Vokser træerne virkelig ind i himlen? Eller er det på tide, at vi tager de biofysiske og sociale realiteter og forudsætninger for bæredygtig udvikling i betragtning, i bestræbelsen på at ramme den grønne målstreg i tide?

Af Tobias Foght

Trods ambitiøse klimamål, videnskaben der har vundet indpas og politikernes moderne tilbøjelighed til at behandle den grønne dagsorden som en PR-konkurrence, er vi nogle der står tilbage på bagerste række med hovedet på skrå. Hvorfor da? Burde det ikke være nok at indstille bæredygtighedskompasset imod en 70 pct. reduktion af drivhusgasser i 2030, og ellers nøjes med at svine på den anden side af hegnet, eksportere nogle flere vindmøller og naturligvis vente på at teknologien kan printe nogle nye regnskove, fyldt med CO₂-sugende træer og uddøde dyr?

Trods en teknologisk ustadighed der kan sidestilles med det danske vejr, må svaret siges at være nej. Entydigt nej, endda. Den neoliberale forudsætning for fremgang, der bliver tilbedt på tværs af det politiske spektrum, er i den senere tid blevet sammenflettet med et netværk af spor imod en bæredygtig fremtid. Parisaftalen, FN's Verdensmål og EU's biodiversitetsstrategi 2030 er alle vigtige pejlemærker, men uden de systemiske briller og en homogen styrepind har vi ikke en jordisk chance for at ramme den grønne målstreg i tide.

Beskeden fra Stockholm Resilience Centre (SRC) er i hvert fald lysende klar. Hvis ikke vi formår at tilpasse vores nuværende økonomiske fremfærd mod de givne biofysiske rammer, bliver kapløbet mod FN-målene et såkaldt ”hard trade-off” mellem miljømæssige og sociale udviklingsmål. Det vil sige, at jordens naturbank ganske enkelt ikke har ressourcer til at sponsorere både grønne og sociale udviklingsmål, hvis vi fortsætter det konventionelle vækstspor.


Men gør Danmark det ikke meget godt?
Igennem min tidlige skolegang i henholdsvis Australien og Canada, er jeg ofte blevet mødt af en dyb fascination for the Scandinavian way. Danmark, i særdeleshed, blev tit fremhævet som et foregangsland, der var værd at skue mod. Og kigger man på FN's Sustainable Development Report 2020, så ligger vi da også lunt i svinget. Vi er efter sigende lykkelige, velfærden flyder, grøn teknologi pynter i landskabet, som endda bliver eksporteret til nær og fjern. Der er bare lige et men.

Og det er et af de store. Vi har mistet enhver realitetssans, når det kommer til vores relation til naturens produktionsapparat. Som led i vores forbrugsdrevne stræben efter velfærd, er vi blevet umanerligt gode til at lukke øjnene for den omkringliggende verden.

● Så gode, at normen tilstræber en livsstil der svarer til fire jordkloder.
● Så gode, at vores nationale klimaregnskab ikke bekymrer sig om de reelle udledninger samt tab af biofysiske ressourcer, der ellers ville kunne imødegå udledninger forårsaget af dansk import og danske forsyningskæder i udlandet.
● Så gode, at bruttonationalproduktet (BNP) fortsat bliver brugt som det ultimative succeskriterie for velstand og fremgang. Her skal det bemærkes, at BNP ensidigt kategoriserer alle økonomiske poster i vores nationale boble som værende positive, uanset miljømæssig eller social karakter. Det kunne eksempelvis være udvinding af olie, oprydning af miljøkatastrofer, forbrug af udrydningstruede materialer eller produktion af våben.
● Så gode, at forbrugsdrevet vækst fortsat er svaret på alle spørgsmål om velfærd, lykke, kriser og endda bæredygtighed.

Når spørgsmålet falder på vækstens destruktive skygge, så lyder svaret: Vi kapper da bare båndet imellem klimaaftryk og vækst, således at den fremstår miljømæssig neutral. Og væksten skal jo finansiere den grønne omstilling.

Så kan man passende spørge, vokser træerne virkelig ind i himlen? Eller er det ved at være tid til, at vi tager forudsætningerne for velfærd med på gehør? Med tanke på at verden allerede har overskredet jordens bæreevne og at det globale Syd hastigt følger vores rustne fodspor med en dansk levestandard for øje, kan man endvidere spørge: hvordan skal vores økonomiske fremfærd kalibreres, når de bundne forudsætninger (biofysiske ressourcer) er definitive og begrænset til et lukket system?


Naturgivne grænser
Traditionelle væksttilhængere hæfter sig ofte ved at moderne teknologi har muliggjort en relativ afkobling mellem økonomisk output og miljøpåvirkning pr. enhed. Det vil sige at BNP kan vokse, uden at miljøpåvirkningen nødvendigvis vokser i samme tempo. Her bliver Danmark igen fremhævet som et positivt eksempel. Vores progressive omstilling til særligt vedvarende energi og energieffektivisering har umiddelbart præsteret et relativt brud mellem økonomisk vækst og udledning.

Dog skal man have for øje, at denne afkobling bygger på produktionsbaserede udledninger og ikke forbrugsbaserede udledninger. Således at kun udledninger på dansk jord medtages i regnskabet, og ikke outsourcet produktion samt importeret forbrug. Ligeledes skal man have for øje, at forskellen mellem en relativ og en absolut afkobling er fuldstændig afgørende i denne sammenhæng. En voksende verdensøkonomi dikterer nemlig en absolut afkobling, uden forhandling.  Altså at miljøpåvirkningen kan neutraliseres uafhængigt af vækst i BNP.  Igen: hvis jorden udgør et lukket system (i termodynamisk forstand), og samfundsøkonomien er en metabolisk organisme, der lever af energi og materialer fra biosfæren, kan man næsten sige sig selv, at en evigt voksende organisme (økonomien) med tiden vil undergrave sine egne livsbetingelser. I dette lys, kan man passende citere den amerikanske økologiske økonom Herman E. Daly, der i bogen From uneconomic growth to a steady-state economy skriver: “The idea of economic growth overcoming physical limits by angelizing GDP is equivalent to overcoming physical limits to population growth by reducing the throughput intensity or metabolism of human beings.”

