Uanset aftaler om nye grønnere bilafgifter, mere natur og stop for oliejagt, så er regeringens indsats for klima og miljø stadig utilstrækkelig til at løse den dybe økologiske og sociale krise, som det fortsatte krav om økonomisk vækst har rejst. Socialdemokratiet må nytænke sit historiske projekt.
Af John Holten-Andersen, Ole Busck og Emil Brix
Regeringen fremlagde i september 2020 sit længe ventede klimaprogram. Det var en stor skuffelse, som rejser alvorlig tvivl om, hvorvidtregeringen i praksis står bag målet om en 70 pct. reduktion af klimagasserne frem mod 2030. Skuffelsen er ikke blevet mindre efter udspillet til ”grøn skattereform” i november uden CO2-afgift.
Man anede allerede uråd, da man i forbindelse med vedtagelsen af 70 pct.-målet understregede, at klimaindsatsen ikke måtte forringe konkurrenceevnen, beskæftigelsen, den økonomiske vækst osv. Senere blev tvivlen om regeringens hensigter bekræftet, da man valgte at lade sig rådgive af et antal klimapartnerskaber, hvor især de tunge drenge fra erhvervslivets top fik sæde.
De bange anelser blev desværre bekræftet med regeringens Klimaprogram 2020, hvor linjen frem mod 2030 bliver lagt. Ikke et ord om, at vi skal begrænse vores bilkørsel eller vores rejser til udlandet, neddrosle landbrugets animalske produktion og satse på mere vegetabilsk kost eller i det hele taget reducere vort enorme forbrug. Med andre ord: Ikke et ord om at vi skal ændre livsstil. Til gengæld er der side op og side ned med teknologiske løsninger, der skal fikse problemet uden at træde nogen interesser alvorligt over tæerne.
Regeringens klimapolitik er fup
Regeringen sætter sin lid til, at op mod halvdelen af de 21 mio. tons, som 70 pct. målet betyder i klimagasreduktion, skal tilvejebringes med endnu uprøvede og stærkt tvivlsomme teknologier som CO2-fangst og såkaldt Power-to-X, hvor man ved hjælp af vedvarende energi vil fremstille syntetiske brændstoffer. Men det er ikke det eneste eksempel på regeringens tro på teknologiske fix, tværtimod er hele programmet gennemsyret af denne tilgang. Industrien skal elektrificere sin energiforsyning, bilparken skal omstille til elbiler – engang langt ude i fremtiden – olie- og gasfyr skal erstattes af eldrevne varmepumper, landbruget skal udvikle nye foderteknologier i den alt for store dyreproduktion osv.
En stor del af denne liste over teknologiske fix er ønsketænkning, som formentlig langt fra vil levere de lovede reduktioner. Men hertil kommer, at hele programmet er kendetegnet ved mangel på overordnet sammenhæng. For det forudsætter at alle de aktiviteter, der hidtil har været drevet af fossil energi, kan omstilles, så de i stedet drives af vedvarende energi i samme mængder og til nogenlunde den sammen pris. Ingen steder er denne forudsætning dog blot antydningsvis underbygget. Et simpelt regnestykke sætter store spørgsmålstegn ved realismen i denne antagelse.
I dag udgør såkaldt vedvarende energi godt en tredjedel af vores nationale energiforsyning. Men heraf udgør biomasse ca. to tredjedele – og den er, som bl.a. Klimarådet har påpeget, overhovedet ikke bæredygtig og bidrager kun på papiret til en reduktion af drivhusgas-udledningerne. Tilbage står vind, solenergi, geotermi mm., som altså i dag udgør en tredjedel af en tredjedel – dvs. en niendedel, eller godt 10 pct., af vores samlede energiforsyning. Hvordan forestiller man sig, at man frem mod 2030 kan basere sig på denne begrænsede energikilde uden en kraftig reduktion af det samlede energiforbrug? Og det i en situation, hvor man ovenikøbet sætter sin lid til tekniske fix som CO2-fangst og syntetiske brændstoffer, der er stærkt energikrævendeog derfor vil øge det samlede energiforbrug markant.
Svaret er: Det gør man ikke. I stedet lukker man øjnene for problemet. Derfor er Klimaprogram 2020 et fupnummer, greenwashing af værste skuffe. Og det så meget desto mere fordi man på en stribe andre politikområder arbejder med massivt energikrævende projekter som f.eks. milliardstore investeringer i flere motorveje, enorme broprojekter a la Femern- og Kattegatforbindelsen, nye vanvittige byudviklingsprojekter a la Lynetteholmen i København osv.
