Landbrug og fødevareproduktion skal befris fra kravet om økonomisk vækst. Den stærkt industrialiserede model med stordrift og fokus på kødproduktion, kemi og teknologi til fremme af produktivitet, som er udviklet i det globale Nord og påtvunget det globale Syd, står for fald.

Af Ole Busck

Der er næppe noget andet område, på nær atmosfæren, der er så belastet af den kapitalistiske vækstøkonomi som landbrugsjorden med alle dens livsnødvendige ressourcer og egenskaber. Det er først og fremmest sket i kraft af det moderne, industrialiserede landbrugs udbredelse globalt. Halvdelen af planetens såkaldt ”habitable” landareal optages af landbrug.

Den aktuelle Coronapandemi er måske det mest kritiske eksempel på denne belastning. Blandt førende forskere samt WHO og UNEP er det anerkendt, at en væsentlig årsag til Covid-19 og lignende pandemier er det aktuelle, accelererende misbrug af jorden i form af afskovning og landbrugsekspansion.

I klimasammenhæng er jordbundens evne til at optage og bevare kulstof helt afgørende for liv på planeten, men det herskende landbrugsregime er hastigt i færd med at undergrave dette.

Fortalerne for den industrielle landbrugsekspansion nævner oftest den voksende verdensbefolkning og udbredte sult som en tvingende årsag til den industrialiserede form for landbrug. Men det er absurd. Det industrielle landbrug udnytter i dag 77 pct. af det globale landbrugsareal til produktion af kød og foder og dermed jord, som ellers med mere plantebaseret føde kunne have dækket en sultende befolknings behov. Derudover ernærer tæt ved halvdelen af jordens befolkning sig fortsat som småbønder ved landbrug og fiskeri og står for omkring 80 pct. af verdens fødevareforsyning.

Den globale ekspansion af kapitalintensive produktionsformer i landbruget er således ikke bare årsag til tilbagegang for livsvigtige økosystemer, udpining af jorden, ørkendannelse, degradering af vandressourcer og et voldsomt klimaaftryk. Den er også årsag til en omfattende fordrivelse af landbefolkningen, der må søge til byerne eller emigrere for at opretholde livet.

 

Et nødvendigt paradigmeskift
På internationalt niveau har en række politiske dominansforhold og institutionelle strukturer skævvredet en mere lokalt baseret udvikling af landbrug og fødevareproduktion, som hvilede på den viden om bæredygtig omgang med naturressourcerne, som småbønderne oprindelig har haft:

• De herskende nyliberale, markedsorienterede landbrugspolitikker i internationale institutioner og organisationer og i de enkelte lande, som gældsætter og fortrænger småbønder til fordel for ofte udenlandsk ejede storbrug med monokulturer.
• Det agroindustrielle udviklingsparadigme, domineret af det globale Nord, der har fokuseret på teknologi- og produktivitetsforbedringer som den såkaldt ”grønne revolution” og har kanaliseret international støtte hertil.
• Den ekstreme koncentration i den agrokemiske industri, der forsyner verdens bønder med såsæd, gødning og sprøjtemidler. Tre selskaber, Bayer-Monsanto, Dow-Dupont og ChemChina-Syngenta, sidder i dag på det globale salg af henved 60 pct. af landbrugskemikalier og såsæd.
• De givne handelsbetingelser i form af nationale/regionale støtteordninger og handelsrestriktioner, der favoriserer det globale Nords eget landbrug.
• Landbrugsjordens stigende attraktion som investeringsobjekt for kapitalfonde og super-rige efterhånden som andre områder bliver mindre interessante, hvilket fremmer industrialiseret drift.

FNs udviklings- og landbrugsorganisationer har længe efterlyst et paradigmeskift i det globale landbrugsregime, både af hensyn til klima, landbrugsjord, biodiversitet/natur og af hensyn til social retfærdighed. Men den ’agro-industrielle trædemølle’, som den internationale forskersammenslutning IAASTD kalder det, med produktivitetsvækst og masseproduktion, dominerer fortsat. Deraf følger stordrift, mekanisering og kemi-anvendelse. Det er en tilgang, som også dansk landbrug praktiserer og lobbyer for.

I samme grad som moderne produktionsmetoder og teknologianvendelse udpiner jorden, må landmænd tilføre jorden fossilt produceret kunstgødning og kemikalier for at øge produktiviteten. I 2050 forventes fødevareproduktionen at stå for halvdelen af alle drivhusgasudslip, ifølge en fælles udtalelse fra IMF, UNEP og WFP (se figur).  

En række FN-organisationer og anerkendte miljø- og udviklingsorganisationer som World Resources Institute og OXFAM samt internationale sammenslutninger af forskere som CGIAR og IAASTD, foruden småbøndernes internationale organisation La Via Campesina, har længe advokeret for en anden landbrugsudvikling globalt. Derudover har de dokumenteret både behovet for - og effekten af – den række tiltag, som et sådant paradigmeskifte vil indebære.

