Trawling med bundslæbende redskaber er effektivt i forhold til landet fisk, men samtidig uden sammenligning den form, der skader havets natur og miljø mest, og dermed ikke blot fiskeriets fremtid, men også robustheden over for iltsvind samt klimaforandringer.
Af Jørgen L. S. Hansen
Trawlingen af den danske havbund og dens effekt på den undersøiske natur blev igen aktuel, da regeringens havplan kom i høring i foråret. Det er ikke første gang, at trawling vækker bekymring for havbundens dyre- og planteliv. Helt tilbage i 1300-tallet skulle der angiveligt være fremsat lovforslag i det engelske parlament om, at forbyde trawling for at sikre de oprindelige bestande af fisk og yngel. En anden kilde fra 1400-tallet beskriver trawling som ødelæggende for den ”livgivende slim” på havbunden.
Det første lovforslag kunne være formålsbeskrivelsen i nutidens biodiversitetskonventioner og EU´s havstrategidirektiv, og med lidt god vilje, kan man oversætte havbundens livgivende slim med ”havbundens integritet”. Det er navnet på den ’deskriptor’ (statistisk begreb for beskrivelse af observationer), der omhandler havbunden i EU´s havstrategidirektiv.
Direktivet, der skal sikre et godt havmiljø i EU´s havområder, er fra 2008, og havbundens integritet er en, blandt 10 deskriptorer, som hver især oplister en række kriterier for god miljøtilstand. Havbundens integritet omfatter alle aspekter af havbundens fysiske levesteder, havbundens biodiversitet og de tilknyttede økologiske processer, der understøtter økosystemservices som vandrensning og fiskeriressource.
Med et havbundsareal, der er dobbelt så stort som arealet af landjorden, berører dette direktiv i særlig grad Danmark og det er naturligt, at det nye forslag til havplanen forholder sig til opretholdelsen af havbundens integritet, og til hvordan vi, som nation, forvalter de vidtstrakte undersøiske landskaber. Ifølge ’Danmarks havstrategi II’ (Miljø- og fødevareministeriet 2019) bliver 85 pct. af den danske havbund trawlet. Men, de tilbageværende 15 pct. af arealet, er ikke et repræsentativt udsnit af havbundens naturlige levesteder, og biodiversiteten er næppe upåvirket.
Trawling påvirker biodiversiteten negativt, men det et åbent spørgsmål i hvilken grad biodiversiteten afviger fra det, man ville finde på en helt uforstyrret havbund. Det skyldes, at havbunden i de danske farvande er blevet trawlet op igennem størstedelen af det forrige århundrede, og det er, med få undtagelser, lang tid før man begyndte at overvåge livet på havbunden systematisk.
Trawling er som brutal skovrydning
Trawling af havbunden er blevet sammenlignet med rydning af store skovarealer på landjorden. Ligheden består i, at begge aktiviteter både skader de enkelte arter og samtidigt skader levestederne i de to miljøer. De indirekte effekter på levesteder har generelt mere langvarige effekter på biodiversiteten, fordi levestederne skal genoprettes før deres karakteristiske dyre- og plantesamfund vender tilbage. Så i lighed med skoven, der først skal vokse op igen efter rydningen, før skovens dyr vender tilbage, så vil en trawlet havbund, ud over de direkte skader på dyr og planter, efterfølgende skulle have genskabt levestedets kvalitet.
Det er derfor vigtigt at skelne mellem trawling af havbunden, og den pelagiske trawling, hvor de frie vandmasser, som levested, jo ikke tager skade. Man kan sige, at effekten af pelagisk trawling på havnaturen alene består i den fangst (og bifangst), der kommer på dæk med trawlet, mens det største problem ved bundtrawling ikke kommer på dæk, og skaderne forbliver dermed mindre synlige for både fisker og forbruger. Et livscyklusstudie har beregnet, at der for hvert kilo jomfruhummer, der landes, er blevet trawlet et havbundsareal på 15.000 m2. I Kattegat vil et sådant areal rumme mindst 10 millioner andre dyr (>1mm) med en vægt på 1000-3000 kg, som i forskelligt omfang skades eller forstyrres af fangsten af det ene kilo jomfruhummer, der landes.
