”Grøn vækst” er et luftkastel. Samfundet efter væksten vil have et lavere privatforbrug, men det er vand ved siden af det øko-sociale kollaps, som er konsekvensen af ideen om grøn vækst. Intet tyder på at væksten i tilstrækkelig grad kan “afkobles” fra presset på miljø og ressourcer.
Af Emil Weis Brix
Når folk møder ideerne fra de få vækstkritiske grupperinger, bliver det ofte kommenteret, at ideen om modvækst er “svær at sælge”. Svær, fordi den tvinger os til at gøre op med ideen om, at vores økonomi har brug for vækst, for at den trives og kan sikre den nødvendige beskæftigelse, som giver folk noget “at leve af”. Men måske i endnu højere grad fordi den udfordrer den ofte implicit accepterede ide om, at en fortsat vækst vil give os allesammen en bedre levestandard.
Selvom klima- og miljøproblemerne i den grad er steget i betydning for vælgerne, og var vælgernes førsteprioritet ved folketingsvalget i 2019, lever ideen om fortsat vækst i de rige lande stadig i bedste velgående. Måske fordi ideen om “grøn vækst” lover at adressere disse store bekymringer i befolkningen, ofte via skyhøje løfter om fremtidens teknologiske potentiale, samtidig med at væksten vil gøre os alle “rigere”. Der er med andre ord lagt op til et klassisk “win-win” scenarie, hvor vi har intet at tabe og alt at vinde.
Sammenlignet med denne optimisme virker vækstkritikernes varslinger om globalt ressourcekollaps og tilhørende konflikter knap så sjove. Men nu er det jo desværre ikke sådan, at naturlovene, jordens ressourcer og de planetære dynamikker indrettes efter menneskets lyster – så i hvilken retning peger den tilgængelige evidens?
Er afkobling mulig?
Ideen om grøn vækst er fundamentalt afhængig af med rimelig sikkerhed at kunne demonstrere, at den globale økonomi kan afkobles, i tilstrækkelig grad, fra samtlige essentielle miljøparametre. Det er altså ikke nok, at man i forhold til f.eks. drivhusgasser kan påvise den relevante afkobling i et afgrænset geografisk område på enkelte miljøfaktorer.
Et eksempel på dette er den store andel vindenergi på Samsø – en ofte fremhævet succeshistorie. I modsætning til nogle menneskelige forståelser, er de planetære dynamikker nemlig ligeglade med politisk optegnede grænser. Så hvis Samsøs borgere forbruger en masse produkter, relaterede til f.eks. skovrydning, såsom svinekød og småkager (sojadyrefoder og palmeolie), vil afkoblingen være begrænset eller fraværende og Samsøs samlede fodaftryk vil fortsat være klima- og miljøbelastende, og dermed ikke bæredygtigt. Dette eksempel er naturligvis hypotetisk, men når Danmark omtales som et foregangsland i relation til udledning af drivhusgasser, er det altså fordi der er faktorer vi ikke medregner, og fordi de gældende regler i regi af FN’s klimapanel (IPCC) ikke er gode til at bringe denne manglende bogføring frem i lyset. Danmarks Statistik vurderer faktisk, at Danmarks samlede drivhusgasudledning er steget siden 1990, hvis man medregner udledninger fra biomasse og international transport. Det er stik imod den historie de fleste danskere bliver fortalt om Danmark som en førende grøn nation.
Denne konceptualisering af Danmarks drivhusgasudledninger er endda mildere end en total beregning af danskernes fodaftryk, altså den totale udledning som konsekvens af vores forbrug, og den regner heller ikke de såkaldte “rebound” effekter af vores mere effektive produktion med. Fokuserer man på udledning af drivhusgasser, kunne et eksempel være, at den energieffektivisering, der er sket i danske boliger, er blevet ”slugt” af et stigende energiforbrug – altså har udledningerne stabiliseret sig på samme høje niveau i stedet for at falde, sådan som bl.a. Peter Nielsen og Petter Næss beskriver det i deres bidrag til bogen Modvækst: Omstilling til Fremtiden fra 2011. Således leder energieffektiviseringer ikke nødvendigvis til reelle fald i udledninger, da de også muliggør et højere forbrug. Dermed er det altså et (politisk) valg, hvad vi skal bruge vores produktivitetsstigninger på.
