Professor Stiig Markager, for nylig frikendt for ”Bæredygtigt landbrugs” påståede ”æreskrænkelse” (sic!), forklarer i denne artikel årsagerne til det økologiske sammenbrud i danske fjorde med fiskedød, iltsvind og trist badevand, med entydig adresse til landbrugets stigende udledninger af kvælstof, begunstiget af vekslende venstre-ministre.
Af Stiig Markager
Vores fjorde har det skidt. Den vigtigst grund er årtiers udledninger af kvælstof fra landbruget. Omkring år 1900 var den årlige tilførsel af kvælstof til havet 15-20.000 tons pr. år. Det blev 6-8 doblet frem til midt i 1980’erne. Samtidig betød kloakering, toiletter med vandskyl og fosforholdige vaskemidler en voldsom tilførsel af fosfor med spildevand.
Landbrugets udledninger af fosfor stiger også igennem 1900-tallet i takt med antallet af grise. Grise er dårlige til at optage fosfor, og gylle indeholder derfor et stort overskud af fosfor, som over tid udvaskes til vandmiljøet. I fjordene starter næringsstofferne en uhæmmet vækst af encellede alger – de kan 3-4 doble deres antal på en dag. Det starter en kaskade af processer som tilsammen kaldes eutrofiering – næringsberigelse. I fjorde er konsekvenserne grumset vand, tab af ålegræs og fisk samt iltsvind og ringere badevand.
Foto 1: Tæt bestand af ålegræs på sandbund. Ålegræsset beskyttet bunden mod bølgernes påvirkning, og forhindrer at slam hvirvles op i vandet og gør det grumset og uklart. Ålegræsset optager det meste af den næring, som er i vandet, og forhindrer dermed planteplanktonets vækst. Tilsammen betyder de to processer, at vandet forbliver klart og at tilstrækkeligt lys for ålegræssets vækst kan nå ned til 8 til 12 meters dybde. Ålegræs former dermed fjordens økosystem, så det passer til dets behov og udgør en nøgleart i fjorden. Når ålegræsset forsvinder, bryder fjordens økosystem sammen. Foto: Peter Bonde Christensen.
I starten, dvs. fra omkring år 1900 til midt i 1950’erne er effekten af næringsstofferne begrænset og nærmest positiv. De udbredte ålegræsenge (se foto 1) udgør et robust økosystem, som kan absorbere en stor del af påvirkningen. Fjordene bliver mere produktive med flere bunddyr og flere fisk op igennem 1900-tallet og der fanges flere og flere fisk i f.eks. Limfjorden.
På et tidspunkt er påvirkningen dog for voldsom, og fjordenes økosystem bryder sammen. Ålegræsset (se foto 1) forsvinder og med det opvækstområderne for fiskeyngel. Samtidig forsvinder beskyttelsen af bunden og kysterne mod bølgernes erosion. Iltsvind og død havbund breder sig, og fiskene forsvinder i takt med at deres føde dør pga. iltsvind. I Limfjorden stoppede den sidste fisker i 1996, som levede af at fange lokale spisefisk. Økosystemets sammenbrud udløses af stadigt stigende tilførsler af både kvælstof og fosfor og den akkumulerede effekt af årtiers udledninger.
Eutrofiering
Når den mikroskopiske alge (planteplankton) optager kvælstof fra vandet som nitrat, så indbygges kvælstoffet i algens proteiner. Herfra starter en uendelig række af processer, hvor algen dør og bliver til kvælstofholdigt mudder på fjordbunden. Kvælstoffet frigives langsomt igen og giver næring til ny algevækst. Det fortsætter et uendelig antal gange indtil kvælstoffer skylles ud af fjorden eller vender tilbage til luften. Vi kender mekanismen fra land. Muld er gamle planterester, som langsomt frigiver næring. Men hvor næringsrig muldjord kan være en god ting på land, er det en katastrofe i fjorden.
