Modvækst, eller degrowth, er internationalt set både et forskningsparadigme, en bevægelse og et politisk projekt, der udfordrer det fremherskende vækstdogme. Visionen er demokratisk omstilling til økologisk bæredygtige og socialt retfærdige samfund.
Af Hubert Buch-Hansen
Det er en skræmmende tid. Verdens samfund knager faretruende under vægten af adskillige dybe og forbundne kriser. Oveni demokratikrisen, sundhedskrisen, en økonomisk krise og den sociale ulighedskrise kommer de katastrofale klima- og biodiversitetskriser. Situationen bliver ikke mindre skræmmende af, at en bred vifte af nøgleaktører i Danmark såvel som internationalt er fastlåst i tankesæt, som forhindrer dem i at gøre op med den nuværende katastrofekurs. Tankesæt der tilsiger, at økonomisk vækst er selve nøglen til trivsel og fremgang, selve forudsætningen for en positiv samfundsudvikling.
Politiske beslutningstagere, internationale organisationer, erhvervsliv, fagbevægelse og økonomer synes urokkelige i deres tro på, at det er sund fornuft, at økonomien vokser hvert år, og gerne så meget som muligt. De bekræfter hinanden i, at eksponentiel økonomisk vækst er nødvendigt, normalt og ønskeligt.
I det seneste tiår er et forskningsparadigme og en international bevægelse med et politisk projekt vokset frem, som med voksende styrke udfordrer dette vækstdogme. Paradigmet, projektet og bevægelsen er centreret omkring begrebet degrowth, på dansk oversat til modvækst. Udover at levere vækstkritik præsenterer fortalere for modvækst en vision om økologisk bæredygtige samfund, der kan fungere uden økonomisk vækst. Og de anviser nogle af de tiltag, som kan virkeliggøre visionen.
Denne artikel introducerer modvækst som paradigme, projekt og bevægelse. Om end de her præsenteres enkeltvis, overlapper og interagerer de tre i høj grad. Det politiske projekt bliver udviklet i bevægelsen og under forskningsparadigmet; bevægelsen består af aktivister og forskere; og nogle taler om modvækst-forskning som aktivistisk, altså som en aktivitet der finder sted i samspil med bevægelsen.
Forskningsparadigmet
I disse år blomstrer modvækstparadigmet. Et stigende antal forskere beskæftiger sig med modvækst, og der udkommer en strøm af bøger og artikler omhandlende forskellige aspekter af emnet. Modvækst er – på sin vis ironisk – blevet et paradigme i voldsom vækst.
Forskere fra en meget bred vifte af discipliner bidrager til modvækst-paradigmet. Derfor antager denne forskning mange forskellige former, der spænder over alt lige fra undersøgelser af hvordan man kvantitativt kan måle fremdrift mod et modvækst-samfund til studier af konkrete initiativer, der resonerer med modvækst – herunder sociale virksomheder, kollektive boformer, tidsbanker og økologisk landbrug. Serge Latouche, Giorgos Kallis og Jason Hickel er nogle af paradigmets toneangivende forskere. Latouche, en nu pensioneret fransk økonomiprofessor, var i en del år paradigmets bannerfører. Den rolle kan i dag siges at være overtaget af Kallis, som er professor ved ICTA ved Universitat Autònoma de Barcelona, som også har en række andre modvækstforskere tilknyttet. Hickel er tilknyttet London School of Economics.
Det er i overvejende grad forskere inden for samfundsvidenskaberne, der direkte bruger begrebet modvækst, men modvækst-idéer finder stor støtte i naturvidenskaberne. Eksempelvis underskrev 11.000 klimaforskere i 2019 en erklæring, der opfordrede politiske beslutningstagere til at fokusere mindre på vækst.
Den primære videnskabelige base for modvækstforskningen er økologisk økonomi, et felt der blandt andet er blevet udviklet af Herman Daly, Joan Martinez-Alier og danskeren Inge Røpke. Økologisk økonomi adskiller sig fra den fremherskende form for økonomisk videnskab ved at betragte økonomien som et undersystem af samfundet, som igen ses som et undersystem af naturen. I forlængelse heraf er økologiske økonomer af den opfattelse, at der er grænser for, hvor stort det økonomiske system kan vokse sig. Endeløs økonomisk vækst er ikke mulig på en planet, der ikke vokser.
Modvækstparadigmet tilslutter sig denne pointe. Set fra dette perspektiv er det alt andet end sund fornuft at økonomien vokser eksponentielt. For som påpeget af den franske politiske økolog André Gorz, der lancerede begrebet modvækst (décroissance) tilbage i begyndelsen af 1970’erne, er endeløs økonomisk vækst ikke bare en fysisk umulighed. I længden bidrager det heller ikke til den menneskelige trivsel. Disse to aspekter af vækstkritikken står stadig centralt i modvækstforskningen. Lad os se lidt nærmere på dem.