En række forskere har på vegne af den europæiske miljøsammenslutning, European Environmental Bureau (EEB) påpeget i rapporten Decoupling Debunked, at der ingen empirisk evidens er for en afkobling, der er tilstrækkelig, global og permanent. Dette er et af de største “metastudier” på området, altså studier, der gennemgår de eksisterende studier på området for at danne overblik. Deres konklusioner understøttes af andre studier, der gransker tesen om grøn vækst. Også det tyske miljøministerium har udgivet en rapport om emnet. Den konkluderer, at der ikke er noget empirisk grundlag for at grøn vækst kan lade sig gøre på nuværende tidspunkt (Umweltsbundesamt, 2018). Dog hævdes det i rapporten, at der ikke er grundlag for at udelukke, at grøn vækst kan lade sig gøre ”i teorien”. Kan det så lade sig gøre, ”i teorien”?
Netop det, og andre vigtige spørgsmål, giver to af de største navne indenfor modvækst-forskningen internationalt, Georgios Kallis og Jason Hickel, et svar på i artiklen Is Green Growth Possible udgivet i det videnskabelige tidsskrift New Political Economy i 2019. Ligesom de tidligere nævnte kilder, konkluderer de ikke bare, at absolut afkobling ikke finder sted, når man kigger på hele billedet. Faktisk peger de på, at tendensen er den modsatte: Det vil sige en stærkere kobling mellem fodaftrykket, altså den totale miljøbelastning, og væksten. Ydermere er der noget der tyder på at lande, der har haft en tendens til relativ afkobling, igen er hoppet på den ressourcetunge damptromle, som den moderne økonomi udgør. Altså formår lande ikke at afkoble på længere sigt.
Vedrørende ideen om at grøn vækst godt kan lade sig gøre, “i teorien”, gennemgår artiklen en række modelleringsstudier, dvs. studier der prøver at simulere fremtiden under bestemte antagelser. Også her modsiger konklusionerne grøn vækst fortalerne, da det selv med enormt optimistiske antagelser omkring teknologi og adfærd ikke lader til at være muligt at afkoble i tilstrækkelig grad med fortsat vækst. Modsat er der noget der tyder på, at afkoblingen kan lade sig gøre, hvis vi har global nulvækst. Dette bakkes yderligere op af et studie publiceret i 2020 i et af de mest citerede tidsskrifter på verdensplan, Nature Sustainability, af Simone D’Alessandro m.fl. i en artikel med titlen Feasible alternatives to green growth. Dette hold af forskere forsøger ligeledes at simulere forskellige økonomiske scenarier på lang sigt, heriblandt grøn vækst og modvækst, og konkluderer, ligesom andre studier, at modvækst er den eneste langsigtede løsning, hvis vi skal leve op til målene i Parisaftalen. Det skal siges, at dette sidste studie har et mere snævert fokus på drivhusgasser i modsætning til de mere omfattende parametre som Hickel og Kallis benytter. Dette er vigtigt at nævne, da resultaterne trækker endnu længere i retning af modvækst, når man bruger en mere holistisk indikator for verdensøkonomiens samlede økologiske fodaftryk. Da vores samfundsøkonomiske aktiviteter lægger et pres på samtlige de planetære grænser, er der et stærkt argument for, at vi også bør måle konsekvenserne af vores aktiviteter på holistisk vis. Dette er desværre langt fra virkeligheden, hvor internationale aftaler som bekendt indgås i “siloer”, hvor man skiller de forskellige miljøproblemer ad. Det til trods for, at miljøproblemerne allesammen overvejende skyldes, i hvert fald i et modvækstperspektiv, at (vestlige) vækstøkonomier har vokset sig for store.
