigt overvurderede. Tilførslen af nye fossile brændstoffer er ikke just opskriften på at holde klimaændringerne og den globale temperaturstigning i ave.
     Man skal dog være forsigtig med at glæde sig for tidligt. Et kig på tallene for det globale energiforbrug viser nemlig, at dette fortsat vokser, og at den største vækst finder sted inden for kul. Det er dårlige nyheder for klimaet, da udledningen af drivhusgassen kuldioxid er væsentligt større fra kul end fra olie og naturgas.
     Fra 2004 til 2013 voksede det globale energiforbrug med 20 pct., mens olieproduktionen over samme periode kun steg med knap 3 pct. På den baggrund konkluderer redaktøren af det amerikanske online magasin TerraJoules.us, Gregor Macdonald, at peak oil allerede er indtruffet: ”Vi har allerede mistet adgangen til billig olie! Og nu er kul – ikke olie – klar til at overtage førerrollen som verdens primære energikilde.”
     Noget tyder således på, at vi allerede har forladt epoken med billig olie i rigelige mængder – men uden den massive omstilling til vedvarende energi eller det egentlige sammenbrud i den internationale økonomi, som mange havde spået. I stedet har de stigende oliepriser ført til et øget forbrug af kul og udviklingen af nye teknikker til udvinding af ukonventionelle olie- og gasforekomster. Vedvarende energi har godt nok også udvist høje vækstrater, men dækker endnu kun omkring 11 pct. af den globale energiproduktion. Heraf udgør biomasse langt den største del.

Det koster energi at producere energi

I stedet for peak oil bør vi nok interessere os mere for den generelle udtømning af klodens fossile brændstoffer, og hvad dette på sigt vil indebære for økonomien.
     I og med at vi fastholder et stort og fortsat stigende forbrug af fossile brændstoffer, vil udvindingen gradvist skifte til dårligere og dårligere forekomster. Den første olieudvinding for over 100 år siden fandt sted i felter, hvor man i næsten bogstavelig forstand blot skulle bore et hul i jorden for at få olien til at strømme. Men i takt med at de nemmest tilgængelige forekomster udtømtes, har olieindustrien måtte skifte til stadigt dårligere og svært tilgængelige kilder. Eksempelvis olieudvinding i de arktiske egne.
     Hermed er det ikke kun blevet dyrere (og mere miljørisikabelt) at udvinde olie – det er også blevet meget mere energikrævende. Det kan lyde paradoksalt, men der bruges nu mere og mere energi på at producere energi. Dette energiforbrug går til udvinding, bearbejdning og raffinering mv. af f.eks. skiferolie. En udvikling, som på sigt kan få alvorlige konsekvenser for en vækstbaseret økonomi.

EROI

Det centrale begreb er her EROI, som står for ”Energy Returned on Energy Invested”. EROI udtrykkes i et tal, som viser forholdet mellem, hvor meget energi, der udvindes fra en given energikilde, og hvor meget energi, der bruges på at udvinde denne mængde energi. EROI tager ikke højde for kvaliteten af den energi, der produceres eller forbruges (f. eks. om det er elektricitet eller olie), men udgør et groft mål, som kan sige noget om den generelle udviklingstendens i energiproduktionen.
     Eksempelvis fortæller et EROI på 10, at hver gang man bruger 1 enhed på at udvinde energi, så kommer der 10 energienheder ud af processen. Jo større EROI, desto større overskud af energiproduktionen. Et EROI på 1 svarer til, at der bruges lige så meget energi til udvinding, som der kommer ud af processen. Altså ikke noget nettooverskud.
     EROI kan blive et nøglebegreb for at forstå udfordringerne for fremtidens økonomi og velstand. EROI for udvindingen af fossile brændstoffer – især olie og naturgas – har nemlig siden starten af 1900-tallet været faldende i takt med at de nemmest tilgængelige ressourcer udtømtes. Hvor EROI for olie i starten af forrige århundrede lå helt oppe på omkring 100, er gennemsnittet nu nede på ca. 18, skriver den amerikanske finansanalytiker Roger Boyd i bogen Energy and the Financial system fra 2013. For skiferolie, tjæresand og olieudvinding på dybt hav ser det endnu værre ud. Her er tallene nede på 5 eller mindre.
     EROI for kul varierer meget fra forekomst til forekomst, men skønnes af Boyd at ligge mellem 20 og 80, mens gennemsnittet for naturgas er omkring 10. For vedvarende energikilder er EROI generelt lav. F.eks. har solceller et EROI på 6-12 og biobrændstoffer 1-18. Dog skiller to former for vedvarende energi sig ud med relativt høje værdier: Vandkraft, som svinger mellem 12 og ca. 270, samt vindkraft på omkring 18.

