Iltsvindene i 1980’erne med fiskedød og udbredt bunddyr-død i vore farvande resulterede i en række handleplaner, der frem til år 2000 næsten halverede udledningen af kvælstof til kystvandene og nedsatte udledningen af fosfor med godt 80 pct. Samtidig blev verdens måske bedste overvågningssystem skabt, som effektivt fulgte næringsstofferne og deres effekt fra kilden og gennem vandmiljøet. Det skete ikke uden modstand, især fra landbruget, men det var politikerne med Anders Fogh Rasmussen i spidsen, der i 00’erne nedbrød dette system, og senest med Esben Lunde Larsen, der fik undergravet 30 års effektiv miljøindsats.
Af Gunni Ærtebjerg
Denne artikel er et redigeret uddrag af havbiolog Gunni Ærtebjerg Nielsens artikel: ”Historier relateret til marin eutrofiering fra 1960’erne til i dag” (’Vand & jord’ 2. maj 2018). Gunni Ærtebjerg var i perioden 1979-2007 ansvarlig for forureningsovervågningen af de åbne danske farvande og arbejdede i denne periode for bl.a. Østersøkommissionen og EU’s Miljøagentur. Han redigerede 1990-2007 hovedparten af de marine NOVANA rapporter og alle landsdækkende iltsvindsrapporter. Gunni Ærtebjerg modtog ”Østersøprisen” i 1998.
Starten på systematiske målinger i de indre danske farvande
Allerede i 1960’erne begyndte man at se tegn på eutrofiering (se evt. ordlisten forrest i dette nummer) i fjorde med øget vækst af forureningsbetingede makroalger. Det blev tilskrevet en øget udledning af næringsstoffer med by- og industrispildevand, som man efterfølgende forsøgte at begrænse. I de åbne, indre farvande var der ingen tegn på eutrofiering, på nær forhøjede næringsstofkoncentrationer i Øresund pga. udledning af mere eller mindre urenset spildevand fra ca. 1 mio. mennesker. I Storebælt og Kattegat, hvor primærproduktionen af planktonalger var målt siden begyndelsen af 1950’erne, var der ingen udvikling at spore.
I 1971 udgav ’Forureningsrådet’ en rapport om vand og konkluderede bl.a., at undersøgelserne i danske farvande burde intensiveres for i tide at kunne imødegå en eventuel ugunstig udvikling. Miljøministeriet og Miljøstyrelsen blev oprettet, og i 1974 startede, som opfølgning på Forureningsrådets anbefaling, Miljøstyrelsens femårige ’Bæltprojekt’ til kortlægning først og fremmest af vandudvekslingen mellem Østersøen og Skagerrak gennem de indre farvande, men også af eutrofieringsforholdene med månedlige målinger af alle næringssalte og ilt, samt planktonalgeproduktion, biomasse (klorofyl) og artssammensætningen.
Undertegnede sammenfattede som ansat ved først Bæltprojektet og siden ’Miljøstyrelsens Havforureningslaboratorium’ tusindvis af data i evalueringsrapporten for Bæltprojektet. Her konkluderedes bl.a.:
● I områder med stor belastning med næringssalte er der en stigning i koncentrationen af fosfor og kvælstof samt i planktonalgernes produktion gennem den seneste 30-årige periode
● I de åbne farvande har dette ikke medført en formindsket sigtdybde eller iltkoncentration
● Der er således ikke eutrofieringsproblemer i de åbne, indre danske farvande
Efter Bæltprojektet indledte Havforureningslaboratoriet en overvågning af alle de indre farvande på udvalgte Bæltprojekt-stationer med samme parametre. De derved opbyggede tidsserier gjorde, at vi ikke var på herrens mark, da iltsvindene brød løs i 1980’erne.
Første ekstreme iltsvind
I september 1981 skyllede døde fisk op på stranden nord for Djursland. Først mente man, at de var dræbt af gift fra nogle tønder, som en coaster havde tabt, men snart fandt man døde fisk også ved mange andre kyster, og målingerne viste, at de var døde af iltmangel. Tyske målinger viste, at det sydlige Bælthav var fyldt med svovlbrinte under springlaget i 10-15 m dybde, og at alt liv derunder var udryddet. Dette iltsvind kom bag på alle.
Man vidste fra Bæltprojektet, at planktonalgeproduktionen i Storebælt og det vestlige Kattegat var ca. fordoblet siden 1960’erne uden indtil da at have givet iltsvindsproblemer, og at planktonproduktionen i indre farvande, som generelt i marine områder, var begrænset af mængden af tilgængelige kvælstofnæringssalte.
