Jan Bruegel den yngre, Uden titel. Gengiver Gud, der i menneskets (mandens) skikkelse skaber dyrene, før 1678, Gemäldegalerie Alte Meister, Staatliche Kunstsammlungen Dresden, https://commons.wikimedia.org, public domain og public domain US (udsnit)

I en kendt passage fra Hemingways roman Solen går sin gang spørger en af personerne: “Hvordan gik du fallit”. Det korte svar på spørgsmålet var: “På to måder. Først gradvist, siden pludseligt”. Det beskriver, hvordan små enkelthændelser ofte passerer i ubemærkethed for så pludselig at lede frem til en situation, hvor den næste ubetydelige hændelse bliver dråben, der får bægeret til at flyde over, korthuset til at ramle eller leder til en nedlukning af næsten alt i mange måneder.

Klimaproblemet - kendt siden 1965

Vi begynder med klima- og biodiversitetskrisen. Her har det været kendt siden 1965, hvor den amerikanske kongres i en rapport, udarbejdet af præsidentens rådgivende videnskabelige komite, blev orienteret om, at vi er i gang med et kæmpe geofysisk eksperiment ved afbrænding af fossile brændstoffer. Et hav af møder, rapporter, demonstrationer og grønne omstillingsprojekter senere viser grafer over koncentrationen af CO₂ i atmosfæren, reduktionen af is i Arktis, ildebrande og ekstremt vejr - lad mig blot stoppe listen her - at problemet stadig bliver større. Tilmed er vi undervejs i krisens gradvise tiltagen blevet klar over, at der ikke kun er tale om en klimakrise, men også en biodiversitetskrise.

Politikere fejler og snakker udenom

Vender vi blikket fra det globale til vores danske del af problemet, havde mange forestillet sig, at klimavalget i 2019 betød, at der kom gang i den nødvendige omstilling af samfundet. I Forståelsespapiret mellem regeringen og dens støttepartier fik det også højeste prioritet. Men siden har regeringen fået andre førsteprioriteter og lader, som om tekniske og i nogen grad økonomiske justeringer kan klare omstillingen. Regeringen taler i ét væk om, hvor ambitiøs den er på klimaområdet, men der mangler handling. Tilmed også på det tekniske område. Det illustreres f.eks. ved regeringens egen brug af udtrykket en hockeystav, hvor man venter med at gøre noget i nogle år endnu, eller ved Klimarådets statusrapport, der dumper regeringens indsats. Foreløbig må jeg give Pia Kjærsgaard ret, når hun betegner de vælgere, der forventede, at et valg kunne ændre noget, som klimatosser.

Demokrati trængt af globalisering og neoliberalisme

For at forstå hvorfor valget af en regering, der påstår, at den har klimaet som højeste prioritet, ikke fører til, at der gøres noget ved problemet, kan vi begynde med en udtalelse af Allan Greenspan, leder af den amerikanske nationalbank før finanskrisen i 2008, som blev spurgt til betydningen af en demokratisk eller republikansk vinder af præsidentvalget. Det har heldigvis ikke mere den store betydning, svarede han, globaliseringen har fjernet betydningen af præsidentvalget. Her har vi et af de centrale forhold, som sociologen Colin Crouch peger på, når han ser globaliseringen som afgørende for, at nationale demokratier har mistet betydning, og vi har bevæget os ind i det, han kalder post-demokrati, en periode efter demokratiet, hvor vi endnu ikke ved, hvad der kommer til at afløse det.

Ud over globaliseringen peger Crouch på, at det neoliberale syn på forholdet mellem det offentlige og det private har ført til en politisk elite, der i højere grad ser sig forbundet med erhvervsinteresser end de vælgere, der har valgt dem. Det ser vi også i Danmark. Et eksempel er regeringens tilgang til klimakrisen. Her lægger regeringen vægt på de 13 klimapartnerskaber, etableret i november 2019. Det er et samarbejdsforum med 13 dele af erhvervslivet. Hvert partnerskab ledes af en formand, som er direktør for en af virksomhederne i partnerskabet. Ingen af partnerskaberne handler om inddragelse af civilsamfund, miljøorganisationer, fagbevægelse eller andre grupper af borgere. Klimapartnerskabernes centrale rolle for regeringen ses af, at de er etableret af statsministeriet, ikke klimaministeriet. Den samme fremtrædende placering får klimaborgertinget ikke. Det blev etableret af klimaministeriet, ikke statsministeriet. Og medlemmerne mødtes først 24. oktober 2020, næsten et år senere end klimapartnerskaberne, efter at klimaministeren i længere tid var blevet presset til at nedsætte borgertinget. Endelig er der langt flere referencer til klimapartnerskaberne end til klimaborgertinget i informationerne fra regeringen. F.eks. refereres der til ´klimapartnerskab´ 59 gange på regeringens internetside regering.dk, mens der er refereret til borgertinget én gang. Regeringen baserer sig således i langt højere grad på erhvervslivet end på vælgerne i klimaspørgsmålet. 

