Det er mere reglen end undtagelsen, at borgerting og andre demokratiske eksperimenter ender som pseudo-inddragelse. Artiklen giver på baggrund af en række udenlandske erfaringer nogle bud på, hvad der skal til for at lykkes med demokratisk fornyelse.

Af Anne Tortzen

I disse måneder lægger et klimating bestående af 99 tilfældigt udvalgte borgere sidste hånd på deres anbefalinger og idéer til politikerne om klimapolitikken. Også Frankrig og Storbritannien har for nylig nedsat borgerting som en vej til at involvere flere i løsningen af klimaudfordringerne.       

Mange lande og lokalområder eksperimenterer med direkte demokratiformer som borgerting, borgerbudgetter og borgerforslag. Det er der flere grunde til: Der er brug for nye deltagelseskanaler for at modvirke et demokratisk underskud og en voksende tillidskløft. Samtidig er der et stort behov for at involvere flere parter i at løse komplekse samfundsmæssige udfordringer på områder som klima og miljø.

Lykkes eksperimenterne så? Desværre er svaret temmelig skuffende: Det er mere reglen end undtagelsen, at demokratisk fornyelse får karakter af pseudo-inddragelse. Det danske klimating er på mange måder et skoleeksempel på, hvad der kan gå galt, når vi forsøger os med demokratisk fornyelse. Det er blevet kritiseret for at stå på et alt for snævert og svagt mandat: Opgaven er beskrevet, så den i praksis begrænser borgernes idérigdom, da tingets forslag skal flugte med regeringens økonomiske politik. Desuden har klimaministeren ikke forpligtet sig til at bruge klimatingets anbefalinger. Endelig mener kritikere, at tingets arbejde er presset både på tid og ressourcer.

 

Erfaringer fra fire byer

Så hvad skal der til for at lykkes med demokratisk fornyelse? Det har jeg søgt svar på i fire europæiske byer, der går foran med at afprøve nye demokratiske kanaler. Gennem interviews med forskere, borgere og politikere har jeg afdækket de konkrete erfaringer fra fire byer, der har valgt forskellige veje til demokratisk fornyelse: Reykjavik er en pionér inden for direkte digitalt demokrati med digitale platforme og crowdsourcing. Glasgow eksperimenterer med borgerbudgetter for at styrke det nære demokrati og give ressourcesvage borgere en stemme. I Amsterdam har en gruppe borgere samlet sig i en bevægelse, som presser på for lokal selvforvaltning, mens Barcelona er i fuld gang med at indføre en ny politisk kultur med direkte borgerdeltagelse som omdrejningspunkt.

Erfaringerne fra de fire byer tegner et ret tydeligt billede af, hvilke drivkræfter og faldgruber, der er på spil i demokratisk fornyelse:

• Pres nedefra. Et folkeligt pres er en vigtig drivkraft for demokratisk fornyelse. Initiativer til demokratiske eksperimenter er i alle fire byer – i større eller mindre grad - kommet på dagsordenen som resultat af et pres fra borgere, sociale bevægelser og lokalsamfund om mere direkte indflydelse på beslutninger, der vedrører deres hverdag. Tillidskriser kan drive forandringer.
• Små, afmålte skridt. Demokratisk fornyelse tager form af små, afmålte skridt snarere end grundlæggende forandringer af de demokratiske og politiske systemer. Den demokratiske fornyelse foregår oftest i reservater, der ikke for alvor forandrer de politiske systemers måde at fungere på – og ikke udfordrer de valgte politikeres magt.
• Pseudo-inddragelse. De valgte politikere er usikre og tøvende i forhold til at lade borgere få indflydelse gennem direkte demokratiske kanaler. En tøven, der viser sig som pseudo-inddragelse, hvor borgere bliver inviteret til at deltage, men ikke opnår reel indflydelse eller får mulighed for at rykke ved de mest påtrængende problemer. Eksperimenter med direkte demokrati bliver desuden ofte ’hegnet ind’, så de ikke får betydning for de politiske systemers virkemåde og magtfordelingen.

 

Hvad skal der til?

Nu er 100.000 kroners spørgsmålet naturligvis: Hvad skal vi så gøre for at undgå, at demokratisk fornyelse ender som spild af tid og penge – og måske endda puster til borgernes mistillid til både politikerne og det demokratiske system? Her er fire gode råd om, hvad der skal til for at lykkes med demokratisk fornyelse:

• Politikerne skal gå foran. Politisk lederskab er centralt. Hvis det skal lykkes at skabe en god sammenhæng mellem de repræsentative og de direkte demokratiske kanaler, har de valgte politikere brug for mere viden om, hvad de nye demokratiformer kan, og brug for at være med til at afprøve nye tilgange og drage læring fra dem. Derfor: Politikerne skal gå forrest, spille en aktiv rolle og gøre sig erfaringer med nye former for dialog og deltagelse.

• Lad jer ikke forføre af digitale løsninger. Digitale deltagelseskanaler kan være forførende, fordi de kan tilbyde synlig og omfattende borgerdeltagelse nemt, hurtigt og forholdsvis billigt. Men det er ikke så enkelt som det ser ud til. Digitale deltagelseskanaler er ikke i sig selv en garanti for god demokratisk kvalitet eller dialog. Vellykket digital deltagelse kræver organisatorisk oprustning (til at modtage, behandle og besvare input, idéer etc.) og virker bedst som supplement til ansigt-til-ansigt deltagelse.

• Kompetencer er nøglen. Invester i kompetencer og kapacitet. Demokratisk fornyelse er ressourcekrævende – for at lykkes skal eksperimenter bakkes op med både ressourcer og kompetencer. Der er stort behov for at opruste de uformelle ledelseskompetencer hos de medarbejdere i det offentlige, der skal stå for brobygning, kobling og facilitering af dialog og samarbejder med borgere og andre parter.

• Få de ’svage’ med. Gør en særlig indsats for at få de såkaldt ’ressourcesvage’ borgere og lokalområder med. En stor udfordring i arbejdet med demokratiske eksperimenter er, at deltagelsen ofte er ulige fordelt – til fordel for de ’ressourcestærke’ borgere. Her er det afgørende at arbejde opsøgende med ’ressourcesvage’ borgere og lokalområder. Hav øje for – og understøt – hverdagsdemokratiske tiltag i lokalområder og offentlige institutioner, hvor lokale ildsjæle og kommunale medarbejdere i frontlinjen ofte spiller en central rolle.

 

Det lange, seje træk

Til slut skal vi tilbage til den danske virkelighed og klimatinget, der som det fremgår, ikke er det første demokratiske eksperiment, der støder på udfordringer. Det er ærgerligt, men forventeligt. Dybest set handler det om fordelingen af magt og indflydelse. At ændre afgørende på magtfordelingen kræver et langt sejt træk – og en bred folkelig opbakning. Så måske skal det blive værre, før det bliver rigtig godt…

 

BOKS: Deliberativt demokrati

• Kaldes også ’samtaledemokrati’
• Demokratiform, der bygger på dialog mellem borgere med forskellige interesser for at nå frem til fælles beslutninger.
• Idealet i deliberativt demokrati er en ligeværdig dialog, der gør deltagerne kloge på andres holdninger og interesser og giver dem politisk selvtillid