Modvækst indenfor produktion og forbrug af fødevarer indebærer udvikling af et nyt fødevaresystem, som respekterer klodens biofysiske ressourcer. Det kræver også et skifte i valg af fødevarer og dermed en ny madkultur.

Af Hanne Østergård

I århundreder har videnskaben vidst, at jorden er rund, men først for omkring halvtreds år siden har vi rigtig erkendt, at det betyder, at der kun er en endelig mængde af biofysiske ressourcer til rådighed i form af energi, råstoffer, vand, jord og biomasse. Da vi snart er otte milliarder mennesker på Jorden, er der ikke nok til os alle med det nuværende forbrug. Hvis vi forestiller os, at alle i verden skulle leve som os i Danmark, ville det, beregnet ud fra det økologiske fodaftryk, kræve ca. fire jordkloder (se graf).

Det økologiske fodaftryk beregner, hvad der kræves af land- og vandareal for at producere den biomasse vi anvender, herunder det vi spiser og det vi bruger til veje, bygninger og indbo. I fodaftrykket indgår også det areal, som teoretisk set skulle bruges til at optage, hvad vi udleder af CO₂. Ser vi samlet på hele verdens befolkning, forbruges et areal svarende til mere end halvanden gange jordkloden, hvoraf ca. halvdelen går til at optage den CO₂, som udledes. Da arealet således overstiger klodens areal, betyder det, at koncentrationen af CO₂ i atmosfæren vokser. Fødevaresystemet som helhed bidrager med næsten 40 pct. af den samlede globale drivhusgasudledning ifølge rapporten Et bæredygtigt fødevaresystem for EU fra European Academies i 2020.

Hvis man også tager i betragtning alt hvad verden bruger af biofysiske ressourcer, som er dannet igennem jordens historie, fås et meget højere tal. Det vil sige, at vi bruger voldsomt af hvad der skal blive fremtidige generationers livsgrundlag. Der er derfor mange ressourcemæssige grunde til, at en fundamental nytænkning af fødevaresystemet, både globalt og herhjemme, også er absolut nødvendig.

Energi er nødvendig for al produktion og vækst som midlet til at udføre arbejde. For bare to hundrede år siden kom arbejdskraften udelukkende fra mennesker, trækdyr og vedvarende energikilder som sol, vind og vand. I dag kommer energi oftest fra kraftværker og arbejdskraften fra maskiner, som begge typisk drives af fossil energi. Der arbejdes i store dele af verden på at udfase den fossile energi. Mængden af energi, som kan komme fra de vedvarende energikilder, er dog begrænset af de materialer, som disse teknologier kræver til deres fremstilling, samt af vejrliget. I fremtiden må det samlede energiforbrug derfor begrænses for at opfylde den globale befolknings behov.

Et globalt studie, som inkluderer landbrug, fiskeri og skovbrug, har vist en voksende energieffektivitet mellem 1971 og 2017. Dette skyldes i visse dele af verden at maskiner drevet af fossil energi har erstattet trækdyr, og generelt at dyrkningsmetoder er forbedret og maskiner er mere energieffektive. I Danmark har landbrug og gartneri således tilsammen sænket det direkte energiforbrug med 25 pct. gennem de sidste 20 år (se graf). Dog er der også flere eksempler på nationale landbrugs- og fødevaresystemer, som bruger mere energi til produktion, end hvad der ender som kalorier i afgrøder og fødevarer. Som eksempel brugte vi i Danmark i nullerne ca. fire gange så megen fossil energi direkte og indirekte til at producere vores fødevarer, som fødevarerne indeholdt af kalorier målt hos forbrugeren. Dette er langt fra energimæssigt bæredygtigt, og det har alene været muligt, fordi vi har haft store fossile ressourcer til rådighed. Desværre er der alt i alt kun få studier af denne type, hovedsageligt i industrialiserede lande, og de er svære at sammenligne, da de bygger på forskellige forudsætninger. Derfor er det svært at konkludere, hvad det reelle energiforbrug for fødevaresystemer er i dag.

 

Kødforbrug

Kød, som det produceres i mange landbrugssystemer, har generelt en lav energieffektivitet. For det første anvendes en stor del af al den energi, som verdens afgrøder indeholder, til dyrefoder. For mindre end ti år siden var det ca. en tredjedel af energien. Ydermere genfindes i det kød, vi spiser, kun ca. 12 pct. af energien i foderet, resten bruges til dyrenes fordøjelse. Det er derfor vigtigt at kød værdsættes højt, og at antallet af husdyr begrænses til det antal, der er nødvendigt for at opfylde dyrenes gavnlige rolle i økosystemerne. Et studie af to fødevarescenarier for Fremtidens nordiske diæterhar vist, at det er muligt at mætte den forventede nordiske befolkning i 2030 med økologisk mad, hvor afgrøderne hovedsagelig er dyrket i regionen, og husdyr hovedsageligt er fodret med græs og biprodukter, som ikke er egnet til menneskeføde.