Crouch trækker et forhold mere frem som årsag til, at politikerne fjerner sig fra vælgerne og får samme interesser som erhvervslivet. Det er blevet et ideal, at der sker en udveksling af ledende medarbejdere mellem det offentlige og det private. De såkaldte svingdøre. Svingdørene er også blevet hyppige i Danmark. Eksemplerne kunne være Karen Hækkerup, der efter at have været socialdemokratisk minister blev leder i Landbrug & Fødevarer, eller Lars Frelle-Petersen, der efter flere år som leder i centraladministrationen blev direktør i Dansk Industri 2018-2020, før han i 2021 bliver departementschef i klimaministeriet.

Som de få træk ovenfor peger på, er demokratiets manglende evne til at gøre noget ved klima- og biodiversitetskrisen et resultat af en gradvis udhuling af demokratiet, hvor globalisering og neoliberalisme er afgørende.

Reparation af demokratiet

Hvor Crouch’ analyse på den ene side peger på, hvor demokratiets problemer stammer fra, og hvordan de kommer til udtryk, forsøger andre at puste nyt liv i demokratiet. Her er en af de mest omtalte måder deliberativt demokrati, hvor en bredt sammensat gruppe af borgere mødes og efter råd fra eksperter taler sig frem til en beslutning eller anbefaling. Klimaborgerting er et eksempel på denne praksis.

Borgerting blev populære efter de irske borgerting i 2013 og 2018 ledte til lovgivning, der ligestiller homo- og heteroseksuelle ægteskaber og fjerner forbud mod abort. To kontroversielle spørgsmål som det havde været vanskeligt at finde løsninger på. De irske borgerting har været med til at bane vejen for borgerting i forbindelse med klimaspørgsmål. En af fortalerne er Rebecca Willis, der var med til at gennemføre det britiske klimaborgerting. Willis har også forsket i britiske parlamentsmedlemmers holdning til klimaspørgsmål, og en af hendes konklusioner er, at politikerne opfatter klimaspørgsmålet som en sag, de er bange for at brænde sig på. Ved at nå frem til anbefalinger gennem borgerting, mener hun, det bliver lettere for politikerne at handle.

Det er usikkert, om erfaringerne fra de irske borgerting kan overføres til klimakrisens problemer. De irske erfaringer handler om at forlige etiske uoverensstemmelser, som ikke får den store indflydelse på de flestes dagligdag. Omstillingen af samfundet til at være CO₂-neutralt vil derimod betyde omfattende strukturelle forandringer af samfundet og få stor indflydelse på de flestes dagligdag. Det betyder, at man må være forsigtig med at anse borgerting for et universalmiddel. 

Læg hertil, at det er et ideal i det deliberative demokrati, at der opnås enighed om anbefalingerne blandt de samtalende borgere. Det baserer sig på den forståelse af rationalitet, vi kender fra filosoffen Jürgen Habermas’ kommunikative etik. Men med klimakrisen står vi over for så magtfulde interesser, at det er tvivlsomt, om en gruppe af borgere kan tale sig frem til en måde, magthavernes magt og privilegier kan reduceres på. Det er da også i dette spørgsmål om det deliberative demokratis principielle herredømmefrihed, der kommer kritik fra en anden politisk teoretiker, Chantal Mouffe, der mener, at politik aldrig er herredømmefrit, og at dette herredømme altid må problematiseres.

Udenlandske erfaringer med klimaborgerting

Vender vi os fra teori til praksis i spørgsmålet, om klimaborgerting vil kunne reparere på demokratiet, kan vi først se på det britiske borgerting, der gjorde sit arbejde færdigt i 2020. Det har endnu ikke haft synlig indflydelse på britisk politik. Eksempelvis ønsker den britiske regering nu at tillade en ny kulmine og at reducere afgifterne for indenrigsflyvning. Kulminen forholdt borgertinget sig ikke til, men ville givetvis have afvist den. Flyafgifterne foreslog borgertinget - modsat regeringen - skulle sættes op. 