Men hvor kom alt det ekstra kvælstof fra til en fordobling af produktionen? Hvor i samfundet var der i perioden sket en markant ændring i brugen af kvælstof-næringsstoffer? Det var der i landbruget. Her havde man næsten fordoblet brugen af kvælstofhandelsgødning fra 1960’erne til slutningen af 1970’erne og kom op på ca. 400.000 t N/år, mens areal og husdyrgødningsudbringningen var nærmest konstant (figur 2).
Planktonalgeproduktionen i Storebælt som funktion af landbrugets anvendelse af kvælstofhandelsgødning blev plottet ind og viste ved et gødningsforbrug over 200.000 t/år en signifikant retlinet sammenhæng. Den håndtegnede kurve (figur 3) blev præsenteret på et havforskermøde på Århus Universitet i januar 1982 – og der gik et sus gennem salen.
Dette blev starten på debatten om landbrugets indflydelse på miljøtilstanden i vore kystnære farvande. Inden da var der vist ingen i hele verden, der havde forestillet sig, at der er en tæt sammenhæng mellem landbrugets kvælstofgødningsforbrug, kvælstofudvaskning fra rodzonen, kvælstofnæringsstoffer i kystvandene og planktonalgeproduktion, men det blev hurtigt fagligt dokumenteret også i andre lande fra Østersøen, i Europa og i USA.
Jo større kvælstofudvaskning, jo større planktonalgeproduktion og jo større risiko for opståen af iltsvind, afhængigt af vind og vandstrømme. Denne påvisning har efterfølgende dannet grundlag for marin miljøadministration i det meste af verden.
Det er i dag evident for vore farvande, at:
● Landbrugets forbrug af kvælstofgødning styrer produktionen af planktonalger og dermed iltforbruget i fjorde, kystvande og de indre farvande
● Effekten af gødningsforbruget er afhængig af nedbør, afstrømning og udvaskning i det enkelte år og kan variere med en faktor to fra år til år
● Stor afstrømning og udvaskning efterfulgt af varme, stille somre giver stor risiko for iltsvind, mens lille udvaskning og/eller hyppige, kraftige vinde med stor vandudveksling giver lille risiko for iltsvind
Landbrugets reaktion
Landbruget påstod - som i dag - at de lave kvælstofkoncentrationer i drænvand umuligt kunne være et problem, men en arbejdsgruppe med repræsentanter fra landbruget, Havforureningslaboratoriet og Miljøstyrelsen nåede frem til, at ca. 100.000 t N/år kom til kystvandene med udvaskning fra landbrugsjorden.
Det førte til NPO-redegørelsen med en efterfølgende NPO-handlingsplan i 1985, som hovedsageligt fokuserede på ulovlige udledninger fra forskellige sektorer, for landbruget møddingsvand, ensilagesaft osv., men ikke markbidraget. Samtidig førte dele af landbruget en systematisk misinformationskampagne med kronikker i større dagblade flere gange årligt, hvor konklusionen altid var, at spildevand og fosfor var skyld i havmiljøproblemerne, ikke landbruget. Denne misinformation videreføres i dag af interesseorganisationen ’Bæredygtigt Landbrug’.
Professor Fredrik Wulff, Stockholms Universitet, og jeg præsenterede vore resultater i en fælles videnskabelig artikel om sammenhængen mellem kvælstofudvaskning og marin eutrofiering. Vi modtog sammen Østersøprisen i 1998.
Hummerdøden oktober 1986
Morgenen d. 6. oktober blev jeg vækket kl. 6, da lidt over 50 hummerfiskerbåde var på vej i havn i Gilleleje efter nattens fiskeri i det sydlige Kattegat, deriblandt min bror, fisker Palle Nielsen. Opfordret af de andre fiskere, der kendte mig som havbiolog og Palles bror, fortalte Palle om nattens oplevelser for alle jomfruhummerfiskerne. Mere end 50 pct. af fangsterne bestod af døde eller døende hummere. Jeg tog notater fra hans beretning og skrev straks et notat til Miljøstyrelsen, som udsendte en pressemeddelelse. TV-avisen kunne derfor samme aften lave et indslag om hummerdøden.
Fra den 8. oktober kortlagde vi, fire mand i toholdsskift i døgndrift, forholdene i det sydlige Kattegat fra undersøgelsesskibet Gunnar Thorson. På denne baggrund kunne vi udsende en rapport, som viste, at jomfruhummerne var døde af iltsvind. Året før var noget tilsvarende sket i den svenske del af området, og der gik 13 år, før det igen kunne betale sig at fiske efter jomfruhummer i det sydlige Kattegat.
Landbrugets og Venstres hetz
Lektor og senere professor ved DTU Flemming Olsen, amtsrådsmedlem for Venstre i Vestsjællands Amt, førte gennem de næste 15 år en kampagne med læserbreve i Ingeniøren, og i forskellige aviser, mails til mig, samt breve til samtlige skiftende miljøministre og miljøstyrelsesdirektører med påstand om, at jeg bevidst havde iscenesat jomfruhummerdøden og derigennem havde vildledt regering, Folketing og den danske befolkning om påvirkningen fra landbrugets kvælstofgødningsforbrug på havmiljøet.
