I Danmark er vi optaget af at finde balancen mellem beskyttelse og benyttelse. Men der er efterhånden ingen tvivl om, at det er erhvervslivet, som vejer tungest på vægtskålen, når skiftende regeringer har skullet efterleve EU-krav om forbedring og beskyttelse af vores marine biodiversitet.
Af Thomas Kirk Sørensen
Det er ikke til at komme udenom, at det danske havmiljø og vores marine biodiversitet er i en meget ringe tilstand. Havnaturen har tabt pusten og kan ikke rejse sig på grund af mange årtiers samlede pres fra en bred vifte af menneskelige aktiviteter. Heldigvis er der en række EU-naturmål, som Danmark er forpligtet til opfylde. Udfordringen er enorm, men de potentielle gevinster for vores nuværende og fremtidige samfund er endnu større. Og er der en vilje, er der som bekendt også en vej. Desværre viser erfaringerne, at Danmarks vilje til at løse naturkrisen ofte halter, når der er risiko for omkostninger for erhvervslivet.
Når det gælder marine naturbeskyttelsesområder, er der flere eksempler fra Danmark, der viser, at man i jagten på at finde balancen mellem beskyttelse og benyttelse, ofte ender med naturbeskyttelsesområder, som ikke engang opfylder selv basale videnskabelige kriterier til kvalitet og effektivitet.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri bærer en stor del af ansvaret
EU’s Habitatdirektiv fra 1992 stiller krav til EU's kyststater om at opnå en bedre tilstand for en række naturtyper og arter på land og i havet. Af danske marine naturtyper og arter i direktivets bilag kan nævnes bl.a. stenrev, boblerev, sandbanker og marsvin. Et vigtigt skridt i opfyldelsen af direktivet til havs er udpegningen af en lang række arealer, som sammen med Fuglebeskyttelsesdirektivet skulle udgøre Danmarks Natura 2000 netværk af beskyttede havområder. 
I dag er områderne gældende under dansk lov, hvor de bl.a. beskyttes med stærkere krav om miljøvurdering af planer og projekter i og omkring områderne. Der er dog en aktivitet, som helt undgår VVM-kravet, og som samtidig repræsenterer den mest udbredte, direkte trussel mod livet på den danske havbund – fiskeri med bundslæbende redskaber.
Ansvaret for at sikre havbundens beskyttede naturtyper mod fiskeri forvaltes af Fødevareministeriet. I stedet for at imødekomme det overordnede mål om at skabe stærkere og mere sammenhængende natur i områderne, gik man i stedet i gang med at sikre, at kravet om at indføre naturbeskyttelse mod de bundslæbende fiskerier havde den mindst mulige påvirkning af fiskerimulighederne. Arbejdet startede med stenrev og boblerev. Der blev brugt store summer på at kortlægge den nøjagtige udbredelse af sten- og boblerev. Man udviklede en definition af rev, som indskrænkede det samlede areal af områder, der falder under betegnelsen stenrev. Inden for de beskyttede områder tegnede man 240 meter bufferzoner omkring forekomsterne af stenrev og boblerev. Man forbød fiskeri med bundslæbende redskaber inden for bufferzonerne, men regulerede ikke fiskeriet i de øvrige udpegede områder. Resultatet af denne strategi er desværre, at man i mange af områderne fortsat må fiske med bundtrawl i helt op til 80% af de udpegede områder. Herved opfylder vi ikke engang IUCN’s definition af beskyttede områder. Naturen fragmenteres potentielt med ’slalomfiskeri’, og stenrev og boblerev kan påvirkes negativt af randeffekter. Fisk svømmer ofte over større distancer end 240 meter, men disse arter er ikke medtaget i udpegningsgrundlaget, på trods af at flere af dem er karakteristiske arter for rev.