Ser vi dernæst på det franske borgerting, var forventningerne høje, da præsident Macron i juni 2020 accepterede 146 af det franske borgertings 149 forslag. Skuffelsen var tilsvarende stor, da den franske regering i februar i år fremsatte forslag til en klimalov. Af de 146 forslag er omkring halvdelen tilbage, og disse er udvandede i forhold til borgertingets forslag. Borgertinget har på sin seneste samling vurderet, at det er usandsynligt, at loven når målet om 40% reduktion af CO₂-udledningen. Dernæst har 110 grønne organisationer - herunder NOAH’s franske søsterorganisation - i et åbent brev til Macron bedt ham komme med mere ambitiøse forslag. Endelig har statens råd for sociale, økonomiske og miljømæssige spørgsmål vurderet, at lovforslaget ikke er godt nok. Tilmed skriver rådet, at lovforslagets påstand om, at det passer med borgertingets anbefalinger, er misbrug af borgertinget. For både det britiske og franske borgerting mangler vi således at se anbefalinger omsat i handling, før det støtter teorier om, at deliberativt demokrati kan reparere på demokratiet, så det kan levere i forhold til klimakrisen.

Antropocæn, antropocentrisk og globaliseret

Ud over bestræbelserne på at reparere demokratiet, som i eksemplet med det deliberative demokrati, står demokratiet over for udfordringer, der er en følge af den dominerende position, mennesket har på Jorden. Tre forbundne forhold er et udtryk for denne dominerende position. Det er første gang i Jordens historie, en art ændrer Jorden så meget, at arten er den afgørende geologiske kraft, og den geologiske tidsalder opkaldes efter denne art: antropocæn (se Note 1), menneskets tidsalder. Samtidig er vores kultur præget af tanken om, at mennesket står uden for og over naturen. Det gør det ikke-menneskelige til ressourcer for mennesket. Endelig betyder globalisering, at mange af vore aktiviteter har konsekvenser ud over det lokale og statens grænser. De tre forhold peger på legitimitetsproblemer for demokratiet, fordi der er tre grupper, der ingen indflydelse har på beslutningerne, men i stor udstrækning får deres vilkår bestemt af beslutningerne. De tre grupper er de kommende generationer, mennesker uden for det demokrati, der træffer beslutningen, og endelig andre væsener end mennesket. Der er ingen let løsning på problemerne. En trøst kan måske være, at ikke-demokratiske styreformer har samme problemer.

Fallit eller vendepunkt?

Hvor står vi så med kriserne for demokrati, klima og biodiversitet? Befinder vi os stadig, hvor vi med Willis gradvist er ved at gå fallit, men dog med et håb om bedring af det demokrati, vi kender, eller er vi med Crouch forbi det punkt og må se, hvad demokratiets afløser bliver? 

Som Hemingway skriver, kommer fallitten først gradvist, siden pludseligt. Hvis vi ikke allerede er fallit, hvilke initiativer for klima og biodiversitet er så nødvendige, for at vi ikke i 2030 pludselig erkender, at vi ikke kan nå den hastige omstilling, som klimaforskerne forklarer er nødvendig? Hvis demokratiet omvendt ikke kan levere på de økologiske kriser, er det så demokratiet, der går fra gradvist til pludseligt fallit? 

Demokratiforsker David Runciman spørger, om demokratiet er fallit, når der trods manglende evner over for klimakrisen ikke er nogen, der tør eksperimentere med at forbedre demokratiet. Han provokerer med at foreslå valgretsalderen sat ned til seks år. Jeg slutter også med en provokation: For at ændre på at nutidige generationer bestemmer over fremtidige, så kan du tænke over, om vi skal have tildelt stemmer til valg afhængig af vores forventede restlevetid på valgdagen?

Hvis du vil vide mere

Colin Crouch: Post-democracy -After the crisis. 2. udgave. 2020. Polity forlag. 

Rebecca Willis: Too hot to handle? - The democratic challenge of climate change. 2020. Bristol University Press. 

Mile End Institute: Democracy and Climate Change. 2021. YouTube video, hvor Hilary Benn, Caroline Lucas, Rebecca Willis og David Runciman drøfter klimakrisens udfordringer for demokratiet. https://www.youtube.com/watch?v=kdpee6ZWykU 

Chantal Mouffe: Agonistics: Thinking The World Politically. 2013. Verso Books. 

Noter:

1) Den antropocæne tidsalder er ikke formelt erklæret endnu af International Commission on Stratigraphy, men det skyldes primært drøftelser om, hvornår tidsalderen begynder. Nogle af de mest sandsynlige placeringer af begyndelsen er overgang til landbrug, den industrielle revolution eller ca. 1950, som nogle kalder den store acceleration.