I bogen ”Tæm eliten – fra magtelite til borgerdemokrati” argumenterer de to forfattere for mere borgerdemokrati for at imødegå tillidskrisen mellem borgere og politikere og dæmme op for elitens magt. I denne artikel insisterer de på et samspil mellem aktivisme og borgerinddragelse og på at klimaborgertingets anbefalinger debatteres i Folketinget.

Af Andreas Møller Mulvad og Christoph Houman Ellersgaard

Hvorfor går den grønne omstilling så langsomt, når det er indlysende, at den er nødvendig for fremtidige generationers velfærd og formentlig også deres fysiske overlevelse?

Er det a) fordi folk flest er dumme, passive og uden vilje eller evne til at ændre adfærd? Eller b) snarere fordi velorganiserede grupper formår at sætte egen kortsigtet økonomiske vinding fra ubæredygtig produktion foran planetens og menneskehedens bedste på lang sigt?

Hvis a) er korrekt kan det hele jo være lige meget. Så er vi som art fucked uanset hvad. Heldigvis er der ikke mange beviser fra antropologien og historien på, at det skulle være tilfældet. Der er ingen naturlov, der forhindrer mennesket i at blive klogere og tilpasse sig, inden det er alt for sent. Tværtimod, faktisk.

Så lad os snakke om hvad vi gør i forhold til mulighed b): Hvordan når vi mest effektivt ud over fossiløkonomien - også selvom det givetvis vil koste magtfulde aktører indtjening?

Græsrødders konstante pres for at opbygge en folkelig og demokratisk bevægelse nedefra er naturligvis en vigtig faktor for at nå dette mål. Ja, det er faktisk den vigtigste. Uden grønne ildsjæle - der vel at mærke fastholder en ubrydelig tro på, at det nok skal lykkes at vinde en stor folkelig majoritet for sagen - når vi ingen vegne.

Men måske skal der også andre ting til.

 

Hvorfor klimaborgerting?

Vi tre elite- og demokratiforskere (de to forfattere og Anton Grau Larsen, red.) tillod os for et par år siden at foreslå et supplement til græsrodsarbejdet, nemlig klimaborgertinget - en forsamling af 99 lodtrækningsvalgte borgere, der over en række weekendmøder skulle agere samtaledemokratisk mikrokosmos og (forhåbentlig!) demonstrere, hvor langt fremme i skoene den gennemsnitlige borger faktisk er på klimaspørgsmålet, når hun/han får saglige argumenter præsenteret og god tid til at danne sig en kvalificeret holdning.

Ideen bag er, at lodtrækningsvalg til politiske poster giver en repræsentation af befolkningen, som aldrig ses i parlamentariske forsamlinger. Dermed opnås et andet udgangspunkt for debatten; en anderledes palet af synspunkter og livserfaringer. I Folketinget er der f.eks. en stærk overrepræsentation af akademikere (og navnlig DJØFere), mens der til gengæld er færre kvinder, indvandrere, unge, håndværkere og ufaglærte ift. deres respektive andele i befolkningen. 

Kloden over har man gennem de sidste 10 år fundet løsninger på dette repræsentationsproblem. Fra Canada i nord til Brasilien i syd forsøger man sig med at lade lodtrækningsvalgte borgere gøre alt fra at rådgive om udformning af lovgivning til ligefrem at ændre forfatninger. Det sker med inspiration, der rækker helt tilbage til Antikkens Athen, hvor lodtrækning - og ikke valg! - til politiske embeder blev set som selve kernen i et sundt demokrati.

Konkret var vores forslag om klimaborgertinget især inspireret af Irland, hvor det såkaldte Citizens’ Assembly i 2010’erne var en stor succes. De 99 repræsentative irere fik ikke blot banket middelalderlig abortlovgivning i gulvbrædderne med et forslag om legalisering, som siden vandt opbakning ved en folkeafstemning. De fik også skabt gnisten til en gevaldig overhaling af Irlands klimapolitik, som selv Extinction Rebellion roste, og som siden i det væsentligste blev accepteret af partierne på tværs af det politiske spektrum.

Siden er klimaborgerting også blevet gennemført i Frankrig. Og også her viste det sig tydeligt, at oplyste borgere, der får mulighed for at tale emnet igennem, placerer sig milevidt foran den politiske status quo - og magtelitens fodslæb, når det handler om ambitionsniveauet.

Der bliver ingen grøn revolution af at smide et tværsnit af befolkningen ind i et lukket rum for “herredømmefri samtale” af den type, som den tyske filosof Jürgen Habermas har hyldet. Men måske kan en sådan samtale danne grundlaget for en grøn reformation, hvor man får efterprøvet, hvor langt befolkningen er villig til at gå på klimaområdet og dermed vist, hvor tåbelig den indledende påstand a) faktisk er ved nærmere bekendtskab. Et veludført klimaborgerting har desuden potentialet til at skære ud i pap, hvor anderledes debatten om vores fælles fremtid bliver, når lobbyinteresserne for en gangs skyld holdes uden for døren. 