Som led i indsatsprogrammet for EU’s havstrategi blev der i 2016 udpeget naturbeskyttelsesområder, som skulle beskytte den dybe bløde havbund i Kattegat. Her blev et solidt og forskningsbaseret forslag fra Aarhus Universitet til udpegning af områder sløjfet af ministeren, da det blev tydeligt, at det ville indebære konsekvenser for bundtrawlfiskeriet. I stedet anvendte man satellitdata fra fiskeriet til at identificere og udpege arealer, som påvirkede fiskerimulighederne mindst muligt. Udover nogle områder, som de facto var beskyttet på grund af havbundens beskaffenhed, bestod størstedelen af arealet således af havbund, hvori der ikke fiskes i nævneværdig grad – sandsynligvis fordi der ikke er noget betydeligt at fange. Ministeriet forsvarede udpegningerne ved at sige, at disse arealer nu trods alt var beskyttet mod fremtidige ændringer i fiskerimønstre.
Havplan uden ambitioner
I 2021 ser vi mønstret fortsætte i udkastet til Danmarks første havplan, som er i høring indtil udgangen af september 2021. Her er udpeget enorme arealer og udviklingszoner til råstofindvinding, vedvarende energi, kulstoflagring, opdræt af fisk og skaldyr m.m. Og medmindre andet er angivet, er erhvervsfiskeri tilladt. Til gengæld er det sparsomt med nye naturbeskyttelsesområder, og både nye og eksisterende områder er enten af en tvivlsom kvalitet eller utilstrækkeligt beskyttet. Selv om Danmark har over 100.000 km2 havareal, er der kun udpeget ca. 4 pct. til såkaldt ’streng’ beskyttelse, hvilket er utilstrækkeligt i betragtning af, at EU’s Biodiversitetsstrategi har et mål om mindst 10 pct. streng beskyttelse af EU-farvande.
Der er ligeledes udpeget almindeligt beskyttede områder svarende til ca. 30 pct. Størstedelen af dette areal består imidlertid af fuglebeskyttelsesområder, som ikke nødvendigvis medvirker til beskyttelse af den marine biodiversitet og havbundens natur. Det lave ambitionsniveau er mærkværdigt, al den stund udkastet til en dansk havplan ser ud til at tilføre mere pres på vores marine økosystemer. Havets bæreevne er i forvejen overskredet, og man kunne derfor have ønsket, måske endda forventet, at det forudseeligt forøgede pres på havnaturen ville blive imødegået af en ekstraordinært stor naturbeskyttelsesindsats.
Det er ligeledes nødvendigt at understrege, at de nye udpegninger af marine naturbeskyttelsesområder er foretaget på et utroligt svagt datagrundlag. En grundlæggende analyse af den økologiske sammenhæng mellem kandidatområderne udelader faktisk flere centrale dyregrupper og naturtyper. Det er i øvrigt tydeligt, at man i de nye udpegninger igen har forsøgt at undgå de danske bundtrawleres fiskepladser. Ny rådgivning fra Havundersøgelsesrådet ’ICES’ viser ellers, at man med forholdsvis små reduktioner i fiskeriindsatsen kan friholde meget store dele af den danske havbund for fysisk forstyrrelse fra fiskeriet. Med den danske tilgang får vi ikke fjernet denne meget udbredte og kroniske presfaktor fra havbunden, som ellers kan udløse potentialet for forbedring af havbundens natur, fiskebestanden og havbundens evne til at lagre atmosfærisk CO2.
Den danske regering kender både miljømålene for havet og den nuværende elendige status for den marine biodiversitet. Der hersker samtidig ikke tvivl om, at en havplan både skal være økosystembaseret og tage højde for det samlede pres fra alle vores aktiviteter på de marine økosystemer samt tage højde for klimaforandringer. En så tydelig nedprioritering af havets natur kan derfor ikke betragtes som andet end en politisk beslutning. Og med den beslutning ser fremtiden sort ud for alle havets arter og levesteder samt de goder, havet giver os i form af fødevarer, CO2-lagring, friluftsliv og eksistensværdi.