Foto 2: En mudderbund i Isefjorden, hvor årtiers tilførsler af kvælstof og fosfor ligger begravet. Den sorte farve opstår, når jern reduceres af svovlbrinte. Ilt findes kun som et millimetertykt lag på overfladen, og alle dyr, som kunne være fiskeføde, er væk. Foto: Jan Henningsen.
Foto 3: Ålegræs på mudderbund i Isefjorden. Bemærk at planterne står spredt i forhold til på Foto 1. Bunden har et stort iltforbrug pga. alt det organiske stof (mudder) i bunden, og ålegræsset har stor risiko for at dø af iltsvind en sensommernat, hvor vandet er varmt og alt ilten bruges op. Foto: Jan Henningsen.
Foto 4: Død fjordbund fra Isefjorden. Her har ålegræsset givet op. Den oprindelige sandbund er fuld af mudder, og årtiers algevækst ligger som en stor pulje af kvælstof og fosfor, der vil holde fjorden i et jerngreb i mange årtier. Foto: Jan Henningsen.
I dag ligger der store mængder af ’gammelt kvælstof’ i fjordene. Det ligger som tykt, sort, iltfrit mudder i de dybere dele (se foto 2). På lavere vand farver det sandet gråt (se foto 3) eller brunligt (se foto 4), og den rene sandbund, du elsker, når du bader, er blevet til en brunlig blød masse du synker ned i og som lugter grimt. Samtidig indeholder vandet brune humusstoffer (opløst muld) som gør vandet uklart. Forskellen mellem tropernes krystalklare azurblå vand og vores grønbrune fjord er mængden af humus i vandet. Noget af forskellen er naturlig, men en væsentlig del skyldes årtiers udledninger af næringsstoffer.
Danmark har bevidst undladt at leve op til EU-krav
Løsningen på problemerne er at nedsætte de årlige udledninger af primært kvælstof til fjordene. Status i dag er, at der udledes 61.000 tons kvælstof i et år med normal nedbør (Fig. 1).
Udledningen i dag er mindre end de over 100.000 tons der blev udledt tilbage i 1980’erne, men 22 pct. mere end de ca. 50.000 tons der blev udledt i 2011. Fra midt i 1990’erne og frem til omkring 2012 så vi en tydelig forbedring af miljøtilstanden i fjordene. Årsagen var en ca. 90 pct. reduktion af fosfortilførslerne fra midt i 1980’erne og frem til omkring 1992 koblet med en indsats over for landbrugets udledninger af kvælstof frem til midt i 00’erne. Vi ved altså med sikkerhed, at lavere udledninger af næringsstoffer giver et bedre fjordmiljø.
Siden 2011 er udledninger af kvælstof steget markant, og effekten i havmiljøet er tydelig. Siden 2012 er algevæksten steget, mængden af alger i vandet forøget (se Fig. 2), og vandet er blevet mere uklart. Kort sagt, miljøet i vores fjorde bliver ringere år for år, og årsagen er signifikant stigende tilførsler af kvælstof fra landbruget.
Årsagen til de stigende tilførsler af kvælstof fra omkring 2011 er antagelig tre forhold. Det første er, at minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Eva Kjer Hansen (V) ophævede braklægningen i 2008. Det betød at 156.000 ha braklagt jord blev taget ind i omdrift. Det var de ringeste jorde, som var braklagt, dvs. lavbundsjorde ned til åen og sandede jorde tæt på kysten. Det er de marker, som har det højeste tab af kvælstof. Der var mange advarsel om at det ville bringe de foregående 10 års forbedringer i miljøtilstanden i fare, men det skete alligevel.