 

Dan Jørgensens pseudo-debat

I Danmark har vi jo også fået en slags klimaborgerting, som i disse måneder er “in session” uden megen medieopmærksomhed. At klimaborgertinget blev vedtaget er næppe vores fortjeneste. Det handler mere om, at Dagbladet Information med Jørgen Steen Nielsen i spidsen omfavnede ideen om at koble det grønne og det samtaledemokratiske og spillede det ind i 2019-valgkampen.

Men vi må være ærlige og sige, at ideen om et klimaborgertinget ikke er blevet udmøntet, som vi havde håbet. Lad os holde os til de to vigtigste kritikpunkter.

For det første har klimaminister Dan Jørgensen ikke forpligtet sig til nogen formel procedure i forhold til, hvad der skal ske med borgernes anbefalinger. Der er ikke givet lovning om, at de vil blive bragt til debat i Folketinget eller på nogen måde taget alvorligt som samlet forslagspakke. Ubelejlige anbefalinger fra borgerne kan dermed ignoreres efter forgodtbefindende. Uden sammenligning i øvrigt, og sat på spidsen, så er denne udmøntning i demokratisk henseende ikke et hak bedre, end hvad det kinesiske kommunistparti kan præstere. Xi Jinping og kammeraterne afholder skam også årlige “folkehøringer” - hvorfra centralkomiteen så nøje kuraterer de forslag, som de i forvejen er enige i. Et demokratisk meningsfyldt klimaborgerting forudsætter derimod muligheden for, at borgerne når frem til konklusioner, som politikere, magthavere og erhvervsliv ikke nødvendigvis er trygge ved.

For det andet er selve præmissen for klimaborgertingets arbejde temmelig problematisk. Kun såkaldt “borgernære” emner skal drøftes. Her sniger man i vores optik noget af påstand a) ind i selve grundlaget for Borgertingets arbejde: Man har tilsyneladende ikke tiltro til, at den gennemsnitlige borger kan hæve sig op over det hverdagsnære og udvise rationel dømmekraft, endsige interesse, i forhold til de store, strukturelle dilemmaer vedrørende klimaet. Man giver ikke engang borgerne chancen for at vise, at de godt kan tænke i de store spørgsmål. Enten må man tro, at de er snotdumme. Eller også er man simpelthen bange for, hvad de kan finde på at nå frem til i fællesskab… You’ll be the judge.

 

Vejen frem

Og hvad gør vi - altså klimabevægelsen med venner - så nu?

Én mulighed er helt at opgive ideen om et klimaborgerting og søge andre former for borgerinddragelse i stedet. Det synes vi ville være ærgerligt. Tværtimod fortjener ideen netop en ekstra chance.

Ikke fordi vi tror, at det nogensinde vil lykkes at få afholdt et klimaborgerting, der én gang for alle løse problemerne og tvinger politikerne til handling. Én gloriøs folkedebat, som ender med den ultimative konsensus og “legitim” prioritering af, hvem der skal holde for i “omstillingen” i årtier frem - en sådan forventning er dømt til at skuffes. Men mindre kan jo også gøre det.

Vi vil konkret foreslå:

1. Lad klimaborgertinget løbe af stablen på den præmis, der er sat; og se resultaterne nøje efter i sømmene, som de kommer ind. Mon ikke der bliver noget at glædes ved trods det tamme afsæt? Mon ikke borgerne på nogle punkter vil vise sig både ambitiøse og fremadskuende? I så fald, må vi holde fast ved sådanne lyspunkter og minde fodslæbende politikere om dem ved enhver given lejlighed. Og hvis det bliver en tynd kop te, så må man jo se kritisk på kommissoriet: Tog “det borgernære” overhånd ift. det strukturelle? Hvilke argumenter/debatter/eksperter blev ikke inviteret ind?
2. Genfremsæt kravet om et klimaborgerting frem mod næste valg. Men denne gang i en bedre forberedt form, hvor man insisterer på tre ting.

For det første en ufravigelig køreplan for, hvad der efterfølgende skal ske med borgernes anbefalinger. Her må det samlede katalog af anbefalinger som minimum bringes til debat i Folketinget - så vælgerne selv kan vurdere om politikernes mulige argumenter for at skrotte anbefalingerne holder vand. At lade ministeren beslutte hvilke “outputs”, der er værdige til nærmere politisk drøftelse, er at gøre grin med de borgere, der ofrer deres fritid i samfundets tjeneste.

For det andet at klimabevægelsen får lov at være med til at sætte dagsordenen i klimaborgertingets kommissorium. Det skal ikke være Dan Jørgensen eller tilfældige embedsmænd, der egenhændigt fastsætter præmisserne for diskussionen.

For det tredje at lægge op til at klimaborgertinget gøres til en permanent institution. Det er ikke rimeligt at forvente, at én gruppe borgere kan håndtere alle dilemmaer forbundet med klimaudfordringen, uanset hvor mange weekender de så sætter af. Derfor bør vi kæmpe for at gøre klimaborgertinget til en tilbagevendende begivenhed, hvor såvel de udtrukne borgere som temaet for arbejdet skifter fra gang til gang. Denne model vil give et bedre fokus til debatterne og desuden give klimabevægelsen mulighed for at påvirke hvilke temaer, der er de vigtigste at diskutere i næste runde, så der skabes et tiltrængt samspil mellem aktivisme og borgerinddragelse