Både arter og levesteder skades
Trawlingens skader afhænger af bundtypen, der trawles, og af hvor dybt trawl og trawlskovle trænger ned i sedimentet. De organismer, der rager op af selve sedimentet, er mest udsatte for at blive skadet af trawlet, mens de dyr, der lever nedgravet i sedimentet, kan være skærmet mod kontakt med trawlet. På de hårde bundtyper som sten, stenrev, klipper og biogene rev m.fl., lever de fleste dyr og planter fasthæftet til substratet, og alle er de udsatte, medmindre de er beskyttet i sprækker og hulrum. De indirekte skader på den hårde bund består f.eks. i, at sten væltes rundt, stensamlinger spredes eller fjernes så det hårde substrat ikke rager så højt op over havbunden.
Hertil kommer, at havbunden, som den efterlades af trawling, efterfølgende kan være mere udsat for bølgernes erosion. Resultat er, at rev og andre typer hård bund mister den rumlige kompleksitet, som er forudsætningen for høj biodiversitet. På den bløde bund (f.eks. mudder, ler, silt og sand) skader trawlingen også bunden som levested, men her skyldes effekten primært, at trawlingen forstyrrer bundfaunaens egen iltning af sedimentet.
Marine sedimenter er nemlig i udgangspunktet ugæstfrie miljøer, hvor der dannes giftig svovlbrinte, som stiger op fra de dybe iltfrie sedimentlag. Det kan presse de nedgravede dyr op mod sedimentoverfladen, hvor de så til gengæld er udsatte for rovdyr. Mange dyr, der lever nedgravet i sedimentet, har imidlertid tilpasset sig dette ”dilemma” ved at ventilere deres gange, således at sedimentet omkring dem iltes og svovlbrinten afgiftes. Hvis tætheden af dyr er stor nok, skaber denne aktivitet et komplekst rumligt miljø med gange, huller mm i overfladesedimentet. Det øger tykkelsen af det svovlbrintefrie sedimentlag, og hele processen er en vigtig forudsætning for et rigt dyreliv på og i sedimenter.
Man kan sige, at dyrene selv opretholder levestedets kvalitet, som især gavner rekrutteringen af bunddyrenes larver, som man tilbage fra 1960érne har vidst, er en flaskehals for opretholdelsen af havbundens biodiversitet. Hvis man undersøger artsantallet i en sedimentprøve, så vil man se at artsrigdommen falder, når svovlbrintefronten er ca. 4 cm fra sedimentoverfladen. Bliver det svovlbrintefrie lag endnu tyndere, reduceres artsrigdommen kraftigt, og i sedimenter, hvor svovlbrinten er nået op til sedimentoverfladen, er der oftest slet ingen dyr.
Det er ofte under iltsvind, at svovlbrinten når overfladen af sedimentet og svovlbrinten er ofte en større trussel for havbundens biodiversiteten end iltmanglen i sig selv. Hvis dyrene først dør under et iltsvind, tager det længere tid før sedimentet igen er iltet og klart til at nye dyr kan genindvandre. Det kan udløse en selvforstærkende proces, hvor færre dyr giver større følsomhed for fremtidige iltsvind osv.
Trawling leder til iltsvind
Principielt kan trawlingen starte en lignende, selvforstærkende proces, hvor bunden bliver mere og mere følsom for iltsvind. Når lav biodiversitet og dårlige iltning af sedimentet ofte følges ad, kan det dog være svært at afgøre hvad der er årsag og virkning. Men denne mulige vekselvirkning mellem trawling og iltsvind er væsentlig at have sig for øje, da de to presfaktorer dermed forstærker hinandens negative effekt på havbundens biodiversitet. Hertil kommer at trawling yderligere forstærker iltsvind ved at hvirvle iltforbrugende sediment op i vandet.