Det stoppede først, da en international evaluering udført af 3 amerikanske og en norsk professor i 2003 gav min afdeling i DMU-topkarakter for forskning, overvågning og formidling af eutrofiering i havmiljøet. Men jeg møder stadig landmænd, der tror, Flemming Olsen havde ret.
Vandmiljøplanerne
På baggrund af en pressemeddelelse fra Danmarks Naturfredningsforening relateret til jomfruhummerdøden stillede Lone Dybkjær et dagsordensforslag i Folketinget d. 8. november 1986. Heri blev det pålagt Venstre-regeringen:
● at sikre, at alle ulovlige udledninger fra kommunale rensningsanlæg, industri og landbrug blev bragt til ophør inden 1. maj 1987
● at fremlægge en samlet plan inden den 1. februar 1987, herunder for investeringer, der betød, at udledninger af kvælstof blev reduceret med 50 pct. og udledning af fosfor med 80 pct. inden for 3 år
Dette førte til ”Vandmiljøplan I” i slutningen af januar 1987 med bl.a. følgende hovedpunkter i forhold til landbruget:
● Ulovlige udledninger stoppes inden 1/5-87
● Kapacitet til 9 måneders opbevaring af gødning
● Regler vedr. dosering og udbringning af gødning pr. ha
● Etablering af grønne marker, efterafgrøder
● Nedfældning af gylle inden 12 timer
● Overdækning af opbevaringsanlæg for gylle
Der var intet i denne plan, som ikke først var godkendt af landbruget på Axelborg. I pressen fortsatte misinformationskampagnen, men landbrugets top havde læst skriften på væggen og gik i samarbejde med Landbrugsministeriet og Miljøstyrelsen om at løse problemet.
I 1991 kom ”Handlingsplan for en bæredygtig udvikling i landbruget”, som blev integreret i Vandmiljøplan I. Det helt grundlæggende i planen var reduktion i forbruget af handelsgødning til 200.000 t/år, samt indregning af det faktiske næringsstofindhold i husdyrgødning, som helt opvejede reduktionen på 200.000 t N/år i handelsgødning.
Det er denne handlingsplan iværksat af landbruget selv, der virkelig battede og førte til godt 40 pct. reduktion af kvælstoftabet fra rodzonen, og som efterhånden har forbedret miljøforholdene i vore kystvande betragteligt.
Vandmiljøplan II
”Vandmiljøplan II” fra 1998 skyldtes ikke det totale kollaps pga. iltsvind af Mariager Fjord i 1997, men at regeringen frygtede at blive indklaget for EU domstolen for ikke at opfylde Nitratdirektivet - Holland havde kort tid forinden fået en hård dom. Planen indeholdt en række krav om vådområder, skovrejsning, mere økologisk jordbrug mm. Men det helt centrale punkt var gødskning kun op til 10 pct. under økonomisk optimalt.
Statistikken viser, at høstudbyttet generelt ikke er faldet siden vedtagelsen af Vandmiljøplan I og II, tværtimod har der siden været en række år med rekordhøst, f.eks. 2014 og 2015.
Iltsvindet i 2002, det mest ekstreme
I efteråret 2002 optrådte det hidtil mest ekstreme iltsvind i de indre danske farvande. Intensive undersøgelser viste, at mere end 3.400 km² havbund var helt dødt. Det svarer til, at alt liv på et areal som Fyn blev totalt udslettet. I alt døde ca. 370.000 tons bunddyr, som ville kunne fylde ca. 10.000 store lastbiler.
En række internationale analyser viste et sammenfald af flere uheldige faktorer og pegede sammen med modelanalyser fra DMU på et paradigmeskift i forbindelse med iltsvindene i midten af 1980’erne. Med den massive kvælstofudledning fra landbruget i 1980- og 90’erne smadrede vi et havmiljø i balance, som det har taget op mod 30 år at få på rette vej igen. I perioden var der blevet opbygget en pulje af organisk stof i sedimentet, som det efterfølgende tager mange år at få nedbrudt igen med tilsvarende løbende frigivelse af næringssalte.
Min egen opfattelse er, at årsagen til de fortsatte iltsvind nok også skal findes i den manglende langtidsoplagring af næringsstoffer i flerårige organismer som ålegræs, hvis udbredelse er halveret, samt nedgravning i sedimentet af artsrige bunddyrsamfund og dermed mindre kvælstoffjernelse. Manglende bunddyr medfører især, at nedfaldende organisk materiale ikke begraves i havbunden eller ædes af bunddyr, og at der sker langt mindre langtidsoplagring og denitrifikation af kvælstofnæringssalte, samt at der er reduceret geniltning af havbunden vinter/forår pga. manglende graveaktivitet, hvorved der hurtigere opstår iltsvind.