Sideløbende er arealet med majs steget de sidste 30 år til 186.000 ha i 2019. Majs taber mere end dobbelt så meget kvælstof pr. ha som andre afgrøder. Samtidig dyrkes den ofte tæt på kysten – den tåler ikke frost, så næsten alt kvælstof, som tabes fra rodzonen, ender i fjorden. Siden 2016 er effekterne af Landbrugspakken kommet oven i. Konsekvenserne er, at Danmark i dag står med et ødelagt miljø i fjordene og er ude af stand til at opfylde kravene i EU’s Vandrammedirektiv.
På Aarhus Universitet har vi, sammen med DHI, beregnet, at de årlige udledninger af kvælstof skal nedbringes til højst 36.600 tons pr. år, hvis målsætningen i Vandrammedirektivet skal nås. Det er en reduktion på godt 24.000 tons eller 40 pct. Selvom den fandt sted i år, vil det tage årtier inden miljømålene i Vandrammedirektivet er opnået. Alt dette har vi kendt til i mange år, så Danmarks manglende målopfyldelse er en bevidst handling.
Vandrammedirektivet indeholder både bestemmelser om den miljøtilstand, man skal opnå, og et forbud med handlinger, der foringer miljøtilstanden. Det sidste har Danmark tydeligvis forbrudt sig imod, når man ser på Fig. 1 og 2.
De aktuelle forhandlinger
Her i sommeren 2021 foregår der forhandlinger om landbrugets udledninger af både klimagasser og kvælstof. Det giver god mening at koble de to problemer. Når kvælstof bruges som gødning bliver lidt af det til lattergas, som er en klimagas der er 300 gange kraftige end CO². Landbrugets brug af kvælstof står for 9 pct. af Danmarks udledninger af klimagasser, så en 40 pct. reduktion i brugen af kvælstof som gødning giver i sig selv næsten 4 pct. på klimagas-kontoen.
Udgangspunktet for forhandlingerne er, at de nuværende udledninger er 56.300 tons kvælstof pr. år. Det er lavere end det data viser, hvilket er 61.000 tons, fordi man ikke indregner udledningerne i 2019, som var meget høje, men kun data frem til 2018, hvor udledningerne var særligt lave pga. den tørre sommer. Endvidere regner man med, at udledningerne helt af sig selv – en såkaldt baselineeffekt – vil falde med 4.900 tons frem til 2027. Det er et fald på 816 tons kvælstof pr. år frem til 2027. Men de aktuelle data viser en stigning på 1377 tons kvælstof pr. år. Dermed er der lagt op til en gentagelse af forløbet op til Landbrugspakken, hvor man fiflede med baseline effekten. Dengang kostede det som bekendt ministeren sin taburet.
De foreslåede indsatser udgør 13.100 tons kvælstof pr. år (noget som Venstre dog siger blankt nej til). Hovedparten af indsatsen skal først ligge fra 2025 og frem, dvs. uden en effekt inden tidsfristen for opfyldelsen af Vandrammedirektivet i 2027. Det tager en del år, fra man ændrer dyrkningspraksis, eller tager jord ud af drift, til der reelt kommer mindre kvælstof ud i åen.
Dertil kommer så forsinkelsen i fjorden. Her vil man se en umiddelbar effekt, men den fulde positive miljøeffekt i fjorden opnås først 10 til 30 år senere. Det smertelige, for både miljøet, landbruget og skatteyderne, er, at det bliver dyrere at opnå miljømålene når man skubber indsatsen. I den sidste ende er man nødt til at tage mere landbrugsjord ud af drift, fordi man har skubbet problemet foran sig, og man har forarmet natur og landskab i en grad, som koster i generationer fremover.
Set fra fjordens og naturvidenskabens synspunkt, så mangler der en helt fundamental erkendelse af problemets omfang. Det er ikke muligt at have den intensitet i landbruget, som vi har i dag, og samtidig opnå de mål Folketinget og EU har sat sig for miljø, klima og biodiversitet.