 

Et modvækst-perspektiv
Grundlæggende handler en modvækst-tilgang til landbrug og fødevareproduktion om at bryde og skabe alternativer til det kapitalistiske systems fossilt baserede organisering af menneskets omgang med naturen og måder at skaffe sig mad på. Ligesom kulmineejerne tog James Watts’ dampmaskine til sig for at gøre sig uafhængig af ustyrlige arbejdere og uberegnelige naturkræfter, tager agroindustrien nye teknologier i brug. Med nye former for såsæd, kunstgødning, sprøjtemidler, antibiotika, digitale produktionsprogrammer og gensplejsning søger den at udkonkurrere småbønder og omskabe naturen, så den lader sig indpasse i og effektiviserer den kapitalistiske produktionsproces.

Et bæredygtigt og retfærdigt alternativ til den nuværende ekstreme og faretruende model for landbrug og fødevareproduktion har følgende kendetegn:

• Politiske og institutionelle betingelser globalt og nationalt for at småbønder/småproducenter, det store flertal af jordens befolkning, kan ernære sig ved jorden og beskæftige landbefolkningen. Det handler om gennemgribende reformer af handels- og lånebetingelser i regi af Verdensbanken, IMF, WTO, bilaterale handelsaftaler mv.
• Drift i harmoni med de omgivende, og så vidt muligt integrerede, naturlige vilkår, skoven, vandet, klimaet og biodiversiteten. Med andre ord: agro-økologi.
• Jorden tilføres mere liv og frugtbarhed (kulstof, mikroorganismer mv.) end der fjernes via afgrøderne eller produktionen af kød og mejerivarer. Der introduceres i stedet et skånsomt – eller et såkaldt regenerativt – jordbrug, foruden etablering af en gensidig udveksling mellem landbrugsproduktion og fødevareforbrug med recirkulation af madaffald.
• En mere bæredygtig og sundhedsfremmende kostsammensætning, hvor hensynet til minimal klimabelastning kombineres med hensynet til det mindst mulige arealforbrug for at tilfredsstille en voksende verdensbefolknings fødevarebehov.

 

En alternativ landbrugsproduktion i Danmark
Dansk landbrug er, omend af ringe størrelse global set, indbegrebet af den kapitalistiske organisering af produktionen og menneskets omgang med naturen. I kraft af landbrugets enorme udbredelse - over 60 pct. af Danmarks areal, hvoraf 80 pct. anvendes til foder – er landets natur og kultur dybt præget af det beskrevne regime.

Danske landbrugsorganisationer og skiftende regeringer har internationalt været stærke fortalere for en markedsdreven strukturudvikling, der favoriserede større brug med industrialiserede produktionsformer fokuseret på høj produktivitet. Konsekvenserne heraf har været voldsomme. Ikke blot har man gjort det svært for småbønder andre steder i verden at konkurrere med stærkt subsidierede produkter. Herhjemme har man reduceret beskæftigelsen med tilhørende liv på landet voldsomt og i høj grad skadet miljøet. Vi har fået et ensformigt landskab med ringe biodiversitet, en jord som i stigende grad mister kulstof (se figur) og frugtbarhed, en voldsom klimabelastning (16 mio. tons CO₂-ækvivalenter årligt ifølge Danmarks indberetning til FN for 2020) og et vandmiljø af faldende kvalitet. Hertil kommer en række sundhedsmæssige effekter for dyr og mennesker.

Så selv om dansk landbrug ikke fylder meget globalt set, så haster det med at fremme alternative, bæredygtige produktionsformer. Heller ikke i den nationale økonomi fylder landbruget meget, kun godt 1 pct. af samfundets værditilvækst kommer ifølge Nationalbankens direktør fra landbruget (jf. bogen Farvel til dansk landbrug af Kjeld Hansen).

En omlægning til bæredygtigt landbrug i Danmark på grundlag af ovenstående principper kræver i første række en stærk reduktion af husdyrholdet, da selve dyreholdet og den tilhørende foderproduktion og -import udgør den største klima- og naturbelastning.

Omlægningen kan således ikke adskilles fra en væsentlig ændret kostsammensætning og madkultur for danskerne, herunder et langt mindre kødforbrug. Økologisk kødproduktion gør det ikke alene. Derfor bør ikke alene landmænd, men også detailhandelen underkastes en regulering, der muliggør en anden praksis. Ifølge Fødevareindustrien under Dansk Industri kontrollerer blot to detailhandelsvirksomheder to tredjedele af markedet i Danmark og sidder således med meget stærke kort over for leverandørerne, uanset at de fleste af disse er sluttet sammen i store leverandørorganisationer som ARLA, Danish Crown mv. Dette begrænser desuden kraftigt forbrugernes valg. Tilsvarende har store, multinationale forarbejdningsvirksomheder som Unilever og Nestlé stor markedsdominans. Se i øvrigt også næste artikel i dette nummer for mere om fødevareproduktion og -distribution.

