Økofeminismen indeholder en grundlæggende samfundskritik, der i høj grad stemmer overens med den vækstkritik, der findes i modvækst-tankegangen. Ønsker vi en bæredygtig omstilling, der kan håndtere klimaforandringer, må vi også forholde os til magt, køn, klasse og etnicitet.

Af Safania Normann Holm Eriksen

Vi står over for flere globale, sammenkoblede kriser på miljø- og klimaområdet. Disse kriser er ifølge modvækst-tankegangen forårsaget af et økonomisk system baseret på eksponentiel vækst til fordel for et lille mindretal af meget rige mennesker. Økofeminisme forbinder klima- og miljøkriserne til ulighed, undertrykkelse og udnyttelse. Ifølge økofeminismen er uligheden blandt mennesker, uanset køn, og udnyttelsen af naturen uløseligt forbundet med det kapitalistiske patriarkat. Målet med økofeminisme er at befri naturen og alle undertrykte sociale grupper fra undertrykkelsen. Denne artikel foreslår, at modvækst sætter større fokus på magt, køn, klasse, og etnicitet via et engagement med økofeminismen.


Modvækst
Kontinuerlig økonomisk vækst er en iboende del af den globale kapitalistiske økonomi. Økonomisk vækst afhænger af stigende forbrug, produktion og udnyttelse af naturen og dens ressourcer, og måles i bruttonationalproduktet (BNP). Grænseløs vækst på en begrænset planet er et problem, som har været bredt anerkendt siden offentliggørelsen af den videnskabelige rapport Grænser for vækst, skrevet af Donella H. Meadows m.fl. og udgivet i 1972. Vækstkritikere har således længe identificeret kriser inden for miljø- og klimaområdet som direkte konsekvenser af det økonomiske system.

Federico Demaria m.fl. skriver i artiklen What is degrowth? fra 2013, at modvækst (degrowth) handler om at reducere produktion og forbrug i de rige lande (den ”overudviklede verden”), som et nødvendigt middel til at opnå miljømæssig bæredygtighed og social retfærdighed. Ideen med modvækst er ikke blot at stoppe væksten. Modvækst forstås her som en diskussion relateret til behovet for bæredygtig omstilling inden for planetens grænser. Men, som Eeva Houtbeckers og Idil Gaziulusoy, der forholder sig til den teoretiske ramme for arbejdet med modvækst, skriver i en artikel fra 2019 med titlen Ecofeminist Understandings of Care and Design for Sustainability Transitions, så kræver forståelsen og udmøntningen af modvækst en mere kritisk indsigt i, hvordan modvækst kan opnås. Ifølge forfatterne kræver det en mere dybtgående overvejelse af spørgsmål om magt, køn, klasse og etnicitet.


Økofeminisme
Økofeminismen har sine rødder i 1970’ernes sociale bevægelser. Den franske feminist Françoise d'Eaubonne hævdes at være den første til at bruge begrebet økofeminsme (l’eco-féminisme). Økofeminisme inkluderer i dag aktivister og forskere fra hele verden. Der er mange varianter af økofeminisme, men fælles for dem er en kritik af undertrykkelsen af kvinder, andre mennesker (især ikke-vestlige, ikke-heteroseksuelle og ikke-hvide mennesker) og naturen. Mange økofeministister bruger begrebet det kapitalistiske patriarkat og lignende magtbegreber til at beskrive manifestationen af dominans over kvinder og natur.

Sylvia Walby diskuterer begrebet patriarkat i artiklen Theorising Patriarchy fra 1989 og definerer det som et system af sociale strukturer og praksisser, hvor mænd har magt over kvinder. Walby skriver at patriarkatet, der manifesterer sig forskelligt i forskellige kulturer, blandt andet består af strukturelle relationer indenfor mange områder af samfundet: I staten, hvor kvinder sjældent har formel magt og repræsentation. I husstanden, hvor kvinder er mere tilbøjelige til at udføre husarbejde og opdrage børnene. I forhold til vold, hvor kvinder oftere bliver misbrugt. I forhold til betalt arbejde, hvor kvinder oftere får mindre løn. Inden for seksualitet, hvor kvinders seksualitet oftest behandles mere negativt. Inden for kultur, hvor repræsentation af kvinder i medierne og populærkulturen ofte er stereotyp og sexistisk. Ifølge økofeminismen er det kapitalistiske patriarkat et universelt anliggende, da dominans og undertrykkelse af mennesker og natur opleves globalt, og konsekvenserne af disse magtsystemer truer livet på Jorden.

I en artikel fra 2019 med overskriften Transcending the learned ignorance of predatory ontologies, skriver Sarah-Louise Ruder and Sophia Rose Sanniti, at økofeminismen udforsker de patriarkalske rødder i det kapitalistiske, vækstorienterede økonomiske paradigme. Ifølge Ruder og Sanniti er et fokus på køn et nødvendigt udgangspunkt for at undersøge magtstrukturer bredere, da uretfærdigheder baseret på køn, race og klasse er relateret til de ideologier, der sanktionerer udnyttelse og nedbrydning af naturen, miljøet og klimaet. Økofeminismen understreger således, at måden hvorpå vi behandler naturen, og måden hvorpå vi behandler hinanden, er uadskilleligt forbundet.

På den måde anser økofeminismen naturen som et feministisk emne, fordi en forståelse af kønsbaseret undertrykkelse kan være med til at skabe forståelse af naturens undertrykkelse og omvendt. Økofeminisme kan således bruges til at vise, hvordan den systematiske undertrykkelse af kvinder og naturen direkte er forbundet til nutidens markedslogik og muliggør kapitalistiske produktionsformer. Gennem en økofeministisk linse er det muligt at afsløre implicitte kønsrelaterede antagelser, der ukritisk normaliserer og yderligere forankrer undertrykkende institutioner, der opretholder det kapitalistiske patriarkat.


Modvækst og økofeminisme
Ligesom modvækst er økofeminisme systemkritisk og orienteret mod systemforandring. Muligheden for bæredygtig omstilling hviler på at udfordre og transformere eksisterende patriarkalske magtstrukturer og kapitalistiske institutioner, og deres kulturelle, sociale og politiske arkitektur, herunder overbevisningen om endeløs økonomisk vækst. Det afgørende spørgsmål er, hvordan kan vi skabe en bæredygtig omstilling, som gør op med den institutionaliserede dominans nogle mennesker har over andre, og den dermed sammenhængende idé om at dominere naturen? Et økofeministisk fokus kan være med til at italesætte forbindelserne mellem ødelæggelsen af naturen, sexisme, ulighed og andre former for social undertrykkelse.


Foto: Oliver Cole (unsplash.com)