Umulig vækst
For at forstå hvorfor eksponentiel vækst i længden er en umulighed, kan vi forestille os, at vi har en økonomi, der hvert år vokser 2,8 pct. Det lyder måske ikke voldsomt. Men efter 25 år vil økonomiens størrelse være fordoblet, efter 50 år er den firdoblet og efter et århundrede er den 16 gange så stor, som den var i udgangspunktet! Ifølge FN udvinder nutidens globale økonomi årligt 92 milliarder tons naturressourcer, hvilket er cirka fire gange så meget, som da Gorz lancerede modvækstbegrebet. Resultatet er, at en række planetariske grænser er overskredet. Kan man på den baggrund forestille sig den globale økonomi være 16 gange så stor i 2120, som den er i dag? Tanken er forrykt. Det kræver en del fantasi at forestille sig, hvordan den globale økonomi til den tid skulle kunne være ”blot” lige så stor som den er i dag.
I de senere år har mange politikere, internationale organisationer, erhvervsfolk og økonomer talt om såkaldt grøn vækst som en vigtig del af løsningen på klima- og biodiversitetskriserne. Grøn vækst bygger på den besnærende idé, at der ikke nødvendigvis er en modsætning mellem økonomisk vækst og økologisk bæredygtighed. Det antages, at kombinationen af ny teknologi og markedsløsninger muliggør en absolut afkobling af den økonomiske vækst og dens negative miljøpåvirkning.
Modvækstforskningen er stærkt kritisk over for denne antagelse, som da også savner videnskabeligt belæg. Der er ikke noget, der tyder på, at det rent faktisk skulle være muligt – inden for den tid der er til rådighed og på globalt niveau – at kombinere økonomisk vækst med eksempelvis hurtigt faldende CO2-udledninger. For når den globale økonomi vokser eksponentielt, er selv store teknologiske fremskridt, der eksempelvis bidrager til energieffektivitet, ikke ensbetydende med faldende globale CO2-udledninger. Tallene taler da også deres tydelige sprog: CO2-niveauet i atmosfæren fortsætter med at sætte nye rekorder – alle teknologiske innovationer og markedsbaserede tiltag til trods. Og der vedbliver med at være en stærk sammenhæng mellem global økonomisk vækst og globale CO2-udledninger.
Modvækstfortalere argumenterer også for, at jagten på økonomisk vækst har store menneskelige og sociale slagsider. Vækstøkonomien producerer voldsomme uligheder mellem individer og verdensdele. Jagten på vækst øger til stadighed intensiteten på arbejdsmarkedet, og mange knækker under presset. Desuden har forsøg på at stimulere økonomisk vækst fra politisk hold ofte store omkostninger. Når der i vækstens hellige navn eksempelvis lægges pres på lønninger, velfærdsydelser forringes og der skæres ned på overførselsindkomster, medvirker det til at skabe usikkerhed og stress og dermed til at forringe flertallets trivsel.
Det politiske projekt
Set med modvækst-briller er økonomisk vækst klimakrisens primære årsag, ikke dens løsning. Om end man bestemt ikke er modstandere af nye og grønnere teknologier og energiformer, er det opfattelsen, at den vigtigste nøgle til at håndtere tidens kriser er, at vi ændrer måden, hvorpå hovedparten af os lever i de rige lande.
Modvækst indebærer en frivillig og planlagt reduktion af produktion og forbrug i de rige lande med henblik på at reducere det globale ressource- og energiforbrug. Samtidig anerkendes fattige landes behov for økonomisk udvikling, og det understeges at ikke alle dele af de rige landes økonomier skal skrumpes. Eksempelvis er der behov for vækst i sektorer som uddannelse og bæredygtig energi.
Modvækst er ikke det samme som at igangsætte en økonomisk krise eller recession. Ej heller er tendensen til faldende vækstrater i OECD-landene eller samfunds-nedlukningerne i forbindelse med COVID-19 tragedien eksempler på modvækst. Her er der tale om udviklinger, som er det stik modsatte af en frivillig og planlagt reduktion.
Modvækst-visionen er demokratiske omstillinger til økologisk bæredygtige og socialt retfærdige samfund. Målet er ikke mindre af det samme; målet er anderledes samfund. Samfund der bygger på andre værdier end dem, der i dag er fremherskende. I stedet for de nuværende højhastighedssamfund, der blandt andet bygger på konkurrence, maksimering af egennytte og stræben efter grænseløs økonomisk vækst, ønsker man retfærdige samfund, hvor tempoet er lavere. Samfund der bygger på tilstrækkelighed. Samfund, hvor fællesskaber, deltagelse og deling står i centrum og hvor relationerne mellem mennesker – og mellem mennesker og natur – er karakteriseret ved skånsomhed og omsorg.