Ny regulering i Danmark og EU

Den stærke koncentration af ejerskab af landbrugsjorden i Danmark er understøttet af national regulering og EU’s støtteformer. Den medfører ikke kun affolkning af landdistrikterne og gør det svært for yngre landmænd at komme ind i erhvervet. Dertil kommer en forstærket agroindustriel teknologiudvikling, hvor jorden dyrkes alene ud fra hensynet til produktivitet på bekostning af klima og natur. Den enkelte, ofte forgældede, landmand er kun en lille brik i spillet om at skaffe mad til danskerne og til eksport. De besluttende aktører er banker, butikskæder, forarbejdningsvirksomheder, konsulenter fra maskin- og kemikalieleverandører samt forbrugere, der oftere lader sig styre af pris end af kvalitet.

For nærværende er EU's landbrugspolitik (CAP) og støtteformer under revision. Det er en pæn tredjedel af EU's samlede budget, der er tale om, som i sin nuværende form baseret på hektarstøtte favoriserer de store landmænd og klart modvirker hensynet til klima og biodiversitet. Det er afgørende at ændre denne politik, således at mindre landbrug favoriseres, da disse generelt er bedre til at sikre miljømæssige og sociale hensyn. Men mens dette skrives har både EU's ministre og parlament stemt for ændringer, som stort set fastholder den hidtidige model. Også den nationale regulering og støtte skal reformeres og begunstige de mindre landbrugs bidrag til omstillingen, fremme unge landmænds adgang til erhvervet og uddannelse til en bæredygtig praksis.

Reformen af EU's landbrugspolitik bør også sikre en omlægning til en bæredygtig landbrugspraksis, hvilket indebærer, at en række økologiske praksisser skal fremmes. Først og fremmest regenerative metoder, der genopbygger jorden og biodiversiteten ved at anvende kompostering, sædskifter, braklægning, ekstensiv græsning, blandingskulturer af forskellige afgrøder, minimal jordbearbejdning, grønne marker året rundt samt bevarelse af omgivende natur og biodiversitet. Forskning viser, at der ved skånsom jordbearbejdning og grønne marker kan tilbageholdes lige så meget CO₂ i landbrugsjorden, som vi udleder ved afbrænding af fossile brændsler. Under dyrkningen er det jorden fremfor afgrøderne landmanden skal fokusere på. Ny regulering og støtteordninger skal bidrage til at nedbryde ”den agroindustrielle trædemølle”, hvor produktivitets- og prishensynets dominans har betydet erhvervets underlæggelse af finanskapitalens og agro-koncernernes profitabilitetskrav.

En af vejene til en ændring af den nuværende ejerstruktur i landbruget er gennem en statslig jordbrugsfond, som den overlevende husmandsorganisation Frie bønder – Levende land har stillet forslag om. Der er omkring 25.000 mindre brug i Danmark, men i kraft af de vanskelige vilkår for småproducenter har de måttet sælge eller bortforpagte hovedparten af jorden til de store brug. Tanken er, at fonden årligt opkøber 25-30 store brug, som udstykkes i mindre ejendomme, som bortforpagtes eller på nærmere vilkår sælges til uddannede landbrugere. Den økologiske jordbrugsfond ved Danmarks Naturfredningsforening og Landsforeningen for Økologisk Jordbrug virker i samme retning. Endnu en model omfatter initiativer til fremme af forskellige former for andelsbrug, hvor producenter og forbrugere bindes sammen og i fællesskab sikrer bæredygtig produktion og bæredygtigt forbrug.

I Danmark er en række fødevarefællesskaber etableret og under udvikling, som en følgende artikel viser. Men også globalt er fællesskaber omkring både dyrkning og distribution af mad, typisk på lokalt plan, en fundamental vej til selvforsyning og madsuverænitet og dermed til modstand mod agro- og fødevarekapitalens dominans. Fødevarefællesskaber kan også fungere som lokale markeder eller netværk for producenter og forbrugere og kan understøtte økonomisk, social og miljømæssig bæredygtighed på lokalt plan.

Landbrug og fødevareproduktion i et modvækst-perspektiv betyder anerkendelse af de værdier, der ligger i arbejdet med jordens ressourcer med respekt for naturen. Dermed betyder det også liv på landet. Bedre, mere retfærdige betingelser for småproducenter. Lokal/regional produktion og distribution. Brug af jordens kulstofabsorberende evne og en fortsat frugtbar jord i kraft af regenerative praksisser.

 

Videre læsning

NOAH: Handlingsplan for arealanvendelse i det åbne land

IAASTD: Agriculture at a crossroads 2016

UNCTAD: Trade and environment review 2013: Wake up before it is too late

Nordisk Ministerråd 2018: Future Nordic Diets

Kjeld Hansen 2019: Farvel til dansk landbrug

IPCC 2020: Climate Change and Land – Summary for Policymakers

 

Foto: Jed Owen (unsplash.com)