Jordens befolkning urbaniseres i stigende grad, og desværre ses der en sammenhæng mellem kødforbrug og urbanisering i alle verdens lande med udgangspunkt i data fra perioden 1965-2010. Kødprodukter udgør kun 7 pct. af kalorierne i diæten for borgerne i lande med lav urbanisering, mens det udgør 32 pct. i lande med høj urbanisering. En plan for en sund kost, hvis produktion holder sig inden for de såkaldte planetære grænser for jordkloden, er beskrevet i rapporten Sunde diæter fra et bæredygtigt fødevaresystem fra EAT Lancet kommissioneni 2019. I denne kostplan udgør kød, æg og mælkeprodukter kun 11 pct. af diætens 2.500 kcal. I Danmark udgør kødprodukter 36 pct. af husstandenes fødevareindkøb, hvilket dog ikke er helt proportionalt med procentdelen i vores diæt (se cirkeldiagram).

I forbindelse med den krævede ændring i vores kostvaner, er det vigtigt at overveje, hvorvidt det er en god ide ressourcemæssigt at erstatte kødprodukter med kødlignende, plantebaserede produkter. I en sammenstilling af resultater fra de få kendte studier af sådanne produkter, er konklusionen, at de kan have mindre miljømæssig påvirkning end produktion af kød. Dog afhænger resultatet af produktionsmetoder og hvilken kødproduktion, der sammenlignes med. Typisk sammenlignes kun med husdyrproduktion, hvor dyrene opfodres i industrielle fabrikker, og ikke med optimale dyrehold, hvor dyrene lever i kulturlandskabet og bidrager til funktionen af økosystemet og den landskabelige værdi.

 

Globalisering, selvforsyning og madsuverænitet

Globaliseringen har øget samhandelen, så færre og færre lande i verden er selvforsynende med fødevarer. Tres pct. af verdens lande producerede i 2010 ikke nok fødevarekalorier til deres egen befolkning, og dette tal har været voksende siden 1965. Disse lande må importere fødevarer for at brødføde befolkningen, hvilket medfører et øget forbrug af fossile ressourcer til transport og nedsætter landenes forsyningssikkerhed. Alle lande bør have mere fokus på selvforsyning og på at øge samhandelen med nabolande frem for med lande, hvor der kræves transport over store afstande.

Danmark er et stort eksportland og ca. tre fjerdedele af vores fødevareproduktion går til eksport, herunder hovedparten af vores nuværende animalske landbrugsproduktion. Vores eksport baserer sig til dels på importerede varer. Cirka halvdelen af den økonomiske værdi af vores eksport af fødevarer bygger på bagvedliggende import, herunder importeret foder til husdyr, hvor kødet derefter eksporteres.

Initieret af La Via Campesina under overskriften madsuverænitet arbejder mange NGO’er på at sikre, at alle befolkninger gives ret til sund og kulturelt tilpasset mad, produceret via bæredygtige metoder. Dertil sikres en ret til selv at definere egne fødevaresystemer baseret på viden og behov fra dem, som producerer, fordeler og forbruger fødevarerne. Endelig inkluderes fremtidige generationers interesser. Uden øget selvforsyning vil en given befolkning miste indflydelsen på eget fødevaresystem. Madsuverænitet er således en strategi til at modstå indflydelsen fra de store multinationale fødevarevirksomheder og give ansvaret tilbage til lokale producenter.

Inden for de senere år er der i Danmark sket en kraftig udvikling af køb af lokale, sæsonbestemte, ofte økologiske fødevarer fra forskellige former for lokale fødevarefællesskaber, hvor frivillige bidrager med at organisere salg af grøntsager fra lokale producenter.Eksempler herpå er f.eks. Økologiske Fødevarefællesskaber i flere byer og Spisekammer Halsnæs. Også gårdbutikker med fælles salg, f.eks. til restauranter via fælles lager og hjemmesider har fremgang, f.eks. Råhandel og Goforlocal. Også kommuner bidrager i samarbejdet med økologiske mad-iværksættere, f.eks. med støtte til udgivelsen af magasinet Vores grønne Lejre. Der er fokus på at påvirke kostvaner, så kød udgør en mindre del. Startende med Aarstiderne er der efterhånden mange abonnementsløsninger med levering af kasser direkte til forbrugeren. Flere fokuserer på danske og vegetabilske produkter, men inkluderer også importerede varer, f.eks. Simple Feast, FreshLand, Eat Grim. Sidstnævnte sælger både overskudsproduktion og varer med former og størrelser uden for markedets standarder. Visse tiltag vil dog ikke formindske energiforbruget i fødevaresystemet, f.eks. hvis kosten øges med frugt og grønt, der produceres langt fra Danmark.

