Nyt om NOAH

Nyheder fra NOAH og omegn. Denne gang om NOAHs holdning til Lynetteholmen og havnetunnel i København samt NOAHs nye undervisningsmateriale om FN's Verdensmål til skoleklasser.

undefinedNOAH siger nej tak til Lynetteholmen og havnetunnel

Af Ivan Lund Pedersen, NOAH Trafik

Hvis planerne om at etablere den kunstige ø Lynetteholmen samt en havnetunnel mellem Nordhavn og Øresundsbroen i København bliver realiseret, vil det få store miljømæssige og trafikale konsekvenser.

Tankerne om Lynetteholm og tilhørende havnetunnel blev præsenteret af daværende overborgmester Frank Jensen og daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen ved et pressemøde den 5. oktober 2018.  Planerne, som blev lanceret uden forudgående debat i befolkningen, Københavns Borgerrepræsentation eller Folketinget, omtaltes som et ”kinderæg” der havde fire formål: Mindske trængsel og forbedre infrastrukturen i København, være deponi af overskudsjord fra byggeri og anlæg i København, udgøre en stormflodsskikring samt dæmpe prisudviklingen på boligmarkedet.

NOAH Trafik og Rådet for Bæredygtig Trafik har gennemgået de fire formål og konkluderer, at de enten ikke er korrekte eller at formålet om stormflodssikring af København kan etableres både fra nord og syd hurtigere og meget billigere. Lynetteholm vil i bedste fald kun give en delvis stormflodssikring fra nord.

At projekterne vil give mindre trafikbelastning er fuldkommen forkert. Bygning af en havnetunnel samt udvidelse af en stribe motorveje vil (naturligvis) forøge trafikbelastningen.

For at få det til at se bedre ud på papiret anvender man et ”prokuratorkneb” ved først at fremskrive trafikmængden i København med 24 pct. frem til 2035 og yderligere med 5 pct. til 2035+ (2050).

Man kaldet dette en ”basisfremskrivning”. Derefter sammenligner man med situation efter anlæg af en havnetunnel og postulerer derefter at der kommer mindre trafik. Det er stærkt vildledende. Man skal naturligvis sammenligne med situationen i dag. Det er det eneste rigtige og forståelige.

Hele analysen af Lynetteholmen og Havnetunnelen kan downloades fra NOAHs hjemmeside.

 

undefined

FN’s Verdensmål i børnehøjde

Af Ida Østergaard Breddam, Laura Bordum Hansen og Anna Baastrup Rønne, Ungdom NOAH og Grøn dannelse

Siden vinteren 2019 har NOAH besøgt skoler i hele landet med vores temadage ”Vi deler én klode”. Temadagene er tilpasset til små forløb, som belyser forskellige aspekter af klima-, miljø- og biodiversitetskrisen, alt imens der også arbejdes med ulighed og social retfærdighed.

I undervisningsmaterialet målrettet 5.-6. klasse sætter vi fokus på klima-, miljø- og biodiversitetskrisen gennem håndgribelige hverdagseksempler, som eleverne kan relatere til. De kan arbejde med temaerne tøj, teknologi, rejser og kakao. Undervisningen udfordrer eleverne på kreativitet, opfindsomhed, nysgerrighed og bevægelse gennem forskellige aktiviteter, diskussioner, refleksioner og ny viden.

Ligeledes skal eleverne i undervisningsmaterialet målrettet 3.-4. klasse finde deres kreative side, meninger og nysgerrighed frem. Her arbejdes der mere generelt med begreberne biodiversitet og CO2, og eleverne bliver udfordret, når de skal finde ud af, hvor i verden ingredienserne til deres ”yndlingsmad” kommer fra. De bliver desuden opfordret til at reflektere over, hvor mange fantastiske ting, de ejer, når de alle skal bidrage til en lille udstilling med ”vores ting” i centrum.

Vores mål med materialet er, at eleverne får en forståelse af, hvordan verden hænger sammen lige nu, hvor beslutninger i det Globale Nord påvirker samfund i det Globale Syd, og hvordan vi – unge som gamle – kan være med til at påvirke udviklingen hen mod en mere bæredygtig fremtid.

I undervisningsmaterialet til ”Vi deler én klode” inddrages FN’s 17 Verdensmål, så der ved hver af underemnerne bliver inddraget minimum tre af Verdensmålene. ”Vi deler én klode” er således en god indgangsvinkel til at introducerer Verdensmålene for eleverne, samt hvordan de kan fungere i praksis.

Find yderligere forklaring af og materiale til undervisningen målrettet 3.-4. klasse hhv. 5.-6. klasse på NOAHs hjemmeside.

 

Tegn gratis abonnement

Tegn gratis abonnement på Nyt Fokus og modtag digitalt nyhedsbrev, når nye numre udkommer.