Den hovedansvarlige for facilitering og programlægning af klimaborgertingets arbejde redegør her for borgerting som metode og for arbejdet i det danske klimaborgerting, som blev nedsat af Folketingets aftalepartnere bag klimaloven. Formålet er, at borgerne løbende giver input til den politiske proces om opnåelse af klimamålene.

Af Lars Klüver

Weekenden 20.-21. marts 2021 mødtes klimaborgertingets medlemmer til deres sidste samling, inden de i april skal fremlægge deres vurderinger og anbefalinger for klimaministeren og Folketingets Udvalg for Klima, Energi og Forsyning. I løbet af weekenden vil borgertinget diskutere og stemme om deres vurdering af 25-30 emner, som hver har 1-5 anbefalinger tilknyttet, og som alle er blevet udviklet af borgertinget selv. Nogle eksempler på emner er ”Landbrugets arealer”, ”Omstilling til eldrevet transport” og ”Politisk handlekraft”.

Som man nok fornemmer, spænder indholdet vidt, og det har også været meningen. Klimaborgertinget fik nemlig den meget omfattende opgave at give de politiske beslutningstagere dets vurderinger og forslag til klimaomstillingen.

Den samling af vurderinger, borgertinget fremlægger i april, bliver dem, borgertinget har fundet vigtige eller hastende, og som det har været praktisk muligt at færdiggøre indenfor tidsrammen og med de kræfter, der har kunnet mobiliseres. Borgertinget har udskudt vigtige emner, som deltagerne ikke har kunnet nå at færdiggøre, og som de ønsker at få mere viden om, inden de konkluderer, eller som ikke er så presserende. Det er blevet gjort i håb om, at der også vil være et ”fase 2” klimaborgerting i efteråret 2021, og måske i årene derefter.

Borgertinget har arbejdet med følgende temaer:

• Finansiering, skat og afgifter
• Transport
• Landbrug, areal og ressourcer
• Adfærd, oplysning/inddragelse
• Teknik i landskabet

 

Borgertinget som metode

”Borgerting” er den danske oversættelse af ”Citizens Assembly”, som dækker over en blandet pose metodiske måder at få en pænt stor samling borgere til at forfatte og stemme om anbefalinger til, hvordan en samfundsudfordring skal håndteres. Der er nogle karaktertræk, der går igen i dette metode-område, og det danske Klimaborgerting er planlagt indenfor den ramme:

1) Borgerne er fundet gennem lodtrækning. Klimaborgertinget er udtrukket af Danmarks Statistik efter samme principper, som anvendes ved repræsentative spørgeundersøgelser. Der er nogle, der mener, at borgerne bør underlægges ”borgerligt ombud”, så de er tvunget til at deltage, når de er udtrukket, men det er vist aldrig blevet praktiseret. Det, der almindeligvis sker, er, at en stor pulje borgerne bliver udtrukket tilfældigt og repræsentativt, og at de, der melder sig, selv har valgt at deltage. Der er altså både et element af tilfældighed og et element af "selv-selektion”.

2) Borgertinget er pænt stort. Man hører ofte, at der skal være ca. 100 borgere. I praksis gennemføres der borgerting med deltagelse af 25-150 borgere. Både i EU og globalt arbejdes der med ideer om Citizens Assemblies med flere tusinde deltagere. Der er altså stor variation i antallet af deltagere.

3) Borgertinget holder mange og lange møder. I det danske borgerting svarer fase 1 frem til april til godt tre weekender, og der forventes yderligere to weekender i efterårets fase 2. Der er nogle, der sværger til fem weekender (~75 timer), andre mener, at minimum skal være 100 timer (~7 weekender), men der findes også eksempler ned til f.eks. én weekend + fem aftenmøder (~40 timer).

4) Der skal være et politisk mandat. Dette betyder som absolut minimum, at det skal være politiske beslutningstagere, der har sat det i gang. De bør også love at lytte opmærksomt til borgertinget, at overveje deres forslag grundigt, og, anstændigvis, også give borgertinget en tilbagemelding om, hvordan man bruger, eller ikke bruger dets forslag. Det er en levende diskussion, om politikere skal love at gennemføre borgertingets anbefalinger, men i praksis er det vist aldrig sket, at det er blevet lovet, og at løftet er blevet holdt. I det danske borgerting er der gjort meget ud af at sørge for, at anbefalingerne er underbyggede med argumenter, fordi dyb forståelse af anbefalingerne fremmer politikernes villighed til at tage dem til sig.