 

Ændring af madkulturen

I Danmark har borgerne generelt set stort økonomisk overskud til at købe fødevarer efter forgodtbefindende, og der smides store mængder væk. Fødevarer har i en årrække kun udgjort en lille del af vores privatbudget, lidt over 10 pct. For at ændre forholdet til fødevarer må der arbejdes for en ændring af madkulturen, så fødevarer bliver tillagt en iboende værdi og betydning, alt efter hvor stor den ressourcemæssige indsats har været for at producere produktet fra jord til bord. Her tænkes på 1) arbejdskraft i forbindelse med dyrkning, transport og forarbejdning, 2) landareal til dyrkning og græsning, 3) vandforbrug til dyrkning og forarbejdning, 4) (fossil) energi i forbindelse med dyrkning, transport og forarbejdning, men også til produktion af kunstgødning og pesticider. I kraft af at verdens ressourcer er for små til vores nuværende forbrug, set i forhold til antallet af mennesker, så kræves det, at alle tænker mere over, hvad der indkøbes og spises – især i den rige del af verden. En gruppe af forskere har for flere årtier siden defineret et sæt principper for bæredygtige valg i konceptet The Natural Step: Ved ethvert indkøb bør man i princippet vælge den vare, som formodes at

• anvende færrest ressourcer fra undergrunden, inklusiv fossil energi
• udlede mindst muligt unaturligt eller langsomt nedbrydeligt affald til omgivelserne, inklusive drivhusgasser
• begrænse produktion som ødelægger økosystemer
• sikre at alle involverede parter kan få deres basale behov dækket

Man kan i en vis grad blive hjulpet i sit valg af statskontrollerede certificerings- og mærkningsordninger, som økologimærket i Danmark og EU. For at sikre troværdigheden er det dog vigtigt, at ordningerne ikke er branchens egne. Endelig er der forskellige offentligt tilgængelige databaser med beregning af fødevarers klimaaftryk. Desværre afhænger resultaterne som oftest af produktionsmetode, beregningsmetode og referenceenhed, f.eks. pr. ha eller pr. kg, så resultaterne må anvendes under hensyntagen til de ovenfor nævnte principper. Der savnes tilsvarende databaser for ressourceforbrug og for biodiversitetstab.

Under anvendelse af disse principper og sund fornuft vil indkøb af importerede varer og varer uden for sæson blive reduceret og i visse tilfælde blive begrænset til festlige lejligheder. Dette vil bidrage til at begrænse ressourceforbruget.

Detailhandelen kan også bidrage til ændring af madkulturen ved at undlade at give storkøbsrabatter, som decideret opfordrer til overforbrug. Ved rabatordninger i nogle forretninger er der et maksimalt antal enheder per kunde. Dette leder i retning af rationering. Rationering har i sig selv ulemper i form af hamstring og sortbørshandel, men det er svært at se, hvordan man ellers kan begrænse forbruget.

Endelig er undervisning et vigtigt bidrag til ændring af madkulturen. Her er Haver til maver et godt eksempel. Der arbejdes for at styrke primært børn og unges engagement i bæredygtighed, madkultur og sundhed. De kulinariske skolehaver kan opfattes som et ekstra faglokale, hvor skoleelever tilegner sig den praktiske forståelse af kredsløbet fra jord til bord til jord. Når børn ser, hvor stor indsats der skal til for at få gulerødder frem i en skolehave, så tænker de sig måske om en ekstra gang, inden de smider en gulerod fra madpakken i skraldespanden.

Med adfærdsændringer startende hos børn og unge nærmer vi os måske et socialt tipping point, hvor der er opnået den kritiske masse i befolkningen, som muliggør et paradigmeskift i madkulturen. Håbet for et anderledes fødevaresystem baseret på modvækst er (lyse)grønt.

 

Videre læsning

Markussen, M. & Østergård H. (2013): Energy analysis of the Danish food production system: Food-EROI and fossil fuel dependency. I tidsskriftet Energies, nr. 6.

Marshall, Z. & Brockway, P.E. (2020): A Net Energy Analysis of the Global Agriculture, Aquaculture, Fishing and Forestry System. I tidsskriftet Biophysical Economics and Sustainability, nr. 9.

Santo, R.E. m.fl. (2020): Considering Plant-Based Meat Substitutes and Cell-Based Meats: A Public Health and Food Systems Perspective. I tidsskriftet Front. Sustain. Food Syst., nr. 134.

Schramski, J.R. m.fl. (2019): Declining Country‑Level Food Self‑Sufficiency Suggests Future Food Insecurities. I tidsskriftet BioPhysical Economics and Resource Quality, nr. 12.

 

Foto: Have til Maver (havertilmaver.dk)