Trawlede landskaber er som nypløjede marker
Fælles for den hårde og bløde bund er, at de bliver homogeniseret af trawling. Den bløde bund mister kompleksitet i den helt lille skala, når f.eks. ormegange jævnes, og de forskellige lag af iltet og svovlbrinteholdigt sediment blandes. På den hårde bund som stenrev er tabet af kompleksitet synligt på landskabsniveau, hvor effekten af stenfiskeri og trawling nogle gange kan ses ud fra gamle søkort mm.
De danske stenrev var da også det undersøiske landskabselement, der først blev fredet for stenfiskeri og bundslæbende redskaber. Men trawlfiskerne har sikkert, i et vist omfang, undgået stenrev for at skåne redskaberne, og i stedet foretrukket den bløde bund, hvor kun få steder som f.eks. Øresund har haft restriktioner mod trawling. På landskabsniveau er homogeniseringen af blød bund svær at dokumentere, men kan f.eks. bestå i fjernelse af småbiotoper som stenansamlinger, der fungerer som skjulesteder på den ellers mere homogene sedimentoverflade.
Det er ikke mennesket forundt at fornemme de undersøiske landskaber, hvor udsynet, selv i neddykket tilstand er få meter, begrænset af vandets klarhed. Men, med den nyeste akustiske måleteknik, er det nu muligt at visualisere havbunden i højopløselige 3D-billeder, som tydeligt viser den menneskeskabte ændring af de undersøiske landskaber. De trawlede mudderbunde er stribede landskaber, med lighed til nypløjede marker, hvor muldvoldene her er udskiftet med sedimentvolde skrabet op af trawlskovlene. Dette menneskeskabte sedimentlandskab, der er formet af trawling, dækker nu store dele af det dybe centrale Kattegat.
Bundfaunaens vigtighed
Sammensætningen af bundfauna afspejler havbundens omgivende miljø, og det udnytter man til at beskrive miljøtilstanden ud fra prøver af bundfaunaen. Men når det gælder trawling, er der endnu ikke faglig enighed om, hvordan trawleffekter skal måles. Uenigheden består i, hvordan man vægter de omtalte direkte og indirekte effekter.
I bundprøver forventes direkte skader på bundfaunaen at komme til udtryk som fravær af de dyr, der har de mest sårbare træk over for trawling. Det er f.eks. dyr, der lever på sedimentoverladen, vokser langsomt, spreder sig langsomt, mangler en beskyttende skal osv. Ved indirekte påvirkning af levestedet, vil man typisk observere et generelt lavt artsantal uafhængigt af arternes individuelle sårbarhed.
Den danske bundfauna-overvågning tyder på, at trawling mest påvirker den generelle artsdiversitet. At der forekommer arter, man anser som trawlfølsomme på trawlet bund, kan naturligvis tolkes som et udtryk for, at trawlingen ikke er så skadelig. Men, det kan også skyldes, at dyrene i prøverne er juvenile, og i det stadie er arternes sårbarhed mere ens; de lever i de øverste mm af sedimentet, er afhængige af den samme føde, og de er for små til selv at ventilere og vedligeholde deres eget nærmiljø. Man skal også tage højde for, at de mest følsomme arter kan være forsvundet for længe siden, som det er vist ved at sammenligne de få data, der er helt tilbage fra 1800-tallet med nutidens data.
Truslen mod sjældne arter
Et andet spørgsmål man desværre næppe kan besvare nu og i en rum fremtid, er trawlingens effekt på sjældne arter, og om arter allerede er uddøde fra de danske farvande. Det skyldes, at man, når man indsamler bundprøver, typisk kun indsamler et samlet areal på få kvadratmeter svarende til ca. 1/10.000.000.000 af den danske havbund. De dyr der findes i disse prøver vil teoretisk forekomme i populationsstørrelser på mindst 50.000.000 i de danske farvande.