Når velfærd sættes lig velstand
Den Socialdemokratiske regering er på konfrontationskurs med sit politiske mandat, med sine støttepartier, med de grønne organisationer og i øvrigt med alle de fagfolk, der ved hvad de taler om. Hvorfor spiller Mette Frederiksen, Nicolai Wammen, Dan Jørgensen m.fl. på denne måde hasard med deres politiske troværdighed? Det gør de, fordi en erkendelse af, at problemets kerne handler om vort alt for høje forbrug, ganske enkelt ville udfordre hele det velfærdsprojekt, som har udgjort kernen i den socialdemokratiske tænkning i hvert fald siden 1945.
For lige siden cand. polit’erne i efterkrigstiden overtog magten i partiet har man sat lighedstegn mellem øget velfærd og øget velstand. Velfærdsprojektet blev til et velstandsprojekt, hvorfor den overordnede målsætning blev, at bruttonationalproduktet (BNP) skulle øges år for år. Dermed kunne man give til de mindre bemidlede uden at lægge sig ud med de bedre bemidlede. Tankegangen blev for en stund afbrudt foranlediget af den internationale vækkelse efter Romklubbens advarsler og bogen Grænser for vækst i starten af 1970’erne, som også daværende EU-kommissær og socialdemokrat, Sicco Mansholt, tog til sig. Dette fremgår af Socialdemokratiets principprogram fra 1977, hvori det om energikrisen 1973-74 hedder, at: ”… den havde rystet forestillingen om en ubegrænset og krisefri økonomisk vækst”. Men allerede i det næste principprogram fra 1992 er disse tanker væk. Nu er økonomisk vækst igen blevet det afgørende pejlemærke for hele den socialdemokratiske bevægelse, hvorfor alle politikområder bliver set og udviklet i dette lys: Økonomisk politik, erhvervspolitik, transportpolitik, uddannelse- og forskningspolitik, socialpolitik osv. Ja, selv miljø- og klimapolitik blev set som en løftestang for øget produktion og eksport, snarere end et værn mod rovdrift på naturen.
Det er udfoldelsen af hele denne vækst-tænkning på alle områder af samfundslivet, der nu er brudt sammen. Ikke alene er den årsagen til en omfattende økologisk krise, hvor klimaet går amok og naturen er truet på livet, men den har også vist sig i stigende omfang at være kontraproduktiv i forhold til velfærden. For vækstsamfundet er også et højhastighedssamfund, hvor stadigt flere mennesker enten kobles af udviklingen eller døjer med stress og mangel på mening i tilværelsen. Vækstsamfundet har undermineret de lokale fællesskaber til fordel for stadigt mere centraliserede magtstrukturer, og endelig har det ført til en stærkt voksende ulighed mellem de rigeste 5-10 pct. af befolkningen og resten.
Et nyt grønt velfærdsprojekt
Derfor er tiden på alle måder inde til at udfolde et nyt velfærdsprojekt baseret på øget livskvalitet frem for øget velstand. Det handler om at sætte pris på alle de kvaliteter i tilværelsen, som ikke kan købes for penge, men som alligevel er afgørende for menneskers trivsel. Først og fremmest handler det om at sætte pris på et bedre miljø og en rigere natur, ja, i det hele taget at udfolde et mere nænsomt samspil med naturen end det beherskelsesprojekt, vi har udviklet over generationer.
Dernæst handler det om at prioritere mere tid frem for flere ting, mere glæde og fordybelse ivores arbejde frem for stadigt højere produktivitet, større respekt for det gode håndværk frem for fortsat automatisering af stadigt flere opgaver. Og endelig handler det om mere fokus på det lokale frem for det globale, det nære frem for det fjerne, levende fællesskaber frem for døde systemer.
At forfølge disse pejlemærker for det gode liv frem for det rige liv forudsætter en grundlæggende omstilling af hele den måde, vi hidtil har tænkt og indrettet vort samfund på. Det er en ægte grøn omstilling, men samtidig er det en social og kulturel omstilling, ja, uden at vi netop tænker det grønne, det sociale og det kulturelle sammen i et fælles omstillingsprojekt, vil det være umuligt at indfri de klima- og naturmål, regering og Folketing har forpligtet sig til.
Heldigvis er der mange herude i det civile samfund, der har forstået denne sammenhæng. Det spirer og gror i alle dele af samfundet, og hele den demokratiske og især unge græsrodsbevægelse, der er sat i gang, vil kun vokse i fremtiden. Det ville være dejligt om et folkeligt forankret Socialdemokrati ville blive en del af denne bevægelse, men det forudsætter vilje til at nytænke sit projekt i lyset af den fremadskridende økologiske og sociale krise. I modsat fald vil partiet miste sin relevans og på sigt også sin opbakning.