På vej i en ny fælde?

Med faldende EROI vil en stadig større del af den udvundne energi blive brugt på at fremstille energi. Dermed vil prisen for energi vokse yderligere og en stadig større del af økonomien vil være relateret til energiproduktion alene. Det er som at fodre hunden med dens egen hale.
     Den velstand, vi kender i dag, er opbygget i en tid med rigelig og billig fossil energi. Spørgsmålet er nu, om dette forbrugsniveau kan opretholdes med faldende EROI – endsige øges, sådan som målet er i vækstøkonomien. Det spørgsmål har en gruppe forskere fra State University of New York undersøgt. I rapporten EROI of Global Energy Resources fra 2012, nåede de frem til, at et samfund med overskud til veludbygget uddannelse, sundhed og kunst forudsætter et gennemsnitlige EROI for energiproduktionen på mindst 10-14. Og allerede under de 14, vil det være vanskeligt at afsætte ressourcer til disse ting.
     Dette er i sagens natur beregninger behæftet med betydelige usikkerheder. Men uanset hvor den nedre grænse helt præcist ligger, bidrager et faldende EROI til at underminere vækstøkonomien.
     Roger Boyd konkluderer: ”Mens vi ikke løber tør for fossile brændstoffer inden for den nærmeste fremtid, er vi ved at løbe tør for det billige stof (den billige olie /red.), som muliggjorde vores samfund, økonomier og finansielle systemer”. Noget, som især vil ramme lande afhængige af import af energi.

Er der en vej ud?

En måde at slippe ud af fælden kunne være at erstatte de fossile brændstoffer med vedvarende energi med tilstrækkeligt høje EROI-værdier – dvs. først og fremmest vand- og vindkraft. Potentialet for yderligere udbygning af vandkraft er dog begrænset, og at få vindkraft, som i dag udgør blot 1 pct. af den globale energiproduktion, til at udgøre en betydelig andel af energiforsyningen kræver gigantiske investeringer. Samtidig ville det også indebære et betydeligt ressourcetræk i form af eksempelvis metaller og sjældne jordarter såsom Neodymium, som bruges i generatorer til vindmøller.
     Andre typer af vedvarende energi (f.eks. solceller) vil selvfølgelig også være en del af en løsningen i et fremtidigt energisystem baseret på 100 pct. vedvarende energi, men disse er generelt karakteriseret ved at have endnu lavere EROI end vind- og vandkraft.
Der er således intet der tyder på, at vi vil kunne skabe et energisystem med et tilnærmelsesvist lige så højt nettoenergioverskud som det, vi oplevede under ”olieæraen” i 1900-tallet. Flere peger derfor på, at vi må indrette vores økonomi på en måde, som ikke er baseret på vækst, og som derfor ikke forudsætter et stadigt voksende energiforbrug.
     Et sådant ”ligevægtssamfund” indebærer en lang række udfordringer, som vil kræve nytænkning og kreativitet hos politikere, eksperter og befolkningen generelt. Det indebærer sandsynligvis, at vi må prioritere hårdt i forhold til, hvad vi bruger pengene og energien på. Altså et samfund og en økonomi, hvor der ikke ødsles med ressourcerne.
     Spørgsmålet om energiens tilgængelighed, og hvad vi bruger energien til, er derfor fortsat højaktuel og en vigtig grund til at arbejde for bæredygtig omstilling. Men meget taler for at flytte fokus fra en frygt for, at olien rinder ud, til det forhold, at energioverskuddet (EROI) af klodens energiproduktion bliver stadigt mindre. Jo før vi får påbegyndt omstillingen til et samfund baseret på et lavt energiforbrug, desto bedre står vi rustet til fremtiden på en klode med begrænsede ressourcer. I den sammenhæng er ikke kun energien, men også tiden, en knap ressource.