Fjorden som grisefarm I
Det er ikke muligt at leve uden at udlede kvælstof. Dyrkning af fødevarer vil altid betyde tab af næringsstoffer til miljøet, så bare det at spise, giver et tab. Dernæst kommer bidraget fra spildevand og fra forbrændingsprocesser. Ved forbrænding af olie, kul eller træ dannes kvælstofilter (NOxer), som ender som atmosfærisk nedfald af kvælstof i landskabet inklusive fjorden.
Spørgsmålet er derfor ikke, om vi som samfund skal udlede kvælstof, men hvem, der skal have lov til at udlede hvor meget, og til hvilken pris. Fordi vi bor så tæt, og forbruger så meget, er udledninger af kvælstof – eller CO2 eller fosfor – blevet til en begrænset ’ressource’, som et moderne samfund er nødt til at forvalte.
Hvem der skal have lov til at udlede og til hvilken pris er et politisk spørgsmål. I dag er status, at landbruget står for 70 pct. af kvælstofudledningerne fra dansk land, 20 pct. kommer fra de naturlige processer i landskabet, og de sidste 10 pct. fra rensningsanlæg, havbrug og lidt industri. Udledninger af næringsstoffer fra spildevand og industri er belagt med afgift. Det er modsat for landbruget. Her betaler samfundet kompensation til erhvervet, når udledningerne reguleres.
Bundlinjen bliver dermed, at vi har valgt at bruge fjorden som modtager af landbrugets udslip af kvælstof – dvs. som en integreret del af landbrugsproduktionen. Hvis det var nødvendigt for at brødføde landets befolkning, så var der ikke så meget at sige til det. Men faktum er, at kun ca. 5 pct. af svineproduktionen spises i Danmark. Resten går til eksport til velhavende forbrugere i Tyskland, England, Japan og Kina. Fjorden er blevet til en grisefarm.
Fjorden som grisefarm II
Nu kunne man jo håbe på en langsom forbedring over de næste årtier, efterhånden som Danmark er nødt til at leve op til Vandrammedirektivets mål. Men, der er nye mørke skyer i horisonten! De har fået navnet ”smartfarms”. Smartfarms er plastikrør man lægger ud i fjorden, forbundet til bøjer der flyder i overfladen. Larverne fra blåmuslinger sætter sig på rørene. Det sker helt af sig selv, da blåmuslinger flere gange om året gyder milliarder af mikroskopiske larver ud i vandet. De leder alle sammen efter en fast overflade at sidde på og sætter sig derfor på rørene.
Blåmuslinger lever af at filtrere vandet for alger, så over nogle måneder vil de vokse til en tyk kage at muslinger, som indeholder en del af det fosfor og kvælstof, der er i fjordene. Muslingerne kan ikke spises. Det er de for små til. Men man kan lave dem til dyrefoder. Blåmuslinger indeholder godt med protein og kan dermed erstatte f.eks. importeret soja. Samtidig fjerner man næringsstoffer fra fjorden. Økonomisk løber det ikke rundt, men staten giver tilskud med det formål at reducere behovet for indgreb mod landbrugets udledninger på land.
Perspektiverne er store. Omkring halvdelen af Limfjorden er udlagt til områder for smartfarms (se Fig. 3), og ifølge svar til Folketingets partier er der p.t. ansøgt om, eller givet tilladelser til ca. 1300 ha i danske fjorde. På den måde kan fjorden effektivt fungere som rensningsanlæg for landbrugets dyreproduktion, og Danmarks landbrugsareal er nok en gang udvidet, så det nu også omfatter fjordene. Overskuddet af næringsstofferne fra landbruget bliver til alger, som bliver til muslinger og dernæst til dyrefoder. Cirkulær økonomi er blevet til naturødelæggelse og fjorden er blevet til en intensiv grisefarm.