Fortalere for modvækst foreslår en bred vifte af politikker som, hvis de blev implementeret, kunne være med til at virkeliggøre omstillingerne til sådanne samfund. På den baggrund kan modvækst ses som et politisk projekt. Eksempelvis diskuteres politikker, der relaterer sig til understøttelse af sociale virksomheder og lokal produktion, borgerløn, reduceret arbejdstid samt begrænsninger på flytrafik og reklamer. Finansieringen foreslås blandt andet tilvejebragt gennem tunge skatter på luksusvarer med højt CO2-aftryk samt på store formuer og indkomster. At der er fokus på finansieringskilder som disse skyldes, at omfordeling ses som et afgørende aspekt af omstillingen.
Ovenstående er bestemt ikke en udtømmende oversigt over tiltag, som er til diskussion i modvækst-bevægelsen. Det er også afgørende at få med, at virkeliggørelsen af modvækst-samfund ikke kun – eller primært – handler om at staten og internationale institutioner implementerer diverse politikker. Det handler nok så meget om, at vi hver især laver store og mindre ændringer i måden, hvorpå vi arbejder, lader os transportere, forbruger og bor. Ændringer som kan sprede sig som ringe i vandet gennem vores samspil med andre mennesker. I forlængelse heraf betoner modvækstfortalere betydningen af græsrodsinitiativer og organisering på det lokale niveau. Modvækst-omstillinger kræver med andre ord initiativer og ændringer på mange forskellige niveauer.
Bevægelsen
1970’erne var et årti, hvor en række vækstkritiske nøgleværker udkom. Det mest kendte af disse er nok Rom-klubbens Grænser for vækst. Som nævnt var det også i 1970’erne, at Gorz første gang talte om modvækst. Selvom vækstkritikken ikke forstummede de følgende årtier, begyndte den først for alvor at få momentum i kølvandet på finanskrisen i 2008.
Modvækst-bevægelsen fremkom i forbindelse med de første internationale modvækst-konferencer i Paris (2008) og Barcelona (2010). Konferencerne, som bliver afholdt hvert andet år, er ikke almindelige akademiske konferencer. Deltagerne er en god blanding af forskere og aktivister, og aktiviteterne spænder over foredrag og præsentationer af forskning til mere aktivistiske indslag som demonstrationer. Ud over de internationale konferencer finder der et væld af aktiviteter sted på lokalt og regionalt niveau, som bringer modvækst-folket sammen.
Geografisk står modvækst-bevægelsen stærkest i Europa, ikke mindst i Sydeuropa og Tyskland. Endelig skal det nævnes, at selvom modvækst er en bevægelse, der går på tværs af generationer, er den i høj grad drevet af passionerede yngre mennesker. Det lover godt for dens fremtid.
Bevægelsen kan også ses i titusindvis af initiativer på mikro-niveau og i nogle bredere samfundstendenser, som resonerer med modvækst uden nødvendigvis at knytte direkte an til begrebet. Eksempler på førstnævnte er byhaver, økolandsbyer, kurser i permakultur, fødevarefællesskaber, kooperativer og læsekredse, mens eksempler på sidstnævnte er, at flere forsøger at forbruge mindre og spise en mere plantebaseret kost.
Et håb i en skræmmende tid
Det er som indledningsvis nævnt en skræmmende tid. Modvækst – forskningsparadigmet, det politiske projekt og bevægelsen – er båret af et håb om, at tingene kan ændres til det bedre. At der findes en vej ud af kriserne til en mere stabil og retfærdig verden. Hermed ikke sagt at modvækst er svaret på alle problemer, endsige at dets forskningsparadigme og politiske projekt er fuldt udviklede.
Der er ingen tvivl om, at mange har sympati for budskabet om modvækst. Eksempelvis underskrev mere end 90.000 borgere i 2018 et brev, der opfordrede EU til at gøre sig uafhængig af vækst. Men langt de fleste mennesker har nok ikke hørt om modvækst. Og hvis de hørte om det, er det ikke på forhånd givet, at de ville føle sig tiltrukket af idéen. Man må også konstatere, at få politiske partier – og ingen regeringer – har meldt sig under modvækst-fanerne. Mens modvækst som forskningsparadigme blomstrer, er modvækst som politisk projekt således i høj grad marginaliseret.
Et håb er tændt, men der er lang vej igen.
Videre læsning
John Holten-Andersen m.fl. (red): Modvækst - omstilling til fremtiden, NOAH og forlaget Hovedland 2011.
John Holten-Andersen m.fl. (red.): Livet efter væksten – samfundsvisioner i en omstillingstid. Forlaget Hovedland, 2016.
Giorgos Kallis m.fl.: The Case for Degrowth, Polity Press, 2020. Anmeldes i dette nummer.
Foto: Paul Sableman (Creative Commons)