Ikke alt sammen skidt
Dog er det ikke alt sammen “doom & gloom”. Modvækst er et forskningsparadigme der, ironisk nok, har været i vækst det sidste årti, sådan som det bl.a. beskrives på hjemmesiden for den internationale sammenslutning af modvækstforskere og -praktikere Research & Degrowth. Derudover er der også tegn på, at mere vækstkritiske tanker spreder sig blandt meningsdannere, omend langsommere og i mildere former end man måske kunne tænke sig. Blandt andet et opråb fra mere end 1100 forskere og aktivister, der opfordrer til at droppe økonomisk vækst som et centralt mål i Dagbladet Information den 20. maj 2020.
Kate Raworths (foto) stort sælgende bog baseret på konceptet “doughnut economics” plæderer ikke direkte for degrowth, men forkaster vækst, f.eks. målt ved BNP, som styringsinstrument for samfundsøkonomien. Dette koncept har de taget til sig i Amsterdam, og nu også i København kommune ifølge artiklen København omfavner doughnutten i kommunen.dk fra d. 13. september 2020!
Selvfølgelig skal man være skeptisk, når man hører disse udmeldinger. Særligt når det viser sig, at København kommunes ambition om såkaldt “klimaneutralitet” er baseret på en form for klimakompensation, der er en altafgørende del af grundlaget for at nå målet, jf. kommunens klimaplan KBH 2025 klimaplanen: En grøn, smart og CO2 neutral by fra 2012. Dog er det et tegn på, at samfundet, stille og roligt, er begyndt at få nogle andre prioriteringer. Det er vigtigt, da det er en åbenlys forudsætning for at ændre samfundsøkonomien fra sit maniske vækstfokus.
Noget andet, som også taler for at modvækstens tid for alvor er kommet, er de mange sociale slagsider vækstparadigmet viser sig at have. Allervigtigst er det måske her at notere sig argumentet om at vedvarende vækst ikke giver vedvarende lykke. Et argument som den britiske økonom bag World Happiness Report, Richard Layard, har fremlagt. At den fortsatte væksts effekt på menneskelig lykke er ikke-eksisterende, er et fænomen man kan spore tilbage til 1980’erne. På baggrund af den manglende effekt, er der altså grundlag for at så grundlæggende tvivl om formålet med den økonomiske vækst, selv i fraværet af massive miljøproblemer. Når nedskæringer på velfærd og manglende beskatning af de superrige nedprioriteres i konkurrencedygtighedens navn for angiveligt at sikre væksten, bliver det endnu mere absurd. Når vi arbejder langt mere end der er behov for af kulturelle og institutionelle årsager, som forfatterne til bogen Pseudoarbejde, Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen, dokumenterer, træder vi endnu et skridt dybere ind i det absurde teater, som de senkapitalistiske økonomier udgør.
Modvækst er eneste alternativ
Vi i modvækstbevægelsen må fortsætte med at insistere på de overvældende miljømæssige og socioøkonomiske argumenter imod grøn vækst og henvise til det eneste seriøse alternativ: modvækst. Vi må gøre det, selv om vi ikke endnu har alle svarene på den grønne omstillings mange udfordringer, men vi arbejder på det. Jeg tror endda det er godt at understrege dette. I kraft af at ingen samfundsøkonomier har været styret efter vækstkritiske normer og principper, må vi indrømme at ideen om modvækst på sin vis er et socialt eksperiment med en masse usikkerheder. Men det er vand ved siden af den bevisbyrde, der ligger på grøn vækst fortalernes banehalvdel. En ide, der lige nu er ved at køre den globale økonomi ud over de planetære grænser, og ikke gør vinderne i de rige økonomier lykkeligere.
Den slags absurde ideer bør vi kunne udfordre med den største selvtillid, samtidig med at vi går deliberativt og åbent til værks, når det kommer til de konkrete løsninger. Løsninger, vi må udarbejde med det samme, så det ikke er folks manglende forestillingsevner, der får dem til at klynge sig til det luftkastel, som grøn vækst tydeligt er.
Foto: Heinrich-Böll-Stiftung (Creative Commons)