Fig. 3: Udsnit af kort med tilladelser og ansøgning til muslingeopdræt, kulturbanker eller omplantning af muslinger. Kilde: Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
Miljøeffekterne i fjordene kunne være positive, hvis smartfarms kun blev brugt til at fjerne de næringsstoffer, som allerede er ophobet i fjordene. Det ville fremskynde skiftet tilbage til et sundt økosystem. Men det er ikke planen. Planen er at bruge smartfarms som et ”marint virkemiddel”, dvs. et virkemiddel, som kan reducere landbrugets påvirkninger af miljøet, og som virker uden for landmandens mark. For landmanden er det smart – heraf navnet smartfarms. Han ejer godt nok ikke fjorden, men nu har han fået den foræret.
Effekten ude i fjorden er, at man ikke længere kan sejle og fiske, hvor man vil. Det, som før var vores fælles fjord, er der nu nogle, som har en eksklusiv brugsret til. For fjordens økosystem er virkningerne blandede. Det er positivt at få fjernet næringsstoffer. Men muslingernes lort synker ned til bunden og bliver til mudder. Måske ikke lige under farmen, for den ligger typisk et sted med god strøm, men i det nærmeste dybe område, hvor det giver iltsvind. Så samlet over lang tid er det en katastrofe for fjordens økosystem.
Miljødilemmaer
Smartfarms er et godt eksempel på et af den grønne omstillings helt store spørgsmål – manglen på plads. I udgangspunktet er smartfarm tænkt som en grøn løsning. I praksis bliver det endnu en omdrejning på skruen i vores udnyttelse af landskabet. En byrde for naturen, som forringer miljø, biodiversitet og rekreative værdier. Det samme dilemma er der omkring f.eks. vindmøller, solcelleparker på land, energiafgrøder og dyrkning af græsprotein på engarealer. Mange ’grønne’ løsninger, som gavner nogle aspekter af den grønne omstilling, f.eks. klimaet, kan også ødelægge natur og biodiversitet.
Disse dilemmaer er ikke nemme. De indeholder både komplicerede faglige problemstillinger, etiske udfordringer og helt almindelige slagsmål om penge, men den helt overordnede udfordring er plads. Plads til natur og biodiversitet, rekreative oplevelser, produktion af mad og energi og ikke mindst plads til at naturen kan rette op på vores påvirkninger af jordens kredsløb for kulstof og kvælstof.
Lækageeffekten
I debatten om dansk landbrug og klima optræder ofte begrebet ’lækageeffekter’. Det dækker over den påstand, at dansk landbrug kan producere kød og mælk med en mindre klimapåvirkning end i andre lande. I nogle henseender er det korrekt. Med store moderne stalde er det muligt og rentabelt at bruge moderne teknologi, som kan mindske udslip af klimagasser. Men i andre henseende er der en myte.
De ca. 30 millioner grise som fødes hvert år i dansk landbrug skal bruge meget mad for at blive til en slagtegris på 7 måneder. Derfor dyrker vi jorden helt ned åen og helt ud til kysten, importerer soja fra Sydamerika og er nu også begyndt at inddrage fjorden som landbrugsareal. En dansk gris, som fodres med byg dyrket på en lavbundsjord og importeret soja som proteinkilde, er ikke klimavenlig. Argumentet om at den danske svindeproduktion er klimavenlig holder derfor ikke fordi, den er så intensiv. Det er en myte som promoveres af erhvervet.
Desuden er lækage argumentet irrelevant for vore fjorde. Her er det den ’lokale’ danske forurening som er vigtig, da Vandrammedirektivet skal opfyldes for hver enkelt fjord. Her har Danmark, som vist ovenfor, et massivt problem. Også større end i vores nabolande, Uanset hvordan man opgør de danske udledninger af kvælstof til havmiljøet – pr. indbygger eller pr. areal – er de blandt de højeste i verden.
Vi har en lang rejse foran os, inden vi har et samfund, som er i balance med natur og klima. Det afgørende er at vi bruger viden som kompas på denne rejse, at denne viden er tilgængelig for alle og bliver formidlet af forskere, som er uafhængige af erhvervsinteresser.