5) Borgertingets proces skal være transparent. Det sker ofte gennem hjemmesider, hvor processen rapporteres, ekspertudsagn, resultater mv. lægges frem.  Klimaborgertingets hjemmeside er https://kefm.dk/klima-og-vejr/borgertinget- Der tilknyttes ofte evalueringer og følgeforskning.

6) Faciliteringen skal ske med armslængde. Det skal være en uafhængig ”tredje part”, der samarbejder direkte med borgertinget for at sikre mod politisk indblanding i dets arbejde.

7) Borgertinget skal modtage den nødvendige mængde information. Det betyder ofte i praksis, at der leveres et informationsmateriale, som er korrekt og balanceret, ved at forskellige eksperter har haft det til gennemsyn. Desuden får borgertinget ofte en overvældende masse mundtlige oplæg fra eksperter og interessenter.

8) Borgertinget arbejder gennem dialog. I praksis gennem vekslende plenum og gruppearbejde. Den ret store produktion af tekster sker i et antal mindre grupper, der hver har ansvar for et tema/emneområde, og som taler sig til enighed om deres egen tekst. Gruppen får feedback fra andre grupper/plenum og i sidste ende kommer sandhedens time, når det viser sig, om gruppens forslag kan samle flertal i hele borgertinget.

9) Indholdet prioriteres og skrives af borgerne selv. Der er meget stor forskel på, hvor frit temaet har været for borgerne. Nogle gange gives et skarpt afgrænset tema – som f.eks. accept af abort i Irland. Andre gange er det meget åbent, som f.eks. klimaomstillingen her i Danmark. Men uanset hvor skarp afgrænsningen er, er det borgerne, der selv bestemmer, hvad de vil skrive om, hvad de vil konkludere, og det er også borgertingets undergrupper, der skriver de tekster, der til sidst stemmes om.

 

Borgerne skal helst mødes fysisk

Borgertinget er en metode, hvor borgerne mødes fysisk. Men under COVID-pandemien er denne metode, ligesom andre former for borgerinddragelse, krøbet i online dækning. Det har fungeret bedre end mange ville forvente, men borgerne kommer til at savne også at mødes fysisk. Det er nok rimeligt at forvente, at fremtidens borgerting bliver en blanding – fysiske weekendmøder (planlægningstunge, dyre, men grundige i dialogen og vigtige for sammenholdet), kombineret med online aftenmøder (nemme at sætte op, nemt at finde eksperter der kan, billige, uden rejser for borgerne, men ikke så intime og dybe i dialogen).

 

Det danske forløb

Ministeriet for Klima, Energi og Forsyning er ansvarlig for, at borgertinget gennemføres som et resultat af aftalen om klimaloven. Ministeriet sendte faciliteringen i udbud, og Teknologirådet har på den baggrund, som uafhængig part, stået for at lægge program til møderne, lede møderne og styre produktionen af borgertingets resultater. Ministeriet har bl.a. stået for, at Danmarks Statistik udførte udvælgelsen af borgere, og ministeriet har derefter stået for kontakten til borgerne. Undervejs er planlægningen drøftet med dels et fagligt panel og dels en planlægningsgruppe med fem medlemmer af borgertinget, samt en fra Klimaministeriet og en fra Teknologirådet.

Borgertinget blev først planlagt til at skulle foregå som tre weekender i forsommeren 2020. Men så kom Corona og aflysningerne af fysiske møder. Det endte med en beslutning om at starte online i oktober 2020 med et mål om at kunne give anbefalinger i marts/april 2021. Figuren nedenfor viser forløbet.

 

Under 1. weekendsamling fik borgertinget oplæg a 5-15 minutter fra i alt 18 eksperter. På den baggrund brainstormede borgerne om emner, pointer og anbefalinger, som de ville arbejde videre med. Weekenden blev afsluttet med afstemning om et antal politisk relevante løsningsforslag fra den løbende debat og de inviterede eksperter.

På mødet med Udvalget for Klima, Energi og Forsyning (KEF-udvalget) blev resultaterne af afstemningen fremlagt og debatteret med ni tilfældigt udtrukne borgere fra borgertinget.

De første fire grønt markerede aftensamlinger var tematiske samlinger med ekspertoplæg fra 3-4 eksperter indenfor temaet. Borgerne formulerede observationer, vurderinger eller anbefalinger, som de mente, at borgertingets temagrupper skulle arbejde videre med.