Hvis man sammenligner med terrestriske dyregrupper, som f.eks. insekter, hvor man kender bestande på ganske få individer, så virker det indlysende, at der tilsvarende bør findes meget sjældne dyr på den relativt uudforskede havbund. På landjorden vil man måske søge efter sådanne sjældenheder i sjældne småbiotoper. Det bekymrende er, at det måske netop er den type anderledes småbiotoper, der kan være forsvundet ved homogeniseringen af sedimentbunden under tidligere tiders utallige trawlhændelser.
Truslen mod klimaet
Trawling spiller ikke kun en rolle i forhold til biodiversitetskrisen . Klimaforskningen retter også i stigende grad øjnene mod trawling. På verdensplan stiger fiskeriets brændstofforbrug pr. landet kilo, og klimaaftrykket er stigende i sammenligning med den terrestriske fødevareproduktion. Bundtrawling har højere klimaaftryk end det pelagiske fiskeri, og med reference til føromtalte livscyklusstudie af jomfruhummerfiskeriet, så er landing af et kilo jomfruhummer forbundet med et brændstofforbrug på omkring 4 liter, hvilket gør jomfruhummer til en af de fødevarer med højest klimaaftryk, væsentligt højere end oksekød.
Nyere studier viser, at ud over direkte CO2-emission fra fiskeriflåden, så modvirker trawling også havets eget CO2-optag fra atmosfæren. Det skal ses i forhold til, at havet hidtil har afbødet den globale opvarmning netop ved at optage CO2 fra atmosfæren.
Den naturlige proces er, at havet optager CO2, fra atmosfæren og transporterer noget af det til dybhavet med dybvandsdannelsen i Nordatlanten. En anden del transporteres med den såkaldte biologiske pumpe, hvor planteplankton indbygger CO2 i organisk stof, som så synker ud af vandsøjlen til dybhavet eller begraves permanent i havbundens sedimenter. På lavt vand sker CO2-optaget f.eks. i rodfæstede planter som ålegræs, som gradvist lagrer store mængder kulstof i bunden med døde rødder og rodskud. I begge tilfælde kræver processen at bunden ikke forstyrres.
Trawling hvirvler sediment op i vandsøjlen hvor dets indhold af organisk stof respireres. Den frigivne CO2 mætter havets evne til at optage CO2 fra atmosfæren, hvis ikke ligefrem transporten vendes og CO2 udgasses til atmosfæren.
Globale beregninger af CO2 emissionen er overført til danske forhold, og forskerne bag beregningen når frem til et tocifret antal millioner ton CO2 - samme størrelsesorden som Danmarks samlede CO2 emission. Som forskerne selv anfører, er dette tal meget usikkert og sandsynligvis meget overestimeret. Men, selv en meget mindre CO2 frigivelse fra trawlingen vil være forbundet med et iltforbrug, der kan være afgørende for udviklingen af iltsvind i de indre danske farvande – et fænomen, der ellers ofte tilskrives forøgede koncentrationer af næringsstoffer.
Trawl-beskyttede områder er svaret her og nu
Alle disse ubehagelige spørgsmål, der kan stilles til trawlfiskeriet rolle i den globale klima- og biodiversitetskrise er svære at besvare eksakt, fordi man ikke kender havbundens tilstand fra før man begyndte at trawle. For at opfylde internationale aftaler, konventioner og EU-direktiver er det dog en bunden opgave at finde et hurtigt svar på forvaltningen af havbunden.
Et forsigtighedsprincip udmøntet i etablering af områder af væsentlig størrelse, der er beskyttet mod trawling vil i første omgang være det mest oplagte og rettidige nationale modtræk og bidrag i forhold til de to globale kriser. På længere sigt vil udviklingen i sådanne områder kunne besvare de biologisk interessante spørgsmål, der handler om udseende og naturindhold på en uforstyrret havbund i de danske farvande.
Foto: Rene Christensen (Creative Commons)