En anden medvirkende årsag kan være, at effekterne af intens bundtrawling og muslingeskrab kan sammenlignes med effekter af iltsvind, da trawling og skrab også fjerner bunddyr, især de større og længerelevende.
Vandmiljøplan III
”Vandmiljøplan III” fra 2004 blev udarbejdet som en respons på iltsvindet i 2002. Landbruget skulle reducere kvælstoftabet yderligere, og fosfor fra landbrugsjord kom endelig ind i billedet. Overskuddet af fosfor i driften skulle halveres, dvs. reduceres til mindre end en fjerdedel af 1980’ernes, da de øvrige reduktioner i gødskning allerede var mere end halveret.
Hovedkravene i Vandmiljøplan III var:
● 10 m dyrkningsfrie randzoner langs vandløb og søer
● Yderligere 13 pct. reduktion i kvælstofudvaskningen
● Beskyttelseszone på 300 m rundt om ammoniakfølsomme naturområder: højmoser, lobeliasøer, heder >10 ha, næringsfattige overdrev >2,5 ha, samt særligt sårbare naturtyper i Natura 2000-områderne
Med ’Landbrugspakken 2016’ blev randzoner og beskyttelseszoner imidlertid sløjfet, og de 13 pct. reduktion i kvælstofudvaskning er aldrig blevet gennemført, formentligt pga. siddende Venstre-regeringer.
Nedturen
Da Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i november 2001, forsøgte han at begrænse ubelejlige fakta om miljøets tilstand og udvikling fra Miljøstyrelsen, Skov og -Naturstyrelsen og ’DMU’ gennem nedskæringer. DMU (fra 2011 ’DCE, ’Nationalt Center for Miljø og Energi’) overlevede dog stort set uden fyringer, da de som forskningsinstitution kunne skaffe andre midler gennem forskningsprojekter.
Og DMU/DCE var og er stort set den eneste organisation i Danmark, der ligger inde med tilstrækkelig viden og ekspertise til at gennemføre, evaluere og rapportere status og udvikling i det samlede danske miljø, som EU og Miljømålsloven forlanger. I forbindelse med Venstre-regeringens nedlægning af amterne 1. januar 2007 reduceredes det nationale overvågningsprogram med 1/3 og havmiljøområdet med 38 pct.
Af et hemmeligstemplet brev til fagdatacentrene fremgik det, at det eneste krav var, at det reducerede overvågningsprogram opfyldte EU's minimumskrav, således at Danmark ikke blev indklaget for EU-domstolen. Fagligheden var underordnet. EU forlanger f.eks. kun marin bundfauna undersøgt hvert 6. år, men skal man vurdere en udvikling, skal der mindst 5-6 målinger til at se en tendens. Det betyder, at ved en prøvetagning hvert 6. år, går der mindst 30 år før en generel udviklingstendens kan påvises statistisk. Det kan vi ikke leve med og vente på. Det blev Troels Lund Poulsen, der effektuerede den fatale decimering af offentligt ansatte miljømedarbejdere med lokalt ansvar og lokalt kendskab bl.a. med nedlæggelsen af amterne, og dermed smadrede vort nationale overvågningsprogram, der før da var et forbillede for bl.a. EU.
Forureningsovervågningstogterne, i de åbne farvande, som jeg havde haft ansvaret for i 30 år forsvandt – så jeg valgte at gå på efterløn i 2008. Alt dette skete før Havstrategilov I og II fra hhv. 2012 og 2018, som delvist genindførte overvågningen i de åbne farvande.
De offentlige data for kvælstofudledning viser, at den år for år er steget siden 2013, hvilket gør det højst tvivlsomt om kravene i EU's vandrammedirektiv og den danske miljømålslov kan nås inden 2027. Alligevel vedtog Venstre-regeringen i 2016 Landbrugspakken og i 2017 loven om udvidelse af havbrug, som klart vil øge næringsstofbelastningen af kystvandene.
Læs mere om den samlede Havstrategi her:
Basisanalysen: https://mst.dk/media/118432/basisanalyse-havstrategi2012.pdf
Miljømålsrapport: https://mst.dk/media/118435/havstrategi_miljoemaalsrapport.pdf
Læs mere om overvågningsprogrammet: https://mst.dk/natur-vand/vandmiljoe/havet/havmiljoe/danmarks-havstrategi/havstrategiens-overvaagningsprogram/
Læs mere om indsatsprogrammet: https://mst.dk/natur-vand/vandmiljoe/havet/havmiljoe/danmarks-havstrategi/havstrategiens-indsatsprogram/
Artiklen er redigeret af Stella Randal og Ole Busck, redaktionen.
Foto (døde fisk): Bent Lauge Madsen