Men hvordan er vi blevet blinde for naturens grænser?


Mennesket er vel livets centrum?
I forsøget på at placere vores umiddelbart overlegne intelligens i økosystemet, har vi med tiden stemplet os selv som en særligt privilegeret art, med moralsk placering i verdens navle. Således at kun medlemmer at det etiske fællesskab (mennesker) har betydning – naturen, dyrene, sågar universet er til for vores velbefindende. Dernæst har den industrielle revolution været med til at kickstarte en nærmest religiøs tro på, at ubegrænset økonomisk vækst er nøglen til både individets og samfundets ultimative succes.

Kombinerer man disse verdensbilleder opstår et fatamorgana, der har særdeles svært ved at acceptere virkelighedens rammer. Ser man på Christiansborg, er der ingen tvivl om at naturvidenskaben er blevet et tema, der ikke længere kan viftes af forhandlingsbordet. Politikerne erkender delvist vores fundamentale forhold til naturen, men virkeligheden kan tilsyneladende manipuleres til vores fordel. Som følge heraf, har det historiske klimavalg anno 2019 indtil videre udmøntet sig i et science fiction-agtigt klimaprogram, hvori halvdelen af klimaindsatsen mod 70 pct. målet skal realiseres ved hjælp af teknologiske hypoteser, der synes langt fra virkeligheden.


Har du penge, kan du få
Som en spejling af ordsproget money speaks the loudest, har verden gentagne gange måttet erkende, at kapital avler magt. Som følge af menneskets teknologiske fremmarch, har vi grundlæggende konkurreret om at tage patent på naturens ressourcer i forsøget på at omdanne materielle inputs til kapital. Det må siges at være gået godt for nogle. Eksempelvis har olie- og kulindustrien igennem mange år ført intensivt lobbyarbejde imod videnskaben og med stor succes formået at undergrave den videnskabelige evidens for at beskytte deres finansielle interesser.

Træder man bag de grønne faner hos Socialdemokratiet, ser man ligeledes vores klimaminister, Dan Jørgensen, tage udstrakt hensyn til erhvervslivets penge-interesser: Den grønne omstilling må hverken koste noget eller ændre vores måde at leve på, frivillige klima-rabatordninger til de største klimasyndere, lidt grøntsager i frikadellefarsen, alt andet end CO₂-afgifter, og så et teknologisk fix på den anden side af regeringsperioden. Og nåh ja, "man må ikke gøre koteletten så dyr, at Hr. og Fru Jensen ikke har råd til den”.


Social- og miljømæssig kapacitet bør sætte rammer for økonomien?
Som følge af vores forældede verdensbilleder og instrumentelle forhold til naturen, er offentlige institutioner og dertilhørende lovgivning grundlæggende blevet designet til at understøtte menneskets materialistiske vækstkrav. Uden nogen form for relation til naturens grænser.

Men, hvorfor overhovedet diskutere vækst eller ikke vækst? Burde forudsætningerne for social fremgang og velfærd ikke formgive den økonomiske aktivitet? Burde vi ikke jage det gode liv i stedet, og desuden basere politiske og økonomiske systemer på principper om solidaritet og balance?

Bæredygtighed handler grundlæggende om ligevægt mellem det menneskelige og det naturlige system. Ligevægt mellem generationer, livsopretholdende systemer og muligheder for biologisk mangfoldighed. For at opnå denne ligevægt, og endvidere muliggøre rejsen til et bæredygtigt samfund, kræver det gennemsigtige rammer. Nogle rammer, der tilkendegiver forståelsen af vores plads i økosystemet og bygger på afgørende kriterier såsom vores reelle klimaaftryk, det gode liv, social balance, retfærdighed, politisk indflydelse og, måske vigtigst af alt, planetære grænser.

Man kunne eksempelvis lade sig inspirere af Doughnut-konceptet, som er et socialt og økologisk styringsværktøj udviklet af den britiske økonom Kate Raworth. Modellen består af to koncentriske cirkler, hvor den indre cirkel definerer et balanceret socialt fundament, i tråd med bl.a. FN's Verdensmål, og den ydre cirkel angiver de planetære grænser, som jorden kan bære. Tilsammen danner de formgivende cirkler ”et økologisk sikkert og socialt retfærdigt råderum, inden for hvilket menneskeheden kan trives”.

Vælger man for eksempel at styre regeringens klimamål efter Doughnut-modellen, vil man hurtigt opdage, at det nationale klimaregnskab er perforeret med huller, og at der i øvrigt er fuldt overtræk på den planetære konto. Denne systemiske tilgang til klimadagsordenen ville eksempelvis aktivere en lavine af hidtil usete klima- og miljøaftryk fra bl.a. importeret forbrug, brug af biomasse, eksotisk foder til vores husdyrbrug. I virkeligheden noget, som kræver en ansvarlig reaktion på tværs af det politiske spektrum i tråd med den liberale grundtanke: Vi må gøre, hvad vi vil, så længe vi ikke skader andre.


Videre læsning
FN: Sustainable Development Report 2020.
Stockholm Resilience Centre: Transformation is feasible. How to achieve the Sustainable Development Goals within Planetary Boundaries. Fra 2018.
Kate Raworth: Doughnut økonomi. Syv principper for en fremtidig økonomi. Informations Forlag, 2019.