Disse temagrupper blev sammensat gennem lodtrækning i borgertinget. De havde hver et enkelt møde om deres tema, som havde et par ekspertoplæg eller et debatpanel, og hvor den vigtigste opgave var at skrive udkast til de endelige vurderinger fra borgertinget. De blev skrevet af 2-4-personers undergrupper.

De to aftensamlinger i februar havde til formål at færdiggøre udkastene. På den første samling blev undergrupperne sat sammen på tværs til at kommentere og foreslå forbedringer i hinandens tekster. Inden den anden samling i februar havde Teknologirådet og to ”eksterne udfordrere” desuden kommenteret på udkastene. På baggrund af alle kommentarerne forfattede undergrupperne så deres endelige udkast på den sidste aftensamling.

Weekenden i marts vil blive brugt til at debattere og godkende alle vurderingerne gennem afstemninger i borgertinget.

På mødet med KEF-udvalget vil det samlede borgerting fremlægge dets resultater for udvalget og klimaministeren.

 

Borgerinddragelse i klimaomstillingen

Borgerinddragelse må anses for at være en afgørende faktor for, at det lykkes at nå de høje mål for reduktion af udledning af klimagasser. Klimaomstillingen vil ændre dagliglivet i stort og småt for alle borgere. Hvis løsningerne skal nyde opbakning, er det vigtigt, at der lyttes til både gode ideer og advarsler fra borgerne. Vi ved, at der er stor lyst til at bidrage til omstillingen blandt borgerne, men mange ved ikke, hvad der gavner mest. Derfor er der også et stort behov for oplysning og information, som ikke dækkes i dag. Teknologirådet har været opmærksom på dette i mange år og har ved flere lejligheder foreslået, at der investeres i et oplysnings- og inddragelsesprogram. Det vil være godt givet ud.

Hvad angår borgertinget, skal det på baggrund af erfaringerne i fase 1 politisk besluttes, om fase 2 i efteråret 2021 skal igangsættes. Indholdsmæssigt er der ingen tvivl om, at der er nok at tage fat på for borgertinget, når man tager hele omstillingens kompleksitet i betragtning. Der ligger allerede en række udkast til vurderinger, som borgertinget ikke har kunnet nå at færdiggøre, som man kunne bruge som udgangspunkt for fase 2 og derefter.

Det store spørgsmål er imidlertid, om behovet for borgerinddragelse er løst, hvis man f.eks. beslutter at gøre borgertinget mere eller mindre permanent? Min egen vurdering er et både ja og nej.

Hvis man fastholder, at et borgerting er en ret åben metode, som kan gøre brug af alle mulige inddragelsesformer, så vil et borgerting kunne opfylde en meget stor del af behovet for inddragelse i forbindelse med Folketingets og regeringens arbejde. Altså i forbindelse med især de statslige forpligtelser og lovgivningsarbejdet. Men jeg kan sagtens forestille mig, at der sideløbende kommer behov for anvendelse af andre metoder – evt. som indspil til borgertinget. For eksempel kan der være særligt udsatte grupper, der bør inddrages, eller der kan komme behov for at inddrage endnu større forsamlinger til at sikre, at der i den brede befolkning er opbakning til nogle af de mere vidtgående forslag fra borgertinget. Så her må vurderingen være, at med en åben tilgang til, hvad et borgerting kan være som metode, så kan et borgerting opfylde behovet.

Det tegner sig anderledes, når det kommer til at anvende borgerinddragelse til at sikre bred oplysning og debat, adfærdsændringer i befolkningen, afklare lokal politik, prioriteringer eller konflikter mm. Her vil der blive behov for at tage hele værktøjskassen til både borgerinddragelse og oplysning i brug. Lokale/kommunale borgerting vil være en del af løsningen, men i mange tilfælde vil det være meget bedre at vælge metode konkret ud fra det problem, der skal løses og den situation, man er i.

Det, jeg vil være fortaler for i forbindelse med både lokal og national borgerinddragelse, er at benytte sig af ”situationsbestemt metodevalg”. Der findes mere end 50 metoder til borgerinddragelse og mange varianter af hver metode. Det er der en grund til – den samme grund, som ligger bag, at der ikke kun ligger en hammer i en god værktøjskasse. Hvert værktøj har sine helt særlige anvendelsesområder, styrker og svagheder. Hvis man tillader, at borgertingsmetoden kan blive en slags schweizerkniv, og hvis man bruger hele værktøjskassen i øvrigt, så er man rent metodisk rigtigt godt hjulpet med hensyn til at få borgernes stemme hørt i klimaomstillingen, så beslutningerne bliver bedre, mere accepterede og dermed mere robuste.